Juletræet

En simpel syntetflue til alle årstider.
“Juletræet” har for længst fejret sit ti-års jubilæum – mere velfangende end nogensinde!

Det var nok lidt af en tilfældighed, at “Juletræet” blev til for nu mere end 15 år siden. Det var derimod ingen tilfældighed, at den også kom til at pryde forsiden på min bog “Fluebinding 4” fra 1986. Det var slet skjult markedsføring…

Det var i de syntetiske materialers barndom, og jeg var dybt fascineret af farvespillet i det perlemorsfarvede Flashabou rør. I medlys skinnede det guld og grønt – i modlys rødt og blåt. Jeg måtte helt enkelt lave en flue udelukkende med dette fantastiske materiale!

Sådan bindes Juletræet

Efter en del eksperimenteren nåede jeg frem til en såre simpel grundkonstruktion: Som underlag for det halvtransparente rør lægger jeg en fluorescerende rød chenillekrop. Den fylder røret ud, og den suger samtidig vand, så den færdige flue får let ved at synke. Endelig giver den indtryk af liv – blod – under det skinnende og halvt gennemsigtige ydre. En effekt, der bestemt ikke bliver ringere, når et par fisk eller tre har flænset lidt i fletværket!

Jeg sørger for, at der såvel foran som bag chenillekroppen er et stykke med bar bindetråd. Det er nemlig her, røret senere skal bindes ned. Bindetrådsunderlaget sikrer da en solid forankring af det glatte rør. Idag bruger jeg udelukkende fluorescerende rød bindetråd til mine “Juletræer”.

Herefter tager jeg et stykke rør og fjerner den kerne, røret er flettet omkring. Røret skal være godt og vel tre kropslængder langt – hellere for langt end for kort, da man jo altid kan klippe det til. Røret splittes op i den ene ende og skydes ind over chenillekroppen, så lige meget stikker ud foran og bag.

Tilbage er så kun at binde røret ned bagtil og fortil, hvorefter de forreste fibre foldes bagud og bindes ned som en slags hackle. Ud over bindetråden består et “Juletræ” således kun af chenille og Flashabou!

Fire favoritfarver

Jeg har bundet “Juletræer” i alle tænkelige afskygninger – i alle farver, længder og størrelser. Kun et fåtal har dog vist sig at være sikre fiskefangere, men de er til gengæld også blevet til mere end fast inventar i mine flueæsker.

Det er den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig er hovedhjørnestenen, og som jeg har fanget et utal af forskellige fisk på overalt i verden. Fra kolde danske kystørreder til tropisk varme barracudaer i Caribien. Og så er det to udgaver i fluorescerende/selvlysende rød og grøn! Samt en helt sølvfarvet, som er fin i helt store størrelser, hvor det almindelige Flashabou rør er for spinkelt.

Trods det faktum, at ethvert “Juletræ” er ren fantasi, er det dog i flere tilfælde også en rigtig god imitation. Det gælder den sølvfarvede, som er en fin efterligning af sølvskinnende småfisk. Og det gælder specielt den perlemorsfarvede original, der fungerer fortræffeligt som efterligning af såvel sværmende børsteorm på kysten som diverse småfisk i både saltvand og ferskvand.

Andre end undertegnede har siden haft stort held med især helt sorte og kobberfarvede Juletræer, der på fornem vis efterligner diverse bundlevende fisk og krebsdyr.

Fine imitationer

Det originale perlemorsfarvede Juletræ er faktisk en ganske overbevisende efterligning af en lille smelt. Smelten har vi jo både herhjemme og i udlandet. Overalt i kolde og klarvandede søer er den en vigtig fødefisk for rovfiskene – det være sig laks og ørreder eller gedder og aborrer.

En af mine gode venner fik for nogle år siden en håndfuld “Juletræer” med til New Zealand. Et par uger senere kom der kort fra Lake Taupo, hvor de perlemorsfarvede fluer havde fanget helt forrygende blandt søens “smelting rainbows”, som der stod. Regnbueøreder, som jagede smelt i flodmundingerne.

På Island har jeg bemærket mig, at det originale “Juletræ” er en ganske fremragende imitation eller rettere repræsentation af en hundestejle i alle dens mange farver. Således gav den mig sidste sommer min hidtil største islandske søørred – en pragtfuld fisk på 4,1 kg, kun 62 cm lang.

Ovenstående fisk kan du læse mere om i artiklen “Vildørreder på vulkaner” under “Fiskerejser”.

En ganske naturtro imitation er – pudsigt nok – også den hidsigt grønne og selvlysende udgave, der på fremragende vis illuderer en lille irgrøn stenbiderunge. Med de farver skulle man jo ellers tro, at der kun kunne være tale om ren fantasi eller klar provokation.

Idag starter jeg altid mit fiskeri med den perlemorsfarvede udgave, hvis ikke andet indikerer, at den røde eller grønne burde være bedre. Den er og bliver standarden, ud fra hvilken de øvrige farver bliver bedømt.

Et ret nyt skud på stammen er et flydende perlemorsfarvet “Juletræ” – med underkrop af en strimmel fluorød skumplast. En fin flue, når rovfiskene spurter gennem en stime småfisk, som slås mere eller mindre bevidstløse af halen. Når så rovfisken svømmer tilbage og samler de døde eller bedøvede småfisk op i overfladen, er det tiden at binde det flydende Juletræ på forfanget!

Har jeg brug for en rigtig stor flue – eksempelvis til trolling efter flydering eller pontonbåd – binder jeg gerne et ekstrastort Juletræ som rørflue. Store sølvblanke udgaver har også virket godt under geddefiskeri.

Det røde “Juletræ” har jeg gjort de bedste fangster med på grå og overskyede dage i vinterhalvåret, hvor kystens havørreder ind imellem kan være lidt træge og derfor trænger til lidt oplivende farver!

Endelig bruger jeg altid den selvlysende grønne til natfiskeri – efter behørig opladning i lyset af min lille Maglite. Da har både fisken og jeg en natflue, vi virkelig kan se!

Teori og praksis…

Det er imidlertid ikke altid, fiskene lader sig sætte sådan i system. Det fortæller følgende lille beretning vist alt om:

Det var en iskold og tåget vinterdag i det syddanske. Faktisk var det næsten for koldt til at fiske, men John – min lokale guide – havde fået fine fisk i dagene forinden. Efter nogle timers bådfiskeri gik vi i land på en odde, der stak ud i det smalle og strømstærke sund.

– En ideel plads til kystflue, forsikrede John mig frysende. – Du når helt ud i sejlrenden med selv et kort kast, og derude går fiskene i denne kulde!

Ganske rigtigt. Jeg havde næppe taget mere end en halv snes kast, før en tung og stærk fisk tog mit røde “Juletræ” med kun nogle få meter line uden for topøjet. Ti minutter senere kunne vi beundre en dejlig sølvblank havørred på 2,4 kg – en pragtfisk, der virkelig gjorde det værd at trodse tåge og vinterkulde!

Havørreden gylpede et par irgrønne stenbiderunger op, som John straks fik øje på. – Havde du ikke sådan en grøn tingest i din flueæske?

Det havde jeg, og det røde “Juletræ” blev derfor skiftet ud med et grønt i samme størrelse – en kortskaftet 4’er – som igen blev sendt ud over sejlrenden.

I tredje kast strammede linen atter op, og igen væltede en tung sølvfisk sig rundt for enden af 0.25 forfanget. Det viste sig at være en tvilling til den første, kun et par hundrede gram tungere. Også den var solidt kroget og kunne landes efter en halv snes minutters tovtrækkeri. 2,6 kg purt vintersølv.

Vi kiggede den straks efter for at se, om også den havde grønne stenbiderunger i maven, siden den nu havde taget et grønt “Juletræ”. Ikke en eneste. Den var i stedet stoppet med gråbrune hesterejer…

Så meget for teorien altså, men fluerne fungerer i praksis, og det er vel det vigtigste!

Upside down “Juletræer”

Allerseneste skud på stammen af “Juletræer” er tunge upside down fluer til fiskeri direkte på bunden. Her er det specielt store brakvandsaborrer på op til kiloet, der har ladet sig lokke. Fluerne bindes på sædvanlig vis – blot forsynes de fortil med tunge øjne af det ugiftige tungsten. Nul bly her!

Samtidig lader jeg kroppen gå lidt ned på krogbøjningen, så halen kommer til at vende opefter på den færdige flue. Det falske hackle samles på samme måde, så også det vender opefter. På denne måde får jeg et velafbalanceret “Juletræ”, der som en anden mini-jig fisker direkte på bunden – med krogspidsen vendende opefter.

Disse tunge “Juletræer” har efterhånden også en hel del flotte fladfisk på samvittigheden – fortrinsvis bundet på str. 4-6 kroge i røde og grønne farver.

Jeg binder idag alle mine “Juletræer” på Mustads rustfri 34007 krog. Str. 4 er standarden til mit kystfiskeri – med en langskaftet 34011 til natfiskeri. Da får jeg en større flue, som dermed er mere synlig. Men som alligevel ikke er ret meget tungere.

Jeg har tidligere brugt Partridge’s ligeledes rustfri “JS Sea Streamer” krog, men har haft et par uheldige oplevelser med ørreder, der rettede den tynde wire ud. Det sker ikke med de kraftigere Mustad kroge. Eller med den nye “Sea Prince” fra Partridge – en tro kopi af Mustads 34007.

Store steelheads

“Juletræet” er mest kendt og brugt som havørredflue ved de danske kyster, hvor den efterhånden må have landet i tusindvis af blanke og farvede havørreder. Selv har jeg i hvert fald taget et trecifret antal ørreder på over målet på den i de forgangne år.

Men “Juletræet” er mindst lige så effektiv til alle andre rovfisk. Til pelagiske stimeaborrer på jagt og til lurende gedder i sivkanten har jeg således haft meget held med langskaftede “Juletræer” str. 4 og 1.

Store hornfisk holder meget af den grønne udgave, mens tangskovens torsk foretrækker den røde. Og endelig reddede et stort perlemorsfarvet “Juletræ” str. 1/0 situationen for mig, da jeg i 1986 fiskede steelheads i Sustut River i det nordlige British Columbia.

Efter en uges forgæves fiskeri med alle de gængse steelheadfluer satte jeg det store “Juletræ” på forfanget og blev den sidste uges topscorer med 5 pragtfulde steelheads på henholdsvis 20, 18, 16, 15 og 13 pounds – alle på enhåndsflue. Det er 15 lbs. fisken, du ser på billedet ovenfor.

– It’s not a fly, it’s a lure!, sagde en medfisker, da han så fluen sidde solidt i kæften på 18 lbs. fisken. Og helt forkert var det ikke.

“Juletræet” er jo en ren syntetflue, om noget er!

Steen Ulnits

(oktober ’99)