Stillehavslaks

– Alaska kalder!

Der er noget dybt fascinerende alene ved navnet. Ordet “Alaska” fremmaner straks visioner og drengedrømme om vidtstrakte ødemarker med en overflod af vilde dyr og fisk, som skal ses og opleves for at forstås. Om grådige grizzlybjørne, der vokser sig rekordstore på en nærende diæt af laks fra det store Stillehav.

Og det hele stemmer. Faktisk er Alaska en endnu vildere vildmark, end man overhovedet kan forestille sig – førend man selv står der. Ved bredden af en krystalklar flod og med vandflyets markante profil forsvindende i horisonten. Først da forstår man storheden.Og fisk er der i overflod.

Alaska har hele fem arter stillehavslaks at byde på. På verdensplan findes der ganske vist seks forskellige arter, men den sjette art – kirsebærlaksen, der har sit navn, fordi den normalt stiger op i floderne, når kirsebærtræet blomstrer – findes kun i det sydøstlige Asien.

Alle fem arter stillehavslaks, som findes i Alaska, giver mulighed for to helt forskellige former for fiskeri:

Fiskeri efter laksene selv og så fiskeriet efter de regnbuer, rødinger og stallinger, som æder af deres æg og siden af de døde kroppe. Laksene, der i tusindvis stiger op i floderne, gyder og dør nemlig uden undtagelse. De udgør derfor et kolossalt fødepotentiale for såvel fisk som pattedyr og fugle.

De udgør en enorm biomasse, som på den ene eller anden måde kommer det samlede økosystem til gode. Intet går til spilde, selv om det kan se sådan ud, når man ser døde og døende laks i hundredvis drive ind på bredderne og dér forrådne i en til tider forfærdelig stank…

Bjørnene søger om foråret ned til elvene, når laksene snart skal til at vandre op i dem. Her frådser bjørnene først i de sølvblanke laks, der er friske fra havet, siden i de fuldt udfarvede fisk på gydepladserne og endelig i de døde eller døende laks efter legen. Det samme gør alle andre dyr og fugle, som får muligheden.

Fiskene gør det også selv. Regnbuer, rødinger og stallinger æder først den overskydende rogn fra de gydende laks – siden lunser af de udgydte, døde og forrådnende laks. Endelig frådser de stationære rovfisk om foråret i de massive mængder af nedtrækkende laksesmolt.

Men ikke nok med det. Yngelen af såvel laksene selv som af regnbuer, rødinger og stallinger nyder også godt af deres døde forældre eller slægtninge. Det gør de, når disse er med til at tilføre de ofte næsten sterile vandløb næringsstoffer udefra. De døde kroppe gøder helt enkelt vandløbene, så de kan producere mere føde til afkommet.

Man har beregnet, at stillehavslaksene i nogle områder leverer op til halvdelen af den kvælstof, der er bundet i nåletræerne i de vidtstrakte skovområder. Livsvigtig næring hentet direkte fra Stillehavet og deponeret højt oppe i bjergene via døde laksekroppe.

Uden denne tilførsel ville de selvsamme områder være ganske næringsfattige. Nogle steder grænsende til det sterile.

Et anderledes fluefiskeri

Stillehavslaks er generelt ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget. De allerfleste laks i Alaska – specielt kongelaksene – tages derfor på store og tunge “Pixie” blink med plastindsats i fluorescerende grønne og røde farver. Blink, der kan nå helt ned og skrabe bunden.

Fluefiskeri efter stillehavslaks er derfor noget for sig og kan slet ikke sammenlignes med fluefiskeri efter atlanterhavslaks. Her gælder det i regelen om at komme helt ned til laksene, der jo kun undtagelsesvis stiger til fluen. Hurtigtsynkende flueliner og shooting heads er derfor normen – vægtbelastede fluer ligeså.

Fluerne fiskes gerne “dead drift” helt nede ved bunden – uanset vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet med vort eget sommerfiskeri med flydeline.

Laksefiskeri, som vi kender det fra Skandinavien – med lange tohåndsstænger og ditto speykast – skal man altså ikke forvente i Alaska. Her fisker man typisk efter meget store fisk i ganske små elve, der ofte håndteres bedre med en kraftig enhåndsstang.

Og man skal hjemmefra have gjort sig klart, at det er de tunge synkeliner og skydehoveder, der vil blive brug for. Grej, der kræver en lidt anderledes teknik end den, vi er vant til hjemmefra.

Glem alt om flydeline og små fluer fisket lige under overfladen – uanset vandtemperaturen stiger stillehavslaks kun undtagelsesvis til fluen. Sølvlaks er undtagelsen, der bekræfter denne regel. De kan nemlig lokkes til overfladen efter stribende fluer.

I 99 ud af 100 tilfælde må man ned til fiskene, hvis man vil have kontakt. Men når de først er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og stærkere fightere end atlanterhavslaksen – uanset dennes mange øvrige kvaliteter.

Fem forskellige laksearter

Kongelaksen – også kaldet “chinook” på indiansk – er urstærk og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på 10-12 kg hjælper godt til. Den springer ikke så meget, men når 15-25 kg laks går fri af vandet, er oplevelsen så meget større!

Kongelaksen er den første af stillehavslaksene, som står op i elvene – typisk i juni-juli måned, hvor man kan træffe de stålblanke fisk længst nede ad elven.

Sølvlaksen – på indiansk “coho” – er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se til. Den vejer op til 10 kg, men fisk under 5 er det sædvanlige. Det er en af de stillehavslaks, der vandrer senest op – typisk i august-september.

Det er også den af stillehavslaksene, som holder sig bedst oppe i ferskvand – som bibeholder sølvfarven i indtil flere dage efter opgangen fra saltvand. Endelig er det en af de laks, der ser smukkest ud i farvet tilstand – med kulsort ryg og helt kobberfarvede sider.

Rødlaksen – “sockeye” laksen – er både stærk, vild og hurtig, når den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen ganske små fluer str. 6-8 på forfanget.

Fisk fluerne “dead drift”, og før eller siden vil en sockeye falde for fristelsen og inhalere den lille flue, der minder den om tiden i havet. Herude æder sockeye laksen nemlig – som den eneste af stillehavslaksene – udelukkende små krebsdyr. Vægt op til 5 kg.

Hundelaksen (“dog salmon” eller “Calico”) kommer hurtigt i en meget dårlig forfatning, når de forlader havet, men er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe med fluen. Vægt sjældent over 5 kg.

En nystegen og stålblank hundelaks er en match uden lige. I farvet tilstand er den – tigerstribet og med tænder som en hund – et syn, man ikke sådan lige glemmer.

Pukkellaksen (“pink” eller “humpback salmon”) er ligeledes en af de laks, der meget hurtigt mister konditionen oppe i ferskvand. Den mindste af laksearterne med en snitvægt omkring 2 kg.

Hannerne bliver grotesk højryggede at se på, mens hunnerne bibeholder torpedoformen. Hurtigt får de et lyserødt skær langs siderne, som får mange ukyndige fiskere til at forveksle dem med regnbueørreder. Opgangen af pukkellaks topper hvert andet år.

Uanset hvor mærkværdige de forskellige stillehavslaks end måtte tage sig ud efter en tid i ferskvand, så er de alle lynende blanke ved opgangen. Sølvfarven aftager imidlertid meget hurtigt i det ferske og afløses af en legedragt, som er karakteristisk for de respektive arter.

Gydefiskene bliver meget hurtigt uegnede til menneskeføde, men er stadig spændende fisk for sportsfiskeren.

Indirekte laksefiskeri

Stillehavslaksene byder også indirekte på et spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.

De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemaner fiskes “dead drift” på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.

Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og gullige fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!

Først på sæsonen vil de “fastboende ” laksefisk i stedet ofte vente på årets nedtræk af laksesmolt mod havet. Årets første ædegilde. Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt fiskeri med store streamers og bucktails!

Endelig kan Alaska byde på et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger og regnbuer i gode størrelser.

Sidstnævnte holder også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer i små strømvande kan helt have specialiseret sig på en nærende diæt af mus og lemminger, der ved et tilfælde havner i vandet.

Det bedste fiskeri har man under sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer med en stor bølge efter sig!

© 2011 Steen Ulnits

Seneste nyt om den invasive pukkellaks