Stenbideren er en kærkommen forårsbebuder, når den indfinder sig på de lavvandede stenrev for at gyde. Eller gjorde, for den er efterhånden helt forsvundet fra de danske farvande.
“Cyclopterus lumpus” er stenbiderens latinske navn. Det, som forstås overalt i verden. Lokalt kaldes den nemlig rigtig meget forskelligt.
Hun-stenbideren, som leverer den velsmagende lyserøde kaviar, har fået det maleriske, men ikke særligt smigrende navn “kulso”. Angiveligt fordi den er både sort som kul og en so, som hunner af andre arter ofte kaldes.
Stenbiderens kød er underligt gelé-agtigt og ikke i høj kulinarisk kurs. Det er derimod den lækre lyserøde rogn, der gør stenbideren næsten lige så attraktiv som den russiske stør og dennes sorte kaviar.
Den attraktive rogn, der indbringer høje priser på det hjemlige marked, har længe truet med at trække tæppet væk under stenbideren som art.
Serveret med hakkede rødløg og creme fraiche er det en af forårets lækreste fiskeretter. Så lækker, at kiloprisen længe har været på himmelflugt – i takt med de stadig færre stenbidere.
Fangsten af stenbidere har længe ligget på omkring 250 tons om året. Lige indtil 2023, hvor bestanden og fangsterne kollapsede til en sølle tiendedel heraf.
På vanlig dansk vis undrer vi os over, hvordan det dog kan være sket. Selv om alle forstandige mennesker jo længe har vidst, at det nok skyldes overfiskeri og et stedse ringere vandmiljø.
På vanlig dansk vis forsøger vi imidlertid og af al magt at finde andre årsager end os selv – med pilen pegende på klimaet og den globale opvarmning som forklaring.
Seabreak til stenbideren
Efter bestandens kollaps i 2023 foreslog DTU Aqua derfor et fuldt stop for alt fiskeri efter stenbidere i 2024. Men det var fødevareminister Jacob Jensen (V) ikke med på, så lod fiskeriet fortsætte i hele 2024. Trods advarslerne og det nylige kollaps i bestanden.
Hos DTU Aqua erkender man, at vi ved forbløffende lidt om stenbiderens liv og færden. Vi kender primært til den, når den om foråret indfinder sig for at gyde på stenbund langs de danske kyster. Da går den nemlig i garnene og havner efterfølgende på danske spiseborde.
Som voksen lever stenbideren i de frie vandmasser ude i Nordsøen, hvorfra den drager på gydevandring ind i de danske farvande. Her ankommer den i det tidlige forår, hvor den hilses velkommen og garnfiskes målrettet – primært på grund af dens velsmagende lyserøde rogn.
De mindre hanner ankommer først og finder et egnet redested, som står klar, når de rogntykke hunner ankommer noget senere. Efter gydningen bevogtes æggene af hannen, indtil de klækker.
Ny nyklækkede stenbiderunger er irgrønne af farve og umulige at overse, hvis man kigger sine fangede havørreder efter i maven.
Under opvæksten på det lave vand er stenbideren udsat for periodiske iltsvind og høje vandtemperaturer, der begge mistænkes for at stå bag bestandens nylige kollaps. Måske er algebelægninger på de livsvigtige sten også en del af forklaringen. Dem, stenbideren suger sig fast på med sin sugeskive.
Stenbideren har brystfinner, der sidder på undersiden af kroppen. Her danner de en effektiv sugeskive, som gør det muligt for stenbideren af hæfte sig fast på sten og tang i stærk strøm og bølger. Hannernes sugeskive er større end hunnernes og bruges aktivt, når hannen bevogter de lagte æg.
Desværre er der ikke meget fokus på det overfiskeri, der længe har presset bestanden af danske stenbidere. Et fiskeri, som fiskeriminister Jacob Jensen (V) jo aktivt lod fortsætte. Trods flere advarsler.
Ved en vis størrelse, som vi ikke kender præcis, drager de små stenbidere tilbage til Nordatlanten, hvor de vokser sig store. Inden de som voksne og kønsmodne vender tilbage for selv at gyde.
Et nyt forskningsprojekt finansieret af den velgørende organisation “Seabreak” skal i løbet af de næste fire år søge at finde en forklaring på tilbagegangen. Ud over de mange års overfiskeri.
Det er DTU Aqua, som er tovholder i projektet.
Som rensefisk i havbrug
Lakseopdræt i åbne netbure byder på ét og samme gigantiske problem verden over:
Angreb fra parasiterende havlus. Eller lakselus, som de passende hedder i Norge, hvor de hvert eneste år koster havbrugerne store økonomiske tab.
De mange milioner af opdrætslaks i netburene lokker milliarder af sultne havlus til. Så mange, at de ikke kun truer tamlaksene inden for netmaskerne, men også vildlaksene udenfor. Lakselusene rasper sig gennem huden på laksene, irriterer de voksne tamlaks og slår de små udtrækkende unglaks ihjel på deres vej mod havet.
Havbrugerne har derfor længe bedrevet kemisk krigsførelse mod havlusene – ved brug af giftstoffer, der får havlusene til at slippe deres tag i tamlaksene. De dør ikke nødvendigvis, men slippes blot ud i frivandet, hvor de så kan kaste sig over vildfiskene. Med katastrofale følger for disse.
I de senere år er man i stigende grad gået over til biologisk krigsførelse i stedet. Først ved introduktion af læbefisk som beggylter, der kan æde løs af de mange havlus.
Berggylten er imidlertid ikke kuldetolerant nok til at kunne trives i det høje nord. Her er man derfor gået over til stenbidere i stedet.
Stenbiderne fanges som moderfisk i havet, opdrættes i milliontal og udsættes i netburene. Her kan de så afluse tamlaksene på biologisk vis – uden brug af kemiske stoffer som diflubenzuoron, der er det mest effektive og mest benyttede.
Diflubenzuron virker ved at forhindre havlusenes mange livsnødvendige skalskifter. Desværre virker stoffet også på krebsdyr uden for havbrugenes netmasker. Med eksempler på massedød blandt rejer uden for havbrugene.
Den kolossale efterspørgsel på stenbidere til det gigantiske norske havbrug kan derfor meget vel have en negativ indflydelse på bestanden – også på det svigtende forårsindtræk af gydefisk i danske farvande.
Det er jo ude i Nordsøen, de små stenbidere vokser sig store og kønsmodne. Her, de fanges til det norske lakseopdræt. Herfra, de måske aldrig vender tilbage.
Ovennævne Seabreak-projekt vil forhåbentlig kunne kaste lys over dette.
Kært barn med mange navne
Kært barn har som bekendt mange navne, og stenbideren er et godt eksempel på dette. Her kommer derfor en liste over de mest populære navne, tilnavne og deres oprindelse – geografisk såvel som sprogligt:
- Cyclopterus lumpus: Stenbiderens latinske artsnavn
- Stenbider: Dansk navn for Cyclopterus lumpus
- Kulso: Officiel jysk betegnelse for stenbiderhun
- Kvabso: Østdansk betegnelse for stenbiderhun
- Rognkal: Dansk betegnelse for stenbiderhan
- Rognkjeks: Norsk betegnelse for stenbiderhun
- Rognkall: Norsk betegnelse for stenbiderhan
- Grásleppa: Islandsk betegnelse for stenbiderhun (“gråslimet”)
- Raudmagi: Islandsk betegnelse for stenbiderhan (“rødmave”)
- Kullsugv: Færøsk navn for kulso
- Steinbitur: Færøsk navn for stenbider
- Steinbit: Norsk navn for havkat
“Steinbit” har således ikke det mindste med norske stenbidere at gøre. Selv om det bestemt lyder sådan. “Kal” er blot den gængse betegnelse for mand eller han. Og “so” det tilsvarende for en hun. Det norske “kjeks” henviser til fiskens klumpede kropsbygning, og det samme gør danske “kvabso”.
“Kul”, der går igen flere steder, refererer til hunnens mørkegrå farve. Det islandske “grásleppa” fortæller, at der er tale om en grå fisk med et tykt slimlag. Mens det islandske “raudmagi” beskriver hannens røde mave.
Kært barn har i sandhed mange navne, og stenbideren er et rigtig godt eksempel. Dertil en spændende fisk med en usædvanlig adfærd og en kompleks livscyklus.
©️ 2025 Steen Ulnits
Del denne artikel: