Oktober ’94. Vi er taget to mand til Iquitos, Peru for at prøve et helt nyt sportsfiskeri i Amazonas. Vi skal tilbringe en uge ombord på det gode skib “Amazon Explorer”, der skal sejle os ud til de gode fiskepladser.
Foto © Steen Ulnits
Men man kan ikke fiske i selve Amazonfloden – dertil er den alt for stor og uklar. Vandstanden i Amazonas svinger nemlig med mere end 10 m fra regntid til tørtid. Alligevel regner det regelmæssigt – også i tørtiden – og derfor svinger vandstanden stadig en meters penge.
Når regntiden ophører, trækker Amazonfloden sig tilbage og skrumper ind. Fiskene koncentreres i de tilbageblevne småsøer – “cochas” på spansk – og mere eller mindre afskårne flodslynger. Her jager rovfiskene de mindre byttefisk, og efterhånden som vandstanden falder, bliver der mindre og mindre mad til rovfiskene, som naturligvis bliver lettere at finde og fange.
I løbet af ugen rammer vi kun rigtigt et enkelt ud af fire steder. De øvrige tre steder er der for meget vand, og sigtbarheden er ringe. Vi fisker da mellem grene med friske grønne blade i overfladen.
Det fjerde sted finder vi derimod guld. Vi må slæbe de medbragte aluminiumsjoller den lange vej fra vort moderskib og ind gennem den tætte regnskov – ind til en lille og klarvandet “cocha”, der ligger og glimter i tropesolen langt fra hovedløbet.
Påfuglebass
Den farvestrålende peacock bass med påfugleøjet på halen er den vigtigste sportsfisk i hele Amazonas – hvor ellers vandet er klart nok til at fiske i. Og det er det her. Vandet har den karakteristiske sorte farve, som alt humusvand i regnskoven har. Sort, men klart. Rio Negro har ikke fået sit navn uden grund.
En stime af småfisk pisker ud af vandet med en stor bule bag sig, og jeg har da også hug med det samme. Fisken tøver ikke et sekund, men udnytter straks min overraskelse over dens styrke og hurtighed til at mase sig ind mellem grenene igen.
Men den næste kommer ind til kanoen – en sølle 2 punds peacock bass. Kors, hvor de fighter aggressivt, og kors hvor er de flotte i farverne. Intet under, at de efterhånden tiltrækker fiskeentusiaster fra hele verden.
Vi lader fisken løbe igen og fortsætter fiskeriet. Solen står lavt nu, og fisk er der overalt. Det lykkes mig at få 7 fine bass op til kanoen – den største en dejlig 3 kg’s fisk, som heldigvis hugger et pænt stykke fra de forræderiske grene.
Det er en brutal hanfisk, der et par høje meterhøje spring senere kommer ind til båden – med den for peacock-hanner så karakteristiske “pukkel” i nakken. Efter et par fotos får også den lov at løbe igen.
Lungefisk i luften
– 10 kg, mindst!
Linen skærer igennem vandet, og op kommer en stor sølvblank fisk i et spring, der lyder som et piskesmæld i den tætte regnskov. Hele fire gange er den store fisk fri af vandet, før den må give sig for Svend, der til alt held har sat frisk line på hjulet selvsamme dags morgen.
Fisken viser sig at være en paiche, som vor guide kalder den – et lille eksemplar af en af verdens største ferskvandsfisk, arapaima’en, der er en af de få arter lungefisk i Sydamerika.
Arapaima’en stortrives i det iltfattige vand i Amazonas’ tørtid. Ja, faktisk så opsøger den ligefrem de steder, hvor vandet er mest fattigt på ilt. Her ved den nemlig, at den kan frådse mellem småfisk, der gisper efter vejret i overfladen.
Vore guides gør Svend begribeligt – på peruviansk spansk – at fisken skal genudsættes, da gydetiden er nær. Der er imidlertid god tid til at tage billeder af fisken, mens den ligger og ånder – uden gæller – i bunden af vor aluminiumskano. Så får den lov at svømme igen.
Inden da har vor fiskeguide flere gange hældt vand ned i munden på fisken, så den blodrige mundhule ikke skal udtørre. En smuk gestus fra en indfødt, der bare forstår naturen – uden derfor at være økolog eller forstå et ord engelsk.
Arapaimaens biologi
I maj-juni kan kold luft fra Antarktis i syd nå helt op til Ækvator. Da køles luften over regnskoven ned til bare 15 grader, og det kraftige lavtryk forårsager ofte pludselige bundvendinger. Methan og svovldioxid frigøres fra bundslammet og bruger straks al ilten i vandet. De almindelige fisk enten kvæles eller samles oppe i overfladen. Da har arapaima’en med sin lunge kronede dage.
Arapaima’en er oppe at ånde hvert 10.-15. minut, men kan være “neddykket” i op til 30 minutter. I gydetiden viser den sig endnu hyppigere i overfladen, hvor den da plasker kraftigt med halen som led i parringsspillet.
Arapaima’en bygger på lavt vand – sjældent dybere end 2 m – en rede, som kan være 20 cm dyb og 50 cm i diameter. Her ryddes bunden for alt – det være sig mudder eller grene – og her lægges de op til 50.000 æg, som siden bevogtes af forældrene.
Arapaima’en kan blive 3 m lang og veje mindst 300 kg. Da portugiserne i sin tid koloniserede Brasilien, bragte de deres trang til saltet torsk med sig over Atlanten. Og da arapaima’en har fint, hvidt kød, der minder meget om torskens, blev den hurtigt en eftertragtet handelsvare. Dens rå raspetunge blev i tørret tilstand endda brugt som sandpapir – eller til at raspe frø til pulver med!
Oprindelig blev den store fisk taget på kastespyd og i primitive flettede net. Nu har monofilgarnene desværre også holdt deres indtog i junglen, og med dem er arapaima’en mange steder udsat for et rovfiskeri, der har gjort den til en truet art i Amazonas.
Frøspredende vegetar-piranha
Arapaima’en blev ikke den eneste af de “mærkelige” fisk, som vi stiftede nært bekendtskab med under vort fiskeri på Amazonfloden.
Den rødbugede piranha, som er kendt for sit morderiske temperament, når den er i flok og har fået fært af såret bytte, huggede regelmæssigt, men blev kun i de færreste tilfælde hængende.
Den jager i flokke på 10-100 fisk, som angriber byttet i bølger. Når første hold ikke væk i tide, bliver de bidt i halen af næste hold! På denne måde kan piranha’en ribbe selv et stort bytte på få minutter.
Af de mere end 20 arter, som piranha’erne omfatter, findes flere specialister i finneklip – i at æde andre fisks finner. Det forklarer, hvorfor de fleste rovfisk altid mangler større eller mindre dele af halen.
Piranha’ens nære slægtning, den mørke og langt større pacu, er en eksklusiv vegetar, idet den fortrinsvis lever af nedfaldne frugter. Piranha’ens frygtede flænsetænder er derfor hos pacu’en omdannet til mere fredelige tyggetænder.
Pacu’en bliver på denne måde en vigtig frøspreder i den tropiske og subtropiske regnskov.
Mystiske maller
Særest var så afgjort mallerne. Vi fik to forskellige arter – en tværstribet tigermalle og så en farvestrålende “brumbasse” uden navn. Begge arter knurrer højt, når de ligger i båden, men ikke nok med det. Flere gange kunne vi sågar høre, hvad der havde bidt på, før vi kunne se det!
Et enkelt eksemplar af den sjældne og højdespringende arawanablev det også til. Det er en mindre slægtning til arapaima’en, som har specialiseret sig i at snappe insekter højt oppe mellem regnskovens grene. Den er derfor springeren over alle springere i Amazonas – med en høj og flad kropsform, der virkelig giver afsæt til de ofte meterhøje spring!
Heldigvis så vi ikke noget til Amazonflodens elektriske ål, som lammer deres bytte med stød på 300-500 volts styrke. Vi stødte heller ikke på de frygtede pigrokker, hvis giftige halepigge ofte er dødbringende.
Lyserøde delfiner fulgte “Amazon Explorer” på dens vej op og ned af floderne, mens metalblå og blodrøde sommerfugle flaksede omkring i virvaret af grønne grene. Fiskehejrer, isfugle og en enkelt fiskeørn gjorde billedet komplet for to gæstende danske lystfiskere.
Men vigtigst af alt: Ved at besøge området med fiskestænger og vestlig valuta var vi med til at åbne de indfødtes øjne for, at man tjener flest penge ved at passe godt på sine fisk. At der hverken er nogen økonomisk eller økologisk fremtid i at brandskatte værdifulde sportsfisk med monofile nylongarn!
® 2001 Steen Ulnits
Del denne artikel: