Søernes sortstribede røver
Perca fluviatilis er det latinske artsnavn på den sortstribede og rødfinnede aborre, som er kendt af hvert et barn i Danmark.
Aborren findes nemlig i de allerfleste søer, damme og moser, da det er en ganske tolerant fisk – ikke mindst over for surt vand. Selv ved lave pH-værdier, hvor de ellers så tolerante karpefisk må give op, kan aborren trives og yngle.
Modsat gedden, som er en udpræget enspænder, er aborren en rigtig flokfisk. Aborren er selskabeligt anlagt, og kun de største individer – fisk over kiloet – lever en isoleret tilværelse. Aborren kan ganske vist nå vægte på op til 4 kg, men fisk over 2 kg er uhyre sjældne – og meget gamle. Aborrer vokser nemlig langsomt.
Som gedden er også aborren en forårsgyder, der afsætter sine æg i lange guirlander på grene og rødder over lavt vand. Aborren har det, man i fagsproget kalder et stort reproduktionspotentiale. På godt dansk lægger den rigtig mange æg. Ønsker man at tynde ud i en alt for stor aborrebestand, kan man udlægge “risvaser” eller grantræer, som så hales op, når aborrerne har lagt deres æg på dem.
Kombinerer man dette med et hårdt fiskeri, kan man ofte holde aborrebestanden i skak, så de ikke bliver til såkaldte “tusindbrødre” – talrige, små og dårligt voksende aborrer. Et fænomen, man finder på steder, hvor aborrerne ingen naturlige fjender har. En sø i balance vil dog normalt have en så stor bestand af større rovfisk, at aborrerne ikke bliver til tusindbrødre.
De helt små aborrer lever som de fleste andre nyklækkede fisk af søens dyreplankton. Hen på sommeren søger de ind under land, hvor de slår sig på en mere nærende diæt af primært bunddyr. De er dog ingen kostforagtere, men æder næsten alt inde på det lave vand. Herinde undgår de også selv at blive ædt!
Med stigende størrelse søger aborrerne udefter mod rankegrøden, hvor de i flok jager alt, der bevæger sig og har den rette størrelse. Klækkende insekter har stor interesse for de mindre aborrer, mens de større så klart foretrækker småfisk.
Fisk med former
Aborren er den af søfiskene, som udviser den største variation i såvel udseende som levevis. Således taler man om et antal former, som søens aborrer kan forekomme i. Vi har allerede omtalt de talrige tusindbrødre, der ikke formår at vokse sig store. Dertil er de for mange om for lidt føde. De færdes overalt i store stimer – på ivrig jagt efter alt fra dyreplankton og opefter.
Inde under land har vi den noget større “bredaborre”, der er kendetegnet af sine smukke og stærke farver. Det er her, vi finder de karakteristiske røde eller orange finner, som sammen med de grønne sider og sorte striber gør aborren til en meget smuk fisk at se på. Bredaborren lever i vid udstrækning af insekter og årsyngel af søens øvrige fiskearter.
Bredaborren lever nær siv og faste strukturer – eksempelvis både- og badebroer – hvor dens markante striber yder den god beskyttelse. Det er et velkendt fænomen, at aborrer er vilde med at stå i skyggen under broer og mellem pæle fra samme. Her føler de sig trygge, og herfra kan de på bedste geddemanér gøre udfald mod forbipasserende småfisk.
Ude på søens større dybder møder vi den store, men blege “dybvandsaborre”, som helt ernærer sig af småfisk. Den lever ikke nødvendigvis i flok, og den svømmer heller ikke i stime. Men den jager meget gerne i flok, når jagten går ind på søens store stimer af småfisk.
“Mågesjov”
Aborreflokkens hidsige jagt på stimer af småfisk presser ofte sidstnævnte helt op i overfladen, hvorved småfiskene er under beskydning fra alle sider – nedefra af aborrerne og ovenfra af mågerne, som hurtigt indfinder sig.
I søer, hvor skaller og løjer dominerer føden, sker dette fortrinsvis først på sommeren, hvor disse fisk da samler sig i store flokke for at gyde. I koldere søer, hvor smelten dominerer, sker det oftest om efteråret, når smeltene samler sig i overfladen for at gyde.
Alle aborrer – store som små – trækker ud på søens største dybder, hvor de overvintrer i det 4 grader varme vand. Herude skal de findes under vinterens islæg og isfiskeri. Først nær isens smeltning begynder de igen at søge ind på lavere vand.
De største aborrer finder man ofte i brakvand, hvor føden er mere rigelig end i søen. Rigtig store aborrer træffes dog også tit i ganske små moser og søer, hvor de store aborrer udelukkende lever af små artsfæller – deres eget afkom!
Ofte vil et sådant småvand huse et fåtal meget store aborrer, som er meget gamle. Og som ofte fanges under geddefiskeri med kraftigt grej – gerne døde agnfisk og ikke sjældent midt om natten.
Pigfinnet og pansret
Aborren er en pigfinnet og pansret aborrefisk med en meget stor mund. Det er en hidsig rovfisk, som modsat gedden overrasker med sin totalt tandløse mund.
Det betyder to ting: Aborren bider ikke til og holder fast på sit bytte. Det kan den ikke. I stedet åbner den blot sin store mund og suger byttet ind sammen med en mundfuld vand. Aborrens hug bliver derfor helt anderledes blødt end geddens hårde og kontante bid, der spidder byttet på tusindvis af sylespidse tænder.
Det er givet denne angrebsfacon, der har gjort roterende bladspinnere med fjerklædt trekrog så effektive til aborrer. Det gælder klassikeren over alle klassikere – den svenske Reflex fra ABU – som givet har taget flere aborrer end alle andre spinnere tilsammen.
Det gælder også den ligeledes svenske Mörrumspinner, som med sin tunge køl dels kaster langt og synker hurtigt – dels helt eliminerer den snoning af linen, som konventionelle bladspinnere altid medfører. Det perfekte valg, når der skal kastes langt for ikke at skræmme fiskene i et mågesjov.
Mange lystfiskere har startet med aborren som deres første bytte – ofte taget på flåd og orm fra en bådebro. Og en del lystfiskere ender faktisk også med aborren som deres favoritfisk.
Det gælder undertegnede, som holder uendelig meget af den lunefulde fisk. Og det gælder mine forbilleder på scenen – danske Julius Wedege, der sågar skrev en hel bog om netop fiskeri efter aborrer. Samt svenske Curt Lindhé, der af samme årsag gik under tilnavnet “aborreprofessoren”.
Aborren er kendt for at være meget lunefuld. Nogle dage hugger den på alt, der bevæger sig genem vandet. Andre dage kan intet lokke aborren ud af den apati, der åbenlyst har grebet hele flokken.
Og da er det, entusiasterne begynder at spekulere over årsagen. De ved, at aborren som ægte aborrefisk har en lukket svømmeblære, der sætter fisken i stand til at regulere sin opdrift meget nøjagtigt.
Tryksyge
Det er perfekt, når man skal placere sig ubevægeligt mellem siv og åkander – på jagt efter forbipasserende småfisk. Men uhyre upraktisk – ja, måske endda ubehageligt – når et pludseligt lavtryk kommer forbi. Aborren registrerer straks trykfaldet med sin følsomme svømmeblære og går i gang med at regulere, så opdriften igen bliver den rette.
Dette tager imidlertid længere tid, når man har en lukket svømmeblære. Laksefiskene har det langt lettere med deres åbne svømmeblære, hvor de blot kan sluge ny luft fra overfladen eller gylpe overskydende luft ud ved pludselige trykfald.
I større søer har aborren ikke de helt store problemer. Falder lufttrykket, trækker aborren blot ud på dybere vand, hvor trykket passer den bedre. Men bliver den fanget inde på lavt vand – eksempelvis i mindre og mere lavvandede søer – har fiskene ikke den mulighed. De er fanget – indtil uvejret er drevet forbi eller fiskene har fået reguleret trykket i svømmeblæren.
Indtil status quo er genoprettet, har aborrerne det populært sagt dårligt – mener i hvert fald aborreprofessorerne. Og så længe denne regulering står på, er fiskene naturligt nok ikke interesserede i at æde noget.
Det bedste aborrefiskeri har man ifølge denne – i hvert fald set med biologøjne – ganske plausible teori, når vejret er stabilt og aborrerne ikke behøver tænke på trykket i deres lukkede svømmeblære. Måske heraf dette svenske mundheld, som jeg har fra et gammelt Nap & Nyt:
– Fisk aborrer i skjorteærmer. Og gedder, når du behøver en ulden trøje!
Dette mundheld kan hentyde til dels aborrens hang til et stabilt lufttryk, men også dens forkærlighed for varme. Aborren er således i sit es, når gedden gisper i sommervarmen.
Pudsigt nok er aborren isfiskerens vigtigste bytte, når vinteren er på sit højeste og isen så tyk, at den kan bære. Pudsigt, idet aborren åbenbart også er aktiv, når vandet er rigtig koldt – i hvert fald i perioder.
Den er dog stadig en sucker efter varme. Det viser sig, når det spæde forår stunder til og jordvarmen begynder at gøre sig gældende. Da trækker aborrerne ind på lavere vand – bort fra søens største dybder, der indtil da har budt på de luneste forhold: Det altid fire grader varme bundvand.
Alt for Damerne
Afslutningsvis skal vi et smut over i den kulørte presse – damebladene! For en hel del år siden havde Alt for Damerne et interview med nu afdøde skuespiller, instruktør og gastronom John Price. Han blev sidst i interviewet spurgt, hvad der var hans personlige favoritret.
Intervieweren havde forventet noget i retning af finere fransk madlavning og blev derfor uhyre overrasket, da John Price svarede: – Hvidvinsdampede aborreroulader!
John Price havde nemlig læst franske Madame Prunier’s kogebog, hvori hun berømmer de små 100-200 grams aborrer som den finest tænkelige spise. Og han havde arbejdet videre med at hvidvinsdampe aborrefileter rullet sammen med salt, peber og dild. Det hele i en kasserolle med lidt smeltet smør. Intet andet!
Aborren er nemlig en af vore allerfineste spisefisk – bedre end sandarten, synes jeg personligt. Og langt lettere at fange, er vist de fleste enige om! Aborren kan smørsteges og serveres med rugbrød til – perfekt umiddelbart oven på en vellykket fisketur. Den kan hvidvinsdampes og serveres for selv de mest kræsne ganer. Eller den kan varmrøges, hvis man har en røgeovn.
Man kan stort set ikke gøre noget forkert med en aborrefilet.
For aborren er på alle måder en fantastisk fisk!
Steen Ulnits
Del denne artikel: