Hidsige havbars

Havbars i havstokken

I de senere år har vi fået nye fisk i de danske farvande. En af de senest tilkomne og mest velkomne er havbarsen Morone labrax, som oprindelig stammer fra Den Engelske Kanal med tilknyttede farvande.

Den globale opvarmning og de deraf følgende stigende havtemperaturer har imidlertid gjort vore nordlige vande mere attraktive for den varmeelskende havbars, som dog ikke har slået sig endeligt ned heroppe – endnu da. Den er indtil videre stadig en kærkommen sommergæst, som typisk indfinder sig langs vore kyster i maj-juni og bliver her til hen på efteråret. August er noget nær højsæson herhjemme.

I sit oprindelige udbredelsesområde er havbarsen for lokale sportsfiskere, hvad havørreden er for os herhjemme: Den ubestridte sportsfisk nummer ét. Den fisk, som de allerfleste fisker mest efter og bruger flest penge på. Og det er der flere gode grunde til:

Havbarsen er dels ganske velsmagende – dels en meget spændende fisk på stang og line. Havbarsen har nemlig temperament som en hidsig terrier – både når den jager sit bytte, og når den kæmper for sit eget liv.

Springflod

Det er en fisk født og opvokset i det vilde hav, hvor man ikke kommer sovende til noget. Her er der utallige fjender og farer at kæmpe med og imod, og her sørger stærke tidevandsstrømme for, at fiskene altid er i topkondition. Ellers overlever de helt enkelt ikke.

Kystområderne langs Den Engelske Kanal er kendetegnet af endog meget stærke tidevandsstrømme – med højdeforskelle mellem høj- og lavvande på helt op til 12 meter ved springflod!

Så voldsomt er det jo ikke på vore breddegrader, hvor vi må nøjes med 2 meter, når det går vildest til – i Vadehavet. Længere indefter i de danske farvande aftager tidevandet gradvis – for helt at ophøre i Østersøen syd for vore bælter.

Der rapporteres om spredte fangster af havbars overalt i Danmark – også i de indre farvande. Men de fleste er tilfældige bifangster, som man ikke kan basere noget målrettet fiskeri på. Vil man gå målrettet efter havbars, så er det den nordlige del af vestkysten, der skal satses på – nord for Limfjorden.

Her fanges der sommeren igennem regelmæssigt havbars – så mange og så ofte, at man har en reel chance for fangst. Flere hotspots findes fra Skagen og sydpå til Hanstholm over Hirtshals. Overalt, hvor undersøiske rev stikker op af sandbunden, er der chance for havbars.

En lille båd øger chancerne markant, da man så kan komme vidt omkring i jagten på fiskene. Fisker man fra båd eller pontonbåd, kan man med fordel bruge synkeline i stedet for flydende. Den synkende kaster bedre, da den er tyndere end flydelinen, og man får hurtigt fluen den lille smule længere ned, der ofte udløser hugget. I hvert fald i dagtimerne. Er fiskene til flydende poppers, skal linen naturligvis være flydende!

Havaborren er absolut altædende – næsten i højere grad end vor fastboende havørred. Alt fra tobiser og børsteorme over sild og brisling til hundestejler og rejer glider ned, når havbarsen er på jagt. Alligevel er det en sky fisk, som kan være nem at skræmme – nemmere end havørreden. Forsigtighed er derfor en dyd, når man fisker havbars!

Hvidt og stort

Til gengæld er den ikke specielt kræsen, hvad fluer angår. Her er hovedreglen, at fluerne skal være større end dem, vi normalt bruger til havørred – større og fyldigere. Faktisk behøver man kun en enkelt flue for at fange havbars, og den skal være hvid, stor og busket.

Hvide bucktail fluer str. 2-4 er er godt bud på fluer, der kan fange havbars under de fleste forhold.  Eksempelvis en hvid Lefty’s Deceiver. Spild i hvert fald ikke tiden på små fluer, som tydeligvis ikke finder nåde for havbarsens store og tandløse mund!

Hugget er derfor også anderledes. Havbarsen hugger ikke til, men suger i stedet fluen ind med en mundfuld vand. Ofte mærker man fiskene “pusle” ved fluen før hugget. Huggene er derfor blødere og mere lig det, vi kender fra den ligeledes tandløse og stormundede aborre. En rolig opstramning er alt, der er brug for, når havbarsen skal kroges sikkert.

Havbarsen er hidsig – både når den jager og når den fighter. På krogen er den mest af alt en hidsig terrier, der rusker hårdt med hovedet, men som sjældent excellerer i lange udløb. Korte udløb og hovedrysten – det er havbarsen i en nøddeskal.

Store eksemplarer har en dårlig vane med at stille sig lodret i vandet og ruske så hårdt med hovedet, at krogen ofte mister sit greb. Skulle man komme ud for dette, gælder det om at slække presset i tide.

Havbarsen går gerne i mindre flokke, som trækker rundt med vind og strøm. Den kan derfor være snart her – snart der. Og ofte slet ingen steder. Men det er netop en del af charmen ved denne nydanske storcharmør, som givet kommer til at glæde mange danske fluefiskere i årene fremover. Tiden arbejder for den – tiden og klimaændringerne.

Havbarsen smager godt, men kødet kan have en lidt fed og fiskeagtig smag. Mange vælger derfor at sætte den ud igen – så den kan fighte igen en anden god gang!

© 2009 Steen Ulnits