1 / 40: Min syntetiske flue Juletræet fejrer sin 40 års fødselsdag i år. Her ses en håndfuld pryde forsiden på min bog “Fluebinding 4 – Syntetiske materialer” fra 1981. Om ti år er det et halvt århundrede siden, de første eksemplarer så dagens lys ved fluestikket på Als…
2 / 40: De første Juletræer var inspireret af forårets sværmninger af store børsteorme. Bundet på rør eller langskaftede kroge var og er Juletræet en god repræsentation, der har lokket mange forårskåde havørreder i fordærv.
3 / 40: Her er Juletræet bundet som tandemflue til brug med synkeline efter store havørreder på dybt vand. Fluen fanger godt, men er ikke rar at kaste med. En hurtigt synkende flueline med et kort forfang er løsningen.
4 / 40: Det klassiske Juletræ er perlemorsfarvet. Ind imellem – især i vinterkoldt vand – er flourescerende røde og grønne udgaver endnu bedre end originalen. Dette foto pryder forsiden af min bog “Havørred” fra 2006.
5 / 40: Røde og grønne Juletræer er meget effektive til natfiskeri efter havørreder. De bliver ekstra gode, hvis de først lades op med med en lommelygte. Da lyser de op under vandet og kan ses på lang afstand af fiskene.
6 / 40: Et stort og glitrende Juletræ tiltrækker mange hornfisk i sæsonen. Fiskene slår gerne til den med næbbet, men bliver sjældent hængende. En lille “efterhænger” bundet på en 20 cm tavs tager de derimod regulært og kroges godt.
7 / 40: Juletræet scorede forårets første havørred på det allerførste kystfluekursus i 2000 på Samsø. Det første ugekursus ud af et halvt hundrede i det første årti af det nye årtusinde. Den første fisk vedblev at være den største…
8 / 40: Mine år med Juletræet har resulteret i mange flere fisk, end jeg har tal på. Ikke mindst sølvblanke havørreder er det blevet til rigtig mange af fra diverse kyster. Ikke meget slår en forkromet havørred, der netop har taget fluen og er kommet sikkert på land.
9 / 40: At stå i vand til livet, med et Juletræ for enden af forfanget, er altid en fornøjelse. Specielt da når vejret arter sig som her på billedet. Når kastene bare stryger derudaf og fiskene ind imellem napper i fluen.
10 / 40: Tre fine fynske kystørreder, der var alle anstrengelserne værd. De massive kystudsætninger på Fyn sikrer, at der altid er fisk at fange. At Juletræerne og deres brugere ikke skal komme slukørede og fiskeløse hjem.
11 / 40: I 2013 fik Juletræet selskab af min nye linekurv. Egentlig hader jeg linekurve, men ind imellem er de uundværlige. Resultatet af mange overvejelser blev den trekantede “Triangle Tray“, som blot blev produceret i 100 eksemplarer.
12 / 40: En god dag i godt selskab med Juletræet og et stykke lokalt sølvtøj fra Sjællands Odde. Fluen fanger overalt, hvor der er fisk at fange. Selv på Djævleøen, trods ellers dens beskedne herkomst i det jyske Hovedland!
13 / 40: Igennem de sidste 40 år har jeg bundet Juletræet i alle tænkelige afskygninger og på alle tænkelige kroge. En af de mere usædvanlige er Mustads cirkelkrog, som kræver, at man venter lidt med tilslaget.
14 / 40: I nogle få korte år kastede jeg næsten udelukkende mine Juletræer med Fenwick fluestænger. Specielt var jeg begejstret for Fenwicks egen Techna AV konstruktion, der giver utroligt lette, men stærke stænger.
15 / 40: Der er ikke noget som gode luftfotos, når man skal vælge nye fiskepladser. Eller vil forstå, hvorfor man så ofte fanger fisk på sine Juletræer netop dér. Da fisker man ikke i blinde, men kan optimere sine chancer for fangst.
16 / 40: Juletræet, som det tager sig ud, når det netop har landet 25 havørreder over målet – i løbet af et par meget hektiske timer. Et tilsvarende havørred-bonanza har jeg kun oplevet tre gange i de forgangne 40 år…
17 / 40: Juletræet i sin klassiske perlemorsfarvede udgave. Det er den, der stadig bruges mest. Og den, som derfor også har fanget de fleste fisk. Juletræet kan bindes i alle farver og størrelser, men de er og bliver Juletræer som originalen.
18 / 40: Juletræet er så enkelt at binde, at det er begynderens drømmeflue – derfor ofte den første flue, de nogensinde har bundet. Der kræves blot en krog, lidt bindetråd, fluorød chenille til underkroppen og flettet Flashabou til hale, krop og hackle.
19 / 40: Juletræet – her vist i en ren sølvudgave, som jeg har fanget mange fisk på i store størrelse 1 og 2 udgaver. Ikke mindst nystegne sølvlaks friske fra Stillehavet har været flittige gæster på denne Sølvpil af et Juletræ.
20 / 40: Ud over den klassiske model er der to andre udgaver af Juletræet, der har formået at gøre sig gældende som fiskefangere:
En fluorescerende rød, som er effektiv i koldt vintervand. Og en selvlysende grøn, som er uovertruffen til natfiskeri.
🎄🎅🏻🎄 © 24. december 2021 Steen Ulnits 🎄🎅🏻🎄
Læs mere om de 40 første år med Juletræet og se
Del denne artikel: