Bogen om “Skjulte Penge”
2020 har for alvor stået i minkens tegn – på den negative måde. Danske minkfarme viste sig at være det rene slaraffenland for nye mutationer af den Corona-virus, der har hærget det meste af verden i løbet af året og kostet flere end 2 millioner menneskeliv.
Jeg har herunder samlet en række relevante notitser om mink, som er sakset fra årets “Aktuelt” her på www.ulnits.dk. De kommer i kronologisk rækkefølge med de ældste først og de nyeste sidst. Med en konkluderende kommentar allersidst:
Minken har rødder langt tilbage i dansk politik. Således anmeldte Dagbladet Information tilbage i 2016 en bog skrevet af de politiske journalister Chris Kjær Jessen fra Berlingske og Carl Emil Arnfred fra Jyllands-Posten. “Skjulte Penge” er den ganske rammende titel på bogen, der samme år blev indstillet til Cavling-prisen for dybdeborende journalistik.
De to journalister havde gravet dybt for at finde ud af, hvordan man som virksomhed køber sig til politisk indflydelse – uden at blive registreret for det. Uden at vælgerne kan se det. Og hvordan mange politikere gerne lader sig købe til en velvillig indstilling til de selvsamme virksomheder.
I disse Corona-tider er det hyperaktuelt, at forfatterparret satte fokus på kooperativet Kopenhagen Fur, der netop repræsenterer den nu Corona-ramte minkavlerbranche. Samt de meget tætte relationer til dansk landbrug generelt og Socialdemokratiet specielt. Et lille uddrag fra bogen:
“Landbrugets flirt med Liberal Alliance vakte ifølge bogen så stor bekymring i Venstre-toppen, at de sammen med De Konservative og Dansk Folkeparti gik til valg på en række initiativer i en såkaldt 16-punktsplan. Landbruget skulle have lov til at bruge mere gødning, randzonerne skulle fjernes, og der skulle tillades flere dyreenheder per hektar jord.
16-punktsplanen hittede blandt landmændene, og Eva Kjer Hansen endte efter eget udsagn »med at have 42 store bannere med sit kontrafej hængende på halmballer hos omtrent 22 landmænd i Sønderjylland.”
Citat slut. Bogen “Skjulte penge” af Carl Emil Arnfred & Chris Kjær Jessen fås som e-bog hos Saxo.com og iTunes Store.
Sådan sikrer man sig popularitet blandt sine vælgere. Eva Kjer Hansen (V) lod sig endda ordret diktere af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som egenhændigt udformede Landbrugspakken. Det kostede hende dog senere ministerposten. De konservatives Rasmus Jarlov havde gennemskuet bedraget og fældede hende efterfølgende som minister.
Senere gik de Konservative selv med i regeringen, og Jarlov fik en ministerpost. Siden hørte vi ikke mere miljøkritik fra ham og de Konservative. Blå Bloks Grønne Stemme forstummede brat, og partiet rettede pænt ind efter Venstre, Løkke, Lunde og dansk landbrug. Ja, de Konservative stemte sågar for flere forurenende havbrug i Kattegat.
“Skjulte Penge” er en meget læseværdig bog, der som e-bog heldigvis koster langt mindre end de 20.000 kroner, som diverse levebrødspolitikere løbende modtager fra danske producenter af kød, fisk og pels, når der skal føres valgkamp. Plus naturligvis nogle dyre udlandsrejser.
Det manglede da bare, når man nu som god socialdemokratisk pelselsker altid havde ønsket sig at gå en Tur på Den Kinesiske Mur. Med alt betalt af Kopenhagen Fur.
Det både rimer og passer.
Desværre…
7. juli 2020
Mystik omkring mink
Der sker mystiske ting i Nordjylland i denne Corona-tid. På mindre end en måned er mink fra ti minkfarme blevet testet positive for Corona-virus. I alt er der nu konstateret Corona-smitte på 13 minkfarme i Danmark – alle nord for Limfjorden.
Fødevarestyrelsen har mistanke om, at yderligere ti minkfarme i Nordjylland kan være smittet. I så fald er der Corona-smitte hele 23 steder. Dette i tilgift til forårets sager om Corona-smitte fra netop nordjyske minkfarme.
Ingen ved, hvordan dyrene er blevet smittet. Bemærkelsesværdigt er det, at de fleste af de smittede minkfarme befinder sig inden for en radius af blot 20 kilometer fra hinanden. Er det foderet, der bærer smitten? Eller er det personalet, som bevæger sig rundt i det nordjyske og spreder smitten ad den vej?
Anders Fomsgaard, der er virolog og overlæge ved Statens Serum Institut (SSI), bruger lige nu det meste sin tid på at kortlægge de mikroskopiske forskelle i genkoderne på fundne Corona-virus.
Disse forskelle kan muligvis afsløre, hvor lokale udbrud er opstået henne, og hvem der er del af denne smittekæde.
21. september 2020
En kvinde taler ud
Og nej. Det er ikke endnu en krænkersag, der her er tale om. Men nogle gange skal der bare en kvinde til for at skære igennem debatten og sige sandheden, som den er.
Denne gang blev det iværksætter Tine Thygesen, som forleden gjorde det i Business Class på TV2 News. Adspurgt om, hvorfor lille Danmark i dag er verdens største producent af mink, svarede hun kort og kontant:
“Fordi minkavl er forbudt i de fleste andre lande.”
Primært af dyreetiske årsager. Hvor svært kan det lige være at forstå den sammenhæng? Åbenbart så svært, at der skulle en kvinde til udefra for at forklare den undrende omverden den enkle logik bag dansk minkavls internationale “succes”.
Danmark er i sandhed et bondesamfund, hvor produktion og eksport altid kommer før folkesundhed og dyrevelfærd. Blandt andet derfor trækkes vi jo i dag med multiresistente MRSA-bakterier fra svineavlen. De har kostet samfundet millioner af sygehuskroner – og indtil flere menneskeliv.
Og nu florerer så Covid-19 på flere og flere danske minkfarme, hvor over en million af de små pelsdyr indtil videre har måttet lade livet. Smittede såvel som ikke-smittede.
Luk dog det skidt og lad os komme på omgangshøjde med andre lande, som for længst har forbudt denne produktion. Indtil videre har statsminister Mette Frederiksen (S) stoppet den videre produktion af pels, som andre kan gå i.
Lad os samtidig glædes over, at det også blev en kvinde, der efter sidste valg måtte rydde op efter en håndfuld havbrugsglade politikere med Venstre i spidsen: Miljøminister Lea Wermelin (S).
De glade liberale ville belaste Kattegat med endnu flere forurenende havbrug. Men er netop blevet stoppet af tre nye lovforslag fra miljøministeren.
21. oktober 2020
– Hanherred eller Wuhan Herred?
– That’s the question i disse Covid-19 tider, hvor danske mink nu har overtaget en del af smittespredningen og samtidig bidraget med nye mutationer, der kan bringe udviklingen af en effektiv vaccine i fare.
Ib Ravn, der til daglig er associeret professor ved Aarhus Universitet, gør sig på sin Facebook-profil følgende overvejelser:
– Selvfølgelig er det tragisk for alle nordenfjords, og vi andre skal jo hjælpe vore medborgere med den “nedslående” fremtid til et nyt levebrød.
Men er hele miseren ikke en mink med en vognstang om, at den idé med at spærre tusindvis af dyr inde i bittesmå bure ikke holder, hverken hvad angår dyrevelfærd, bæredygtighed eller virussikkerhed?
Det næste vi skal overveje er svineproduktionen, som os, der køber mad hver dag, har et kæmpe ansvar for. Er det rimeligt vi æder kød fremstillet under kz-lignende forhold, der meget vel kan fungere som udklækninganstalt for den næste pandemi?
Hvornår bryder de skrøbelige “økosystemer” i næsten hermetisk tillukkede svinestalde sammen og lækker dødsensfarlige vira ud i samfundet?
Så vidt Ib Ravn. Kloge ord om syge produktionsformer, man kan blive dårlig af bare at tænke på. Produktionsformer, der burde høre en fjern fortid til. Det ser da også ud til, at i hvert fald minkavlen nu afvikler sig selv.
Men svinene bliver sværere at få has på. De er både flere, større og dyrere. Der skal nok endnu en pandemi til, førend vore folkevalgte politikere ser skriften på væggen og bliver sig deres ansvar bevidst.
7. november 2020
Jyske mink og smittede østarbejdere
Hvis du har undret dig over den Covid-19, der med lynets hast har bredt sig til jyske minkfarme og mennesker med, så har Dagbladet Børsen nu en rigtig god forklaring:
For mens Danmark i foråret var hermetisk nedlukket og vi danskere skulle vaske hænder, afspritte alting, holde afstand til hinanden og bære mundbind, da væltede det ind i landet med østarbejdere – helt uden kontrol med, om de var smittede eller ej.
Det ungarske luftfartsselskab Wizz Air havde således fire ugentlige ruter ind og ud af Billund. Maskinerne var fyldt med billige østarbejdere til danske slagterier, gartnerier – og minkfarme. Især sidstnævne benyttede sig af den billige østeuropæiske arbejdskraft.
Man hentede på denne måde tusinder af medarbejdere fra smitteplagede lande i Østeuropa – uden den mindste kontrol med, om de var smittet med Covid-19 eller ej. Utroligt, at det kunne lade sig gøre. Til sidst blev Martin Merrild – der var formand for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og selv minkavler – da også personligt smittet med Corona. Det samme gjorde dyrene i hans vestjyske minkfarm.
Inden da havde minkavler Merrild flere gange besøgt Christiansborg for at diskutere og sikre den fortsat billige arbejdskraft til produktionen. Han udgjorde dermed en potentiel smittekilde for det Folketing, der siden også blev ramt af Covid-19.
England har netop lukket helt for indrejse fra Danmark. Man frygter her, at den muterede danske minkstamme af Covid-19 virus skal lægge hindringer i vejen for udviklingen af en effektiv vaccine, man i flere måneder har arbejdet med at udvikle.
Meget tyder på, at fødevareminister Mogens Jensen (S) har ventet alt, alt for længe med at få aflivet samtlige danske mink, så man kan stoppe smitten.
Måske den danske udgave allerede er i Østeuropa.
Den såkaldte “Cluster 5”.
7. november 2020
En rigtig dårlig forretning
Danske Bank har tidligere udtalt, at mange minkavlere ikke ville overleve ét år mere med de nuværende priser på minkskind, som i løbet af de sidste 5 år er faldet massivt. Dels på grund af manglende efterspørgsel på naturpels, der ikke er politisk korrekt længere. Dels på grund af en stærkt øget kinesisk hjemmeproduktion.
Dansk minkavl har haft gyldne år med stor indtjening. Men det er nu fortid. I 2015 eksporterede vi ifølge Danmarks Statistik for 11 mia. kroner minkpels, mens eksporten i 2019 var mere end halveret til blot 5 mia. kroner. Danske minkavlere havde i gennemsnit et underskud på 0,7 mio. kroner i 2019. Hver og én.
Det skal derfor blive interessant at følge, om det ender med kompensation eller ekspropriation. For mange minkavlere vil begge dele være en rigtig god mulighed for at slippe helskindet ud af den gæld, de har oparbejdet de seneste år. I 2019 kom den enkelte danske minkavler som nævnt ud med et underskud på 700.000 kroner i snit. Ingen af dem havde overskud. Enkelte gik endda konkurs.
Den nuværende bragesnak om fremtiden for dansk minkavl minder på mange måder om den pågående udtagning og braklægning af uproduktiv landbrugsjord. Primært i allerede afvandede vådområder. Her drejer det sig jo heller ikke om hverken klima eller miljø, som det jo retteligen burde.
Det drejer sig naturligvis udelukkende om at få flest mulige kroner ud af det. Mange landbrugere er jo også minkavlere, og man er vel et liberalt erhverv. I hvert fald lige indtil de mange dejlige millarder i EU-støtte skal udbetales.
Så lukker liberalismen kortvarigt øjnene og tager velvilligt imod.
14. november 2020
Mink og ammoniak
Der har ikke været talt så meget om minkavlens massive udledning af ammoniak. I hvert fald ikke før nu.
Nu viser det sig nemlig, at den pågående aflivning af omkring 15 millioner mink vil være yderst gavnlig for luftkvaliteten specielt og miljøet generelt i Danmark. Det er forskere fra såvel Aarhus som Københavns Universitet enige om.
Ammoniakudledning fra de helt åbne minkfarme skader nemlig for det første den natur, der ligger i umiddelbar nærhed af farmene. Og for det andet bidrager udledningen også til luftforurening og er derved medvirkende årsag til over 4.000 for tidlige dødsfald i Danmark hvert år. Dette ifølge Miljøstyrelsen.
En nedlukning af minkproduktionen vil således give den ammoniakfølsomme natur et betydeligt løft. Ikke mindst truede orkideer og følsomme lobeliasøer i sandede næringsfattige områder vil nyde godt af mindre ammoniak i luft og nedbør.
Men ikke nok med det. Faktisk betyder aflivningen af alle mink, at Danmark med ét slag vil kunne leve op til EU-kravet om at nedbringe ammoniakudledningen fra landbruget med 24 procent. Så meget udleder minkfarmene. Det er en reduktion, som vi fra dansk side ellers ville have haft uhyre svært ved at leve op til.
Flere af landets førende eksperter vurderer således, at regeringens beslutning om at aflive alle danske mink alene vil være nok til at bringe ammoniakudledningen tilstrækkeligt ned fra 2021.
Og blandt andet derfor var man fra mange sider overraskende villige til at ofre og afvikle minkproduktionen. De blev ofret, så resten af landbruget kan forurene videre. Men skal nu kompenseres med milliarder af skattekroner.
Vi ved samtidig, at enkelte minkavlere allerede er søgt udenlands – blandt andet til Grækenland. Og det forlyder ligeledes, at andre allerede har bragt værdifulde avlsdyr i sikkerhed i Østeuropa. Til muligt senere brug.
Spørgsmålet er så naturligvis, om erhvervet genopstår herhjemme på et tidspunkt. Hvis man altså valgte at spare livet for et lille fåtal avlsdyr. Godt 50.000 har været nævnt. Af nogle som sagt “gemt” i Østeuropa.
Men det er nok de færreste, der har fantasi til at forestille sig, at dansk minkavl nogensinde vil nå samme absurde omfang som inden Coronaen.
Med 15 millioner mink i de åbne trådbure har dansk minkavl nemlig været storleverandør af både ammoniak og minkmuteret Covid-19.
Godt, vi slap af med begge dele.
14. november 2020
Hasard med folkesundheden
Dagbladet Politiken har netop afsløret, at Fødevarestyrelsen fra juni til september i år bevidst nedtonede risikoen for, at mink smitter mennesker med Corona.
Det har fået såvel eksperter som regeringens støtteparti Enhedslisten til at lange hårdt ud efter styrelsen for uansvarlig omgang med folkesundheden.
Professor i klinisk mikrobiologi ved SDU, Hans Jørn Kolmos, advarer om, at styrelsens nedtoning kan have betydet, at smitten er steget mere end nødvendigt:
– Det er et problem, fordi det kan betyde, at hverken almindelige borgere, minkfarmere eller andre myndigheder er klar over, hvor stor risikoen er, når de skal forholde sig til faren for smitte, siger han til Politiken.
I 2015 eksporterede vi ifølge Danmarks Statistik for 11 mia. kroner minkpels, mens eksporten i 2019 var nede på 5 mia. kroner. Danske minkavlere havde i gennemsnit et underskud på 0,7 mio. kroner i 2019.
Så det er en branche, der allerede var i fuld gang med at afvikle sig selv, inden Corona-virus kom til. En branche, der har haft sin tid, men som tiden er løbet fra. Og en branche, for hvem en total nedlukning kom som en gave fra himlen, der kunne redde dem ud af en gældsfælde, de selv havde sat sig i.
Set i dette lys er det komplet uforståeligt, at regeringen længe har holdt hånden over en allerede hensygnende branche. At man på denne måde helt unødigt har gamblet med folkesundheden.
En medvirkende årsag hertil har givet været, at formanden for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, jo selv var minkavler.
Han trak den naturligvis, så længe han kunne.
21. november 2020
Exit Mogens Jensen (S)
Mogens Jensen (S) blev den 8. minister til at forlade det skizofrene Miljø- og Fødevareministerium på bare 10 år. Det er bare ikke nemt at forene så diametralt modsatte interesseområder som landbrug og miljø, der jo trækker i hver sin retning.
Minksagen endte som forventet af de allerfleste med at koste Mogens Jensen jobbet som fødevareminister. Han valgte at gå selv, inden han blev præsenteret for et mistillidsvotum fra regeringens støttepartier.
– Det er klart, at det er helt nødvendigt for mig at have tillid fra Folketingets partier i forhold til at udøve mit erhverv. Det er min vurdering, at jeg ikke længere har den fornødne opbakning blandt Folketingets partier, udtaler Mogens Jensen til DR.
Så sandt. Den tillid havde han ikke levet op til. Mogens Jensen blev udnævnt som fødevareminister, da Socialdemokratiet overtog regeringsmagten i 2019. Knap halvandet år som minister blev det således til på CV’et.
Regeringens redegørelse for forløbet omkring minksagen ventes først offentliggjort i næste uge. Støttepartierne har imidlertid fået et resumé, som de allerede har diskuteret på gruppemøder.
På et pressemøde 4. november sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark skulle aflives. Dette med den begrundelse, at Corona-virus havde muteret i smittede mink, og at dette kunne lægge hindringer i vejen for udvikling af en effektiv vaccine mod Covid-19.
Få dage senere kom det dog frem, at der slet ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark. Alligevel valgte regeringen at fortsætte – på en forventet efterbevilling, der imidlertid lod vente på sig.
Først mandag aften i denne uge indgik regeringen, Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet en aftale, der kunne sikre det nødvendige lovgrundlag til at aflive alle mink.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har efterfølgende besluttet, at Miljø- og Fødevareministeriet splittes op. Der kommer nu et særskilt Miljøministerium, som ikke længere blot er et appendix til Fødevareministeriet.
Ny fødevareminister bliver socialdemokraten Rasmus Prehn, der allerede har vist sig kampklar over for landbruget. Siger han i hvert fald selv. Lea Wermelin (S) fortsætter som miljøminister – nu forhåbentlig med udvidede beføjelser.
21. november 2020
Minken og den manglende velfærd
Der tales i disse Corona-plagede tider rigtig meget om, hvor utroligt synd det er for minkavlerne, at de ikke længere må bedrive deres velorganiserede og statsautoriserede dyrplageri. Som de ellers har gjort i årtier. I lighed med svineproducenterne.
Der tales ikke helt så meget om, hvor synd det egentlig er for minkene at blive opdrættet – udelukkende for, at andre skal kunne gå i deres pels. Hvor mange lidelser de små iltre pelsdyr må igennem, før de bliver gasset og pelset og sendt til Kina.
Der tales om muligt endnu mindre om, hvorfor Danmark mon har været den største producent af mink i hele verden. Det blev som tidligere nævnt en kvindelig iværksætter, Tine Thygesen, der i Business Class på TV2 kom med det uhyre enkle, men ikke så velsete svar på dette spørgsmål:
– Fordi minkavl er forbudt i de fleste andre lande…
Ja, der er ikke meget at være stolt af her. Men kun de færreste danskere har nok været klar over de chokerende forhold, som millioner af mink i årevis har levet under herhjemme – efter fuldstændig legal dansk standard:
Trådbure på 30 x 70 centimeter giver minken en femtedel kvadratmeter, hvor den i naturen boltrer sig på land og i vand på territorier á 2 kvadratkilometer. Et areal, der er 10 millioner gange større end buret. Ti millioner gange.
Min egen farbror havde en minkfarm nordenfjords, hvor jeg som knægt fik lov til at fodre de hidsige småfyre med halvrådden skidtfisk direkte fra havnen. Jeg husker tydeligt de tykke læderhandsker, som var fast inventar ved burene. Jeg husker også, at de enkelte mink i hans farm havde betydeligt mere plads, end de har i vore dages pelsfabrikker.
Man forstår kun alt for godt, hvorfor de indespærrede mink flygter ved først givne lejlighed. Mink lever naturligt ved og i vandet, har en vandskyende pels og svømmehud mellem tæerne. De er fremragende svømmere, der snildt kan fange ørreder i disses rette element. Men i en moderne minkfarm kommer dyrene aldrig i nærheden af andet vand end det, de selv drikker.
Ved først givne lejlighed flygter indespærrede mink derfor ud i friheden – ud i den danske natur, hvor de kan gøre stor skade på dyr, fugle og fisk, inden de selv dør derude. De er jo ikke født eller opvokset i det fri, så de har ikke haft nogen til at lære dem at klare sig dér.
Denne trafik slipper vi heldigvis helt for nu, hvor alle mink er aflivet – og nogle millioner gravet ned på uforsvarlig vis. Blot for at komme op igen – helt af sig selv…
28. november 2020
Minken, medierne og milliarderne
Såvel danske som udenlandske medier har kastet sig over den danske Minkgate med glubende appetit. Fra meget forskellige politiske ståsteder og med meget forskellige dagsordener. Mere eller mindre godt skjulte.
Der diskuteres grundlovsbrud og folkesundhed og ekspropriation. Der grædes salte tårer for åben skærm og spekuleres mere skjult i, hvordan man får flest mulige penge ud af situationen. Alle har en mening om minken, men ikke alle er lige kvalificerede.
Det er heller ikke alle myndigheder, der har kvalifikationerne i orden. Havde de haft det, ville regeringen næppe have udstedt ordre til aflivning af alle mink – uden at have lovhjemmel til det. Miljøstyrelsen ville næppe heller have gravet de døde og smittede mink ned blot 200 meter fra en klarvandet badesø – når nu reglerne foreskriver 300 meter. Og så videre.
– Og hvor mange penge skal en minkavler egentlig have i kompensation for at spille hasard med folkesundheden?
Minkavlerne mener selv, at de skal have 27 milliarder kroner. En debattør i Politiken har regnet sig frem til, at det svarer til 9 millioner kroner til hver enkelt ansat. Hvilket må siges at være out of this world for en branche, der alligevel var på vej til at dø ud:
– Hvorfor skal farmerne have en erstatning så stor, at Mærsk kunne have opført Operaen 10 gange for samme pris? Og hvorfor skal vi på @radio4dk høre, at en minkavler skam godt vidste, at lovgivningen bag aflivningen ikke var i orden. Men alligevel og med kyshånd tog imod trekvart million kroner i bonus for hurtig aflivning?
Men ser man bort fra jura og økonomi, så har der heldigvis også været lidt til lattermusklerne. Trods sagens indiskutable alvor. På Twitter hittede hashtagget #MinkToo ikke overraskende, og på samme medie kunne man med henvisning til en klassisk sketch med engelske Monty Python læse dette lille indlæg:
“Nobody expects the Danish minkuisition.”
Et ganske morsomt opslag, der var tiltrængt midt under en ofte hidsig og følelsesladet debat. Her kunne man også, så langt borte som på det store medie USA Today, læse følgende om den danske minkskandale:
“Dead mink infected with a mutated form of COVID-19 rise from graves after mass culling.”
Man ser billedet for sig. Ikke ligefrem den reklame for Danmark, som statsminister Mette Frederiksen nok havde håbet på, da hun gav ordre til aflivning af samtlige danske mink. Af hensyn til folkesundheden og det danske omdømme i udlandet.
7. december 2020
De sidste mink skal aflives
Da det nu er blevet ulovligt at holde mink, tager Fødevarestyrelsen fat i de sidste to minkavlere, der har levende dyr tilbage. Nægter avlerne at aflive, kan styrelsen med en retskendelse overtage aflivningen.
Forgangne fredag trådte forbuddet mod hold af mink formelt i kraft, men ikke alle minkavlere har forstået sagens alvor og aflivet alle deres mink. Det drejer sig om to avlere med knap 5.000 dyr, som ifølge Fødevarestyrelsens oplysninger stadig er tilbage. Disse to avlere tager styrelsen nu fat i, forklarer veterinærdirektør Hanne Larsen.
– Nu tager vi kontakt til de sidste avlere, og hvis ikke vi på mandag har fået tilbagemelding om, at de går igang med at aflive, så de får de et påbud, forklarer hun i en pressemeddelelse.
Ifølge den nye lov kan det koste bøde og fængsel i op til seks måneder, hvis påbuddet ikke overholdes. Påbuddet går på, at de sidste avlere skal indsende dokumentation på, at de har aflivet deres dyr. Det får de 10 dage til, lyder det fra veterinærdirektøren:
– Det er selvfølgelig vores forventning, at minkavlerne overholder det påbud.
– Hvis ikke vi modtager den dokumentation, tager vi derud, og så er vi nødt til at bede om en retskendelse. Med den kan vi gå ind på farmen og overtage arbejdet med at aflive minkene.
– Det vil vi selvfølgelig helst undgå og forsøger med dialog at løse det her. Lykkes det at få telefonisk kontakt med avlerne, som siger, at de begynder aflivning, så afventer vi selvfølgelig dokumentation for det. Det er vores foretrukne vej, slutter Hanne Larsen.
En af de minkavlere, der er tilbage, er Erik Vammen fra Hobro i Nordjylland. Han har i skrivende stund omkring 4.000 avlsdyr tilbage, og dem har han ikke har tænkt sig at aflive. Trods risikoen for folkesundheden.
Dels håber han, at de kan være med i et endnu ikke igangsat forskningsprojekt. Og dels har han tænkt sig at transportere dem ud af landet, hvis det ikke lykkes. I den nye lov står dog, at det er forbudt at transportere levende mink mellem besætninger.
– Den eneste undtagelse er, hvis dyrene bliver brugt i et forskningsprojekt. Ellers må man ikke transportere levende mink, siger Hanne Larsen fra Fødevarestyrelsen.
21. december 2020
Minkloven
I “Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink”, som blev vedtaget kort før Jul den 21. december 2020, står der blandt andet følgende at læse:
Hold af mink er tilladt til og med 31. december 2021. Med bøde eller fængsel indtil seks måneder straffes den, der undlader at efterkomme et påbud.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan afholde udgifter i forbindelse med aflivning af mink som følge af SARS-CoV-2 (covid-19), eksempelvis til destruktion, bortskaffelse, rengøring, desinfektion, administration med videre.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og efter indhentet retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer med videre, herunder elektroniske data, med henblik på varetagelse af opgaver efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Politiet yder om nødvendigt bistand til adgang.
19 milliarder i erstatning…
Regeringen er netop blevet enig med sig selv, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet. Venstre og Liberal Alliance om en rekordhøj erstatning til minkavlerne på 19 milliarder kroner.
19.000.000.000 skattekroner.
Det er mere, end der hidtil samlet er udbetalt i diverse kompensationsordninger til det ganske danske Corona-ramte samfund. Men der var mange og meget forskellige grunde til, at erstatningen havnede helt oppe under himlen. Økonomiske såvel som politiske. Gode såvel som dårlige. Uforskyldte såvel som selvforskyldte.
Meget mere herom senere.
De Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod erstatningen – primært med den begrundelse, at man gerne havde set bedre muligheder for at genoptage minkavlen, når den nuværende Corona-krise er drevet over.
Enhedslisten valgte også at stå uden for. Partiet mener her, at erstatningen er helt ude af proportioner, og at pengene kunne være meget bedre brugt på manglende velfærd andre steder i det danske samfund.
Der hersker almindelig enighed blandt uafhængige økonomer og analyseinstitutter om, at de 19 milliarder er rigtig mange penge og udgør “et meget generøst beløb”.
Og som det ganske præcist blev formuleret af LandbrugsAvisens egen redaktør:
“Minkaftalen blev dyr, fordi regeringen har håndteret sagen enestående dårligt”
24. januar 2021
En halv Storebæltsbro
Det kan være svært at forholde sig til et så astronomisk stort beløb som 19 milliarder kroner i erstatning til landets minkavlere. For at sætte beløbet lidt i perspektiv, så kostede det 26,44 milliarder kroner at gøre Storebæltsbroen klar til brug i 1998. Det svarer til ca. 38,1 millioner kroner i 2019-priser.
Altså har det kostet den danske stat en halv Storebæltsbro at slippe af med minkavlerne og deres beslægtede virksomheder såsom andelsselskabet Copenhagen Fur. Eller knapt ti Operahuse, hvis man er mere til kultur end transport.
Det kan også være svært at forstå, hvad der ligger til grund for udregningerne af erstatningen til danske minkavlere. Der henvises ofte til Grundloven, når kanterne i debatten trækkes op, men Grundloven alene rækker ikke, når regnestykket skal gøres op.
Der ligger en lang række antagelser og forudsætninger bag, som er rent politiske. Som afhænger af, hvor man selv står rent politisk, og hvilken vinkel man ser sagen fra. – Og hvem kan mon spå om prisen på minkskind i de kommende ti år?
Branchen var jo allerede på vej mod konkursen, da den blev reddet af Covid-19 smitten, som endte med krav om aflivning af samtlige danske mink. – Skal erstatningen justeres løbende i takt med de reelle skindpriser, eller skal man politisk lægge sig fast på en hypotetisk pris?
Og er det hele blot endnu en bankpakke i række af gaver til banker, der har satset for stort og nu skal reddes af staten igen-igen? Det er jo bankerne, der ville have stået med tabene, hvis minkavlerne var gået konkurs og havde drejet nøglen om i den nærmeste fremtid – som allerede spået af Den Danske Bank.
Og skal den danske stat overhovedet redde en branche, hvis egne liberale spekulationer i skind allerede havde bragt dem ud i økonomisk uføre?
Man kan i svage øjeblikke få den kætterske tanke, at minkskandalen udsprang af en bevidst handling fra regeringen. Men også kun i svage.
Politik rimer som bekendt ikke på logik, og retfærdighed er ikke noget, man rigtig beskæftiger sig med i denne branche. Det er udelukkende et spørgsmål om penge.
Man kan i den forbindelse roligt sige, ar minkavlerne er blevet forgyldt.
Når de ligefrem selv indrømmer det.
1. februar 2021
En hel Rigsret
Der er som sagt rigtig mange meget forskellige aspekter i minkskandalen. Hvad der er vigtigst afhænger helt af politisk observans. Men et af de mindre omtalte og nok i virkeligheden mest tungtvejende har nok været spørgsmålet om kommende rigsretssager.
Venstre med Jacob Ellemann-Jensen i spidsen valgte som bekendt at ofre Inger Støjberg på det partipolitiske alter – for åben skærm og angiveligt for at få afklaring og fred internt i partiet. Men måske også for at have noget at handle med over for Mette Frederiksen, der jo selv brød Grundloven, da hun – af hensyn til folkesundheden – beordrede aflivning af samtlige mink på danske farme.
Koret af Venstreulve – dem, hvis artsfæller tidligere partiboss Uffe Ellemann-Jensen endnu ikke havde fået skudt og gravet ned – kastede sig straks over statsministeren og viftede med Rigsretten. Nu havde de jo vist, at de mente det alvorligt – at de sågar var villige til at ofre en af deres egne stemmeslugere.
De havde nu lugtet blod eller i hvert fald fået fært af rekordstore kommende erstatninger til deres minkavlende og smittespredende vælgere i landbruget. Fra en stærkt svækket statsminister, der nu i princippet stod til selv at kunne komme på anklagebænken.
Ifølge denne interessante konspirationsteori valgte Venstre at ofre Inger Støjberg til Rigsretten. Som modydelse ville Mette Frederiksen til gengæld ikke selv blive udsat for en rigssretssag. Jacob Ellemann ville få fred for Støjberg, og Mette Frederiksen ville få fred for Rigsretten.
Ovenstående dog forudsat, at Socialdemokraterne samtidig ville gå med til en rekordstor erstatning for statsministerens klare brud på Grundloven. Dette naturligvis til benefice for Venstre og deres vælgere i landbruget.
En sådan erstatning krævede dog næppe nogen stor overvindelse for socialdemokraterne, der jo længe havde haft et nært og varmt forhold til netop minkavlerne og nydt godt af disses bidrag til partimedlemmernes valgkampe og udlandsrejser. Igen jævnfør bogen “Skjulte Penge”.
I skrivende stund ser det endda ud til, at Venstre fik mere end det. De fik også endnu en udsættelse fra den spritnye fødevareminister Rasmus Prehn, der ellers skulle have præsenteret regeringens nye klimaudspil over for landbruget. Det er nu udsat på ubestemt tid.
Samme Prehn havde ellers ved sin tiltræden varslet hård klimakamp mod netop landbruget. Han var sprunget op som en ulv, men faldt kort efter ned igen som et lam – for at redde sin egen statsminister, der jo netop havde gjort ham til minister.
Politik er en mærkelig ting, der lever sit helt eget liv.
2. februar 2021
Aben er snart placeret
Og den kommer efter alt at dømme til at sidde på skulderen af tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S). Aben er dér, hvor ansvaret for den pinagtige håndtering af minkskandalen bliver placeret.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har ganske vist netop udtalt, at hun ikke vil pege på nogen enkeltperson i disse Corona-tider. Men det er der så andre, som gerne vil:
Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S), der netop har landet en meget elegant finanslov, er der ingen tvivl om placeringen: Det daværende Miljø- og Fødevareministerium. Her regerede morsingen “Store” Mogens Jensen (S) som minister, og med sig havde han ministeriets departementschef Henrik Studsgaard.
De to burde ifølge Wammen have råbt vagt i gevær. Og det var da også præcis det, som han fortalte til Minkkommisionen i sidste uge:
“Når der er møder i regeringens udvalg, så er det op til det enkelte fagministerium at have styr på juraen og hjemler og andet”, sagde Wammen i den forbindelse.
“Jeg har en klar forventning om, at hvis der sidder nogen i det lokale med viden, der er central for de beslutninger, der bliver truffet, og som gør, at man bliver nødt til at gribe tingene anderledes an, at så siger man det”.Nicolai Wammen fortsatte:
“De folk, der sidder der, sidder der, fordi de har det ansvar, der følger med de allerhøjeste stillinger i det danske samfund”.
Såvidt en sjældent klar i mælet Wammen. Ministeriets departementschef Studsgaard fandt det ikke vigtigt at påpege den manglende hjemmel til at aflive alle danske mink. På samme måde som han tidligere heller ikke fandt det for magtpåliggende at indskærpe grænseværdier i dansk drikkevand – trods ellers direkte påbud herom fra EU.
Mogens Jensen blev som bekendt fyret fra ministerposten, og miljødelen skilt fra i et nyt Miljøministerium.
Henrik Studsgaard fortsatte imidlertid som departementschef i det nye Miljøministerium. Måske som Mette Frederiksens garant for, at miljøet ikke skal tage overhånd. Eller at miljøinteresser skal få lov at vokse sig alt for store.
Husk Bjarne Hansen – nu ham med det velfortjente Ridderkors – og hans glimrende definition på Miljøstyrelsen her tyve år inde i dette årtusinde:
“Miljøstyrelse: Et politisk organ der skal sikre, at miljøet kan ødelægges inden for rimelighedens grænser.”
7. december 2021
“Skjulte Penge”
“Stigende utilfredshed med miljøpolitikken og nye politiske løfter fra de borgerlige partier fik flere fødevareproducenter til lommerne ved det seneste folketingsvalg.
Slagterigiganten Danish Crown gav et sekscifret beløb til partierne, en gruppe vestjyske fiskere gav for første gang penge til Venstre, og landets minkavlere støttede tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen samt betalte en Kina-rejse til et socialdemokratisk folketingsmedlem.”
Citat slut. Bogen “Skjulte penge” af Carl Emil Arnfred & Chris Kjær Jessen fås som e-bog hos Saxo.com og iTunes Store.
⌘ ⌘ ⌘
Læs gerne artiklen “Et Satanisk Mesterværk“, hvis du vil vide mere om Miljøstyrelsen og dens rolle i minksagen.
⌘ ⌘ ⌘
Efterskrift
2020 blev året, hvor den danske minkavl endegyldigt blev aflivet. Forhåbentlig da. Med den fulgte også aflivningen af omkring 15 millioner mink, der nu ikke længere kan bidrage med nye mutationer af Covid-19 virus. Eller fortsat udslip af skadelig ammoniak.
Kineserne, der gennem årene har været de største aftagere af danske minkskind, har dog allerede udtalt interesse for engang i fremtiden at investere i danske mink. Avlet i Danmark. Med billig østeuropæisk arbejdskraft. Og risiko for nye mutationer.
Guderne forbyde, at dette nogensinde sker. Det er som at se japanerne forurene Storebælt med danske havbrug. Blot for at få fisk til Japan.
© 2021 Steen Ulnits
Del denne artikel: