Det netop overståede Folketingsvalg fokuserede i høj grad på det storforurenende fiskeopdræt, som finder sted i de indre danske farvande. Og som regeringen med lov L111 samt L169 sågar ville øge udbredelsen af.
Venstres vilde vækstdrømme er fostret af det gigantiske norske lakseopdræt og dets astronomiske indtjening. Planerne er ganske vist søsat af Socialdemokratiet i 2014, men skamredet af Venstre og deres liberale venner i 2016.
Det netop overståede Folketingsvalg satte også et endog meget stort spørgsmålstegn ved begrebet eller snarere fænomenet “økologiske” ørreder. – For hvad økologisk kan der lige være ved at tilføre havmiljøet yderligere store mængder skadelig kvælstof og fosfor? Til et i forvejen nødlidende Kattegat og Bælthav, der allerede gisper efter vejret?
Svaret blæser mere i vinden nu end før Folketingsvalget. For under valget blev der samtidig og for alvor sat spørgstegn ved, hvad en økologisk opdrætsfisk egentlig er. Hvad den ikke er. Og hvad den bestemt ikke må være.
Valgkampen satte fokus på, at det ellers så grønne Alternativ pludselig meldte ud, at man opstillede ejeren af Bisserup Havbrug, Lars Birger Nielsen, som partiets folketingskandidat. Det kom som et chok for mange, der bestemt ikke kunne se deres parti vælge side med et stærkt forurenende erhverv.
Økologisk forurening
Argumentationen for at opstille en storforurenende havbruger som Alternativ kandidat var angiveligt, at netop Bisserup Havbrug er økologisk – endda landets første af slagsen.
Det lød jo fint og godt, men det holdt desværre ikke til en nærmere undersøgelse. Den evigt og ivrigt gravende miljøkanin Katrine fra Endelave stødte nemlig på sagsakter, som dokumenterede flere “uregelmæssigheder” i driften hos det “økologiske” Bisserup Havbrug.
For det første bruger Bisserup Havbrug ikke hele sin egen forureningskvote til økologisk produktion. Langt størsteparten sælges videres til naboen, det japansk ejede Musholm Havbrug, som tidligere og af de lokale miljømyndigheder har fået prædikatet “Storebælts største enkeltforurener”. Musholm er da også blandt ansøgerne om de nye tilladelser til fiskeopdræt og forurening ud for Djurslands kyster.
For det andet viser det sig, at Bisserup Havbrug har modtaget fisk fra et malakitgrønt-forurenet dambrug i Jylland – til afgiftning. Malakitgrønt er potentielt kræftfremkaldende og har derfor været forbudt i hele EU siden 1990. Alligevel dukker det af og til op igen – nu seneste altså i fisk overført til Bisserup Havbrug. Havbrugejer Nielsen glemte imidlertid helt at indberette denne “tvangs-økologisering” til myndighederne.
For det tredje viser aktindsigterne, at Bisserup Fisk har søgt om del i den kvælstofpulje til øget forurening – L169 også kaldet – som regeringen også har vedtaget for at hjælpe branchen gennem kommende miljøgodkendelser. Fremover vil Bisserup således kunne tilføre det i forvejen hårdt belastede Smålandsfarvand næsten 1 tons kvælstof ekstra om året. Knap 9 tons mod nu kun 8.
#ExitPoll
Alternativets miljøpolitiske ordfører Christian Poll forsvarede ellers længe og ihærdigt opstillingen af netop havbrugsejer Hans Birger Nielsen som partiets kandidat, men uden held. Måske fordi han foregav at være økologisk.
Havbruger Nielsen fra Bisserup Fisk kom ikke ind på tinge. Og MF Christian Poll selv røg sågar helt ud efter valget. Så det skulle han og partiet nok ikke have gjort. Opstillet en storforurenende havbruger til Folketinget, hvis man gerne vil være et grønt parti. “ExitPoll” døbte de altid vittige medier straks sagen, der naturligvis også fik sit eget hashtag: #exitpoll.
Men Bisserup Fisk er et godt eksempel på den problemstilling, som fiskeopdrættet befinder sig i.
Manglende kontrol
Fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) iværksatte for nylig en gennemgribende undersøgelse af forholdene i dansk akvakultur – med fokus på havbrugene, som kun undtagelsesvis udsættes for kontrol. Hvor myndighederne forlader sig på selvkontrol, når havbrugerne skal oplyse om deres produktion og foderforbrug.
Problemet med havbrug langt til havs er det simple, at man som myndighed ikke bare lige tager på kontrolbesøg. Uanmeldt kan det aldrig blive, da man jo er kortere eller længere tid undervejs i båd og dermed uhyre synlig.
Regelmæssigt bliver det heller ikke, da myndighederne dels ofte ikke råder over fartøjer til uanmeldte kontrolbesøg – ejheller faguddannede medarbejdere, som har forstand på og derfor er i stand til at gennemskue, hvad der egentlig foregår i dambrug og havbrug. Det kan nemlig være ganske svært.
– Hvor mange fisk???
Sådanne medarbejdere skal kunne danne sig et kvalificeret indtryk af, hvor mange fisk der egentlig er i de landfaste damme og flydende netbure – hvor store fiskene er, og hvor de egentlig kommer fra.
De skal også kunne vurdere, om det oplyste og fundne foder nu også er det samme – om det svarer til fiskenes størrelse og antal.
Endelig skal de kontrollere, om såkaldt “økologiske” fisk nu også fodres med økologisk foder, der eksempelvis ikke må indeholde genmodificerede bestanddele – eksempelvis GMO soya, som i stigende grad anvendes i konventionelt fiskefoder.
Læs gerne mere herom i artiklen “Den Store Løgn“. Her kan man læse om, hvordan foder til fiskeopdræt har ændret sig med tiden – og ikke altid til det bedre.
Opstrøms og nedstrøms
Der er i det hele taget på det seneste sået stor tvivl om det danske fiskeopdræts troværdighed.
Fiskehandler Clausen på Aarhus Havn har til medierne beklaget sig over, at han ikke kan eller må levere økologiske fisk til den lokale og årlige Northside musikfestival, der ellers på forbilledlig vis kun sælger økologisk mad og drikke.
Den gode fiskehandler må helt enkelt ikke sælge friske fisk fra Nordsøen som “økologiske”. Det må kun dambrugere og havbrugere, som har fået tildelt det eftertragtede røde økomærke fra Fødevarestyrelsen. For eksempel de tidligere forgiftede og nu forhåbentlig afgiftede ørreder fra Bisserup Fisk.
Kun fiskeopdrættets certificerede (!) og statskontrollerede (?) nu yderst tvivlsomme produkter må sælges som “økologiske”. Naturens egne må ikke, selv om de som oftest er langt de sundeste.
Det er ikke økologisk. Det er dybt ulogisk. Og det underminerer hele den økologiske tanke og tilliden til økomærket. – For hvad skal der snart til for ikke at kunne sætte det eftertragtede røde mærke på sine produkter?
Økologiske bier
Da jeg i sin tid var forstander på Den Internationale Højskole på Kalø, havde vi et antal bistader stående, som producerede økologisk honning. Da Kalø dels ligger inde i Nationalpark Mols Bjerge og dels er omgivet af industrilandbrug – må det være vanskeligt for en lille bi at skelne økologiske marker fra giftsprøjtede.
Jeg gjorde det derfor til en vane hver dag i sommerhalvåret at tage en runde omkring bistaderne, stoppe op og og addressere de myreflittige bier: – Nu husker I at holde jer til de økologiske blomster og kun dem! Aldrig hørte eller så jeg nogen bi, der ikke overholdt spillereglerne.
Det beroede på gensidig tillid – og så det heldige faktum, at der ikke var penge mellem os…
Men helt så godt går det desværre ikke under vandet, når der produceres fisk. Vi har desværre allerede set de første eksempler på omgåelse af reglerne.
Den økologiske mærkning af opdrættede fisk startede naturligt nok i de ferske dambrug langs de danske åer. Primært beliggende i Jylland, hvor vi har opdrættet importerede regnbueørreder (som vi for øvrigt i dag ved er stillehavslaks og ikke ørreder) i omkring 125 år.
Siden 2005 har det været muligt at købe økologiske fisk fra ferskvandsdambrug, og i 2010 blev det første danske havbrug omlagt til økologisk produktion.
I 2014 var der i alt 177 danske dambrug tilbage – mod næsten 500, da de var flest. I 2016 var der registreret ni ferskvandsdambrug, to havbrug og et krebsebrug, som var omlagt til økologisk produktion. I alt var der registreret 24 økologiske opdrætsanlæg i 2016.
§11: Manglende økologik
Men hvad kræves der egentlig for at kunne markedsføre sine fisk som “økologiske”? Skræmmende lidt, viser det sig. Det er i regelen mere økologi af navn end af gavn.
I de ferske strømvande siger reglerne, at et økologisk godkendt dambrug ikke må ligge nærmere et konventionelt dambrug end en opstrøms afstand på 500 meter. Og det uanset at fiskene her uundgåeligt får masser af antibiotika tilført med strømmen – uden nogen mulighed for at undgå det.
Det siger §11 Stk. 1 om “Økologisk og ikke-økologisk akvakulturproduktion”. Kun hvis de økologiske damme ligger opstrøms konventionelle dambrug, giver dette mening i et økologisk perspektiv.
I salte havbrug siger §11 Stk. 2 tilsvarende, at økologiske netbure skal ligge mindst 500 meter fra vandudledning fra konventionelle ikke-økologiske havbrugs vandudledning. Hvad det så end betyder. Vind og strøm sørger jo for, at strømmen konstant skifter de fleste steder i de indre danske farvande – mere eller mindre regelmæssigt.
§11 Stk. 3 formaner om, at vandindtag til indpumpningsanlæg skal ske i en afstand af mindst 500 meter fra vandudledning fra konventionelle akvakulturbrug. Altså igen de magiske 500 meter, der skal kunne økologisere produktionen.
Intet af ovenstående giver megen økologisk mening. Men til gengæld rigtig god mening rent økonomisk. For det må jo ikke koste at producere økologisk. Det skal kun kunne ses på indtjeningen. Og hvis alle andre muligheder måtte være udtømte, så har de økologiske fiskeopdrættere altid gummiparagraf §11 Stk. 4 at falde tilbage på:
“Fødevarestyrelsen kan fravige kravene i stk. 1-3, såfremt styrelsen forelægges tilfredsstillende dokumentation for, at kravene til den økologiske produktionsmetode overholdes.”
Økologisk fiskeopdræt er ikke medicinfrit, som mange ellers automatisk tror, når de ser det røde Ø-mærke. Reglerne siger, at fiskene højst må behandles med medicin én gang i livet. Bemærk, at der ikke står én gang om året. Typisk går der jo mindst et par år, før en opdrætsørred havner på middagsbordet hos forbrugeren.
Reglerne siger også, at den såkaldte “tilbageholdelsestid” efter medicinering vil være den dobbelte af, hvad der gælder konventionelle fiskeopdræt. Af samme årsag stilles der krav til obligatorisk sygdomsforebyggelse i form af vaccination af fiskene mod specifikke sygdomme – samt veterinær rådgivning i opdrætsperioden.
Kunstige farvestoffer
Ude i naturen lever laksefisk for en større eller mindre dels vedkommende af krebsdyr, hvis naturlige farvestoffer optages i fiskenes kød og giver det den karakteristiske lakserøde farve. Æder fiskene ingen krebsdyr, forbliver deres kød hvidt eller gråligt.
Forbrugerne forventer naturligt, at kødet hos laks og ørreder er rødt. Men da fiskene i dambrug og havbrug ikke æder naturlige krebsdyr som rejer og tanglopper, må farven tilføres ad kunstig vej.
Tidligere brugte man naturlige og overskydende rejeskaller fra produktionen af pillede rejer, men med dagens målestok for fiskeopdræt er dette ikke længere realistisk. I dag sker farvningen derfor ad kemisk vej. Og man kan bestille sine fisk i hvilken som helst nuance af rødt – man vælger blot ud fra et farvekort, som foderproducenterne leverer.
“Astaxanthin” er navnet på det caroten-lignende stof, som tilsættes foderet for at give fiskekødet dets delikate røde farve. Det kan fremstilles syntetisk og tilsættes foderet i den rette dosis, så de opdrættede fisk får den ønskede kødfarve.
Foderet
Herudover stilles der specielle krav til foderet, hvis der opdrættes økologiske fisk. Det må således ikke indeholde komponenter fra genmodificerede afgrøder – eksempelvis GMO-soya og GMO-majs, der i vidt omfang bruges til foderproduktion, når der gælder opdræt af fjerkræ, svin og laksefisk.
For myndighederne er det imidlertid uhyre vanskeligt at kontrollere, om der nu anvendes det lovbefalede foder til produktion af økologiske fisk. Opdrættet foregår ofte langt til havs, og der skal som nævnt kun være 500 meters afstand mellem økologiske og konventionelle netbure. Da kan der let komme konventionelt foder over i de økologiske netbure. Og strømretningen er man jo heller ikke herre over.
Kontrol er dermed i praksis umuligt. Man skal helt ned i regnskaberne for at se, om tallene stemmer. Endnu en grund til at få fiskeopdrættet op på land, hvor det kan kontrolleres. Og hvor forureningen kan begrænses.
©️ 2019 Steen Ulnits
Del denne artikel: