– Sikke nogle nødder, tænkte skovskaden og slikkede sig sultent om næbbet.
Skovskaden er en smuk og karakteristisk kragefugl, som ikke alle danskere har set. Men de fleste har sikkert hørt dens hæse skrig – måske uden at kende til ejermanden. Han er nemlig sky og trives bedst i tæt skovbevoksning.
Skovskaden er derfor ikke nogen hyppig gæst ved foderbrættet. En pose nødder kan dog lokke én og anden sulten skade til fadet. Og når først nødderne er fundet, skal de hamstres – og gemmes.
Da flyver skovskaden gerne i pendulfart…
Skovskaden er nysgerrig af natur. Specielt har den et godt øje for nødder, som den spotter på lang afstand. Dem vil den dels æde her og nu – dels gemme i forråd til senere.
Undersøgelser har imidlertid vist, at skovskaden ofte glemmer nødderne igen…
Skovskaden er større, end man lige tror. Sikkert også større, end den selv tror. Ellers havde den nok ikke vovet sig ind på dette lavloftede foderbrædt, som var tiltænkt havens småfugle.
Det kan være godt med en smule overblik over situationen, mens der lægges planer for jagten. Ude i naturen er det jo sjældent, at nødderne forkommer i poser og net.
Og mens man tænker, kan man jo altid flashe sine flotte blå spejlfjer…
Det første angreb går ikke så godt. Nødderne hænger løst, og skovskaden svinger vildt i luften. Helt uden og helt ude af kontrol.
En netop ankommet artsfælle ser nysgerrigt til og håber, at det snart bliver dens tur – til en tur i gyngen…
Det går lidt bedre i anden omgang, men stadig ikke godt nok. De nødder er sværere at få has på, end skovskaden lige havde troet.
Det gør jo heller ikke tingene lettere, at man er under observation fra en sulten konkurrent…
Til sidst lykkes det dog at få et godt fast greb om nødderne. Men ak. Så tæt på og alligevel så langt fra. For hvad skal en stakkels skovskade dog gøre for at få hul på en vildt svingende netpose?
Senere kom den gamle fasankok forbi. Han kiggede en enkelt gang, inden han hoppede op og bed sig fast i posen. Hans vægt knækkede snoren, så posen faldt ned. Klar til at blive hakket åben.
Vist ikke første gang, han havde brugt det trick…
Tekst & fotos: © 2020 Steen Ulnits
PS: Vi bruger ikke de grønne plastnet med nødder længere. Flere af dem gik løs, så vi efterfølgende måtte lede efter dem i haven.
Del denne artikel: