Flugfiske i Norden

FiN_56-07_390

Det interskandinaviske fluefiskermagasin blev grundlagt i 1978 og udkom første gang i 1979. Flugfiske i Norden kan derfor i 2009 fejre sit 30 års jubilæum. Still going strong!

Det var en forårsdag i det Herrens År 1978, da en svensk registreret Lada kørte ind på parkeringspladsen på Bentesvej i Brabrand, hvor jeg som fattig biologistuderende netop var flyttet ind året før. Der var ikke andet at bo i dengang, hvor Gellerup til gengæld stadig var et rart og fredeligt sted at færdes.

I bilen sad Gunnar Johnson fra Bodafors, og missionen var sammen at køre til Hvilsom i Nordjylland, hvor Preben Torp Jacobsen boede. Planen var at stifte et skandinavisk tidsskrift, som udelukkende skulle beskæftige sig med fluefiskeri – i Norden.

Vi var syv mand ved den stiftende generalforsamling – Kenneth Boström, Nore Sundin, Jerry Petterson, Bengt Öste, Gunnar Johnson, Preben Torp Jacobsen og undertegnede. Planen lykkedes, bladet blev stiftet og fik navnet “Flugfiske i Norden”. Det blev naturligvis behørigt fejret med god mad og ditto rødvin, for Preben var jo en stor ynder af bordets glæde

FiN_Tiger_1

FiN_Tiger_2 FiN_Tiger_3FiN_Tiger_4

FiN_Tiger_5 FiN_Tiger_6 FiN_Tiger_7

Det første nummer udkom i april 1979 – efter megen planlægning og mange juridiske overvejelser. 50 aktier á 1.000 svenske kroner blev startkapitalen, der muliggjorde drømmen om et interskandinavisk tidsskrift om fluefiskeri.

Bladets første redaktør blev svenske Jerry Petterson, som efter et par år blev fulgt af Bengt Öste. Sidstnævnte klarede utroligt nok jobbet, selv om han samtidig var chef for Sveriges TV2!

Dette dobbeltjob holdt dog ikke i længden, og redaktørstolen gik i stedet til Gunnar Johnson, der bestred jobbet i mange år, inden han i 2003 overgav stillingen til den nuværende redaktør, Thommy Gustavsson. Inden da havde Flugfiske i Norden nået at få en fornem nordisk pris for sit klassisk smukke design og layout.

Flugfiske i Norden kan i 2009 fejre sit 30 års jubilæum – still going strong. Ja, faktisk går bladet stronger than ever med den nye redaktør ved roret. Herover kan du se et par eksempler på den nye redaktørs grafiske kunnen – fra det store 5/6 dobbeltnummer ved årsskiftet 2007/2008. Emnet er tigerfisk i Afrika – et lidt utraditionelt emne for bladet, der normalt fokuserer helt på det nordiske fluefiskeri.

Støt det skandinaviske samarbejde og tegn et abonnement på Flugfiske i Norden, hvor den nordiske ånd for alvor lever. Svenske artikler trykkes nemlig på svensk, norske på norsk og danske på dansk. Islandsk og finsk finder dog ikke vej til spalterne – dertil er de for eksotiske og anderledes sprog for de fleste skandinaver!

Flugfiske i Norden
Box 79
SE-565 22 Mullsjö
S v e r i g e
Telefon +46 392 100 10 (man-ons-fre 10-15)
Mail: flugfiskeinorden@telia.com

 

© 2008 Steen Ulnits