“Havet er som en ager…”
“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”
Fiskeskipper Christian Venø
Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978
Sådan tænkte fiskerne tilbage i 1978, hvor der stadig var fisk at fange.
Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde.
I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande.
Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over.
Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.
Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.
Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året.
Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?
Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.
Læs mere om baggrunden for denne udvikling herunder:
⌘ Kvoter, kroner, konger og koner ⌘
I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.
Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.
Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder.
Men tilbage kom fiskene altid.
Fødevareminister trækker tæppet væk
Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.
I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.
Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker.
De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.
Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig.
Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd.
Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.
Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.
En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kan, kunne, vil eller ville forstå inde på Christiansborg. Den forståelse eller indsigt var der nemlig ingen penge i.
Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.
En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.
Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til.
Og da er havet dødt.
“Regimeskiftet”
Under normale omstændigheder – uden ødelæggende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet.
Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.
Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.
Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op.
Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt.
Kort sagt: Bunden mudrer til.
Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.
Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.
Men efter et iltsvind er der ingen større dyr tilbage. Og uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem sker der ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale.
Kun en ophobning af mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.
Kun bakterierne er tilbage
Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden.
Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. Ingen større dyr til at varetage den fuldstændige nedbrydning og selv udgøre føde for endnu større dyr.
Bakterierne vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger.
Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Det kvælstof, som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og fuldstændig stofomsætning.
Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.
Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt.
Dette tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.
Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op.
Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende, men nok det allerstørste problem. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.
Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.
Slutresultatet er ørkener af bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.
Der er sket et “regimeskifte”, som man kalder denne den sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder.
Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.
Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.
©️ 2025 Steen Ulnits
Del denne artikel: