Skjernå – fisk og vand, før og nu

Skjernå i Vestjylland er Danmarks vandrigeste å. Det er også den å, der har kostet det danske samfund flest penge – og en konge livet!

Skjern Å-dalen og dens enge har igennem mange hundrede år været et vigtigt aktiv for befolkningen langs åen. Ådalens frodige enge gav græs til kreaturerne om sommeren og godt hø til vinterens foder.

Åen gik om vinteren og foråret ofte over sine bredder. De næringsstoffer, som åvandet medbragte opstrøms fra, blev aflejret på engene når vandet igen trak sig tilbage til ålejet. På den måde blev åvandet renset inden udløbet i Ringkøbing Fjord, og engene blev samtidig gødet og blev til gode græsningsarealer.

Et gammelt ordsprog siger, at “eng er agers moder”. Engene dannede grundlag for et kreaturhold, der igen leverede staldgødning. Denne gødning blev siden brugt til at gøde afgrøderne på de næringsfattige og sandede heder.

Åen var dog ofte uberegnelig. Det skete, at den selv om sommeren gik over sine bredder og ødelagde græs og hø på markerne. Derfor havde man længe søgt at styre åens vand. Der blev bygget diger, som skulle forhindre oversvømmelser om sommeren, og der blev etableret vandingskanaler og grøftesystemer. Men først i 1960’erne lykkedes det for alvor at tæmme åen.

Kongedød

Til Skjern Å knytter der sig flere spændende, historiske fortællinger. En af de mere kendte er historien om Kong Hans, der en vinterdag i 1531 var på vej fra en præstevielse i Ribe til Ålborghus.

På sin vej måtte han krydse Skjernåen, hvor vandet stod højt. Hesten snubler, og kongen falder i det kolde vand. Hurtigt bliver han ført til en nærliggende gård i Skjern, får tørt tøj på og bliver godt beværtet. Han insisterer dog på at rejse videre allerede næste dag.

Det skulle han ikke have gjort. Åens kolde vand har nemlig sat sig spor, og kongen pådrager sig en ondartet lungebetændelse, der bliver hans død bare en måned senere.

Landets vandrigeste å havde kostet en dansk konge livet!

Danmarks største afvanding 1962-1968

I takt med landbrugets øget effektivitet og industrialisering havde der været planer om at omdanne de store engarealer langs Skjernå til dyrkbar agerjord, der kunne pløjes, harves og tilsås med korn. Staten indvilligede i, at betale 2/3 af projektet, der kostede 30 mio. kr. – hvad der i nutidens priser svarer til langt over 200 mio. kr.

Projektet blev indledt i 1962 og omfattede den nederste og bredeste del af ådalen fra Borris til Ringkøbing Fjord. En strækning på 20 km. Samlet skulle ca. 4.000 hektar drænes og omdannes til dyrkbar agerjord.

Afvandingen gik i korthed ud på, at vandet blev styret i inddigede kanaler, så den omkringliggende jord ikke længere blev oversvømmet. Der blev etableret pumpestationer, som kunne pumpe 7.000 liter vand i sekundet. Man kunne på denne måde regulere grundvandsstanden på markerne.

Seks år senere, i 1968, stod hele projektet færdigt – den største afvanding i Danmarkshistorien. De ferske enge var omdannet til store produktive kornmarker og blev hurtigt en økonomisk gevinst for landbruget.Selve Skjern Å blev ført over i en nygravet, snorlige kanal, der hurtigt kunne lede vandet ud i fjorden. Den uregerlige å var endelig blevet tæmmet.

Men med tiden stod det efterhånden klart, at der også var en bagside af det imponerende ingeniørarbejde og det større produktionsudbytte i Skjern Å-dalen. Planter, dyr og fugle, der før levede på de ferske enge, forsvandt. Vandsænkningen betød at jernforbindelser i jorden nu kom i kontakt med luftens ilt og dannede okker-orurening, der tog livet af vandløbene.

Danmarks største naturgenopretning 1999-2003

Forureningen af Ringkøbing Fjord tog til i takt med, at Skjern Å’s selvrensende effekt var ophørt og åen i stedet modtog næringsstoffer fra de omkringliggende marker og ledte dem ud i fjorden.

Ønsker om at Skjernå skulle føres tilbage til sit gamle, snoede leje tog til i 1980’erne. I årene efter fulgte mange politiske og offentlige debatter og diskussioner. I 1998 vedtog et bredt Folketing så, at omkring halvdelen af de enge, der i 1960’erne blev drænet og omdannet til agerjord, skulle genskabes. Skjern Å skulle igen sno sig dynamisk gennem landskabet.

I 1999 begyndte så Danmarkshistoriens største og dyreste naturgenopretningsprojekt, der både havde stor opbakning og modstand. Projektet blev økonomisk støttet af EU, da genskabelsen ville tilvejebringe et værdifuldt naturområde af international betydning.

Den lokale modstand mod projektet mindskedes dog, efterhånden som det stod klart, at landbruget blev tilbudt erstatningsjord, og at det var muligt at indgå frivillige aftaler med staten. Flere lodsejere valgte at beholde jorden i ådalen, mod at staten udbetalte erstatninger for den tabte dyrkningsmulighed og offentlighedens færdsel.

Fra 1999 til slutningen af 2003 blev ca. halvdelen af det gamle naturområde atter genskabt. Den slyngede å og de våde enge er nu vendt tilbage på den nederste del af Skjern Å. Det har resulteret i et enestående naturområde af international betydning.

Et historisk tilbageblik

Ved den lille Karstoft Å ligger Clasonsborg. Det er en tidligere skovbrugsejendom, der i 1995 omfattede 300 hektar skov.

Clasonsborg blev anlagt af slesvigeren Nis Clason (1806-1881), som i 1839 fik kongelig bevilling på “at farve og apretere indenlandsk ulden Tricotage”, som der står i de gamle papirer. Clason oprettede her en spindefabrik, senere klædefabrik, der blev omdannet til pap- og papirfabrik 1893. I 1841 fik Clason lov til at kalde stedet Clasonsborg – efter sig selv. Beskedenhed var ingen dyd i de dage.

Clason lod den lille Karstoft Å stemme op, så han fik vandkraft til at trække maskinerne og vand til den egentlige produktion. Ingen anede dengang, at nogle af Skjernå-laksens vigtige gydepladser lå netop her. Eller kerede sig om det.

I 1845 havde fabrikken 86 og i 1846 139 beskæftigede. Det svarede til en fjerdedel af sognets indbyggere, og Clason var derfor en vigtig mand i det vestjyske. I 1863 arbejdede 70 mand i døgndrift med fremstilling af klæde til den danske hærs uniformer. I 1893 blev fabrikskomplekset overtaget af en Janus Schmidt, som omdannede Clasonsborg til en papirvarefabrik, der fungerede indtil 1913.

Omkring 1920 blev de oprindelige fabriksbygninger revet ned, og avlsgården frasolgtes 1962. Den trefløjede hovedbygning i parken i nyklassicistisk stil er tegnet af Århus-arkitekten Axel Høeg-Hansen og opført 1918-19 for Frederik Lausen, som var direktør for Aarhus Oliefabrik. Den genopførtes efter en brand i 1927.

op_06_51656

Skjernå-laksens genfødsel

Frederik Lausen testamenterede Clasonsborgs hovedbygning til en forening eller institution med kulturelt eller samfundsmæssigt sigte. Men efter flere forgæves forsøg på et etablere sig i hovedbygningen måtte forskellige interessenter give op, og bygningen blev solgt til nedrivning.

Ejendommen blev købt af Danmarks Lærerforening i 1962.

I mange år efter reguleringen af Skjernå troede man, at åens berømte laksestamme var uddød. Den, som havde leveret rekordlaksen på 26,5 kg til tobakshandler Dinesen fra København. Helt tilfældigt stødte biologer fra Ringkøbing Amt under elfiskeri ind i nogle små fisk, som ikke lignede de sædvanlige ørreder.

En nærmere undersøgelse godtgjorde, at der var tale om ægte laks. Moderne DNA-undersøgelser, som netop havde set dagens lys i de dage, bekræftede senere, at der sågar var tale om ægte vildlaks af den oprindelige vestjyske stamme. De var født og opvokset i den allernederste del af Karstoft Å, som først var stemmet op ved Clasonsborg / Skarrildhus.

Denne opdagelse satte skub i den statslige laksehandlingsplan, som har været en kæmpesucces. I dag regner man således med, at der hvert år går flere tusinde laks op i Skjern Å.

International opmærksomhed

Skjern Å-projektet har således skabt opmærksomhed langt udenfor Danmarks grænser. Senest har et hold forskere og naturforvaltere fra Japan været på besøg for at studere projektet.

Tillige har lokalsamfundet fået nye indtægter i form af øget turisme. Mange tusinde turister fra ind- og udland årligt besøger årligt naturområdet og gør brug af egnens handelsmuligheder og overnatningsfaciliteter.

© 2007 Steen Ulnits

skjernaa_laks