En helt ny lakseelv på Island
Det er yderst sjældent, man som laksefisker kan forbinde vandkraft med noget positivt. Men på det nordøstlige Island findes en undtagelse fra denne ellers så klare regel.
Jeg mødte ham første gang i 1990 ved bredden af den da ukendte Rangá nogle få timers kørsel syd for Reykjavik. Thröstur Ellidarsson var hans navn, og fiskeopdræt var hans forretning. Thröstur havde været på uddannelse som fiskeopdrætter i Tromsø, Norge, og han havde efterfølgende eksperimenteret med ”sea ranching” af laks i nogle mindre elve på Island.
Sea ranching betyder i al sin enkelhed, at man opdrætter laksesmolt til udsætning i elvene. Disse vandrer siden selv ud i havet, når de er klar, og vender efter et år eller to i havet tilbage til den elv, hvor de er udsat og udvandret fra. En både kostbar og billig form for fiskeopdræt, hvor man selv først bekoster produktionen af laksesmolt, men siden lader havets rige spisekammer fede laksene op til voksen og kønsmoden størrelse. Helt gratis.
Man fanger så de voksne fisk, når de af egen drift vender tilbage til udsætningsstedet. Hvor mange er man imidlertid ikke selv herre over, men meget mere end nogle få procent vender sjældent tilbage.
Og nu her 25 år senere møder jeg ham så i gen – denne gang ikke ved Rangá i det sydvestlige Island, men nu i det koldere nordøstlige. Forud er gået en smuk flyvetur tværs hen over den sne- og isdækkede vulkanø, som kun sjældent lader sig beskue så smukt fra luften. Målet er byen Egilsstadir, som huser Islands næststørste lufthavn – med plads til ganske store fly.
Sølvblank fra Ishavet
Det er min første hele fiskedag, og jeg fisker en smuk strækning af Jökulsá, som ligger blot få kilometer fra havet. Faktisk er der ikke længere ud, end at man kan skimte selve Ishavet fra elven – som en smal blå stribe over det sorte lavasand på stranden.
Man kan fiske enhånds hernede, men jeg har lånt en tohånds af min guide, som jeg kæmper lidt for at blive gode venner med. Min erfaring med tohåndsstænger er ganske begrænset, men man skal jo ikke være bange for at prøve noget nyt – selv ikke i min fremskredne alder!
Vi ser flere gange fisk vende i overfladen – et godt tegn på, at de er aktive og på vej opefter. Men interessen for mine fluer er dog ikke imponerende – i hvert fald ikke i første gennemfiskning. Det går meget bedre i anden. Jeg stripper langsomt min rørflue ind gennem strømskellet ind til bagvandet, da en stor laks pludselig kommer farende på tværs af strømmen og tager fluen, som den ellers må have set flere gange inden da.
Vi har set, at fisken er stor, og den føles tung ude i strømmen. Med kun få kilometer ned til havet er det en aldeles frisk opgænger, hvis hugrefleks nu har bragt den i vanskeligheder.
Det bliver en lang fight i den hårde strøm, men til sidst kan jeg presse den ud fra hovedstrømmen – ind på lavt og roligt vand nær land. Her ruller den nogle gange rundt om sig selv, inden den glider i guidens store net.
Vi måler den og estimerer den til et sted mellem 7 og 8 kg. En flot fisk et hvilket som helst sted på Island, hvor grilse er regelen mere end undtagelsen. Det er en velskabt vildfisk, som skal videre op til gydepladserne. En han, som varsomt genudsættes i elvens turkisgrønne vand.
Vandkraft fra Vatnajökul
Verden over har vi set, hvordan udnyttelsen af vandkraft med næsten usvigelig sikkerhed skader bestandene af laksefisk – om det så er stør, stamsild eller diverse laksefisk. Alle er de afhængige af at kunne vandre frit i åer, elve og floder, til og fra deres gydepladser. Og det kan de ikke, når der bygges dæmninger til vandkraftværker.
Er der noget, man har rigeligt af på Island, så er det vand. Strømmende vand. Det har man udnyttet mange steder, og man har set de skadelige virkninger heraf i ikke mindst afløbet fra den store Thingvellir sø. Her har vandkraften siden bygningen af kraftværket Sogsstödvar i 1937 blokeret den livsvigtige nedstrøms gydevandring for søens ellers legendarisk store ørreder.
Og lige nu ser det skidt ud for de tætprikkede bækørreder i den berømte Svartá, som svenske Curt Lindhé beskrev i sin dejlige bog “På fiskesafari i Nordatlanten” fra 1956. Et vidunderligt vandløb, som vort interskandinaviske magasin ” Flugfiske i Norden” (FiN) har arrangeret fiskerejser til siden 1988. Der er nu planer om at stemme Svartá op til et mindre vandkraftprojekt, som med stor sikkerhed vil ødelægge fiskebestanden og fiskeriet i dette klassiske vandløb.
Der er således sjældent noget godt at sige om vandkraft, når det gælder vandmiljø og vandrefisk. Men ikke mindst i det sydlige USA har mange vandkraftværker dog haft en utilsigtet positiv effekt – hvis man altså ser tingene med ørredøjne. De store og dybe vandkraftmagasiner lukker nemlig vand ud fra bunden, som er markant koldere end det omgivende vand.
Det kvitterer fiskene så for med et godt ørredfiskeri i vandløbet nedstrøms opstemningen. Et fiskeri, der ikke eksisterede før opstemningen, da vandet da var før varmt til laksefiskeri.
Jökulsá’s forvandling
En af de største smeltevandselve på Island er Jökulsá, der afvander den mægtige Vatnajökul gletcher. Fra naturens hånd en iskold mudderrende uden nævneværdigt fiskeliv. I det sortbrune og iskolde muddervand kan intet leve. Kun i et par mindre, klarvandede tilløb til smeltevandselven var der fiskeliv – i form af en mindre naturlig laksebestand.
Allerede i 1960’erne var der fokus på vandkraften som billig energikilde til ikke mindst den kostbare fremstilling af aluminium, der kræver meget høje temperaturer. Det medfører et gigantisk energiforbrug, som kun vanskeligt kan dækkes med fossile brændstoffer. Derfor valgte Island at bygge et storstilet vandkraftanlæg til produktion af billig energi – specielt til fremstilling af aluminium.
Den nye aluminiumsfabrik, som ligger ved vejen mellem Keflavik lufthavn og Reykjavik by, blev taget i brug i 1972 og producerer nu aluminium af malm, der i en lind strøm skibes til Island. En stor arbejdsplads, som bidrager markant til Islands økonomi.
Da verdens forbrug af aluminium bare vokser og vokser, opstod der snart planer om et nyt stort anlæg – nu blot i den modsatte ende af landet. Her løber den mægtige Jökulsá, som bringer brunt smeltevand fra Vatnajökul gletcheren mod nord til Ishavet. En elv med rigelig vandføring til et nyt stort vandkraftværk.
Som tænkt så gjort. Jökulsá blev stemmet op i Kárahnjúkar, hvor der etableredes et mægtigt vandkraftmagasin. Herfra blev og bliver vandet i en 60 km lang rørledning ledt til et ligeledes nybygget 690 MW kraftværk i Fljótsdalur, hvor smeltevandet i 6 mægtige turbiner omdannes til elektricitet.
Denne elektricitet sendes nu til havnebyen Reyðarfjörður, hvor den nye Alcoa aluminiumsfabrik er placeret. Og hvortil en lind strøm af skibe med aluminiumsmalm nu valfarter.
Borgerne i Egilsstadir må dog leve med vand, der er mere mudret og uklart end nogensinde før…
Fra sortbrun til turkisgrøn
Men tilbage til selve Jökulsá, der nu er reduceret til en stadig stor, men absolut fiskbar elv med klart vand. Transformationen fra en mørk og steril smeltevandsrende til klarvandet lakseelv følges nøje af biologerne fra Reykjavik. Allerede nu har de observeret, hvordan elvens biologiske produktivitet er steget markant – at der nu er kommet alger på stenene samt diverse insekter, som lakseyngelen kan leve af. Ligeledes ser man regelmæssigt fiskende fugle som lommer og lappedykkere, hvilket man aldrig gjorde tidligere.
Gletcherslammet er nu bundfældet i vandkraftmagasinet, som kun lukker overskydende, klart overfladevand ud. Vand, som endda er varmere end det oprindelige smeltevand. Hvor vandføringen tidligere kunne komme op over 500 m3 i sekundet, er den nu helt nede på en normal vandføring på blot 20-30 m3. Perfekte forhold til fluefiskeri.
Det sker dog, at afsmeltningen fra Vatnajökul sidst på sæsonen bliver så stor, at magasinet løber over. Da ligner Jökulsá kortvarigt sit gamle, ufiskbare, brune jeg. Men der er planer om at bygge endnu et kraftværk lidt længere nedstrøms for også at udnytte dette overskudsvand. Og da bør problemet være endeligt elimineret med hensyn til laksefiskeriet.
Enter Thröstur Ellidarsson, som jeg jo allerede kendte fra 1990’ernes vellykkede Rangar-projekt. Her blev laksefangsten via massive smoltudsætninger på bare det første år boostet fra 50 til mere end 1.600 hjemvendende laks. Thröstur kunne derfor straks se potentialet i den ændrede Jökulsá, der nu pludselig havde fået klart vand, en god temperatur og en tilpas vandføring.
Han gik derfor i gang med at optimere den nye lakseelv. I 2012 blev der bortsprængt klipper tre steder langs hovedløbet, hvor passagemulighederne var dårlige for laksene. Et enkelt sted løb elven 100 meter under og gennem klipper, hvilket laksene havde svært ved at forcere.
I dag har fiskene således adgang til mere end 100 km af denne nye lakseelv. Der er så mange nye fiskepladser, at ingen endnu har prøvet dem alle. Mange pools mangler således endnu at blive navngivet.
Vildlaksen i fremgang
Der blev bygget smolt release ponds rundt omkring i hovedløb og tilløb – en aktivitet, Thröstur har stor erfaring med fra ikke mindst årene ved Rangar.
Til dato er der således udsat næsten én million parr og smolt i Jökulsá – lige mange af hver – hvor hovedløbet allerede er tæt på at være selvreproducerende med vildlaks. De mindre tilløb derimod er så kolde, at de næppe nogensinde vil kunne klare sig selv helt uden supplerende udsætninger.
Til gengæld er de vigtige fiskevande, hvis hovedløbet skulle løbe over og blive ufiskbart sidst på sæsonen. Så tyr man til de klarvandede tilløb Laxá og Kaldá i stedet og kan ufortrødent fiske videre heroppe.
Det er Jökulsás naturlige laksestamme, man søger at fremme. I modsætning til elvene i det sydvestlige Island, der primært producerer grilse, så bliver mange af Jökulsás laks et ekstra år i havet, inden de vender tilbage for at gyde. Dette i lighed med de øvrige nord- og østvendte lakseelve på Island. Der er således mange store 2SW fisk mellem fangsterne i Islands nyeste lakseelv!
Fiskeriet i Jökulsá starter 1. juli og slutter den 30. september, hvor man stadig kan træffe blanke og nystegne fisk i elven på det nederste stykke. Sent som i de øvrige elve i nord.
Mange vælger at kombinere fiskeriet i Jökulsá med nogle dages fiskeri i Breiddalsá, som blot ligger et par timers kørsel syd for Jökulsá. Hvor sidstnævnte sine steder kan være lidt vild og vanskelig at vade i, er Breiddalsá en blid, føjelig og ultralet at vade og fiske i. En kombination af disse to elve giver et rigtig godt indtryk af, hvad Island har at tilbyde den moderne laksefisker!
Canyonlaks
En dag følger jeg Thröstur opstrøms til ”the Canyon”, hvor Jökulsá løber dybt mellem stejle klipper. Vandet syner smukt turkisgrønt i solen mod den blå sommerhimmel.
Inden da har vi besøgt nogle smolt release ponds og flyttet lidt rundt på de overdækningsgarn, som skal sikre smolten mod at blive til fugleføde inden udtrækket. Nu fisker vi os ned gennem en meget smuk strækning af elven. Thröstur går først med den lange tohåndsstang og en stribende flue, mens jeg går bagefter med enhånds og en rød Frances.
Næsten med det samme stiger en fin laks til den stribende flue, og efter en god fight kan Thröstur gribe en smuk laks om halen og løfte den op til et hurtigt foto, inden den får lov at svømme igen. Minuttet efter er der bud efter min røde flue, som bliver taget fuldt synligt lige under overfladen.
Efter en tung fight, hvor laksen længe vægrer sig ved at forlade det trygge dyb i poolen, må den dog give op og lade sig lande. Under hele fighten har den været tæt fulgt at en lidt mindre laks, der nærmest dyrker synkronsvømning med sin artsfælle. Vi tager nogle hurtige fotos og lader også den svømme tilbage i det grønne dyb. Der må være rigtig mange laks i den pool…
Fantastisk at fiske i en så gudesmuk lakseelv, der ganske vist har løbet her i årtusinder, men som ikke har været fiskbar før nu!
© 2016 Steen Ulnits
Del denne artikel: