Den sjældne, spidssnudede og udryddelsestruede laksefisk snæbel (Coregonus sp.) har nu langt om længe udsigt til en lysere fremtid. Den har nemlig fået snabelen i adskillige pengekasser i både ind- og udland.
Danmark, som i sine sydvestjyske vandløb huser de sidste rester af denne eksotiske saltvands-helt, har udarbejdet et projekt til 105 mio. kroner, som skal redde snæbelen fra udryddelse.
Skov- og Naturstyrelsen, Ribe Amt og Sønderjyllands Amt har sammen med Tønder, Ribe og Bramming Kommuner samt Sydvestenergi, Varde Å-fonden og Sydvestjysk Sportsfiskerforening spyttet 50 mio. kroner i kassen til det stort anlagte projekt.
Heraf stammer 25 mio. kroner fra Skov- og Naturstyrelsens statslige naturforvaltningsmidler, og nu går man så i samlet flok efter de sidste 55 mio. kr. fra en af EU’s mange fonde.
Det nye naturprojekt omfatter en lang række spændende delprojekter i fire sydvestjyske vandøb. Blandt meget andet skal 13 spærringer i vandløbene gøres passable for snæbelen, der ikke er nogen stor springer.
Selv mindre fald kan holde såvel snæbel som den nært beslægtede helt borte fra de livsvigtige gydepladser. Det så man tydeligt efter udretningen af Skjern Å i 1960’erne, hvor selv ganske små styrt og fald medførte en tilbagegang på 80%.
Fjernelsen af de 13 vandringshindringer vil skaffe fiskene adgang til at gyde på yderligere 130 kilometer vandløb. Det er mere end en 3-dobling af det hidtidige gydeareal.
Omkring 30 km vandløb vil blive retableret og genslynget. Der vil således ske en fuldstændig naturgenopretning af Varde Å over en strækning på 20 km, og der vil blive etableret ca. 470 hektar nye opvækstområder, hvor snæbelens larver kan vokse op.
Herudover bliver projekterne til stor gavn for en lang række dyre- og plantearter eksempelvis den ligeledes sjældne stork, der lever langs vandløb og i våddområder. De gør også livet lettere for både laks og havørreder i de samme vandløb.
“Gennemførelsen af projekterne vil medføre et betydeligt løft af den sydvestjyske miljø- og naturkvalitet. I omfang herhjemme er det kun Skjern Å-genopretningen, der er større”, udtaler vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen, Jens Peter Simonsen. Han føjer følgende til:
“Vi glæder os over de penge, som det allerede er lykkedes at fremskaffe til projektet sammen med amter, kommuner og Sydvestenergi. Vi håber nu på støtte fra EU, så vi får mulighed for at sætte en redningsindsats i gang, der giver en langsigtet forbedring for snæblens levevilkår”.
Snæbelen – en truet art
Snæbelen findes kun i de større vandløb med tilløb til Vadehavet. Tidligere forekom den også i Tyskland og Holland, men i dag er dens globale udbredelse begrænset til den danske del af Vadehavet. Som den eneste helt-art tåler den saltvand af fuld styrke.
Tidligere redningsforsøg med massive udsætninger af yngel i begyndelsen af 1990’erne har kun haft en kortvarig effekt, og den voksne gydebestand er i dag nede på blot 7.000 eksemplarer.
Snæblen er derfor rødlistet og optaget på EU’s liste over særligt truede arter. Som følge af denne status kan Danmark forvente at opnå en betydelig støtte til projektet fra EU’s LIFE-ordning. Gives der fuldt tilsagn fra EU, bliver der tale om det største naturgenopretningsprojekt, som EU hidtil har finansieret i Danmark.
Snæbelen er en krævende fisk, hvad betingelser for dens gydning og ynglens opvækst i ferskvand angår. Skal snæbelens overlevelse sikres fremover, må der ske afgørende forbedringer i vandmiljøet. Snæbelen kræver således fuldstændig fri adgang til gydepladserne i de mellemste dele af vandløbene, og der må ikke være spærringer ved eksempelvis dambrug og vandkraftværker.
Gydningen sker på naturligt slyngede vandløbsstrækninger med med rent vand, gruset bund og forekomst af flerårige vandplanter. Yngelens opvækst sker på store fladvandede arealer i vandløbenes nederste dele, hvor ynglen kan vokse sig stor, inden den vandrer ud til Vadehavet for at vokse sig endnu større.
Rekordlaks fra Varde Å
Varde Å, som jo indtager en hovedrolle i det store naturgenopretningsprojekt for snæbelen, har for øvrigt oplevet en fin laksesæson her i 2005. Siden premieren den 1. april er der således landet adskillige blanklaks i den brunvandede å.
Et par uger inde i sæsonen lykkedes det endda en lokal lystfisker fra Siig at kroge og lande den største Varde-laks i nyere tid. 14,5 kg vejede den 110 cm lange hanlaks, som var stået op i åen efter en tur ind gennem Ho Bugt. Rekordfisken blev fanget på en Mepps spinner ved udløbet af Skonager Bæk og gav store forhåbninger om en ny rekordsæson ved det gamle laksevand.
Varde Å går definitivt en bedre fremtid i møde med gennemførelsen af det nye storstilede naturgenopretningsprojekt. Det vil alle åens laksefisk få glæde af – laks såvel som snæbeler.
@ 2005 Steen Ulnits
Del denne artikel: