Danmark er et ganske lille land med meget lidt eller ingen oprindelig natur tilbage. Danmark er samtidig ganske tæt befolket – i hvert fald sammenlignet med vore nordiske broderlande.
Det siger derfor sig selv, at resterne af den danske natur er meget sårbare. Dels er der ikke for meget tilbage – dels er den danske natur ikke gjort af samme robuste stof som hos vore naboer i nord. Et fladt lavland med muldjord er helt naturligt langt mere sårbart over for nedslidning end et robust klippelandskab.
Der er således nogle helt klare grænser for, hvor megen fysisk belastning den danske natur kan tåle. Det kan de fleste forstå. Det er derimod meget vanskeligt at fordele de til rådighed stående goder retfærdigt.
– Er der eksempelvis brugergrupper, som har mere ret til naturen end andre? – Skal erhvervsinteresser komme forud for de rekreative? – Skal flest mulige mennesker have adgang til naturen? – Eller skal den være forbeholdt en lille veluddannet elite, som har dokumenteret forstand på den?
Der er således rigeligt med spørgsmål at tage stilling til for de ansvarlige myndigheder.
Det viser sig i denne forbindelse, at opståede konflikter mellem forskellige brugergrupper meget ofte er af ideologisk end rent praktisk karakter.
Dette har med de forskellige brugeres forskelligartede natursyn at gøre. Undersøger man nemlig en befolkning som den danske, vil man se to ting: At der findes flere slags divergerende syn på naturen og brugen af den. Samt at disse natursyn meget ofte er tæt knyttet til bestente befolkningsgrupper – endda på tværs af mere specifikke interesseområder.
Livsformerne
Befolkningens natursyn er naturligvis langt mere nuanceret end nedenfor beskrevet, men man kan alligevel godt generalisere og opdele den i følgende grupper eller livsformer med hver deres karakteristiske natursyn:
Allerførst er der den selvstændige livsform, der mest af alt ser naturen som et produktionsredskab. Som noget, man kan bruge direkte eller høste af. Til denne livsform hører gamle tiders jægere og fiskere samt nutidens landbrugere, fiskeopdrættere og erhvervsfiskere. Kano- og bådudlejere hører ligeledes til her.
Det er ofte mennesker, for hvem arbejdet er hele deres liv. Som bor på eller nær arbejdspladsen, og for hvem fritid og arbejdstid meget ofte flyder sammen.
Dernæst har vi fabriksarbejderen, hvis livsform ikke stiller de store krav til naturen. Den skal være der, jo, men den behøver ikke være vild og uberørt. Faktisk trives denne livsform ofte bedst, hvis han eller hun er ude i naturen sammen med ligesindede – gerne kolleger fra fabrikken eller naboer fra boligblokken eller parcelhuskvarteret.
Denne gruppe mennesker stiller ikke så store krav til deres fritid, som gerne tilbringes i kolonihaven, på campingpladsen, i sommerhuset eller på badestranden – altsammen i selskab med andre mennesker. Charterrejser til Mallorca eller lignende destinationer er en anden yndet fritidsbeskæftigelse for denne gruppe.
Naturens betydning
Den tredje livsform kaldes med et fint ord ofte den humanrelaterede. Det er typisk mennesker såsom lærere, pædagoger og psykologer, for hvem det sociale aspekt også er vigtigt.
Denne gruppe mennesker har et natursyn, der på mange måder minder om gamle tiders romaniske opfattelse af naturen. Man holder af at være alene i en storslået og uberørt natur, og man er meget miljøbevidst. Som forbruger er man meget bevidst om de produkter, man køber, og deres eventuelle skadevirkning på naturen.
Danmarks Lærerforening er et godt eksempel på denne gruppe og dens natursyn. Det er således ingen tilfældighed, at foreningen har købt en række smukke og velbeliggende ejendomme og sat dem i stand som “Sinatur” hoteller for naturelskere. Det er heller ingen tilfældighed, at man i videst mulig udstrækning bruger økologiske madvarer på restauranterne her.
Den fjerde og sidste gruppe har en såkaldt karrierebundet livsform. Det er ofte højt uddannede mennesker, hvis arbejde i modsætning til den selvstændige og fabriksarbejderens manuelle foregår på det åndelige plan.
Det er typisk folk, som stiller store krav til tilværelsen, og som hele tiden søger det bedste. Det er en gruppe, som holder af at rejse, men man finder dem ikke i charterflyet på vej til Mallorca. I stedet lokkes de af mere eksotiske ting som eksempelvis en trekkingtur til Tibet eller en sørejse til Galapagos.
De karrierebundne mennesker har et natursyn, som ligger meget tæt op af det gamle borgerskabs romantiske opfattelse af naturen. Man stiller store krav til fritiden, som helst tilbringes i storslået og uberørt natur. Her fordyber man sig gerne i naturens mysterier eller filosoferer over meningen med livet.
Man går gerne i direkte clinch med naturen. Måske pürscher man sig ind på kronhjorten i det skotske højland, eller man søger at overliste storlaksen i de rivende norske elve. Eller man dyster med vind og bølger i sin sejlbåd.
Den karrierebundne livsform udgør et klart mindretal i den danske befolkning, men den har gennem tiderne haft stor magt. Den udgør en veluddannet elite af advokater, læger og videnskabsfolk, som i mange tilfælde har sat sig på vigtige poster i samfundet, som netop kræver en høj uddannelse.
Mindretallets diktatur
Herfra administrerer disse mennesker i vid udstrækning samfundet og naturen på en måde, der langt fra altid harmonerer med den jævne befolknings ønsker.
På minussiden står naturligvis, at resultatet ikke bliver en demokratisk besluttet forvaltning af naturen, men en elitær. På plussiden står tilsvarende, at naturen på denne måde bliver langt mere skånsomt behandlet, end hvis man blot lod stå til og lod den selvstændige livsform herske.
Københavneri…
Et godt eksempel er restaureringen af Skjern Å. Her følte mange borgere i Vestjylland, at der var uendelig langt til Christiansborg, hvor beslutningerne om tilbageføringen af åen til det gamle og slyngede forløb jo blev taget. De fandt det helt urimeligt, at et fåtal “københavnere” i datidens Miljøstyrelse skulle bestemme over miljøet i Vestjylland.
På samme måde blev Folketingets beslutning om at tillade etablering af flere forurenende havbrug i det i forvejen stærkt belastede Kattegat modtaget med stor folkelig skepsis. De nye havbrug skulle nemlig ligge ud for Djurslands smukke kyster, hvor man er afhængig af rent vand til en lukrativ kystturisme.
Dette til trods for et massivt lokalt flertal imod de nye havbrug.
Mindretallets diktatur havde talt endnu en gang.
Folkestyrets fallit vil mange sige.
© 2017 Steen Ulnits
Efterskrift:
Ikke blot hersker der ofte store interessekonflikter i et lille land som Danmark. Der kan også herske store interessekonflikter inde i det enkelte menneske, der ikke altid lader sig rubricere i én bestemt af ovennævnte kategorier. Som har lidt af de forskellige i sig.
Tag som et konkret eksempel den selvstændige havbruger, som igennem en årrække har tjent store penge på at opdrætte fisk til eksport og forurene havvandet massivt i den samme periode. På at ødelægge vandmiljøet og skade fiskebestandene med regelmæssige udslip af tamfisk. Som den største enkeltforurener af Storebælt.
Det er der intet usædvanligt i. Skismaet opstår, når havbrugeren så efterfølgende sælger sit fiskeopdræt til udlandet – til Japan – og tjener mange millioner på det.
Pengene, som jo er tjent på forurening af det lokale vandmiljø, bruger han blandt meget andet på at opsøge vilde og uberørte steder med smuk natur og rent vand. Her fisker han så efter vilde laks til skyhøje priser, som han jo nu har råd til at betale – som vandmiljøet har måttet lægge ryg til.
Den slags mennesker kan det være meget svært at tage alvorligt. Og aldeles umuligt at respektere.
De er parasitter og hyklere for Vorherre.
Del denne artikel: