Muslinger er for alvor kommet i vælten her på det seneste. Der er tale om helt almindelige blåmuslinger, der imidlertid er blevet taget som gidsler af landbruget, Hedeselskabet og Blå Biomasse med flere, som til lejligheden har omdøbt de små blå muslinger til “miljø-muslinger”.
Landbruget har fået øje på muslingerne som det nye renseanlæg til vands, der skal spare dem for udgifter til lands. Som skal kompensere for mer-forureningen fra Landbrugspakken. Det er undervejs lykkedes branchen at sprede den misopfattelse, at muslinger kan rense vandet for alt det kvælstof, som landbruget løbende lukker ud i vandmiljøet.
Det kvælstof, der siden giver anledning til først algeblomst, siden iltsvind, bundvending og fiskedød.
“Jeg mener, at der er problemer med ilten i danske fjorde, og dér viser forskning, at det kan blive endnu værre, hvis du begynder at anlægge store eller mange muslingefarme.
Muslingerne renser vandet omkring dem, men koncentrerer næringsstofferne under dem i deres afføring. Det kan forværre iltindholdet lokalt og i yderste tilfælde dræbe bunden under muslingefarmen.”
Sofia Wikström, Stockholms Universitet
til Nordjyske
I midlertid viser moderne forskning fra udlandet, at det slet ikke forholder sig så enkelt og rosenrødt, som muslingefarmerne og landbruget præsenterer det. Miljø-muslinger forurener nemlig ganske meget, hvor farmene ligger. De fjerner (måske) netto kvælstof fra vandet, men de gør det fra et stort vandområde.
Miljø-muslinger koncentrerer populært sagt forureningen fra et meget stort vandområde på et meget lille areal under og omkring muslingefarmene. Her lider vandmiljøet uundgåeligt under påvirkningen ovenfra.
Tommelfingerregelen, hvis man altså ønsker den barske sandhed og ikke blot skønmaleriet, handler om de tre tredjedele:
Når der høstes ét ton kvælstof og fosfor med muslingerne – indsamlet fra et meget stort vandområde – ender et andet ton som forurening ret under muslingefarmen. Det er muslingernes egne fækalier, ekskrementer eller afføring.
Det tredje og sidste ton frigives til vandmassen efter en tur gennem muslingerne – nu som endnu mere bio-aktivt og tilgængeligt for yderligere algevækst. Det er derfor uhyre svært at regne den endelige kvælstoffjernelse ud. Om der overhovedet sker nogen.
Illustration fra
“Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea”
Nils Hedberg, Nils Kautsky m.fl – Stockholms Universitet 2018
Det præcise indbyrdes forhold mellem de tre tredjedele veksler fra sted til sted – med især saltholdigheden som den udslaggivende faktor. Ved lave saltholdigheder som i Østersøen kan den opfangede og høstede andel af næringsstoffer være helt nede på 25 % som vist herover. Med hele 45 % returneret i bio-tilgængelig form til vandmassen – efter en tur gennem muslingerne.
Skal der fjernes lige så meget kvælstof her som i mere salte områder, da skal farmene være tilsvarende større. Med tilsvarende større forurening. Der er i så fald meget lidt miljø i de muslinger.
Det store regnestykke kompliceres yderligere af, at de mange millioner eller milliarder af filtrerende muslinger udgør et fremmedelement i vandmiljøet.
Normalt lever der nemlig et begrænset antal muslinger på bunden, hvor de danner banker. Nu placerer man i stedet et kolossalt antal muslinger kunstigt hængende på snore eller net øverst oppe i vandmassen, hvor føden er lettere tilgængelig. Det er jo heroppe, algerne produceres.
Muslingerne filtrerer her så meget, at “miljø-muslingerne” i bogstaveligste forstand har kunnet spise maden ud af munden på deres vilde artsfæller ved bunden. Det har man eksempler på fra udlandet.
“Problemet er, at der ingen steder i Skandinavien er testet brugen af større muslingeanlæg til at fjerne næringsstoffer. Vi ved derfor ikke, hvilke konsekvenser der kan være ved muslingernes afføring, når anlæggene bliver af stor skala.
“Det er naivt at tro, at forsøg med små muslingefarme bare kan skaleres op, uden det får konsekvenser for miljøet.”
Sofia Wikström, Stockholms Universitet
til Nordjyske
Forureningen fra de mange muslinger tiltrækker søpunge som disse.
Muslinger kan også være kræsne. For eksempel er de ikke så glade for de små blågrønalger, vi ellers gerne ville af med, da de kan være giftige for andre organismer.
Muslinger vil langt hellere have de store dyreplanktonorganismer, der ellers skulle have spist de mindre alger og dermed holdt dem i skak. Hele balancen kan dermed forrykkes i negativ retning – med endnu flere alger og endnu mere uklart vand som resultat. Altså det stik modsatte af det ønskede og lovede.
Endelig er der det helt store og altoverskyggende problem, som alene burde være nok til at forbyde brugen af “miljø-muslinger” i hårdt belastede danske fjorde:
Den store forurening under og omkring muslingefarmene kan medføre iltsvind, som igen kan resultere i frigivelse af yderligere næringsstoffer, der ellers havde været låst i bunden – uden mulighed for optagelse i nye alger.
Disse kan nu fri gives til vandmassen – med yderligere opblomstring af alger som resultat. Ånden er nu ude af flasken, kunne man sige, og en ond cirkel er sat i gang.
Digterens Jeppe Aakjærs hjem og gravsted ved Skive Fjord. Der planlægges massive nye “Smartfarms” ret forude. En enkelt løsrevet og godt kamufleret muslingebøje har allerede sneget sig i land. – En mulig fortrop?
Klik herunder for det helt store Aakjærske panorama:
Da mange danske fjordområder permanent balancerer på randen af nye iltsvind, er dette en yderst reel risiko, der bør tages uhyre alvorligt. Men den risiko nedtones altid af muslingebranchen, der alligevel kun er ude efter de mange tilskudsmillioner fra diverse fonde. Disse uddeles forhåbentlig i den bedste hensigt – med desværre uden bare et minimum af viden om de faktiske forhold. Ren inkompetence. Forhåbentlig da.
Alligevel giver en ny rapport om “Marine virkemidler” grønt lys for flere “miljø-muslinger”. Den er udarbejdet af Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og Syddansk Universitet (SDU) med bidrag fra DHI Danmark og Limfjordsrådet.
Anbefalingen er blandt andet baseret på “modelsimuleringer” og på trods af manglende viden om væsentlige forhold som disse, der er nævnt i rapporten:
- “Virkemidlets klimaeffekter er endnu ikke undersøgt”
- “Effekten af muslingeopdræt på biodiversitet er ikke undersøgt”
- “Der mangler en kortlægning af risiko for prædation fra edderfugle”
- “Det er ikke undersøgt, hvor mange opdrætsanlæg et område kan bære”
Der tages således forbehold for en hel masse usikkerheder omkring væsentlige miljøspørgsmål vedrørende et udvidet muslingeopdræt. Alligevel lyder rapportens egen opsummering og anbefaling således:
“Opdræt af muslinger er det marine virkemiddel, der har mest omfattende dokumentation i danske farvande”.
“Opdræt af muslinger som virkemiddel er dokumenteret praktisk muligt med en høj sikkerhed og høj areal-specifik næringsstoffjernelse.”
Hvis det virkelig er tilfældet, ser det skidt ud med dansk forskning. Efter mere end tyve år med 3-cifrede milliontilskud til netop muslingeopdræt burde man som minimum have haft svar på de ovennævnte fire punkter.
Det er samtidig en kendsgerning, at en af DCE-rapportens hovedforfattere, Jens Kjerulf Petersen, har rigtig mange kasketter at holde styr på:
Han er således både professor ved DTU Aqua, leder af Dansk Skaldyr Center på Limfjordsøen Mors og direktør i Muslingestrømpe Nykøbing Aps., der sælger udstyr til muslingeopdræt.
Det var også Dansk Skaldyr Center, som præsenterede påstanden om en årlig produktion på 1.100 tons friske blåmuslinger fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. I de to år, hvor Dansk Skaldyr Center lejede anlægget, var det indberettede høsttal til Fiskeristyrelsen blot 162 tons.
Det er endog meget langt fra de 1.100 tons muslinger om året, som projektet MuMiHus angiver, og som Aarhus Universitet ofte referer til i rapporter. Senere aktindsigter kunne tilmed dokumentere registrerede høsttal på mindre end 5 % af de påståede 1.100 tons om året – i hele perioden 2004-2018.
Jens Kjerulf Petersen kan således næppe siges at være uvildig, når det gælder om at vurdere muslingeopdrættets fremtid. Han har om nogen klare økonomiske interesser i et fortsat og udvidet opdræt. Som medforfatter i rapporten til miljøminister Lea Wermelin har han samtidig sin bror Lars Kjerulf Petersen fra Aarhus Universitet.
– Vi sidder forhåbentlig ikke med en ny sammenspist “oksekødsrapport”, denne gang blot om muslinger, hvor konklusionen var givet på forhånd?
For at sikre fortsatte og fremtidige tilskudsmillioner?
Lokale kunstnere har allerede ytret deres mishag mod “miljø-muslingernes” hærgen. Længst oppe er det Richard Horsebøg Nybo fra Skive. Herunder Niels Willum fra Djursland.
Linemuslinger og Smartfarms
Afslutningsvis skal det nævnes, at der grundlæggende findes to former for muslingeopdræt i danske farvande.
Begge forurener de, men de såkaldte “miljø-muslinger” kan ikke bruges som menneskeføde. Det er de for små og tyndskallede til. I stedet kan de bruges til svinefoder. De dyrkes på store “Smartfarms”, hvor der ligger op til 50 km store og flydende plastrør, hvorunder muslingerne hænger.
Muslinger til konsum dyrkes derimod som linemuslinger under flydende bøjer. De står ude vinteren over, da de ellers ikke når at vokse sig store nok til konsum. De små “miljø-muslinger” overvintrer ikke, men høstes løbende og maskinelt, inden de bliver til først muslingemel og siden dyrefoder.
© 2020 Steen Ulnits
Se også artiklen om
efter en aktindsigt om Mariager Fjord
Del denne artikel: