Karpelus

Daglig irritation og sommervarm trussel mod søens fisk

I sommeren 2006 blev der på nordjyske Glenstrup Sø fanget adskillige gedder med blødende sår på siderne. – Var de syge eller hvad? Det spekulerede fiskerne på søen meget over den sommer.

 En nærmere undersøgelse viste imidlertid, at der var tale om angreb af Argulus – på dansk karpelus – som underde rette betingelser kan være til meget stor gene for søens fisk. Det er temperaturen, som er den afgørende. Stiger den til 20 grader eller mere, stortrives karpelusen og formerer sig i et tempo, som søens fisk har svært ved at klare. Resultatet kan blive massive angreb på enkelte fisk, som kan få store blødende sår på kroppen.

– Men hvad er Argulus egentlig for en fyr? Karpelusen er lige som havlusen, vi alle kender fra laks og havørreder, et snyltende krebsdyr. Den tilhører klassen Branchiura, hvis medlemmer alle lligner hinanden og alle er snyltere.

Karpelusen bliver 5-10 mm stor, hvilket gør den synlig med det blotte øje. Den er lettest at se på en transparent baggrund – eksempelvis fiskenes finner – og spottes naturligvis umiddelbart andre steder, når og hvis den bevæger sig. Karpelusene kravler rundt på fiskene og kan svømme fra fisk til fisk. De er mørke, flade og ovale og holder fortrinsvis til steder, hvor de sidder beskyttet og i læ for vandstrømmen.

Skadevirkning

Zoomer man ind på Argulus, ser den ganske frygtindgydende ud:

To sugeskiver sørger for, at karpelusen har et godt greb om sit offer. En stiletagtig brod stikker hul på fiskens hud og sender fordøjelsesenzymer ind i fisken. Bag denne stilet sidder en udskydelig mund, som siden bruges til at suge kropsvæske ud af den angrebne fisk. Angrebet forårsager irritation og kan resultere i betændelsagtige tilstande i huden – i svære tilfælde store åbne sår.

I sidstnævnte tilfælde er det ofte bakterier såsom Aeromonas or Pseudomonas, der forårsager skaderne. Forskere mener også, at karpelusens angreb endvidere kan overføre bakterier og virus til fiskenes indre og dermed måske forårsage andre og mere livstruende sygdomme.

Fiskene irriteres af karpelusene og søger ofte at gnubbe dem af sig, hvis de kan komme til det. Svært angrebne fisk udsættes for en høj grad af stress, hvilket gør dem til et let offer for andre sekundære sygdomme og parasitangreb. Alt i alt er karpelusen således en kedelig karl og farlig fætter, som ikke vil søens fisk noget godt…

Reproduktion

Som de fleste andre pæarasitter har også karpelus et meget stort reproduktionspotentiale. På godt dansk betyder dette, at de yngler som kaniner – ofte og i stort antal. Karpelusene parrer sig på fiskene, og hunnerne lægger siden de befrugtede æg på sten, planter og andre genstande, hvor æggene udvikler sig indtil klækning.

Som alle andre krebsdyr gennemgår den klækkede luselarve flere stadier, inden den blot fire dage gammel begynder at lede efter en værtsfisk. En hel livscyklus varer typisk 1-3 måneder – alt afhængig af vandtemperaturen. Jo varmere vand desto hurtigere livscyklus.

Æggene kan overvintre og klækkes så om foråret, når vandtemperaturen atter er blevet høj nok. Voksne karpelus kan overleve i adskillige dage uden en værtsfisk. Alt i alt er karpelus således ganske hårdføåre – noget, der gælder stort set alle parasitter.

Behandling

På samme måde som havlus kan være skadelig for laksene i et intensivt havbrugsopdræt, så kan også karpelus være til stor gene og skade i ferskvand. Specielt ved vandtemperaturer omkring og højere end 20 grader kan de være kritiske og kræve behandling. Erfaringen viser, at tre behandlinger med diverse organofosfater i løbet af en livscyklus kan holde karpelusene effektivt nede.

Imidlertid er disse organofosfater så giftige for det øvrige miljø, at de er forbudt i stort set alle vesteuropæiske lande. De smugles derfor ofte ind fra lande uden for EU – til skyhøje priser.

Imens eksperimenteres der videre med andre mulige virksomme stoffer uden samme skadelige bivirkninger, og her samler interessen sig pt. om de såkaldte “chitin-inhibitorer”, hvortil et stof som dimilin hører. Sådanne inhibitorer umuliggør effektivt karpelusenes skifte fra et larvestadie til et andet.

© 2007 Steen Ulnits