Handsker

Sela_salmon

Handsker må der til, når der skal vinterfiskes. Men hvilke er de bedste til formålet?

Jeg fryser let om fingrene, og det kan godt gøre fiskeri i de kolde måneder til lidt af en prøvelse. Specielt da, hvis man fisker med fllue. Så har man jo konstant den våde flueline mellem fingrene, og det bliver hurtigt en kold fornøjelse – specielt i blæst.

Dette har medført, at jeg gennem årene har prøvet og testet stort set allle slags handsker. Her kommer et lille udpluk af erfaringerne:

I gamle dage var der ikke andre muligheder end gode, gammeldaws uldhandsker – gerne fingerløse. De var langt bedre end ingenting, da uld stadig varmer, når det er vådt. Men uld suger vand og er derfor ikke ideelt til formålet. Der måtte et andet materiale til.

Enter fleece – et moderne helsyntetisk produkt, der ikke kan suge vand. Vandet lægger sig blot mellem fibrene, hvorfor det er let at vride våde fleece-handsker tørre. Og så er de varme igen.

Det betyder også, at fleece-handsker er lette at skylle op, når de er blevet beskidte – eksempelvis af blod og fiskeslim. Skyl dem blot under den varme hane og læg dem til tørre på radiatoren. Så er de klar til indsats næste morgen!

En anden god ting ved fleece-handsker er, at de fylder ganske lidt. Det betyder for mig, at der altid er plads til et ekstra par i en af vadejakkens lommer – klar til indsats, når det første par allligevel er blevet for våde.

Fleece-handsker skal være fingerløse, så man kan håndtere agn, kroge og knuder selv med handsker på. De skal også have en håndflade belagt med et gribevenligt materiale. Rene fleece-handsker giver nemlig et rigtig dårligt greb om fiskestangen.

Vi må bare erkende det: Der er tidspunkter og ikke mindst temperaturer, hvor selv de bedste fleece-handsker må give op. Hvor de ikke længere kan holde ens fingre varme.

Ikke mindst fluefiskere løber hurtigt ind i dette problem, når de skal slås med såvel våde handsker som isnende vind. En god ven er helt konsekvent og gider slet ikke tage ud med fluestangen, hvis temperaturen er under 5 grader. Så fryser han om fingrene.

Neopren

Dette kan dog undgås ved brug af eksempelvis neopren-handsker som dem, dykkerne også bruger. Vælger man dem tykke nok, skal de nok holde fingrene varme. Til gengæld har man så et forrygende dårligt greb om fiskestangen – for slet ikke at tale om fluelinen.

Vælger man handsker i lidt tyndere neopren, får man naturligvis et bedre greb – men på bekostning af den varmeisolerende effekt…

Tykke neopren-handsker bør altid have fingerspidser, der kan vippes op – så man kan håndtere agn, kroge og knuder.

Uanset tykkelsen så har neopren én uundgåelig ulempe: Der dannes altid kondens mellem neopren og hånd. Det kan undgås ved at bruge tynde inderhandsker af svedtransporterende materiale – eksempelvis polypropylen.

Til gengæld er man nu mest af alt en formummet astronaut på rumvandring – iført handsker så tykke, at man stort set ikke kan bruge fingrene længere…

En af de mest forrygende kystfisketure, jeg nogensinde har oplevet, var en tidlig dag i april for en del år siden. Vinden kom hylende ind fra øst, og der var ikke læ endsige land i syne nogetsteds. Kun med mine tykke Glacial Gloves neopren-handsker kunne jeg lige akkurat holde varmen.

Men jeg måtte have dem af, hver gang jeg skulle fiske fluen ud af munden på endnu en sølvblank havørred. Og dem var der rigtig mange af den dag. Jeg fangede vel omkring 20 stykker og tog fem flotte blankfisk med hjem. Men fingrene – dem havde jeg nær mistet derude…

SealSkinz

Der er løbet meget forurenet vand i havet siden da, men heldigvis er der også sket mange teknologiske landvindinger. Til de mere vigtige hører i mine øjne lanceringen af nogle helt nye handsker fra engelske SealSkinz, som både er vandtætte, åndbare og gribesikre. En meget sjælden kombination.

SealSkinz har specialiseret sig i sokker og handsker til aktive udøvere af ekstreme sportsgrene som bjergbestigning, mountain biking, sejlsport og beslægtede aktiviteter. Og så lystfiskeri.

Her er det specielt deres “Ultra Grip Gloves”, som er relevante. De føles næsten som almindelige handsker, men de er både vandtætte og åndbare. Og så er der gribesikre gummibelægninger på håndfladen, så man har et godt greb om fiskestangen.

Jeg er mildt sagt begejstret. Mine nye SealSkinxz Ultra Grip Gloves har gjort det muligt for mig at fluefiske vinteren igennem uden at få kolde fingre.

Anbefales på det kraftigste – trods prisen, der også er helt i top!

© 2011 Steen Ulnits