Søernes lyssky rovfisk
Lucioperca lucioperca er det latinske artsnavn på sandarten, der af Carl von Linné betragtedes som en fisk midt mellem gedden E. Lucius og aborren Perca fl.
Linné var en svensk naturforsker fra 1700-tallet, som opfandt eller grundlagde den latinske artsnavngivning, vi bruger den dag i dag. For ham var det logisk at kalde sandarten for Lucioperca – i mangel på bedre viden om slægtskaberne. For var det nu en langstrakt aborre? Eller en pigfinnet gedde? Lucioperca lå tilpas midt imellem yderpunkterne!
DNA var jo dengang et ukendt begreb, og skindet bedrager som bekendt ofte. Det har derfor efterfølgende været nødvendigt at revidere en hel del af de oprindelige latinske artsnavne – i takt med, at DNA-analyser har kunnet afdække de virkelige slægtsforhold.
I dag ved vi, at sandarten er en vaskeægte aborrefisk, som ikke er det mindste beslægtet med gedden. Det er dog stadig en kendsgerning, at sandarten er langstrakt som gedden og ikke højrygget som aborren. Men den har alle aborrefiskenes stikkende pigfinner og skarpe skæl. Og kød, der er på det højeste gastronomiske niveau, hvilket man ikke ligefrem kan sige om geddens…
Uanset en vis lighed med gedden så er sandarten en typisk aborrefisk med panser og pigfinner. Den kan dog blive langt større end aborren – op til 15 kg – hvis den får muligheden for det. Fisk over 5 kg regnes for store, og fisk over 10 kg fanges med mellemrum i produktive vande.
Sandarten kræver mere af vandkvaliteten end sin nære slægtning, den nøjsomme aborre, som trives fint de allerfleste steder. Små søer og moser med surt vand tilfredsstiller imidlertid ikke sandarten. Den kræver plads og mindre surt vand.
Trives i uklart vand
Alligevel er det en kendsgerning, at sandarten ofte trives fint i forurenede og eutrofierede søer, hvor gedden har måttet give op. Sandarten er nemlig en langsom fisk, der i høj grad forlader sig på sin lugtesans, når den jager bytte. Det sætter den i stand til at rydde effektivt op i søens bestand af småfisk, som den langsomt lister sig ind på.
Sandarten bliver derfor ofte udsat i uklare søer, hvor bestanden af småfisk er eksploderet efter forurening med næringssalte – det være sig fra urenset spildevand eller drænvand fra de omkringliggende, overgødskede marker.
Men selv om den vokser godt sådanne steder – forudsat altså at der er plads nok, for sandarten kræver jo plads – er det langt fra sikkert, at den kan gyde med held. Hertil kræves nemlig et højt iltindhold i vandet, og det findes langt fra altid i eutrofierede (næringssaltforurenede) søer.
Sandarten gyder senere end både gedde og aborre – typisk en måned efter disse. Den gyder over grus- eller stenbund, hvor æggene placeres i små gruber. Æggene er klæbrige og så små, at en enkelt stor hun kan gyde op mod en million!
Efter gydningen er sandarten som alle andre fisk meget sulten og derfor let at fange. “Let” er dog lidt af en tilsnigelse, idet sandarten typisk er sværere at fange end både gedde og aborre. Dens forsigtige og langsomme jagtteknik beskytter den – stik modsat geddens voldsomme hug, der sikrer en solid krogning.
Under gydningen er sandarten aggressiv og kan da finde på at hugge på selv meget store geddewoblere, der trænger ind på dens territorium. Normalt er sandarten dog mest interesseret i små byttefisk, da den selv har en relativt lille mave.
Det forhindrer dog ikke store sandarter i at tage bytte af geddeformat. Sandarter større end 5 kg kaster sig således ofte og ufortrødent over selv de største geddewoblere. Mad skal der til!
I gamle dage brugte fiskerne på Silkeborg Søerne en ganske særlig teknik til at lokalisere sandarten efter gydningen. På det lave vand over stenbunden stak man en lang stok ned til bunden. Hvis der var en sandart i nærheden, forsvarede den sin rede og sit afkom ved at gå til angreb på stokken.
Så vidste fiskerne, at der var nogen hjemme på banken. Og så var det tiden at finde det gamle kolbetøj og tinpirken frem. I dag ville vi i stedet ty til vertical jigging, når først fiskene var lokaliseret på ekkoloddets højtopløselige skærm.
Tiderne skifter, men sandarten er stadig lige spændende at fiske efter. For nem bliver den aldrig at lokke til hug.
Langsom og lyssky
Sandarten har sin helt egen jagtteknik. Det er en langsom fisk, som sniger sig ind på byttet for til sidst at overrumple det. Ofte bruger den lugtesansen til at lokalisere byttet med, hvorfor naturlig agn i regelen er bedst til sandartfiskeri.
Dens tilbagelænede jagtteknik gør endvidere langsom trolling med flydende woblere til en effektiv metode, idet sandarten her har masser af tid til at opspore agnen og siden hugge.
Det tillader almindeligt spinnefiskeri kun sjældent – jigfiskeri dog undtaget. I endnu mindre grad gælder det fluefiskeriet og de endnu kortere kast, man her råder over. Man kan dog opleve fint fluefiskeri før og efter gydningen, hvor sandarterne har samlet sig på lavt vand over stenbunden.
Det kan man gøre i flere danske søer i det midtjyske Søhøjland, og jeg har gjort det med stort held i flere lavvandede sydsvenske søer. Også Gudenåen har disket op med mange sandarter under fluefiskeri efter laks og havørred med synkeline over grusbankerne.
Når man troller sandart, oplever man ofte, at fiskene plukker forsigtigt i wobleren, inden de for alvor går til biddet. Man oplever også, at det bliver ved plukkeriet. At selve hugget helt udebliver. Under alle omstændigheder gælder det om aldrig at give tilslag, når der fiskes sandart – altid at vente, til vægten mærkes i stangen og wobleren er taget reelt.
Til trods for at den ofte bruger sin lugtesans under jagten, så har sandarten også et fremragende syn, som sætter den i stand til at jage under meget dårlige lysforhold – gerne om natten. I sit øje har sandarten lysreflekterende lag, som tillader den at se under forhold, hvor andre fisk må give op.
Sandarten har helt enkelt øjne som glaskugler, når den ses i det rette (reflekterende) lys. “Old Marble Eyes” kalder man derfor sandarten i det nordlige Nordamerika, hvor den er en uhyre populær sports- og spisefisk. Marmorkugler kender nok de færreste børn i dag, men navnet holder givet længere end kuglerne!
Sandartens gode lugtesans og natsyn kompenserer så rigeligt for dens ellers noget langsomme adfærd og gør den til en af søens mest effektive rovfisk.
Som aborren foretrækker også sandarten fast bund. Det er her, man skal søge den i dagtimerne, hvor den i regelen står dybt. Når lyset svinder sidst på dagen, søger sandarten højere op i vandet – ofte helt op til overfladen, hvor den jager aktivt. Ikke mindst de lyse nætter kan derfor give gode sandartfangster i overfladen.
Tvivlsom biomanipulator
Tidligere – og det er såmænd ikke så forfærdeligt mange år siden – blev sandarten brugt som biomanipulator i lighed med gedden. Altså en rovfisk, der som yngel sættes ud i forurenede søer, når disse skal renses for overskydende skidtfisk.
Det er dem, der græsser søens dyreplankton så hårdt, at dette ikke kan holde algerne nede. Disse blomstrer op på grund af de mange næringssalte, gør vandet uklart, dør og synker til bunds. Her bevirker de under den efterfølgende forrådnelse et markant iltsvind, der frigør fosfor fra bundslammet, så nye alger kan blomstre op.
Det er søens regelmæssige opblanding af vandmasserne – totalcirkulationen – der forår og efterår bringer det næringsrige bundvand i kontakt med overfladen. Den onde cirkel er i gang.
I dag bruger man ikke længere sandarten som redskab til redning af forurenede søer. I dag er gedden ene om at være søens biomanipulator. Sandarten er helt enkelt for ustabil. Den er kendt for sine store og små årgange, der er helt afhængige af fødetilgangen i livets første kritiske dage og uger. Sandarten er også kendt for sit behov for store søflader for at trives. Den kan helt enkelt ikke lide små søer og damme.
Sandarterne i den store Mossø er et fint eksempel herpå. Visse år er der så mange sandarter, at man næsten kan fylde båden med mindre fisk på lige over mindstemålet. Andre år kan man fiske i dagevis uden at fange én eneste – uanset størrelse. Fiskeriet og de små eller store årgange er helt afhængige af gode forhold umiddelbart efter gydning og klækning.
Fra Gudenåen kender vi også til de små og store årgange. Danmarks længste vandløb byder nemlig i perioder på godt sandartfiskeri – efter mange og små eller få, men til gengæld store fisk.
Jeg har selv oplevet år med mange sandarter i den gode spisestørrelse på 50-60 cm. Så mange, at de fint kunne fanges i dagtimerne. Sikkert på grund af fødekonkurrencen fra de mange artsfæller. Et år eller to senere var det fisk i 2-3 kg’s klassen, der dominerede fangsterne.
Jeg har endelig oplevet de efterfølgende magre år, hvor der manglede rekruttering af yngre fisk – hvor der kun var få, men til gengæld rigtig store fisk tilbage, som skulle fanges om natten. Hvor fisk i 5-6 kg’s klassen var det normale – hvis man altså fik nogen overhovedet. Stille og roligt blev de store årgange af små fisk reduceret til årgange af stadigt færre og større fisk – nogle år for tilsyneladende at forsvinde helt.
For en del år siden mærkede biologerne en håndfuld sandarter med radiosender, så man kunne følge deres vandringer op og ned ad Gudenåen. Forsøget dokumenterede, hvad mange seriøse Gudenå-fiskere længe havde vidst:
At sandarterne om vinteren falder med strømmen nedefter til Randers, hvor de mæsker sig i nedvandrende laksesmolt i den helt dyre prisklasse. Når så smoltudtrækket er forbi og sandartens gydning nærmer sig, vandrer de gydemodne fisk atter opstrøms – op til Silkeborg søerne, hvor gydningen finder sted. Mere lyserøde i kødet end nogensinde. Og dyrere end nogen anden spisefisk at have på kost…
Spisefisk i verdensklasse
Sandartens største problem i Danmark er, at den er en fremragende spisefisk. Den har aborrens grålige kød, men har det i mere håndterbare størrelser til servering. Danske restauranter såvel som udenlandske står derfor i kø for at købe sandart til deres køkkener og kunder.
Det forhold har desværre fået enkelte danske søfiskere med fiskeret til at udnytte denne maksimalt – til med garn at udfiske søernes sandartbestand med eksport for øje. Lovgivningen tillader desværre søejere at sætte garn uden de selvsamme restriktioner, der gælder på søterritoriet. Det er jo deres (ejernes) egne fisk, de brandskatter, lyder tilsyneladende forklaringen. Men en tåbelig måde at udnytte søernes fiskebestand på.
Resultatet har under alle omstændigheder været, at sandarten er fisket helt ud i en del midtjyske vande i Søhøjlandet. Med lukrativ eksport for øje. Men til stor skade for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fisketurister. Der for øvrigt ofte er bedre til at fange vore sandarter, end vi selv er. De er nemlig klar over og indstillet på, at der gerne skal fiskes om natten, hvis man vil have sandarter ombord.
Udenlandske lystfiskere er ofte også mere vante til at bruge agnfisk, end vi er herhjemme. I Sverige har jeg således oplevet et spændende medefiskeri med flåd og levende skaller på en af de mellemstore søer i Småland.
Vi satte båden i vandet, mens det endnu var lyst, og kastede anker på toppen af en stejl skrænt. Herefter søsatte vi fire stænger med glideflåd og levende agnfisk. Den første blev indstillet til at gå helt nede ved bunden. Og den sidste til at svømme rundt helt oppe i overfladen – blot en meter under flåddet.
Resultatet var helt efter bogen: Mens det endnu var lyst, fik vi kun hug på de dybeste skaller. I takt med, at mørket sænkede sig, blev der bid på de højere fiskede skaller. Og da vi tog hjem et godt stykke over midnat, havde den sidste sandart hugget på den højst fiskede skalle. Helt oppe i overfladen. Største fisk huggede sidst og vejede knap 4 kg.
Vi sluttede forøvrigt den nat af med en næsten identisk fisk – taget trollende på vej tilbage med en 26 grams flydende rødhvid Hi-Lo wobler fisket lige under overfladen – med næsepladen stillet næsten lodret. Det var dengang, elmotorer ikke var hvermands eje. Dengang, man selv måtte bestille sin Minn-Kota hjem fra Staterne…
Det er skønt, når teori og praksis en sjælden gang – som i ovenstående tilfælde – stemmer overens. Da kan man ikke undgå at blive stolt af sig selv og sin kolossale viden om emnet.
Det er sådanne stunder, hvor man helt glemmer de blanke dage, hvor sandarten vragede alt med en krog i…
Steen Ulnits
Del denne artikel: