De er overalt. Og de kan være en plage. Men fuglene og fiskene elsker dem, for de lever af dem. – Men hvordan lærer vi andre at holde dem på afstand?
Myg er ikke til at spøge med. Nogle af dem er blot irriterende, mens andre kan være decideret livsfarlige. Til de sidste hører naturligvis malariamyggen, som vi heldigvis ikke har herhjemme – endnu…
Vi lystfiskere har det med at færdes på tider og steder, hvor der er mange myg, og vi må derfor lære at beskytte os bedst muligt mod de irriterende små, blodsugende insekter. Ellers ødelægger de bare fisketuren for os og sender os bandende og kløende hjem.
Men myg er ikke bare myg. Der er mange forskellige af slagsen, og de opfører sig meget forskelligt. Som man altid belærer hinanden og andre om inden for militæret, så gælder det om at vide så meget som muligt om fjenden. Så kan man bedst muligt lægge en strategi til bekæmpelse og tilintetgørelse af ham!
Myggearter
Alle myg tilhører ordenen Diptera, hvilket blot indikerer, at de har to vinger – ikke fire. Men her ophører så lighederne. Ud fra et praktisk fiskemæssigt synspunkt kan vore myg deles op i tre vidt forskellige grupper:
Stikmyg
Stikmyggene er dem, de fleste forbinder med ordet “myg”. De findes overalt, ude som hjemme, indendøre og udendørs. Det er kun hunnerne, som stikker. De skal nemlig suge blod for at kunne lægge æg og videreføre slægten. Heldigvis summer de hørbart, hvilket afslører deres tilstedeværelse – om natten, i teltet eller soveværelset…
Når myggen stikker, sprøjter den via sin brod en antikoagulant ind i såret, hvilket meget praktisk hindrer blodet i at størkne under transmissionen! Det er imidlertid selvsamme antikoagulant, som efterfølgende medfører kløe, irritation og opsvulmning af stikket.
De fleste forskere er da også enige i, at man gør bedst i at lade myggen sidde og suge færdig. Rationalet er, at de så også suger en stor del af antikoagulanten med tilbage – effterladende offeret med mindre kløe. De fleste af os lader imidlertid hånt om dette og nyder i stedet den primitive tilfredsstillelse det er, at klaske en blodfyldt myg midt i akten…
Det er veldokumenteret, at nogle mennesker tiltrækker flere myg end andre. Det har helt enkelt noget med deres medfødte kropslugt at gøre. Det er ligeledes veldokumenteret, at myggene tiltrækkes af CO2 i udåndingsluften og lugten af sved. Jo mere man puster og sveder, desto mere attraktiv bliver man – i hvert fald set med myggeøjne…
Mange har dog – i lighed med undertegnede – på egen krop oplevet, at ikke kun sure tæer og armsved tiltrækker stikmyggene. Det gør også en helt nyvasket krop indsmurt i dejlig creme…
Måske skyldes det ikke cremen, men den simple kendsgerning, at man jo også har vasket al den gamle myggeolie af?
Til stikmyggene hører den frygtede malariamyg, som overfører sygdommen af samme navn. Den kendes let fra almindelige myg på kropsstillingen, som er 45 grader i forhold til underlaget. Almindelige myg hviler horisontalt. Malariamyggen er ganske almindelig også i Danmark, men her lever den farlige malariaparasit heldigvis ikke. Den hører troperne og subroperne til.
Det anslås, at omkring en halv milliard mennesker hvert år smittes med malaria – op mod 3 millioner med dødelig udgang…
Kvægmyg
Kvægmyggene stikker ikke, men de kan alligevel ofte være mere irriterende end stikmyggene. De bider nemlig til – hårdt. Så hårdt, at offeret bløder efter biddet. Derfor bliver der i regelen en lille rød plet, når kvægmyggen har været der, og biddet klør på end anden måde et et stik.
Kvægmyggen har fået sit danske navn, fordi den i gamle dage var et stort problem for danske kvægavlere. De havde deres kvæg gående på græs – ofte i fugtige enge nær vandløb, hvor kvægmyggene lever i store mængder. Faktisk i så stort antal, at de under store klækninger – mest i maj – kunne tømme enkelte kreaturer for så meget blod, at de døde af det!
Kvægmyggen er ganske lille – nogle få millimeter – men den er altså ikke til at spøge med. Den er næsten endnu mere irriterende og besværlig end stikmyggene, som altid kan holdes på afstand med myggenet. Det er langt sværere med kvægmyggene, som altid finder ind gennem åbninger i tøjet. Det være sig halsåbningen i skjorten, ærmegab eller bukseben. Helt ned i bukserne kan de små sataner sågar komme, hvis man ikke har lukket ordentligt til!
Et andet problem med kvægmyggene er, at de ikke er nær så modtagelige over for myggeolie, som stikmyggene er. De er samtidig utroligt hårdføre og lader sig ikke sætte ud af spillet med blot et kærligt klem. De skal kvases helt. De hedder ikke “buffalo gnats” for ingenting på engelsk, hvilket dog primært hentyder til deres pukkelryggede kropsform.
I vore nordiske nabolande er kvægmyggene bedre kendt under betegnelsen “knott”.
Dansemyg
Men ikke alle myg er heldigvis farlige eller irriterende. Dette gælder således de talstærkt forekommende dansemyg, som ikke stikker overhovedet. – Alt hvad de ville var at danse, som TV2 synger i let omskrevet form, og sådan er det med dansemyg – som Sebastian ligeledes let omskrevet udtrykker det.
Dansemyg er akvatiske isekter, som lever på eller i bunden af søer og damme, inden de forpupper sig og stiger til overfladen for at klækkes. Det sker morgen og aften og typisk i så store mængder, at fisk og fugle kun kan æde en lille brøkdel. De vingede insekter samler sig siden i massive flokke, som danser over buske og træer i sværme så store og tætte, at det grangiveligt ligner røgskyer!
Dansemyggene kendes let fra de øvrige myg på deres fjerformede antenner, som da også har givet dem deres svenske navn: Fjädermygg!
Myggemidler
Allerførst en statistisk kendsgerning, som jeg personligt har dokumenteret adskillige gange – i Lapland, på Grønland og i Alaska: Langt de fleste mygstik får man den allerførste dag. Herefter lærer man langsomt lektien og bliver til sidst helt god til at gardere sig. Men altså for sent. Stikkene er der, og de klør som ind i helvede…
Det mest almindelige middel mod myg er olie eller spray. Der er megen hokuspokus bag de midler, som findes på markedet. Lokalt har man udviklet midler, som ofte baserer sig på beg eller tjære. Videnskaben har dog for længst identificeret ét ganske bestemt stof, som myggene ikke kan lide: N,N-Diethyl-meta-toluamid, i regelen forkortet DEET.
DEET er suverænt det mest effektive mygemiddel – flere gange mere effektivt end konkurrerende stoffer. Det har været brugt i USA i et halvt århundrede – ikke mindst af militæret, som jo skal kunne indsættes og overleve i myggeinficerede sumpe verden over. Men af en eller anden grund er DEET ikke tilladt i Danmark, hvor vi må nøjes med langt mindre effektive midler.
De fleste køber derfor straks et solidt lager af DEET, når de kommer til lande, hvor det fås i håndkøb – eksempelvis vort naboland Sverige. Det er typisk steder, hvor myggeplagen er markant, og hvor alle andre midler helt enkelt kommer til kort. Om det så skal være olie eller spray er en smagssag.
Mest effektive er midler som “Jungle Oil”, der næsten består af ren DEET. Med det frisk på huden er det ganske interessant at betragte incoming myg. De har allerede sænket landingsstellet og stukket snabelen frem, men trækker skyndsomst hjulene op igen ved touchdown. Det ser ud, som om de nærmest brændte fødderne… Ens egen hud har da heller ikke godt af det i længere tid.
Overalt i verden kan man købe myggemidler indeholdende DEET i større eller mindre mængde. Er behovet nemlig ikke stort nok, er det rart med lidt mindre DEET i olien. DEET har nemlig den uheldige egenskab, at det angriber, opløser og ødelægger mange plastmaterialer. Således også coatingen på selv de dyreste PVC flueliner. Det komplicerer jo brugen noget, når man er ude med fluestangen i eksempelvis Alaskas ødemarker…
Overdoser af C-14 vitamin kendes fra mange steder som et effektivt myggemiddel, men danske læger vil ikke anbefale det. Det indtages i pilleform i god tid før eksponeringen.
Myggenet
Kan en god dosis myggeolie ikke holde de mange myg på afstand – der kan være så mange, at man ikke kan koncentrere sig om andet end at baske myg – så skal der et myggenet til. Det fås i mange udformninger og tætheder. Jo tættere væv desto bedre beskyttelse. Desværre gælder det også, at jo tættere væv, desto varmere bliver nettet også…
Løsningen ligger derfor som altid et sted midt imellem. Det er ingen dårlig idé at imprægnere myggenettet med myggeolie, så det får dobbelt effekt. Enkelte myggenet fås med hul til piben, som så leverer røg, der ligeledes holder myggene på afstand. Enhver, der har siddet med rindende øjne i røgen fra et lejrbål, vil vide, at også myg har følelser. De holder sig i hvert fald væk fra røgsiden!
Amerikanske Fenwick har længe haft en fiskevest på programmet, som har indbygget myggenet, der altid er klar til brug. Det fylder ikke meget og er derfor en rigtig god idé. Slut med at glemme det derhjemme…
Mange hatte og kasketter fås ligeledes med indbygget myggenet, som blot rulles ned ved behov. Faktisk er myggenet uden en form for hatteskygge ikke meget bevendt. Skyggen holder nemlig nettet fri af ansigtet, så myggene ikke kan nå ind og stikke igennem det.
Myggenet kan sys til hele jakker, som er gode til varme dage, hvor man ikke kan holde ud at have meget tøj på for at beskytte sig mod myggene. Myggejakken imprægneres med myggeolie – jo mere DEET jo bedre – og er faktisk ganske effektiv til at holde især stikmyggene på behørig afstand. Kvægmyggene lader sig ikke sådan imponere…
I Alaska er det almindelig kendt, at det eneste rigtigt virksomme middel mod myggene, er tynde bomuldshandsker. De er tæt vævede, og dem kan myggene ikke komme igennem. Samtidig er de billige i indkøb.
Så: – Don’t leave home without them!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: