Lake District, England: En viking vender tilbage…
Man er vel viking – eller har i hvert fald været det for små tusinde år siden. Og det mærkes stadig.
Jeg tænker tit på den berømte Dave Allen sketch, hvor vor irske vært forklædt som dansk viking leder endnu en landgang på de irske kyster.
De lokale beboere flygter alle skrækslagne fra landsbyen, mens de vilde og stadig våde vikinger i deres ulveskind stormer op på stranden.
– Plunder and rape! råber høvdingen på sin vej i land…
Ud af en af hytterne kommer en gammel tandløs kone – storsmilende ved tanken. Dave Allen ser hende, ryster på hovedet og stormer så forbi på sit plyndringstogt – nu med kampråbet reduceret til et mere beskedent:
– Plunder! Plunder, som lyder afdæmpet gennem landsbyen…
Man er ganske vist en vild og voldsom viking, men man har vel alligevel lov at have lidt smag. Irsk humor med et tydeligt skandinavisk islæt. Vi irere og danskere trives bare godt sammen. Vi forstår hinanden.
Fra Westport til Windermere
I begyndelsen af dette årtusinde var jeg flere gange i Irland for at kystfiske havbars med fluestangen. Udgangspunktet var byen Westport på sydøstkysten af Den Grønne Ø – en by med gamle vikingeaner.
Når man gik en aftentur i byens skæve og smalle stræder, var det tydeligt, at der stadig rullede vikingeblod i de lokale årer – at der var ganske megen skandinavisk DNA tilbage i lokalbefolkningen.
Vikingerne var godt nok kommet for at plyndre og hjembringe lokale rigdomme. Men mange faldt så godt til, at de blev hængende og stiftede familie. Måske var det øllet. Måske de rødhårede kvinder. Hvem ved. Opholdstilladelse var ikke noget, men søgte om i de dage. Det var noget, man tog.
Nu står jeg så i Windermere – i det engelske Lake District på den anden side af Det Irske Hav. Windermere er i dag en slags hovedstad i Lake District, som nu er nationalpark – på grund af de mange smukke søer, som forgangne tiders voldsomme vulkanudbrud har lavet. De er siden uddybet og udglattet af senere istiders glectchertunger og smeltevandskanaler.
Jeg havde hørt om Lake District og Windermere, længe før jeg fik mulighed for at besøge dette mekka for ferskvandsbiologer. I byen Windermere ligger nemlig Freshwater Biological Institute, som i mange år var centrum for datidens ferskvandsbiologi. Ganske naturligt, for der manglede jo ikke ligefrem ferskvand at forske i – hverken søer eller vandløb.
Der var således referencer til Windermere i mine tidlige studieårs bibel: H. B. N. Hynes’ 555 sider store “The Ecology of Running Waters” fra 1970.
Danmark fik jo verdens første miljølov i 1973, og vi danskere havde brug for al den økologiske viden, der allerede var indsamlet på området. Det meste af det kunne man finde i Hynes’ bastante bio-bibel om livet i strømvand.
Advokaten fra Redditch
Engang sidst i 1970’erne bankede det på døren til min lille étværelses lejlighed i Gellerupparken, Brabrand, hvor jeg boede i mine første studieår.
Det var en distingveret, mørkhåret og flenskaldet herre med meget tykke øjenbryn, der præsenterede sig som den nye ejer af firmaet Partridge of Redditch, England – verdens dengang ældste producent af fiskekroge til fluefiskeri. Intet mindre.
Bramley var hans navn. Allan Bramley. Han var advokat og ulastelig klædt i engelske advokaters klassiske uniform: En blåsort habit. Allan havde netop overtaget Partridge og var nu på salgsturné i Skandinavien. Hvordan han havde fundet frem til mig, står stadig ikke klart. Men vi delte den samme lidt skøre og skæve humor, der har gjort engelske Monty Python til et hit over den ganske verden.
Vi blev hurtigt gode venner, og det endte med, at han inviterede mig på fabriksbesøg i Redditch, England. Han gav mig endda en stak engelske pundsedler – det var i kontanternes tidsalder – så jeg kunne få min bil med færgen Esbjerg-Harwich, som stadig sejlede dengang.
Allan kunne godt se, at jeg var en fattig student, hvis SU nok ikke rakte til rejsen…
Det blev til et spændende besøg i en levende fortid, hvor gamle mænd og kvinder fremstillede diminutive Partridge fiskekroge i hånden – én for én. Fornemt håndværk med simple maskiner fra en svunden tid. Men det er en helt anden historie, som du kan læse om i artiklen her.
Det blev også til mit første møde med Lake District. Allan havde nemlig et sommerhus – en rustik countryside cottage – dybt inde i netop Lake District. Så dybt, at hans spritnye Ford Scierra ikke kunne nå derind. Asfaltvejen blev smallere og smallere og endte til sidst i grus. Efter et kort stykke endte også gruset, og der var nu kun et smalt hjulspor tilbage.
Heldigvis havde Allan en gammel Landrover permanent parkeret her – klar til de sidste kilometer ind til huset. Ulåst, naturligvis – for hvem skulle dog stjæle den, hvis ikke de havde desperat brug for den?
– Countryside thinking at its finest…
Vejret var ikke med os det efterår. Det regner nemlig rigtig meget i Lake District, som får presset den fugtige vestenvind ind fra Det Irske Hav. Herfra regner den så af over distriktets smukke bjerge og sørger for at fylde de mange søer op.
So Typically British…
Men selv om jeg så de mange søer gennem regn og tåge, blev jeg ganske betaget af landskabet. Jeg tabte på den tur aldeles mit hjerte til denne del af England, der er så engelsk, som noget kan være: – So Typically British!
Rundt omkring i England ligger en lang række større og mindre flyvepladser, hvoraf mange er et levn fra krigen. Og i hvert fald en del af forklaringen på, at de gæve briter vandt Slaget om England i 1940.
Det lykkedes som bekendt ikke tyskerne at bombe alle flyvepladser eller ødelægge alle flyfabrikker inden det afgørende luftslag.
Det fik tyskerne at mærke efter at have tabt Slaget om England. Snart afgik en lind strøm af Mosquito og Lancaster bombefly tværs over Den Engelske Kanal – tæt eskorteret og beskyttet af hurtige Hurricane og Spitfire jagerfly. Målet var de tyske industribyer, der populært sagt blev bombet sønder og sammen.
– Tag den, Fritz! som der skrevet stod i barndommens gamle “Kampflyver” tegneserier. Tingene var lidt enklere dengang. I bogstaveligste forstand sorthvide…
Når man går tur langs en af de mange og langsmalle søer i Lake District, så overraskes man regelmæssigt af engelske militærfly og helikoptere på øvelse. De flyver så lavt, at man ofte kan se piloterne bag cockpittets plexiglas.
Det ligger dybt i alle englændere og er derfor stadig en integreret del af den engelske dagligdag og tankegang – at man som øboere naturligvis skal kunne beskytte sig selv mod fjender udefra. Også selv om de er ganske langt væk.
Det sidste beviste Falklandskrigen, hvor det jo var “naboen” Argentina, der pludselig var fjenden, og som truede med at indtage de små og ubetydelige Falkland-øer. England reagerede prompte – med Maggie ved roret – og sendte fluks hangarskibe om på den anden side af Jorden for at forsvare engelsk territorium. Dér havde Argentina gjort regning uden vært…
So Very Wet…
Det regner som sagt meget i Lake District. Regn og tåge er således mere almindeligt end solskin og blå himmel. Men man har da heldigvis lov at være heldig.
Under mit sidste besøg, som varede to samfulde uger, regnede det ikke én eneste gang. Og da jeg en dejlig solskinsdag stod med vor søde værtinde i en have så fuld af grønne planter og kulørte blomster, at jeg aldrig har set lige, kom jeg til at stille hende et meget dumt spørgsmål:
– Regner det aldrig i Lake District?
Hun kiggede opgivende på mig og viftede med en hånd ud over haven:
– Ser det da sådan ud?
Well, man har heldigvis lov at dumme sig ind imellem – ligesom man har lov at være heldig med vejret, som vi jo var det i begge uger. Faktisk havde vi brug for mere solcreme, end vi havde med hjemmefra. Vi havde jo set statistikkerne over antal regndage og mente, at vi bestemt havde nok solcreme med i bagagen…
Men nu ikke mere snak. Nyd i stedet de mange flotte fotos, som man slet ikke kunne undgå at tage her i nationalparken med de mange søer og gamle danske aner.
Afslutningsvis blot en lille liste over nogle af de navne, der gør, at man som skandinav føler sig hjemme og rigtig godt tilpas i England – specielt naturligvis de dele, der i sin tid blev kolonialiseret af vikingerne, os selv. Også selv om det efterhånden er tusinde år siden:
Ord og navne
Søer kan hedde rigtig mange ting på de Britiske Øer – alt afhængig af størrelse og sted.
“Lake” er det generelle engelske navn på en sø.
“Lough” er det irske navn. Med Lough Corrib og Lough Mask som to internationalt kendte kalkstenssøer.
“Loch” er det skotske. Med Loch Leven og Loch Ness som internationalt kendte lokaliteter. Ness mest for “Nessie” – uhyret, ingen rigtig har set.
“Water” er en bred betegnelse, der bruges i flæng mange forskellige steder. Som navn på vande af i regelen lidt større format. Ofte reservoirer.
“Mere” er normalt betegnelsen for en lidt større sø, der er bred i forhold til sin dybde. Det siger sig selv, at ordet et eller andet sted er beslægtet med det tyske “Meer”, der jo betyder hav.
Windermere og Grasmere er to kendte lokaliteter med dette efternavn. Selv om ingen af dem ellers lever op til definitionen, men er smalle og relativt dybe søer. Søen Windermere blev i tidlige tider ofte kaldt “Windermere Water” og “Lake Windermere ” – blot for at højne forvirringen…
“Holme” er næsten det mest danske, man kan finde på disse kanter. Kigger man på kortet over søen Windermere, vil man finde utallige små øer, der alle ender på “Holme”.
På dansk kender vi det fra ordet “holmgang”, der jo er navnet på gamle tiders konfliktløsning: Den endegyldige afgørelse på langvarige tvister.
De to stridende parter sejledes ud til en lille ubeboet ø – en “holm” – hvorfra de ikke kunne undslippe. Og her kæmpede de til sidste blodsdråbe. Sejrherren havde så vundet sin ret i holmgang. Hvis han altså selv overlevede. Ofte døde også den sejrende part efterfølgende af sine sår…
“Tarn” er et andet ord, man som skandinav kan nikke genkendende til. Det ligger nemlig tæt op af det svenske ord “tjärn”, som er betegnelsen på en mindre sø – gerne beliggende i et skovområde.
”Fell” er engelsk for højdedrag og minder om både det danske “fjeld” og det tyske “Felzen”, der betyder “klippe”. Sprog er virkelig en international størrelse.
Ørreder og whisky
Endelig er der bynavnet “Troutbeck”, der jo kan gøre enhver lystfisker glad. Det betyder nemlig “Ørredbæk”. – Hvem ville ikke gerne bo dér?
Det samme gælder lokaliteten “Rydal”, som betyder “Dalen, hvor man dyrker rug” – der i parentes bruges til fremstilling af whisky.
Så er ringen vist sluttet – med ørreder i bækken og whisky til os gamle danske vikinger!
© 2019 tekst & fotos: Steen Ulnits
Se mange flere fotos her
Del denne artikel: