iPhones til iFiskere

Apple har med sin iPhone revolutioneret den mobile telefon. Man kan naturligvis ringe fra den og bruge den til alt det, som alle andre mobile smartphones også kan. Men den kan i tilgift en hel masse, som er guld værd for os – lad os kalde os iFiskere…

Du har sikkert en mobiltelefon, som du er godt tilfreds med. Som kan ringe, spille, SMS’e og måske også e-maile. Som alle de mange andre mobiltelefoner på markedet. Har du en af de dyre drenge fra Nokia eller Sony, har den sågar indbygget GPS.

Enter iPhone fra Apple. Her er en smartphone, der naturligvis kan alt det, som alle smartphones kan – uanset prisen. Men den kan noget, de andre ikke kan: Den har nemlig adgang til Apples egen App Store, hvor udviklere fra hele verden sælger deres nyudviklede software til Apples egen iPhone.

Det er utroligt, men det er sandt: Brugere verden over har hentet svimlende to milliarder App Store programmer på lidt over et år, inklusive mere end en halv milliard programmer i seneste kvartal alene.

Der er nu mere end 100.000 programmer tilgængelige for de mere end 50 millioner iPhone og iPod Touch kunder i hele verden, og der er nu mere end 125.000 udviklere i Apples iPhone Developer Program. Glade iPhone brugere, som programmerer software til deres egne og alle andres iPhones. Som sælger deres nyudviklede programmer for i regelen så lidt som 99 cents per program.

Lad mig kort omtale nogle af de Apps, som jeg selv har haft mest glæde af og bruger regelmæssigt. Dette i tilgift til den håndfuld uhyre praktiske Apps, som alle iPhones er født med fra starten – udviklet af Apple selv: Google Maps, Kalender, Kontakter, Beskeder, Kamera, Vejr, Noter, Lommeregner, iTunes, App Store og Værdipapirer.

Weather Pro

Al respekt for DMI, som er suveræne, når det gælder Danmark generelt – landet som helhed eller regionerne. Men skal det være mere specifikt, kan der være brug for at ty til andre kilder.

Vil man have prognoser, som er mere præcise og udførlige end Apples egen “Vejret” kan levere, så kan man med fordel downloade “Weather Pro”. Her har man adgang til et utal af lokaliteter i hele Europa og store dele af verden.

Det kan selvfølgelig være sjovt at vide, hvordan vejret er på Cuba, hvis man lige har været der eller er på vej. Men endnu sjovere og mere brugbart er det da at vide, hvordan vejret vil blive på lørdag på netop den fiskeplads, du agter at besøge!

Weather Pro leverer løbende prognoser en uge frem, og den gør det sågar med 3 timers intervaller. Samtidig kan man løbende følge med på animerede satellitfotos og vejrradar, hvordan vejret er, og hvor det er på vej hen.

En guldgrube til lystfiskere og andre udendørsfolk. Kan fås i forskellige versioner med forskellige grader af information. Priser fra kr. 24,-

Wind Speed

En lille sjov App, som kan fortælle dig, hvad alle vejrprogrammerne ikke kan: Den eksakte vindstyrke på din eksakte lokalitet!

Wind Speed bruger nemlig iPhonens mikrofon til at omregne vindsus til vindhastighed. Og den gør det med forbløffende nøjagtighed. Nu kan du så fortælle kammeraterne, at der ikke blot blæste en stiv pelikan den dag. Næh, du kan være helt eksakt og sige, at det blæste 25 sekundmeter. Hverken mere eller mindre. Eller vindstyrke 10. Eller vind af stormstyrke!

Pris kr. 6,- for denne sjove lille applikation.

Google Earth

Et fantastisk program, du sikkert allerede kender og bruger på din Mac eller PC. Nu er det blot endnu bedre. Nu kan du nemlig tage det med ud på fisketuren og direkte – ud fra satellitfotos i programmet – zoome dig ind på de bedste fiskepladser!

Med Google Earth kan du – on location eller derhjemme – zoome ind på en hvilken som helst lokalitet og se, hvad den byder på. – Hvor går det dybe vand helt ind under land? – Hvor er tangbælterne? – Og hvordan kommer jeg derud?

Kort sagt: Google Earth til iPhone bliver uundværligt efter første brug!

Pris: Naturligvis gratis!

Motion-X GPS

Motion-X er programmet, der holder styr på dig og din færden. Programmet benytter sig af iPhonens indbyggede GPS og ved derfor, hvor du befinder dig, og hvor du er på vej hen. Du kan se det hele på skærmen, lægge waypoints ind med fotos taget af iPhonens kamera, og sågar maile din rute til andre, som siden kan følge dig på Google Earth!

Dette er definitivt ikke programmet for de paranoide, men hvis man holder af at vide, hvor man er, hvor man er på vej hen, og hvor man har været – så er Motion-X aldeles uundværligt!

Pris kr. 18,- for dette fascinerende program!

Navionics

Navionics er et søkortprogram, som ganske enkelt er skaleret ned, så det passer til skærmen på din iPhone. Det er utroligt, hvad der er af detaljer, når man zoomer ind på kortet.

Det er guld værd, hvis man eksempelvis skal passere en snæver indsejling med megen trafik. Da ser man sig selv og sin position tydeligt på Navionics – dertil samtlige bøjer og markører. Altsammen naturligvis under forudsætning af, at der er 3G dækning på mobilen. Hvad der stadig ikke er alle steder. Men det vil der være om ganske kort tid. Pt. etablerer samtlige telefonselskaber 3G master over hele landet – med teleselskabet “3” i den klare førertrøje.

Navionics er desværre ikke gratis, men et af de dyreste programmer i App Store – med en pris på kr. 299,- for hele Danmark med dele af Sverige og Norge. Alligevel er det alle pengene værd!

Skype

Hvis du rejser meget, er Skype til iPhone en helt og aldeles uundværlig ting. Så såre der er kontakt til internettet, kan du Skype til familie, venner og bekendte. Helt gratis. Du kan, hvad du er vant til at kunne fra din faste PC derhjemme: Du kan chatte eller du kan ringe – gratis til andre Skype brugere eller mod en beskeden betaling til almindelige telefonnumre.

Skype til iPhone er naturligvis gratis.

Dette var blot et mikroskopisk udpluk af de nu omkring 100.000 forskellige programmer og spil, man kan downloade til sin iPhone eller iPod Touch – til i regelen ganske små penge.

Med allerede langt over 50 millioner iPhones og iPod Touches på markedet er der næppe tvivl om, at denne telefon bare bliver bedre og bedre – og kan mere og mere. Din næste mobil skal derfor helt naturligt være en iPhone – hvis du altså vil være med fremme på sidste beat og leve fremtiden ud allerede nu!

© 2009 Steen Ulnits