Als: Top 24 kystpladser

Det var på øen Als i det sønderjyske, at jeg fangede mine allerførste havørreder. Det var også her, jeg i 1973 fangede mine første kystflueørreder.

Det var dengang, man kunne gå et helt år på kysten med sin fluestang – uden den mindste risiko for at møde bare én enkelt anden fluefisker. Risikoen for at møde en havørred var heller ikke stor…

Als i det sønderjyske har alligevel altid hørt til klassikerne, når det gjaldt dansk kystfiskeri efter havørred. Det har øen givet gjort af flere årsager:

Dels fordi det er en smuk ø at gæste. Og dels fordi der fra naturens hånd altid har været mange havørreder langs kysterne. Men her som så mange andre steder måtte man i 1960’erne slås med landbrug og industri, som havde ødelagt de små og vigtige gydevandløb, som der dengang fandtes mange af på Als.

Endelig er Als en rigtig god vinterplads. I tilgift til de “indfødte” havørreder, som fødes i de små bække og vokser op langs de alsiske kyster, så er der mange gæstende ørreder. Mange havørreder nordfra søger nemlig sydpå for at overvintre, når kulden for alvor sætter ind. Havørreder har det ikke godt med kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur. Da begynder det at knibe med den indre saltbalance, og derfor søger blankfiskene i stort antal sydover – mod mere brakt vand.

Mange af disse fisk når helt ned til Als, før de stopper deres vintervandring. Efter perioder med hård frost har jeg flere gange oplevet at fange sølvblanke og ikke-gydemodne havørreder med spillevende havlus på kroppen. Et sikkert tegn på, at fiskene netop er ankommet nordfra, hvor vandet er mere salt. I farvandet omkring Als er vandet nemlig så brakt, at havlusene ikke kan trives.

Det er således i vid udstrækning fisk fra andre dele af landet, der udgør vinterens fangster på Als. Fisk på træk nordfra.

Nordals

Lad os derfor begynde vor fisketur på Nordals – ved Hellesøgård (1), som ligger stik vest for Nordborg med frit udsyn til Jylland og Barsø. Det er en åben kyst, hvor havet hvert år gnaver endnu et stykke af kystlinjen. Det er således en kyst, der hele tiden forandrer sig – en kyst, man hele tiden må lære forfra.

Tidligere var der rigtig mange torsk at fange her, men de er som så mange andre steder en saga blot. Mange er også de havørreder, der gennem tiderne er landet og stadig landes her. Tidligere gik der en vej langs kysten, men den har havet forlængst taget sig af. I dag må man parkere lidt tilbage i landskabet og gå det sidste stykke ned til kysten, der plejer at fiske bedst i forårsmånederne.

Fortsætter man sydpå fra Hellesø, kommer man til stranden ved Lønsømade (2). Her ender vejen ved en lille koloni, som huser en del børn i sommermånederne. Man kan parkere helt nede ved stranden og fiske sig nordpå mod Hellesø langs den gamle og nu forsvundne vej.

Vandet er dybere ved Lønsømade end ved Hellesø, og da strømmen samtidig går helt ind under land her, er det en ideel sommerplads for havørreder, der gerne vil have lidt køligere vand. Det er dog også en fin plads både forår og efterår.

Fortsætter vi nu ind i bunden af Stegsvig, passerer vi først “Gabet” (3) – den smalle indsejling til Dyvig og Mjelsvig. Gabet eller “Æ Gaaf”, som de lokale kalder stedet, er til tider plaget af garnfiskeri. Det er nemlig ikke kun lystfiskerne, der ved, at mange fine ørreder passerer her forbi – på vej indefter om efteråret og på vej udefter igen om foråret.

Mange havørreder tilbringer vinteren inde i det brakke vand i Dyvig (4) og Mjelsvig (5). Herinde kan man derfor opleve et fantastisk fiskeri, når isen går – efter en isvinter, vel at mærke. I milde vintre, som vi har set dem i de senere år, sker der ikke noget markant indtræk, og forårsfiskeriet udebliver derfor. Fiskene tilbringer da hele vinteren ude i mere åbent vand, hvor de er sværere at finde – og fange.

Det hedengangne Sønderjyllands Amt genskabte i sin tid de gamle og bortdrænede søer herinde. Det har medført to ting: Dels nye søer til glæde for både fugle og fisk. Dels en stærkt reduceret mængde fersk pumpevand fra det tidligere inddæmmede og drænede område. Mindre ferskvand betyder mindre tiltrækningskraft på områdets havørreder, som tidligere overvintrede her i stort antal. Stedet er dog stadig en habil vinterplads, omend ikke fantastisk som tidligere. Til gengæld er vandkvaliteten blevet markant bedre.

På den anden side af Stegsvig ligger Lyngen (6), som også hører til de alsiske klassikere. Som Lønsømade et godt sted at svinge stangen forår og efterår, når havørrederne trækker. Vandet er dybt ind mod Gabet og flader ud sydpå mod det lille færgeleje ved Hardeshøj. Tangen, hvor det dybe vand går over i det flade, er altid et ekstra kast værd.

Vi når nu ned syd for færgelejet – til Lusig Skov (7), som imidlertid er forbeholdt fiskere med egen båd. Vandet inde under land er nemlig ganske fladt og kedeligt, mens der nogle hundrede meter ude løber en stejl skrænt, som havørrederne gerne holder til ved. En skrænt, som går fra et par meter vand ned på 5-10 meters dybde.

Denne skrænt forsvinder atter, når vi når om til kysten ved Brandsbøl Skov (8), hvor der igen – og med held – kan fiskes havørred inde fra land. Det er endnu en strækning, der hører til klassikerne på Als – et sted, som derfor kan være noget overrendt i perioder med godt fiskeri. Det bedste fiskeri har man fra pynten en lille halv kilometer vest for havnen og så en god kilometer videre vestpå.

Vestkysten

Der kan tages havørreder i hele Sandvig, der – som navnet også fortæller – er flad og sandet. Dette gælder især, hvis man har adgang til båd. Er man henvist til kysten, så står man sig i regelen bedst ved at holde sig til klassikerne – eksempelvis Stevning Næs (9) på sydsiden af Sandvig. Her – under de stejle lerskrænter – er der landet rigtig mange havørreder gennem tiderne. Det var da også her, jeg selv fangede mine allerførste havørreder nogen sinde.

Det er et sted, der fisker godt året rundt med top forår og efterår. Desværre også – i lighed med Hellesø, Lønsømade og Lyngen – et sted, hvor fiskeriet hurtigt kan umuliggøres af en hård vind fra vest. Dette gælder specielt nordvestenvind, som giver bølgerne frit slag til at vokse sig store ned gennem Als Fjord og videre ned i Als Sund. Da er det ikke spor sjovt at være kystfisker ved Stevning Næs.

Man kan parkere helt nede ved vandet ved Stevning Næs og opleve fint fiskeri lige ved P-pladsen. Det kan man ikke på den modsatte side af Stevning Nor, hvor Stolbro Næs (10) ligger. Det er et andet spændende sted, som kræver en god gåtur af kystfiskeren, der så til gengæld ofte er alene om buddet – og biddet!

Hans bådfiskende kollega har derimod ingen problemer med at komme til. Han har samtidig et ganske stort område at affiske, da Stolbro Næs strækker sig langt ud i Augustenborg Fjord. Og der kan være fisk overalt på dette fladvandede område. Også her – som ved Lyngen – er det værd at ofre et ekstra kast eller to på den tange, der skiller det lave fra det dybe vand i retning syd. Det giver ofte en fisk.

Fisk er der masser af i hele den fladvandede Augustenborg Fjord, men det kan knibe med at pege enkelte gode steder ud. Spørger man fritidsfiskerne, så kan de nemlig fortælle, at de får havørreder i deres garn stort set overalt. Specielt er den lavvandede fjord et populært overvintringssted for kuldskære havørreder.

Men kigger man på Arnkilsøre – den halvø eller brede landtange, der adskiller Augustenborg Fjord fra Alssund – så finder vi imidlertid et par meget intressante og vel definerede pladser. Det er pynten ud for Flyvepladsen (11) – et sted, der dog primært er forbeholdt fiskere med egen båd – og så selve Arnkilsøre (12).

Sidstnævnte udgøres af hele to spidser: Én, der peger mod Augustenborg Fjord, og en anden, der peger mod Alssund. Førstnævnte er bedst til bådfiskeri, da tangens undersøiske del strækker sig langt udefter med en stejl skrænt uden for den flade sandbund.

Sidstnævnte er ideel til kystfiskeri, da dybet her skærer helt ind under land. Her kan man selv med fluestang nå ud på ganske dybt vand helt inde fra land. Desværre er stedet ikke ret stort og har derfor ikke plads til mere end et par fiskere af gangen. I det tidlige forår trækker stimer af blanke grønlændere ofte forbi her, tæt inde under land.

I de seneste år har flere og flere lokale fiskere opdaget, at der kan opleves endog særdeles fint fiskeri i det meste af Alssund, hvor der næsten altid kan findes læ for vinden. Ikke mindst på Als-siden tages der ofte fisk.

Sydals

Vi er nu nået ned gennem det smalle og strømstærke Alssund – ned forbi Sønderborg, hvis sportsfiskere gerne svinger stangen umiddelbart uden for døren, nemlig til Klintinghoved  (13) ved Sønderskoven. Her – under de stejle skrænter og med den smukke Sønderskov i baggrunden – fiskes og fanges der i perioder ganske godt. Givet fordi der fiskes ganske meget.

Indhavet Høruphav har fisket godt i de seneste år, da man lokalt har gjort en stor indsats for at bedre gydeforholdene i det vigtigste tilløb, Vibækken. Fiskene kan være spredt over hele området i det lange og smalle indhav.

Skal der satses målrettet på storfisk, så drager de gæve sønderborgensere – og dem fra Nordals for den sags skyld også – normalt til steder som Kegnæs Drej (14), ofte blot kaldet “Drejet”. Det er den meget smalle tange eller rettere dæmning, der forbinder Kegnæs med det rigtige Als. Og det sted, hvor der gennem tiderne nok er landet flest af de helt store havørreder – fisk på op mod 10 kilo.

På Als findes der ikke opgangsvandløb af nævneværdigt format – vandløb, der kunne fostre fisk i denne vægtklasse. Og da kæmperne samtidig næsten altid fanges i det tidlige forår – og normalt kun hernede på Sydals – så regner de fleste med, at der er tale om strejfere fra Østersøens store elve såsom svenske Mørrum og polske Weichsel for blot at nævne et par af de mest kendte.

Når disse kæmpestore havørreder – rigtige “sildeædere”, som trækker rundt i halen på en stor stime sild – er nået over i den vestlige del af Østersøen, så fanges de ind under land af Sydals. Ved Kegnæs Drej, men så sandelig også ved Gammel Pøl (15). Her stikker det store Pøls Rev nemlig sin næse langt ud i Østersøens brakke vande og kommer derfor let i kontakt med de store fisk, som trækker forbi.

Kysten ved Gammel Pøl er præget af mange og store sten, som gør vadefiskeriet besværligt, og som har sikret mangen en ufrivillig vandgang gennem tiderne. Det er givetvis kun et fåtal af Østersø-kæmperne, der når helt ind under land, hvor de kan fanges fra stranden. Langt de fleste forbliver sikkert længere ude, hvor også sildene holder til.

Stort set hele kysten fra Gammel Pøl og op til Nørreskoven i nord kan diske op med fine havørreder fra tid til anden. Gode steder er Lysabild Skov (16) længst i syd, hvor den lille Humbæk løber ud.

Der kan også tages havørreder fra de to færgelejer ved henholdsvis Mommark (17) og Fynshav (20), men de er nok primært for dem, der holder af en stille gang bundsnørefiskeri efter fladfisk. Midt mellem de to færgelejer ligger lokaliteter som Blommeskobbel (18) og Oleskobbel (19), som med skov i ryggen ligger fint i læ for vestenvinden.

Østkysten

Kysten omkring Taksensand Fyr (21), der ligger ret nord for Fynshav, har altid haft sine trofaste dyrkere. Om ikke andre så dem fra campingpladsen her.

Nord for Fynshav begynder også den lange og smukke Nørreskov – en ganske smal næsten ti kilometer lang skov, som lær fint for vind fra vest. Og som samtidig danner en meget smuk ramme om fiskeriet efter havørred. Dem er der ganske mange af her – både hidrørende fra de store udsætninger på Fyn, men så sandelig også fisk af egen produktion.

Her udmunder nemlig to fine ørredbække – Grønnebækken ved Fjordmose (22) og den lille Melvedbæk længere nordpå. De er begge beskedne af størrelse, men har alligevel en god opgang, når ellers forholdene tillader det. Det er da også dem, der forklarer, hvorfor der her af og til fanges enten farvede fisk eller nedfaldsfisk på både 6, 7 og 8 kilo. Det kan vel være øens egne fisk, der her er tale om.

Nord for Nørreskoven – igen med front mod naboøen Fyn – ligger Traneodde (23), som med sit smukke rødhvide fyrtårn ikke er til at tage fejl af. Tidligere en meget fin havørredlokalitet, som har givet mange fine ørreder. Nu desværre noget tilsandet efter 80’ernes isvintre, som skrabede mange af muslingerne bort. Og med muslingerne forsvandt også en god del af det gode havørredfiskeri.

Nu ser det dog heldigvis ud til, at muslingerne igen er ved at få fæste på Traneodde, så forhåbentlig kan vi snart igen opleve noget af samme fine fiskeri som tidligere. Enkelte rigtig gode havørreder er der også landet her i de seneste år.

Der kan naturligvis fanges fisk langs hele nordkysten, som imidlertid er ganske flad og sandet med store revler og badekar. Der er dog ikke tale om noget stabilt fiskeri, men om fiskeri efter trækkende fisk, der ikke gør holdt i længere tid. Skal man nævne en god plads heroppe, så må det blive Augustenhof (24), hvor der også findes et smukt lille fyrtårn.

Der kan fanges fisk overalt langs tangbælterne, hvor der kan vades på sandrevlerne. Heroppe er der i regelen bedre plads til at svinge stangen end ved de klassiske pladser længere sydpå. Men generelt er nordkysten af Als mest kendt blandt sommerens mange badegæster. De elsker sandet heroppe!

© 2017 Steen Ulnits

---

Als Top 24

1. Hellesøgaard
2. Lønsømade
3. “Gabet”
4. Dyvig
5. Mjelsvig
6. Lyngen
7. Lusig Skov
8. Brandsbøl Skov
9. Stevning Næs
10. Stolbro Næs
11. Flyvepladsen
12. Arnkilsøre
13. Klintinghoved
14. Kegnæs Drej
15. Gammel Pøl
16. Lysabild Skov
17. Mommark
18. Blommeskobbel
19. Oleskobbel
20. Fynshav
21. Taksensand Fyr
22. Fjordmose
23. Traneoddde
24. Augustenhof