Der er løbet meget vand i havet, siden Flugfiske i Norden udkom første gang for nu 30 år siden. Og kystfluefiskeriet er modnet gevaldigt i de forgangne 35 år…
Da jeg først i 1970’erne begyndte at fiske med flue, var fluefiskeri stort set lig med fiskeri i strømmende vand efter laks og ørred. Det var det, alle bøgerne handlede om, og bøgerne satte dagsordenen i de dage. Internettet var jo ikke opfundet endnu – det lå yderligere 20 år fremme!
Uheldigvis boede jeg på en lille ø i det sønderjyske – Als – som ikke havde et eneste fiskebart vandløb, hvor jeg kunne kaste mine fluer. Åfiskeriet var derfor begrænset til de få gange, hvor det lykkedes at få mine forældre til at køre mig den lange vej over til de forjættede jyske åer.
Til gengæld havde jeg et fornemt havørredfiskeri lige uden for døren – 365 dage om året. Og Als var også dengang kendt som et godt sted at fiske efter havørred fra kysten. Jeg trådte derfor mine fiskemæssige barnesko som spinnefisker med fokus på havørreden, som i de dage var ganske fåtallig.
Havørredbestanden i bund
Vi var netop kommet gennem de forfærdelige 1960’ere, hvor ingen tænkte på miljøet, der tilsyneladende slet ikke var opfundet dengang. Da jeg flyttede fra Greve Strand syd for København og til Als sidst i 60’erne, var kysterne dækket af sulfoskum og vandet fyldt med colibakterier.
Havørredbestanden var udryddet mange steder – eksempelvis på Fyn, som daværende statsbiolog Knud Larsen erklærede for “ørredfrit område” efter tressernes katastrofale ensilageforureninger.
Men i 1973 fik vi i Danmark verdens første miljølov, og nogle år senere kom den nye vandløbslov, hvor ordet “miljø” nu var kommet med i forreste række. Der var således håb forude, selv om der stadig var langt mellem havørrederne. Først med de senere store udsætninger kom der gang i fiskeriet, som vel toppede engang i 1990’erne.
Jeg var således fluefisker af lyst, men spinnefisker af nød. Lige indtil den dag, hvor jeg på statsbiblioteket i Sønderborg fandt en gammel bog skrevet af englænderen Viscount Grey of Fallodon – Englands udenrigsminister i mellemkrigsårene.
Bogen hed noget så beskrivende som “Fly Fishing” og udkom første gang i 1899. En gammel sag, altså, men den er genudgivet mange gange siden – med rette. For ingen anden bog har i mine øjne så godt og præcist indfanget hele stemningen og atmosfæren omkring fluefiskeriet.
Det meste af bogen handler naturligt nok om det klassiske fluefiskeri – ikke mindst med tørflue, hvilket den priviligerede og adelige forfatter bekvemt kunne dyrke i fritiden. Han gik nemlig i privatskole i Winchester, der jo ligger inden for gåafstand af den berømte River Itchen. I sandhed en misundelsesværdig opvækst for en fiskeinteresseret knægt!
Fra Shetland til Als
Men Viscount Grey’s horisont var videre end som så. Han fiskede naturligvis laks, for det gjorde de adelige jo. Men han var også fascineret af den mindre havørred, som ikke interesserede datidens laksefiskere.
På side 113 i sin dejlige bog skrev han noget, som jeg for alvor bed mærke i, og som aldrig har forladt mig siden:
“The sea trout is a wild mysterious creature without a home”.
Denne beskrivelse fascinerede mig, der jo til daglig selv kæmpede med overhovedet at finde frem til selvsamme sølvblanke havørred, når den strejfede rundt langs de alsiske kyster. Og Grey gik sågar skridtet videre: Han tog nemlig sit fluegrej med helt ud i det salte hav på Shetlandsøerne – og det omkring århundredskiftet!
Hans beskrivelse af dette helt anderledes og aldeles nye fluefiskeri fascinerede mig og sendte mig hurtigt ud til de lokale kyster med mit eget fluegrej. Men ak. Hvor Viscount Grey fiskede nær de åmundinger, som havørrederne kom fra, så var der intet på Als, der på samme måde kunne tiltrække ørrederne. De kunne være overalt – men var der tilsyneladende aldrig…
En vis lighed mellem Shetland og Als var der dog: Begge er små øer i et stort hav – med de muligheder, det nu engang giver. Læ, ikke mindst – uanset vindretningen. Mine egne første erfaringer med det salte fluefiskeri mindede dog foruroligende meget om Grey’s, der beskriver sine sådan:
“There was no sign of a sea trout, and to be wading amongst seaweed, throwing small flies in common salt water with a split cane rod, seemed quite foolish and mad”…
Salt i såret
Grey fandt hurtigt ud af, at havørrederne på Shetlandsøerne kom og gik med det kraftige tidevand. Tidevand havde vi intet af på Als, så også den ledetråd endte blindt.
Og så var der grejet… For en velstående gentleman som Viscount Grey var det næppe noget større problem, at grejet slet ikke kunne tåle saltvand. Ja, faktisk omtaler han ikke dette problem med et eneste ord i sin bog. Trods det faktum, at han ikke har kunnet undgå at se, hvordan den salte Nordatlant ubarmhjertigt åd sig ind på hans Hardy fluehjul.
Mit eget første kvalitetshjul var – pudsigt nok – også et Hardy. Et Marquis, som tjente mig trofast, indtil saltet havde ædt det op. Det samme gjaldt hjulholderen på min Hardy Jet fluestang, der bestemt heller ikke var designet til saltvand. For en fattig skoleelev som mig var dette i sandhed salt i såret – noget, der var svært at leve med, når nu lommepengene var sparsomme.
Men jeg fremturede – trods manglende fangster – og det er jeg lykkelig for. Jeg anede ikke, hvilke fluer jeg skulle bruge, for der var ingen kilder at høste af. Det drejede sig virkelig om at starte fra det absolutte 0-punkt!
Fra mit åfiskeri havde jeg ganske vist ørredfluer, der kunne fange fisk, men de var små – kun undtagelsesvis større end str. 10. Og de så altså forsvindende små ud i det store blå. På samme måde virkede mine kast latterligt korte i det uendelige hav.
Julegaven
Under mine bogstudier var jeg faldet over en simpel amerikansk hårflue, hvis farver og enkelhed fascinerede mig. Det var klassikeren over alle klassikere, den rødgule og udødelige Mickey Finn. Den så godt ud i flueæsken, og den gik overbevisende i vandet. Jeg bandt den derfor på en – syntes jeg dengang – gigantisk 4x lang streamerkrog str. 8 og puttede en håndfuld i æsken.
Og så en stille og diset juledag i 1973 – efter et halvt års frugtesløst kystfluefiskeri, uden at have set én eneste anden fluestang på kysten – gik der så hul på bylden. Ikke én, men hele fire flotte sølvblanke grønlændere på 40-45 cm faldt for den rødgule flue, som med ét blev min absolutte kystfluefavorit!
Jeg var ikke til at skyde igennem. Stolt som en pave berettede jeg dette for en god ven, der også fiskede lidt flue ind imellem – ved åerne, naturligvis. Jeg inviterede ham med ud til kysten – til det eksakte sted, hvor jeg selv havde haft min nylige kystfluedebut. Hans grej var om muligt endnu mindre egnet end mit eget: En 9 fods Sharpe’s splitcane stang med et billigt hjul og en mørkegrøn synkeline. Fluen var en str. 10 Black Zulu.
Jeg skal aldrig glemme det, der så skete. Han strippede synkeline af hjulet, gjorde et kluntet kast, hvor linen lagde sig i store bugter på vandet. Med vantro så vi det begge ske: I det allerførste kast og som i slow motion strakte den krøllede line sig ud. Da den var stram, sprællede en flot sølvblank havørred i halvmeters klassen for enden af linen…
Hans allerførste bemærkning, da den smukke fisk lå sikkert oppe på land, var følgende: – Det var da ikke så svært?
– Behøver jeg sige det? Det var sidste gang, jeg inviterede ham med på kysten…
Fenwick lancerer HMG
Det er få ting i grejbranchen, som for alvor er skelsættende. En af de begivenheder, der for alvor flyttede fluefiskeriet i saltvand, var fremkomsten af kulfiberstangen.
Det var ikke så lidt af en revolution, da amerikanske Fenwick lancerede verdens første kulfiberstænger i 1973. De gav ikke mindst kystfluefiskeren helt nye muligheder. Vi var derfor en hel lille busfuld håbefulde fluefiskere, der i 1974 tog den lange vej over Lillebæltsbroen til Odense, hvor den daværende grejbutik Sport Centrum netop havde fået de første Fenwick fluestænger hjem. Vi kunne ikke vente med at prøvekaste dem!
Det var en fantastisk oplevelse, og Fenwick stænger har fulgt mig i tykt og tyndt lige siden. Her var præcis de stænger, vi fluefiskere havde brug for på kysten. Hurtige, så de kunne klare den vind, der altid blæste – i regelen også fra den forkerte retning!
Det var derfor helt fantastisk at kunne pensionere sine gamle, tunge og langsomme glasfiberstænger og erstatte dem med nye, lette og hurtige i kulfiber. Det år rykkede mit kystfluefiskere flere længder!
Desværre skulle der gå lang tid, førend vi også fik lette og saltvandsbestandige fluehjul. De lod vente på sig og slog først for alvor igennem, da plasten gjorde sit indtog. Blandt de første kystfluehjul var LC kassettehjulene fra engelske Leeda – dejlige hjul, som jeg stadig har flere af i samlingen. Man skulle bare lige vænne sig til lyden først…
Stor, større, størst
I en gammel engelsk bog om fluer – skrevet af en vis Veniard – havde jeg set store tandemkrogede Demons og Terrors beregnet specielt til havørreder. Der måtte altså være noget om, at disse fisk gerne ville sætte tænderne i lidt større fluer end de almindelige ørreder.
Jeg vidste fra mit spinnefiskeri, at store agn kunne lokke havørrederne til hug. Helt naturligt begyndte jeg at binde mine fluer større og større, så de mest muligt kunne ligne de blink, jeg jo havde fanget havørreder på. Jeg faldt da over en flue fra den nordamerikanske vestkyst – en Coronation – som var designet til at fange sølvlaks i Stillehavet. På flue!
Den måtte kunne bruges, og den bandt jeg på lange streamerkroge str. 1-2, så de kunne syne af mest muligt i det store hav – og dermed ses på længst mulig afstand. Og de fangede fisk. Flere endda, men de var ikke behagelige at kaste med. De blev helt enkelt for tunge til mit lette klasse 6 grej.
Men fisk fangede de – endda med regelmæssige mellemrum. Det var altså vigtigt, at fluerne kunne ses på lang afstand i det store hav. Specielt da, når der var så langt mellem havørrederne, som der var dengang.
I begyndelsen af 1980’erne dukkede de første syntetiske fluebindingsmaterialer op. Et af de allerførste var mylarslangen, som kunne bruges til at binde meget vellignende småfiskeimitationer med. Ganske naturligt bandt jeg nu mine Mickey Finns og Coronations med krop af sølvfarvet mylarrør. Mylar Mickey blev hurtigt en af favoritterne!
Juletræet
Siden kom Flashabou på markedet – en semitransparent mylarslange, som først kom i en perlemorsfarvet udgave. Den så helt fantastisk ud, syntes jeg – lyste rødt og blåt i modlys og guld og grønt i medlys. Det måtte kunne bruges til noget, tænkte jeg – til fluer, som syner af meget, og som derfor vil være velegnede til kystfluefiskeri.
Resultatet af mine overvejelser blev en flue, som siden er blevet en klassiker langs de danske kyster: Juletræet. En underkrop af fluorescerende rød chenille holder på fiskenes tænder, så fletværket ikke ødelægges for hurtigt. Og den fluorescerende røde bindetråd giver fiskene et sigtepunkt at gå efter. Hale, krop og hackle består af samme stykke rør, der blot splittes op til hale og hackle.
De første Juletræer bandt jeg meget lange og slanke – som efterligninger af de børsteorme, jeg ofte havde fundet i maven på fangede havørreder. Senere blev fluerne kortere og mere harmoniske at se på, og nye farver kom til.
I dag binder jeg Juletræet i fire forskellige farver: Den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig er standarden til det meste. Rent sølv, som er enerådende til de største modeller. Fluorød, som er favoritten til grå og mørke vinterdage. Samt fluogrøn, der er perfekt til natfiskeri – gerne ladet op i pandelampens skær før søsætning!
Juletræet viste sig hurtigt at kunne fange havørreder fra kysten, men den viste sig også at kunne fange stort set alt andet – fra makreller i Vesterhavet til bonefish i Karibien. Juletræet er mit eget barn, og jeg er derfor stolt af det. Så stolt, at det pryder forsiden på min bog “Fluebinding 4 – syntetiske materialer” fra 1986!
Med Juletræet og lignende konstruktioner blev det nu muligt at binde fluer, som kunne ses på lang afstand – uden derfor at være kæmpestore og tunge at kaste med.
Havørredens fødeemner
Der var mange ting, som jeg havde iagttaget ude ved kysten – ting, som jeg ikke kunne forstå. Det var derfor en helt naturlig ting, at jeg måtte udddanne mig til fiskeribiolog – helt enkelt for at få svar på de mange spørgsmål, som års kystfiskeri havde præsenteret mig for.
Jeg startede derfor på Århus Universitet i 1976, men blev hurtigt desillusioneret af al den matematik og kemi, vi skulle igennem på første del. Biologi var der ikke meget af, før stopprøverne var overstået og havde tyndet ud i flokken.
Lidt var der dog, og en enkelt underviser var meget imødekommende over for mine spørgsmål. Det var zoologiprofessor Helge Walhovd, som bestemt ikke var vant til, at de studerende kom ind i laboratoriet med spørgsmål ude fra den store natur.
Da jeg forklarede ham om de mange børsteorme, jeg i perioder havde fundet i havørredmaver og set svømme omkring i det forårskolde vand, blev han meget interesseret. Han dykkede ned i faglitteraturen og kom op med alt det, han kunne finde. Og det var hyperrelevant stof. Om nogle dyr, hvis levevis blev mere og mere fascinerende, jo længere man dykkede ned i materien.
Her fik jeg pludselig det indblik i havørredens liv og færden, jeg forgæves havde søgt efter i mine unge kystflueår på Als. Nu vidste jeg, hvad der skete og hvorfor. At børsteormenes sværmning var en begivenhed, som kunne forudses og derfor udnyttes med fluestangen.
– Find fiskene!
Dette førte en lang række andre indsigter med sig – om havørredens øvrige fødedyr og deres adfærd. Og konklusionen var hver gang den enkle: Hvor føden findes, kommer også havørreden forbi! Her var endelig det svar, som hverken jeg eller Viscount Grey havde haft i vore spæde kystflueår.
Det meste af denne viden har jeg siden samlet i min bog “Havørred” på Gyldendal. Her fokuserer jeg også meget på kysten og dens topografi. Det var nemlig næste skridt på vejen mod et mere produktivt kystfluefiskeri efter havørred. Og noget, vi prædiker meget på vore kystfluekurser på Samsø. Det hjælper ikke det mindste at have verdens fineste fluegrej og den bedste kasteteknik – hvis ikke man kan finde havørreden!
Som kystfluefisker har vi jo slet ikke den rækkevidde, som spinnefiskeren har. Vi kan derfor ikke afsøge de samme store områder i løbet af en lang fiskedag, som spinnefiskeren kan. I stedet er vi nødt til at bryde kysten ned i mindre bidder, som vi så kan analysere for de steder, hvor fiskene med størst sandsynlighed kommer på kastehold af vore korte fluekast.
Dette kræver viden og strategi, men det kan læres og er nøglen til et produktivt kystfluefiskeri – med regelmæssige fangster af havørred! Mange af vore kursister på Samsø er vendt hjem og har helt droppet de gode, gamle pladser, hvor de tidligere havde fanget fisk – på spin. Og er gået i gang med at udforske nye, som egner sig bedre til kystfluefiskeri.
Vi er nået i mål, og i dag kan man mange steder opleve, at der er flere fluefiskere end spinnefiskere ved kysten. Jeg oplever også flere og flere ferske fluefiskere, der gerne vil udvide deres horisont til også at omfatte det salte vand og havørrederne her. Det udvider jo deres sæson betragteligt. På samme måde har vi flere og flere norske fluefiskere, som tager til Danmark før og efter deres egen fluesæson.
Meget vand er løbet i havet i de 35 år, jeg har fisket intensivt på kysten. Kystfluefiskeriet, som dengang var aldeles nyt, er modnet og har i dag fundet en form, hvor tusindvis af udøvere kan få fornøjelse af de store vidder ved havet – og de mange flere havørreder, som svømmer rundt langs vore kyster i dag.
Pudsigt nok er næsten det hele sket i de 30 år, som Flugfiske i Norden nu har eksisteret!
© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits
Del denne artikel: