Bid i badekarret

April er højsæson for kystfiskeriet efter havørred. Med lidt held er der både bid i badekarret og sølvtøj i fisketasken, når man vender hjem igen!

Som vandtemperaturen stiger hen gennem april måned, stiger også kystfiskerens chancer for at komme hjem med en selvfanget, sølvblank havørred. Havørreden er nemlig vekselvarm, og dens stofskifte stiger derfor med vandtemperaturen. Og netop sidst i april og først i maj er vandtemperaturen ideel for havørreden, som nu kan jage frit overalt – døgnet rundt.

Statistisk set er april den måned, hvor der fanges fleste blanke havørreder på kysten – efterfulgt af maj, hvor fiskeriet så småt begynder af klinge af.

Jo længere hen på foråret vi kommer, desto mere koncentrerer fiskeriet sig om “badekarret” – lystfiskerens lidt pudsige betegnelse for den fordybning, der altid er helt inde under land – på åbne kyster med en brænding, der graver i bunden. Det afgravede materiale aflejres længere ude – som sand på første revle. Bunden i selve badekarret er derfor hård og stenet – ofte med lidt spredte tangbuske.

Men badekar kan se meget forskellige ud. Nogle er små og lave – andre store og dybe. De sidste kan holde fisk døgnet rundt – i al slags vandstand. De mindre kræver højvande, førend havørrederne indfinder sig – gerne tidlig morgen eller sen aften, hvor der er ro på stranden. Kommer der først en busfuld stenkastende skolebørn forbi, er det slut med fisk i badekarret. De er skræmt fra vid og sans og på vild flugt fra badekarret.

Nogle badekar er så store og dybe, at man slet ikke kan bunde i dem. Andre er så lave, at man det meste af tiden kan krydse dem og komme ud på første revle. Herfra kan man så fiske indefter i det kystnære badekar – eller udefter på dybere vand, hvor fiskene er at finde ved lavvande og midt på dagen.

Badekarret er således en fascinerende størrelse, som ikke mindst om foråret er en rigtig god fiskeplads. Det er nemlig herinde, at det lave kystvand først varmes op. Dels på grund af den mørke bund, som suger solvarmen til sig. Dels på grund af det mere stillestående vand herinde. Og når først vandet varmes op, vækkes smådyrene til live efter vinterens dvale. Det ved havørrederne, som derfor søger ind i badekarrene med forårssolens komme. Det er her, maden er!

“Fine and far off”

Badekarret er også en fiskeplads, som stiller større krav til fiskeren end de øvrige fiskepladser på kysten. Det gælder nemlig om at nærme sig badekarret forsigtigt og affiske det på passende afstand – “fin and far off”, som englænderne så rammende har beskrevet det. Ellers skræmmer man fiskene væk.

Men er man ellers forsigtig og bliver inde på land i stedet for bevidstløst at vade ud i vandet, så kan man opleve kystens ørreder på ganske nært hold. Faktisk kan man ofte se fiskene, før man kaster til dem. De jagende ørreder viser med regelmæssige mellemrum viftende finner over vandet – et godt tegn på, at de er aktivt fødesøgende og dermed til at fange!

Der skal let grej til, hvis man vil have held med havørrederne i badekarret. Fluefiskeren scorer altid godt med sine små fluer, der kan serveres fnuglet på et langt og tyndt forfang. Faktisk er badekarret fluefiskerens vigtigste fiskeplads, da fiskene herinde er koncentreret på et område, der bekvemt kan dækkes af fluestangens korte rækkevidde. Fluegrej klasse 5-6 klarer mosten på stille dage, mens blæst og bølger kan gøre grej klasse 7-8 mere praktisk.

Men spinnefiskeren bør ikke droppe badekarret. Han skal blot skifte til det letteste grej – det, man i fagsproget kalder UL udstyr. Korte enhåndsstænger på 5-6 fod og bittesmå fastspolehjul fyldt op med 0.15 mm nylonline eller endnu tyndere superline. Dertil små blink, spinnere og woblere på 5-7 gram. Så er han med i legen igen og kan servere sine agn så let, at de ikke skræmmer fiskene i badekarret.

Børsteorm i badekarret

Foråret er også tid for årets sværmning af børsteorme. Året igennem har ormene tilbragt det meste af tiden nedgravet i deres huller i bunden. Men når vandtemperaturen kravler opefter, mærker ormene foråret og belaver sig på den forestående “sværmning”, som deres parring kaldes.

Ormene forlader nu deres huller i bunden – synkroniseret af Månen, som i forvejen styrer tidevandet – og svømmer rundt i overfladevandet, hvor parringen sker på eksplosiv vis. Ormene revner helt enkelt, og kønsprodukterne frigøres til vandet, hvor befrugtningen foregår. Hvert år modtager landets miljømyndigheder opkald fra bekymrede borgere, som har set i tusindvis af døde orme skylle i land. Et dramatisk syn, som imidlertid er tegn på det stik modsatte – en sund natur med mange orme!

Fisk og fugle er naturligvis opmærksomme på dette fascinerende sceneri, der byder på letfanget føde i overdådige mængder. Ormene er store – typisk 10 cm lange – og lige til at plukke for både fisk og fugle.

Fluefiskeren efterligner de sværmende børsteorme med lange og buskede fluer af Woolly Bugger typen, som på impressionistisk vis ligner de ringlende orme. Spinnefiskeren forsøger sig måske i stedet med en Gulp! Nereis, som er en nøjagtig efterligning af det naturlige forbillede, der netop hedder “Nereis” til fornavn. På latin, forstås.

Nået hen i maj er sværmningen af børsteorme overstået, og havørrederne koncentrerer sig i stedet om småfisk og rejer. Over blød og sandet bund uden for badekarret vil man ofte opleve, at ørrederne koncentrerer sig om først kutlinger og siden rejer. Det sidste går ikke stille af, idet måger og terner også har fokus på de trækkende rejer på det lave vand.

Nået frem til de lyse nætter er det lave kystvand ofte som støvsuget for havørreder – i dagtimerne. Fiskene foretrækker i stedet at søge ind under land i ly af mørket – og så ellers bruge det sparsomme lys til at gå på rov efter småfisk og rejer.

Kystfiskeren bør naturligvis følge trop!