I april 1986 skete den katastrofe, mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag højt op i luften.
Blot få dage senere kunne man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede i løbet af de kommende måneder så store mængder radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte de svenske samer hårdt.
Den vestlige verden var rystet over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger – givet for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995 enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine. Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning, og Ukraine måtte nu stå på egne ben.
5 milliarder fra EU
Der blev sat 5 milliarder EU-kroner af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede reaktor – med det tilsyneladende udmærkede formål at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne, så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig, at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage i kernen – i form af 200 tons højradioaktivt materiale.
Nu viser det hele sig så efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang. Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle nogen radioaktiv stråling – i hvert fald ikke noget, der på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen, kun iført beskyttelsesdragter.
Disse forskere konkluderer nu, at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne. At skaden således for længst er sket, og at de 5 milliarder ingen nytte har været til overhovedet.
Og dog. Et slag på tasken siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation og bilag for 30% af hele beløbet…
– Fremtiden?
Tilbage står så det triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere en tredjedel af landets totale energiforbrug.
Tilbage står også den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv bestråling fra ulykken først vil toppe i år 2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter, at mellem 10.000 og 20.000 “likvidatorer” (oprydningsarbejdere) er afgået ved døden på grund af strålingen fra reaktor 4.
Endelig regner den russiske regering med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis – uden at der forsvinder plutonium undervejs.
Det kommer helt sikkert til at gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet er kun hvornår…
© Steen Ulnits 2002
Del denne artikel: