I seng med fjenden?Midt i debatten om Danmarks Sportsfiskerforbunds (DSF) nye og 10 millioner kroner dyre Sportsfiskeriets Hus i Vejle Ådal, kom så en beroligende pressemeddelelse fra DSF:
“Med et rekordoverskud i 2012 kan Danmarks Sportsfiskerforbund øge sin egenfinansiering til byggeriet af Sportsfiskeriets Hus. DSF har gennem godt ti år hensat midler til byggeriet, så finansieringen af Sportsfiskeriets Hus er dækket, uden at det belaster den daglige drift af forbundet.
Der er tale om et ekstraordinært stort overskud i 2012 på 1.007.702 kr. Resultatet, der forbedrer forbundets likviditet med godt 400.000 kr, er delvist opnået ved besparelser på IT-udgifter og lønudgifter i forbindelse med en vakant stilling.”
Det er jo rart at høre. Specielt hvis man er så gammel, at man stadig kan huske den økonomiske katastrofe, DSF bragte sig selv i, da man i sin tid ville opdrætte fisk til hele Danmark i Tange. Da kan man godt blive lidt nervøs for sine penge, når der nu pludselig er 10 millioner kroner på spil til Sportsfiskeriets Hus.
Næsten samtidig kom så også årsberetningen fra Friluftsrådet, som jo siden 1994 har stået for uddelingen af Tips- og Lottomidlerne. Friluftsrådet kunne i sin årsberetning fortælle, at man netop har rundet den første milliard kroner i uddeling til idræts- og friluftslivet. Det er rigtig mange penge til rigtig mange gode formål.
Fuglefolk og fiskere fører
Kigger man nærmere i beretningen, kan man som lægmand godt blive lidt overrasket over fordelingen. Således ligger DSF helt i top sammen med Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Jægerforbund (DJF). Således har DSF alene i 2012 fået udbetalt imponerende 2,3 millioner plus det løse, mens DOF topper listen med en samlet udbetaling på 2,55 millioner kroner. DJF har blot fået udbetalt kr. 850.000 til sit virke.
Tager man de tre organisationers medlemstal i betragtning, bliver fordelingen endnu mere overraskende. Suverænt størst er således DJF med næsten 100.000 jagende medlemmer, som alligevel får det mindste tilskud. Mindst med omkring 10.000 medlemmer er fuglekiggerne i DOF, som alligevel scorer højst i udbetalingerne for 2012.
Midt imellem ligger vi lystfiskere så. Med under 20.000 medlemmer – nogle siger endda nærmere de 15.000 – må vi være ovenud tilfredse med 2,3 millioner i tilskud fra Friluftsrådet. Men set i det lys er DSF’s netop proklamerede millionoverskud for 2012 måske ikke helt så imponerende. Specielt da ikke, når det er ekstraordinært. Trækker man tilskuddet fra Friluftsrådet fra, er der jo tale om et reelt underskud.
Nu kender vi jo ikke de nærmere omstændigheder omkring tilskuddet – om DSF har fået lovning på tilsvarende tilskud i årene fremover, når Sportsfiskeriets Hus nu snart er en realitet. Vi må nøjes med at krydse fingre for, at millionerne også fremover vil rulle ind fra Friluftsrådet og Tipsmidlerne. At ikke andre organisationer får øget fokus på de mange dejlige penge i denne store pulje.
Men det er så sandelig gået rigtig godt indtil nu. Og så forstår man måske lidt bedre, hvorfor DSF ind imellem holder endog meget lav profil i sager, der ellers burde være åbenbare og ligetil mærkesager for et sportsfiskerforbund:
UV jagt med blændende natlys, eksempelvis (måske hensynet til Dansk Sportsdykkerforbund, som man jo sidder til bords med i Friluftsrådet).
De alt for mange invasive skarver i Danmark (måske hensynet til DOF, som jo er en anden af de helt store bidragsmodtagere i Friluftsrådet).
Eller den omsiggribende udfiskning af sandart i vore søer (måske hensynet til DTU Aqua, som jo fordeler pengene fra fisketegnet og dermed bidrager til DSF’s medlemsforeninger).
Der er jo millioner på spil. Helt præcis 2,3 af slagsen. Hvert eneste år, måske. Så hatten af for dygtigt lobbyarbejde i DSF.
FN, Greenpeace og Sea Shepherd
Men pendulet har det jo med at svinge frem og tilbage hele tiden. Kommer det for langt ud til en af siderne, sker der automatisk en bevægelse i modsat retning.
Man taler ofte om “FN-syndromet”. FN er som bekendt en international organisation skabt efter Anden Verdenskrig – skabt med det ene formål at hindre en ny verdenskrig i at opstå. Også menneskerettighederne tager deres udspring i FN-regi.
Som årene er gået, har FN vokset sig til en enorm organisation med tusindvis af ansatte verden over. Det smukke, oprindelige formål er trængt i baggrunden til fordel for en organisation, der primært eksisterer for at eksistere. Som eksisterer for sin egen skyld. Dette i så høj grad, at organisationens største bidragyder – USA – ved flere lejligheder har luftet tanken om at holde tilskuddet tilbage.
Noget lignende sker med mange organisationer, der starter op med ædle og ideelle formål. På et tidspunkt har de vokset sig så store, at der efterhånden er langt ud til de græsrødder, som startede dem. Så langt, at man ofte glemmer det formål, man er sat i verden for, og i stedet bliver til en tandløs politisk organisation uden reel betydning. Pamperi bliver da ofte resultatet.
Ind imellem bliver der så langt fra organisationens top og ud til de menige medlemmer, at kontakten helt forsvinder. Der bliver oprør i rækkerne, og nogle græsrødder beslutter til sidst, at de må gøre noget selv for at drive udviklingen i den ønskede retning. De river sig løs og danner nye organisationer, som går mere direkte og radikalt til værks.
Et af de bedste eksempler herpå er miljøorganisationen Greenpeace, som i begyndelsen var kendt for radikale aktioner, hvor man lænkede sig til forurenende skorstene og fysisk blokerede for giftige udledninger. Noget, der resulterede i massiv mediedækning og for alvor satte fokus på miljøet og ødelæggelsen af det.
Men Greenpeace kom efterhånden til at lide under FN-syndromet. Organisationen voksede sig så stor, at der måtte en større administration til for at holde styr på indtægter og personale. Og hen ad vejen glemte man de radikale aktioner, som netop fokuserede medierne på de ønskede problemstillinger. Man sank hen i selvtilfredshed og satsede på nemme konferencer i stedet for de besværlige og ofte risikable aktioner.
Internt i Greenpeace var der imidlertid kræfter, som ikke bifaldt denne udvikling. Som mente, at der igen måtte reelle aktioner til for at sætte fokus på problemstillingerne. En af udbryderne fra Greenpeace er Paul Watson, der selv var med til at grundlægge Greenpeace. Han grundlagde nu organisationen “Sea Shepherd Conservation Society” – ikke mindst med fokus på den tvivlsomme japanske hvalfangst ved Antarktis.
Og Sea Shepherd har vind i sejlene. Således modtog man i 2011 mere end 50 millioner kroner i frivillige bidrag, og amerikanske Animal Planet gav dem sågar deres eget TV-program med titlen “Whale Wars” – til det officielle Japans store fortrydelse. Nu kom der nemlig masser af fokus på den tvivlsomme japanske hvalfangst, og nationen Japan fik masser af badwill verden over.
Uanset observans så var og er det underholdning i verdensklasse, når det gode skib “Sea Shepherd” jagter de store japanske hvalfangerskibe og de flydende fabrikker, som følger dem!
Pyramidalsk centralisme
Tidligere udenrigskorrespondent i Danmarks Radio og mangeårig medarbejder ved magasinet Fisk & Fri, Mogens Espersen, gjorde sig for en del år siden ganske upopulær, da han i en artikel betegnede ledelsesstrukturen i Danmarks Sportsfiskerforbund som “pyramidalsk centralisme” á la det gamle Sovjetunionen.
Hermed mente han, at der var meget langt fra de menige medlemmer og deres holdninger og så op til toppen i DSF. At DSF’s beslutninger derfor kun i ringe grad afspejlede medlemmernes holdninger.
Well, man må give forbundet, at de tog Mogens Espersens udmelding til efterretning. I hvert fald har man efterfølgende ændret på strukturen, så der er blevet en kortere kommandovej fra menigt medlem til forbundets ledelse.
På kongressen i 2002 vedtog man nemlig, at det fremover direkte skal være foreningerne, der lægger forbundets strategier og bestemmer vejen. I stedet for som hidtil repræsentanter for regionerne, der indirekte har vist vejen og taget beslutningerne. Noget, der gennem årene er kommet mange kontroverser og en del mistede medlemmer ud af.
Og måske det nu lysner langt om længe. Måske DSF nu føler sig tvunget til at lytte til den virkelige verden uden for Vejle Ådal. Faktum er i hvert fald, at DSF nu – med to fatale års forsinkelse – er gået ud og har fokuseret kritisk på den UV jagt, de selv var med til at promovere i den forherligende artikel i det obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”, som startede det hele.
Det var i nummer 6-2010, hvis nogen vantro skulle være interesseret i at se miseren med egne øjne.
DSF på retræte?
Nu er DSF så netop vendt på en tallerken, har henvendt sig til Fiskeridirektoratet og foreslået, at muligheden for at dyrke undervandsjagt med harpun eller lignende om natten skal begrænses. For nylig blev to UV jægere med natlys nemlig to gange på samme uge taget på fersk gerning under ulovligt natfiskeri i mundingen af den århusianske Giber Å. Af et DSF medlem fra Århus.
Såvel de lokale sportsfiskere som DSF har meldt ulovlighederne til myndighederne. Og DSF mener nu pludselig, at dette fiskeri skal reguleres på samme måde, som tilfældet er med blusning af ål. I stedet for som hidtil officielt at blåstemple dette undersøiske fasanstikkeri med lys og lygte. Samt sågar lovprise harpunjagten i en stor artikel i Sportsfiskeren.
DSF ønsker dog ikke at forbyde fiskeriet helt, men foreslår i stedet, at fiskeriet kan udøves, indtil mørket falder på. Det kunne for eksempel tillades fra solopgang til solnedgang – lidt i stil med reglerne for konventionel jagt på landjorden. Det skal blive spændende at se, om DSF har tænkt sig at følge op på sagen. Eller blot lade den dø stille ud igen, når bølgerne har lagt sig. Det følger vi derfor op på.
Men velkommen til den virkelige verden. Bedre sent end aldrig. Måske er det frygten for fortsat fremtidig medlemsflugt, der har fået DSF til langt om længe at reagere. Fra tidligere 33.000 medlemmer til nu blot 19.000. Eller færre endnu. Mere end frygten for at miste fremtidige milliontilskud fra Tipsmidlerne. Hvem ved.
Det er dog positivt, at DSF nu endelig reagerer. Men det er for dårligt, at det har skullet tage mere end to år. To fatale år, hvor UV jagten for alvor har vundet indpas landet over. Hvor antallet af nye UV jægere er skudt i vejret med rekordfart, og hvor dykkerbutikkerne har langet harpuner over disken i et tempo og antal, de aldrig har oplevet før. Hvad de selvsamme butikker begejstrede har berettet for dagspressen.
Nu ligger vi så, som DSF har redt. Med svært bevæbnede harpunjægere vadende rundt blandt strandens badegæster – med skarpladte harpuner i hænderne. Ankommende med store trailere, som fylder hele parkeringspladser, og som indeholder alt det tunge gear til den rekreative “jagt” under vandet: Harpuner, flasker, kompressorer, lygter og flåder til batterierne, så de ikke løber tør for lys til nattens jagt, der ikke er underlagt restriktioner af nogen slags.
Men millionerne ruller stadig ind fra Tipsmidlerne og Friluftsrådet. Og klubhuset har aldrig set større ud end nu. Men medlemstallet har til gengæld ikke været lavere i mange år. Og jo lavere medlemstallet er, desto sværere bliver det at kalde sig hele Danmarks Sportsfiskerforbund. Og ikke kun Jysk Åfiskerlaug, som det er hørt på stenbroen.
Vi må derfor håbe, at Sportsfiskeriets Hus er andet og mere end blot nye, flotte lokaler til forbundets medarbejdere. At det rent faktisk også vil gavne dansk lystfiskeri.
Time will show.
© 2013 Steen Ulnits
PS: Billederne stammer fra Sletterhage Fyr, hvor jeg aldrig tidligere har set harpunjægere mellem badegæsterne. Nu er de et regelmæssigt syn også her. Også midt om dagen.
Del denne artikel: