Søndag den 24. september 2017. Situationsrapport fra Tivoli, hvor Det Konservative Folkeparti netop nu afholder landsmøde.
Lovens Vogter, i form af partiboss og justitsminister Søren Pape Poulsen har travlt med at skamrose sine trofaste partifæller, der i hans verden til fulde lever op til partiets gamle selvopfattelse: At være Blå Bloks Grønne Stemme.
Det værste er næsten, at de nok selv tror på det. Præcis som mange stadig bilder sig ind, at vi har verdens bedste undervisningssystem, verdens bedste sundhedsvæsen og verdens bedste ældrepleje. Til trods for, at det efterhånden er mange år siden, det var tilfældet.
De Konservative har tilsyneladende allerede fortrængt, at de jo selv stemte for Landbrugspakken – til trods for, at de udmærket godt var klar over, at Venstre havde fiflet med tallene for at få pakken stemt igennem. Ja, de væltede sågar fødevareministeren af samme årsag.
Det faktum, at Landbrugspakken var fuld af løgn og til stor skade for vandmiljøet, fik dog ikke de Konservative til at ryste på hånden. De bakkede stadig fuldt op om pakken og dens overgødskning. Det havde de jo lovet vennerne i Venstre allerede før valget. Så pyt med sandheden og vandmiljøet.
Det var Rasmus Jarlov, der førte kniven, som ledte til fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang – meget mod statsminister Lars Løkkes vilje. Det medførte som bekendt, at der i stedet kom et rent monster som hendes efterfølger. Det store Dyr i Åbenbaringen. Antikrist, eller hvad man nu i Biblen kalder det.
Men ikke nok med det. For da så Venstre lancerede lov L111, der tillader flere forurenende havbrug i et Kattegat, som allerede gisper efter vejret, så stemte de Konservative sandelig også for den. Enstemmigt. Man er jo et erhvervsvenligt parti, og nu var man jo kommet i regering. Det forpligtede jo – ikke over for vælgerne, men over for den statsminister, som havde skaffet dem ministerbilerne.
Så man skal vist være en ganske verdensfjern konservativ justitsminister på et rigtig festligt landsmøde i Tivoli for at kunne fortrænge de triste kendsgerninger:
At Konservativt Folkepartis miljøpolitik i dag er lige så miljøfjendsk og kulsort som “C’et” i Black. Solgt til stanglakrids for ministerbiler og pensioner. Rasmus Jarlov blev derfor vejet og fundet for let – og erstattet af den totalt ufarlige (for partiet), men himmelråbende uvidende Orla Østerby, som lagde ud med at skamrose dansk landbrug – som var han partiboss i Venstre og ikke ordfører i de Konservative.
Connie Hedegaard var efter alt at dømme den sidste Konservative politiker med en blot nogenlunde grøn profil. Det var således hende, der som miljøminister i 2004 barslede med den nationale redningsplan for atlanterhavslaksen i Danmark. I forordet hertil skrev hun følgende smukke ord:
“En af de gode og overraskende nyheder for vores natur er, at der stadigvæk lever små bestande af den ægte danske laks i Vestjylland. En laks, som har levet i de vestjyske vandløb i årtusinder, men som vi troede var uddød. Når laksen har vist en sådan evne til at overleve, skylder vi at redde de sidste bestande, der er tilbage. Derfor har Miljøministeriet udarbejdet denne nationale forvaltningsplan for laks.
Forvaltningsplanen gør status over laksebestandene og de problemer, der findes i de enkelte vandløb. Planen beskriver også, hvordan vi kan redde bestandene, og i hvilken prioriteret rækkefølge, det bør gøres.
Generelt er vandkvaliteten i vores vandløb blevet meget bedre. Blandt andet fordi vi har investeret milliarder af kroner i renseanlæg. Men rent vand gør det ikke alene. For at sikre laksen bedre overlevelsesmuligheder skal de fysiske forhold i vandløbene forbedres. Laksen skal have bedre passage i vandløbet op til de steder, hvor den har sine gydepladser, og hvis gydepladserne er ødelagte, må vi genoprette dem.
I vandløbene skal der være rigeligt med vandplanter, som laksen kan gemme sig ved, og rigeligt med smådyr som fødegrundlag for de små laks. Hvis vi kan forbedre vandløbene, så laksen kan lide at være der, får vi som sidegevinst samtidig forbedret levestederne for en masse andre dyr og planter – laksen er en indikator for gode naturlige vandløb. Endelig kan vi kombinere indsatsen over for laksen med nye initiativer til genopretning af ådale.
Vi skal sikre den biologiske mangfoldighed – det skylder vi os selv og vores efterkommere, og vi skal beskytte disse naturværdier, så vi kan få flere oplevelser – det er velfærd.
Målet er, at når vi nyder udsigten over en smuk ådal, så ved vi, at vandløbet og ådalen igen rummer et mylder af spændende dyr og planter – herunder laksen.”
Forord af Miljøminister Connie Hedegaard (K)
“National forvaltningsplan for laks”
Man må knibe en tåre og sende Connie en venlig tanke. Det er ikke mindst hendes fremsynethed, der har givet os laksen tilbage.
Det føles næsten, som levede vi i et tidligere årtusinde, når vi ser Konservativ miljøpolitik anno 2017. Blot 13 år senere. Den er nemlig kulsort. Her lader man nu hånt om miljøet – velvidende at fakta bag Landbrugspakken og L111 om flere forurenende havbrug i Kattegat er baseret på i bedste fald fejlagtige oplysninger – i værste fald decideret løgn og bevidst vildledning.
Siden droppede Connie Hedegaard miljøet til fordel for klimaet og Danmark til fordel for EU. Og lige siden er det gået støt ned ad bakke med såvel miljøet som moralen i Det Konservative Folkeparti. Såmænd også den folkelige opbakning til partiet. Selvjustitsen har heller ikke været nem for justitsministeren, hvis samlever for nylig blev taget for spirituskørsel – af det selvsamme politi, som justitsministeren er øverste chef for.
Dette måske med forbillede i den tidligere minister og konservative partiformand Hans Engell, hvis skæbne jo også blev alkohol i blodet. Hvis politiske karriere som bekendt blev brat stoppet af en betonklods på Helsingør-motorvejen. Med for høj en promille efter endnu en lidt for fugtig aften i Snapstinget…
Og den nok største populist af alle de Konservative, Mette Abildgaard, samlede for nylig over en halv million kroner ind til en stakkels butiksejer af anden etnisk herkomst. Han havde fået sin butik ryddet – angiveligt fordi han ikke ville betale beskyttelsespenge.
Efterfølgende kom det imidlertid frem, at butiksejerens egen far selv var indblandet i en anden sag om beskyttelsespenge. Her blot på den anden side af skranken. Et hurtigt spørgsmål kunne have afværget mange problemer med tilbagebetaling af de indsamlede penge. Abildgaard kunne jo blot have spurgt sin partiboss, der jo er ingen ringere end justitsministeren selv. Hans underlagte politifolk var udmærket klar over forholdene længe før.
Inden da havde hun dog formået af holde Facebook-gruppen “De forhadte vandløb” (DSF’s talerør på internettet) ud i strakt arm og bildt dem ind, at de Konservative skam tænkte på de små og vigtige vandløb, som storebror Venstre ville tage ud af en hidtil beskyttende lovgivning.
Godt gået af en storsmilende og meget talende politiker, der formåede at sno de blåøjede og forhadte lystfiskere om sin lillefinger. Indtil partiet altså stemte stik modsat. Det vandt hun da også stor anerkendelse for hos partibossen, der dog ikke kvitterede med nogen ministerpost, da der kort efter var uddeling.
Så interessen for såvel miljø som moral er næsten ikke eksisterende i vore dages rester af fordums store og stolte Konservative Folkeparti. Miljøet er for længst byttet ud med ministerposter, ministerbiler, ministerlønninger og ministerpensioner.
Så skidt med miljøet. Der er vigtigere ting at tage sig til som Konservativ. Ministerbilen venter. Ministerlønnen er gået ind på kontoen. Og ministerpensionen venter lunt forude.
Sådan ser dansk politik ud anno 2017. Jeg græmmes virkelig.
Det gør Connie Hedegaard sikkert også.
© 2017 Steen Ulnits
Del denne artikel: