Jeg husker det tydeligt. Det var en isnende kold dag først i februar, da telefonen kimede. Det var Johnny fra Grejbutikken i København:
– De har lige ringet fra Amalienborg og bestilt to æsker med flotte fluer. – Kan du ikke lige klare dem? – Ring til hofmarskallen og hør nærmere!
Jeg kiggede på kalenderen og måtte konstatere, at der endnu var langt til første april. Efter at have tygget lidt på sagen, tog jeg hofmarskallatet på oplysningen og ringede til Amalienborg.
– Jo, den er god nok. Dronningen skal på officielt besøg i USA og skal til formålet bruge nogle gaver til præsident Bush og udenrigsminister Baker.
Da vor egen udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ved, at både Bush og Baker er ivrige fiskere, har han foreslået en æske danske fluer til hver. Med 25 styk i hver. Den ene må godt være lidt finere end den anden, ved du…
Og vi skal bruge dem i morgen, hvor dronningen med følge tager afsted!
Med hofmarskal Søren Haslund-Christensens ord rungende i ørerne gik jeg i gang. Der var ingen tid at spilde. Fra mine egne flueæsker blev gamle favoritfluer valgt ud, og nye blev bundet. Der blev svedt over fluestikket den nat!
Men da morgenen kom den 5. februar 1991, var de to æsker færdige – fulde af danske fluer i flotte farver. Til James Baker var der et langbenet stankelben som toppen af kransekagen. Han har jo selv en ranch ude vestpå – med eget ørredfiskeri.
George Bush fik en sirlig udgave af en dybhavsreje, komplet med rygskjold, øjne på stilke og lange følehorn. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for også at inkludere en god del egne Juletræer i de to æsker!
I et forfærdeligt snefog blev æskerne hentet ekspres af JetPost og kørt direkte ud til flyveren i Tirstrup Lufthavn. Klokken 16.15 var fluerne vel fremme på Amalienborg og kunne indlemmes blandt officielle gaver såsom det obligatoriske Flora Danica porcelæn.
Dronningens personlige gave på det besøg var et eksemplar af hendes selvillustrerede udgave af Tolkiens “Ringenes Herre”.
Brevet om Bush
Og fluerne blev så sandelig modtaget vel. Jeg citerer her fra et brev fra udenrigsministeren:
“Jeg kan i øvrigt fortælle dig, at dine fluer gjorde overordentlig stor lykke, både hos Bush og hos udenrigsminister Baker.
Den aften, der var stor gallamiddag i Det Hvide Hus, var Dronningen med nærmeste følge inviteret ovenpå i “Privaten”, mens gæsterne gik til bords – og her trak Bush sin æske frem for at få forklaret, hvor man brugte sådan nogen i Danmark. Så jeg fortalte ham om vore prægtige å-løb i det jyske.
Det foregik kun tre dage før landkrigen startede i Kuwait, så han må have haft hovedet fuldt af andre ting. Derfor imponerede det at opleve den indre ro, han må være i besiddelse af”.
Det blev i sandhed til hotte fluer på en kold dag. Tre dage senere brød helvedet så ud i den kuwaitiske ørken. Hvilket for øvrigt blev en kærkommen lejlighed til at tage en tur til Maldiverne i det Indiske Ocean. Ingen turde flyve, for hvad kunne den gale diktator ikke finde på?
Flypriserne raslede ned. Hver dag fulgte vi med i aviserne og turde til sidst ikke vente længere. Da kostede en to ugers luksusferie i Bountyland kun godt to tusinde kroner per næse… Og da tog hele staben hos rejsebureauet da også med!
Da rejsen var betalt og regningen til Amalienborg indfriet, var der stadig penge tilbage. Men det er en helt anden historie…
© 1992 / 2002 Steen Ulnits
Artiklen er et uddrag fra min trykte bog “Absolut Sandfærdige Fiskehistorier” fra 2002, udgivet på eget forlag – Ulnits Bøger. Den fås også som U-Book – som e-bog i pdf eller ePub format. Du kan finde den her.
Læs også gerne Uffe Ellemann-Jensens anmeldelse af min bog “Fiskerejser til Fjerne Lande“, som også indeholder historien. Det var i Jyllands-Posten, Go’ Lørdag den 20. april 2002.
Del denne artikel: