De er blevet kaldt havenes regnskove, og de har forundret mennesker i århundreder.
Men hvad er egentlig koraller, og hvordan bliver koralrevene til? Og hvorfor er de mange steder i stærk tilbagegang? Spørgsmålene hober sig op, mens problemerne bare vokser og vokser. I dag mener forskerne således, at mere end 50% af alle koralrev er i fare.
Allerførst må man vide, hvad koraller egentlig er for nogle skabninger. Mange tror, at man kun finder koraller i troperne, men det er helt forkert. Koraller kan nemlig findes i alle have og klimazoner, omend de ganske rigtigt er mest kendt fra og mest udbredt i det tropiske Stillehav. Der er næppe nogen, som ikke har set et tropisk koralrev på film eller fjernsyn.
Da Charles Darwin i 1800-tallet krydsede Stillehavet i sit gode skib “Beagle”, studsede han gang på gang over de utroligt artsrige koralrev, der pludselig rejste sig af det afgrundsdybe og meget næringsfattige hav. Tilsyneladende helt umotiveret. – Hvor kom dog alt dette liv fra?
Darwin betragtede ganske rigtigt koralrevene som “oaser i en undervandsørken”. Pludselig vrimlede et ellers dødt hav med liv i alle tænkelige former – helt uden nogen gradvis overgang. “Darwin’s Paradoks” døbte man siden dette fænomen.
Biologien
I dag ved vi, at verdens koralrev dækker mindre end 1% af havenes overflade. Et område på omkring halvdelen af Frankrig. Alligevel er de hjem for omkring 25% af alle marine fisk, dyr og planter. En kendsgerning, som har givet koralrevene deres smigrende tilnavn “havenes regnskov”.
Koralrev opstår og findes primært på steder, hvor havbunden rækker op mod overfladen. Koraller kan dog vokse mange andre steder, men i regelen på lavt vand. Dette muliggør skabelsen af kunstige koralrev, hvor man måske tidligere har ødelagt dem eller blot ønsker dem af hensyn til fiskelivet.
De fleste koralrev er skabt af polypper, som lever i kolonier. Disse polypper danner et hårdt ydre skelet af kalciumkarbonat (“kalk”), som yder dyret indeni beskyttelse mod strøm og bølger. Den bedste vækst har korallerne i lavt, klart, varmt og oprørt vand, som sikrer en konstant tilførsel af næringssalte fra et ellers næringsfattigt hav.
Øverst oppe på revene får korallerne ofte hjælp af specielle fastsiddende alger, som løbende deponerer et beskyttende lag af kalk på toppen af det hele. Som dermed hjælper til med at holde sammen på revene, når tropiske stormer truer med at brække det hele fra hinanden.
Man regner med, at der findes omkring ét tusinde forskellige koralarter. Nogle er særkønnede – andre fælleskønnede. Og atter andre skifter fra det ene til det andet i løbet af deres levetid. Det er altså ikke nødvendigvis kedeligt at være et koraldyr…
Korallernes kønnede formering sker ved, at alle individer af en art samtidig afgiver deres kønsprodukter til det omgivende vand, hvor befrugtningen så foregår. Dette sker i regelen ved nipflod, hvor forskellen mellem højvande og lavvande er mindst. Det sikrer, at flest mulige æg befrugtes og færrest mulige skylles væk af tidevandsstrømmene.
Koraller kan se uhyre forskellige ud. Til de mest kendte hører givet de såkaldte “hjernekoraller”, hvis udseende virkelig lever op til navnet. Andre danner indviklede “gevirer”, der stikker op i vandet, mens atter andre bygger flade plader. Altsammen ofte i meget smukke farver, som skyldes samlevende alger.
Symbiosen
Koraller er som sagt polypdyr – ikke planter – og dermed ikke i stand til at fotosyntetisere. De kan ikke selv danne organisk stof ud fra kuldioxid, vand og sollys, som planterne kan. De ville derfor ikke kunne klare sig i et meget næringsfattigt tropisk hav, hvor de fleste næringssalte synker til bunds på dybhavet – sedimenterer ud, som det hedder på fagsprog.
Derfor har korallerne etableret en slags symbiose med specialiserede zooxantheller, der fotosyntetiserende alger – enkeltcellede dinoflagellater, hvis man er kender! Disse zooxantheller leverer op mod 90% af den energi, som korallerne har brug for, og som de ikke kan skaffe på anden måde. Zooxanthellerne nyder til gengæld godt af den kvælstof, som koralpolypperne selv skaffer ved at filtrere zooplankton fra vandet.
Zooxanthellerne bor i koralpolyppernes væv, hvor de har god beskyttelse og kan fotosyntetisrere effektivt. Her nyder de også godt af den kuldioxid, som polypperne løbende producerer, og som algerne jo skal bruge til deres fotosyntese. Et spændende og gensidig gavnligt samarbejde på højeste biokemiske plan!
Zooxanthellerene forekommer i massive mængder. Således regner man med, at der er op mod en million alger per kubikcentimeter koralrev! Det er disse mange alger, hvis indbyggede pigmenter giver de forskellige koraller deres mange forskellige farver. Det er også dem, der dør først, når vandtemperaturen bliver for høj – med blegning af de døde og døende koralrev til følge.
De store koralrev byder på mange og meget varierende levesteder for et utal af dyr og planter. Koralrevene danner ofte atoller med beskyttet vand bag barrieren ud mod åbent hav. Herinde på det lave vand sker der det stik modsatte af ude på dybhavet. Herinde forbliver næringssaltene nemlig – i stedet for at synke til bunds som uden for revet. Næringssaltene bliver således i systemet og kan genbruges mange gange – til stor fordel for dyr og planter.
Dette er altså forklaringen på Darwin’s Paradoks – på, hvor i alverden alt dette liv på koralrevene dog kommer fra! Således er det almindeligt, at der daglig produceres 5-10 gram kulstof per kvadratmeter koralrev – et meget højt tal. Nyere undersøgelser viser dog, at også svampe på koralrevene bidrager godt til denne produktion ved at filtrere planteplankton fra vandet. Disse er dog selv helt afhængige af at kunne leve i revner og sprækker mellem korallerne.
Truslerne
Der er mange farer, som truer verdens koralrev. Dels er der naturligvis de voldsomme tropiske storme og orkaner, som regelmæssigt bryder igennem de såkaldte “barriererev”, der mange steder løber langs kysterne og beskytter disse mod havet. Og dels er der menneskets uforstandige og aldeles kortsynede brug af dynamit til fangst af fisk på revene. Det siger sig selv, at de langsomtvoksende koraller dør en meget hurtig død på denne brutale måde.
Endelig er der den ligeledes udbredte brug af cyanid til fangst af fisk over koralrevene. Cyankalium blokerer åndedrættet på omtrent samme måde, som kulilte gør, og fisk er meget følsomme over for netop cyanid i deres vandige miljø. Fiskeyngel og koralpolypper er specielt udsatte og bukker under som de første. Større fisk bedøves ofte kun og kan i mange tilfælde genoplives og afgiftes, så spisefisk senere kan sælges til konsum.
Sjældne akvariefisk sorteres fra og eksporteres i stort omfang til glade saltvandsakvarister i den vestlige verden. Således regner man med, at 70-90% af alle akvariefisk fra Philippinerne fanges på denne altødelæggende måde. Korallerne er døde efter behandlingen og genopstår ikke bare af sig selv. De skal årtier til, førend de har retableret sig blot nogenlunde. Af den grund er fiskeri med cyanid strengt forbudt de fleste steder, men loven håndhæves kun sjældent. Money talks…
I 1998 oplevede man for første gang i nyere tid, at store dele af verdens koralrev gik til ved den såkaldte “bleaching”. De døde helt enkelt, da vandtemperaturerne blev for høje til dem – muligvis som følge af den menneskeskabte drivhuseffekt. De døde rev blegnede og mistede helt farverne, hvorfor man taler om “bleaching” – blegning af revene.
Nogle steder er revene dog kommet sig, men mange steder er det ikke sket endnu. Man kan frygte, at dette vil ske oftere og oftere, som drivhuseffekten sætter ind i stigende grad. Og løsning af netop dette problem er af global karakter og i skrivende stund aldeles uoverskuelig.
Endelig er der forurening med næringssalte fra by og land, der helt enkelt kvæler koralrevene i alger. Præcis som vore hjemlige ålegræsbælter har måttet bukke under for begroning med alger. Det siger sig selv, at næringssaltforurening primært er et problem for kystnære koralrev nær større byer og landbrug – ikke for de mange små Stillehavsatoller langt fra land. Koralrev kræver krystalklart og næringsfattigt vand for at trives.
Økonomien
Forskere og økonomer har længe forsøgt at sætte en pris på alverdens koralrev. En pris baseret på de indtægter, som fiskeri og turisme indbringer samfundene omkring koralrevene.
Det er naturligvis meget vanskeligt at værdisætte dette, men forskerne er nået frem til en omtrentlig værdi af 30 milliarder dollars. Så det er altså ikke småpenge, alverdens små koralpolypper producerer. Og alene derfor er det betænkeligt, at mere end halvdelen af disse koralrev i dag anses for truede.
Samtidig er der næppe heller tvivl om, at netop økonomien bliver koralrevenes redning. Vi har nemlig ikke råd til at undvære dem!
© 2011 Steen Ulnits
Efterskrift: I dag ved vi, at ikke kun forurening og global opvarmning er medvirkende årsag til afblegning af koralrev. Også forsuring af verdenshavene spiller ind.
Forsuringen sker, når havene optager store dele af den CO2, vi konstant udleder. Det får pH-værdien i vandet til at falde og gør det vanskeligt for korallerne at få fat i den kalk, de har brug for til at opbygge deres egne skaller og dermed i sidste ende hele koralrev.
Del denne artikel: