Fisk og farver

shapeimage_7

– Kan fisk se farver?

Det er en kendsgerning, at indholdet i såvel blinkæsker som flueæsker stråler i alle regnbuens farver. Det var kun i gamle dage, at sølv var den evindelige favorit – kun suppleret af guld og kobber til vanskelige forhold. I dag serverer grejproducenterne nye farver i en lind strøm, som skal øge salget og fange flere – fiskere, ikke mindst. Måske også flere fisk…

Alligevel møder man stadig mennesker og fiskere, som tror, at fisk ikke kan se farver. Folk, der ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan kolde og primitive skabninger som fisk skulle kunne skelne farver, som vi selv kan det.

Men det kan de, for fisk er ikke det mindste primitive. Faktisk formår de en hel del ting, som vi andre ikke magter. Eksempelvis at ånde i det samme vand, som vi andre drukner i – for nu lige at tage det mest nærliggende eksempel!

Vand og luft

Vand og luft er helt forskellige, når det gælder lys og det at se. Vand er nemlig meget tættere end luft og bryder derfor lyset anderledes. Det ses tydeligt, når man stikker en pind ned i vandet. Den “knækker” i overgangen mellem luft og vand – et synsbedrag, der netop skyldes forskellen i brydning mellem luft og vand.

Fiskens øje er da også helt anderledes end vort eget. Det er kuglerundt med en tæthed som det omgivende vand. Det sikrer, at lyset brydes ens i og uden for øjet – så fisken bedre kan bedømme afstand og retning. Det betyder dog også, at fisken ikke kan fokusere som vi ved at ændre linsens form. Den må i stedet flytte hele linsen frem eller tilbage med nogle specielle muskler.

Det er ofte påstået, at fisk er nærsynede, men det er næppe rigtigt. Rigtigt er det derimod, at de ikke behøver at kunne se langt. Det tætte vand forhindrer i sig selv alle at se over lange afstande – også selv om man måtte være langsynet.

Men fiskeøjets kuglerunde facon giver til gengæld et meget stort synsfelt, hvortil kommer, at de to øjne kan bevæges uafhængigt af hinanden. Det er således ikke helt forkert at sige, at fisken har øjne i nakken. Men kun i et snævert felt foran sig kan den se på samme ting med begge øjne samtidig. Kun her har den en sikker afstandsbedømmelse.

Og så kan fisken rent faktisk se om hjørner! Det kan den gennem det såkaldte “vindue” til verden oven vande. Over sig har fisken et kegleformet synsfelt, hvor den kan se gennem overfladen og op på land. Uden for dette vindue virker overfladen som et spejl, der kaster lyset tilbage.

Da lyset som nævnt brydes under overgangen fra luft til vand, kan fisken faktisk i flere tilfælde se den fisker, der har gemt sig bag siv eller buske oppe på land – på grund af lysets brydning.

På samme måde vil en fisk, der ses nede i vandet, se ud til at stå længere ude og højere oppe, end den i virkeligheden gør. I virkeligheden står den tættere på og længere nede, end den ser ud til. Et forhold, som nymfefiskeren må tage højde for med sine dybt fiskede fluer.

Kunstagn

Farver

I lang tid troede man, at fisk ikke kunne se farver. I dag ved man, at det kan de allerfleste benfisk. De primitive bruskfisk – hajerne og rokkerne – er dog farveblinde. Til gengæld har de udviklet en meget fornem evne til at skelne kontraster – bedre end benfiskene.

Det ved man fra studier af hajangreb på diverse objekter. Her er det tydeligt, at jo større kontraster i udseendet desto højere risiko for at blive angrebet. Farverne betyder intet.

Benfiskenes farvesyn skyldes specielle synsceller bagest på nethinden. Der er to af slagsen – stave og tappe. Stavene er de mest lysfølsomme, men kan ikke registrere farver. Det kan til gengæld tappene, som dog kræver en hel del lys for at fungere. Når mørket sætter ind, overtager stavene derfor, så fisken nu kun kan se sorthvide nuancer.

Nogle fisk har typisk et bedre farvesyn end andre. Det gælder dagaktive fisk og fisk, der lever pelagisk – det vil sige i de frie vandmasser nær overfladen. Her er der nemlig lys nok til, at de kan se farver.

Omvendt har bundfisk ofte et dårligt udviklet farvesyn. Hvor de lever er der så mørkt, at de alligevel ikke ville kunne se farver. Farver forsvinder nemlig med stigende vanddybde.  De absorberes.

De mest energirige bølgelængder når længst ned – de mindst energirige bølgelængder absorberes først. Først forsvinder rødt, dernæst gult og siden grønt lys. Længst nede er der kun det energirige blå lys tilbage. Resten af spektret er filtreret fra af vandet.

Dette forklarer, hvorfor dybhavsrejer, rødfisk og flere andre dybhavsfisk er knaldrøde. Det er nemlig en meget fin camouflagefarve på de kanter, da den jo syner sort hernede! Det giver også stof til eftertanke for lystfiskeren, der må vælge sine favoritfarver med omhu, når det gælder kulør på kunstagnene.

Det nytter ikke meget med en knaldrød pirk på store vanddybder. Der kan man lige så godt bruge en sort i stedet. Gælder det synlighed, så er man bedre tjent med grønt og blåt – samt sølv, ikke at forglemme. Sølv er dog ikke en farve i sig selv, men reflekterer blot forhåndenværende lys.

Fluorescens

Fluorescerende farver er blandt lystfiskere kommet stærkt på mode de seneste år. Fluorescens er et fænomen, der opstår, når usynlige ultraviolette stråler rammer specielle farver. De energirige UV-stråler får da disse farver til at lyse op, så de kan ses på lang afstand.

Effekten af fluorescerende farver er størst i svagt lys, hvor UV-strålerne dominerer. Da kan det være en god idé at ty til kunstagn i disse krasse farver. Omvendt i solskin og klart vand, hvor fluorescerende farver ikke lyser op i nær samme grad.

I modsætning til, hvad mange tror, så er fluorescerende farver på kunstagn – det være sig fluer eller isenkram – intet nyt. Især amerikanerne har kendt til disse farvers særlige effekt over for ikke mindst laksefisk i mange år.

shapeimage_6

På samme måde var og er det velkendt, at fluorescerende farver er effektive til fluefiskeri efter såvel regnbueørreder som steelheads og stillehavslaks. Ja, faktisk fisker man sjældent uden!

Selv bruger jeg altid fluer i fluorescerende farver til kystfiskeri i mørkt vand og vejr, hvor disse farver rigtig lyser op.

Fluorescerende røde og grønne Juletræer har fanget i tusindvis af danske havørreder og endnu flere grønlandske fjeldørreder. De sidste hedder ikke “rødinger” for ingenting, og forskellen i fangstevne mellem rød og fluorescerende rød er uhyre markant.

Af samme årsag er roterende bladspinnere med fluorød krop et kæmpehit blandt fjeldørrederne, når først de har forladt saltvandet og er ved at tillægge sig den røde gydedragt.

De lader sig hidse op af den røde farve, som sikkert minder dem om en mulig konkurrent. Ikke overraskende dominerer hannerne fangsterne!

Når tyren ser rødt

Til sidst en lille pudsighed fra dyreverdenen. I gamle dage gik man helt naturligt ud fra, at tyre kunne se farver. Man gik også ud fra, at tyrefægteren derfor kunne tirre tyren ekstra meget ved at vifte den om næsen med et klæde i rødt.

I dag ved vi, at tyre – i lighed med mange andre pattedyr – overhovedet ikke kan se farver. Og da slet ikke rødt! Faktisk er det ganske logisk. De fleste pattedyr har jo en pels i afdæmpet gråt, brunt og sort, der falder godt i med omgivelserne. De har derfor ikke brug for at kunne skelne farver – kun kontraster, som tilfældet jo også var med bruskfiskene. I stedet har de ofte udviklet en fornem hørelse og lugtesans, som de så forlader sig på.

På samme måde er det jo indlysende, at fisk, som ofte stråler i alle regnbuens farver, har rigtig god brug for at kunne se og skelne farver under vandet. Undersøgelser viser da også, at de er rigtig gode til det – med en naturlig forskydning mod den blå del af spektret, som jo er mere dominerende under end over vandet.

© 2013 Steen Ulnits