Iltsvind

– Hvorfor og hvordan opstår iltsvind i de danske farvande?

Havets planteplankton udgøres hovedsagelig af kisel- og furealger. Kiselalgerne kender vi som koldtvandselskende alger fra ikke alt for næringsrige søer. Furealgerne derimod hører havet til. De holder mere af varme end kiselalgerne og har fået navn efter de karakteristiske furer i deres skaller.

Furealgerne kan indeholde grønne, gule eller røde farvestoffer ­ de sidste velkendte fra det “røde tidevand”, som har ramt Nordsøens kyster flere gange i de senere år. Visse af disse furealger kan udskille giftstoffer, som er dræbende for fisk og andre dyr. Eller de kan udsondre slim, som kan irritere fiskenes gæller og sågar kvæle fiskene, hvis disse alger forekommer meget koncentreret.

Til de mere behagelige af furealgerne hører Noctiluca, som er ansvarlig for sommernattens lysende morild.

Algeblomst

Når livsbetingelserne er ideelle, kan algerne formere sig voldsomt. Der opstår områder med algeblomst, hvor vandet er tykt af alger, som enten er harmløse, irriterer fiskene ­ eller slår dem ihjel.

Ikke mindst det storstilede lakseopdræt i Norge har lidt under de seneste års algeblomst. I naturen kan fiskene normalt flygte fra sådanne områder, men det kan de indespærrede laks i de flydende netbure jo ikke. De er fanget i en fælde og dør da i tusindvis. Til stor økonomisk skade for fiskeopdrætteren.

Algeblomst er naturligt forekommende, når betingelserne er de rette. Men meget tyder på, at de idag forekommer hyppigere end tidligere. Og på, at det er vor forurening af verdenshavene, der nu slår igennem.

Når man leder spildevand ud i fjord eller hav, beriger man vandet med en stor mængde næringssalte. Disse salte optages af planktonalgerne, som blomstrer op i større eller mindre omfang ­ præcis som ved eutrofiering af søer.

Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de nedbrydes af iltforbrugende svampe og bakterier.

Iltsvind

Jo flere alger der skal nedbrydes, desto større bliver iltforbruget. Som i søen kan det føre til iltsvind nær bunden ­ specielt hvis sommeren er varm og stille, og der dannes et springlag. Da vil bundvandet isoleres fra resten af vandet og hurtigt blive iltfrit.

Denne forrådnelse eller nedbrydning sker i havbunden, hvor forskellige mikroorganismer gør arbejdet. I det øverste tynde lag lever de organismer, der kræver ilt til deres arbejde. Under dette lag lever hovedparten af nedbryderne i et iltfrit miljø. I stedet for ilt bruger de nitrat eller sulfat som “brændstof”.

Vigtigst er de sulfatåndende bakterier, som nedbryder størstedelen af det organiske stof i fjord- og havbund. De nedbryder stoffet under dannelse af den giftige og ildelugtende gasart svovlbrinte, der oplagres i havbunden.

Det tynde øverste lag af bunden, som indeholder ilt, virker som en spærring for svovlbrinten, der øjeblikkeligt uskadeliggøres af ilten. Men når ilten er brugt til nedbrydning af de mange døde alger, da eksisterer denne spærring ikke længere. Svovlbrinten trænger nu op gennem slammet og bindes i første omgang på overfladen, der farves sort.

Men det er en stakket frist. Iltes vandet ikke snart, trænger svovlbrinten videre op i vandet, hvor den dræber alt liv. Svovlbrinte blokerer nemlig åndedrættet på samme vis som cyankalium.

“Bundvendinger”

Hvor de findes, er blåmuslinger gerne de første ofre for en begyndende bundvending, som fænomenet er døbt. De har et meget højt stofskifte og mærker derfor som de første den snigende iltmangel. Veludviklede muslingebanker er derfor et tegn på gode iltforhold.

Til trods for deres store iltforbrug er blåmuslingerne i stand til at “klappe i” i bogstaveligste forstand, hvis der er begyndende tegn på iltsvind. Sådan lukket i kan de overleve i flere dage, inden de må åbne igen for en mundfuld frisk vand. Er der så svovlbrinte i vandet, dør de øjeblikkeligt.

Når iltmangelen for alvor viser sig, kryber muslinger og børsteorm op af deres gange i mudderet. De store sandmuslinger, der normalt ligger nedgravet i 30-40 cm’s dybde, kravler op til overfladen og strækker deres lange ånderør op i vandet efter den livgivende ilt. Krabber, som er mere mobile, kravler ofte helt ud af vandet for at redde sig. Da kan man se dem sidde oven vande på moler og bolværker.

Man siger, at “bunden vender”, når ilten slipper op og svovlbrinten slår til. Betegnelsen hentyder til mere ekstreme tilfælde, hvor store bobler af svovlbrinte stiger op og river det sorte bundslam med sig. Områder med hyppige iltsvind vil ofte være dækket af et såkaldt “ligklæde” af hvide svovlbakterier.

Bundvendinger har altid fundet sted i naturen, men de er tiltaget i antal og udbredelse i de seneste år. Samtidig har de giftige furealger vist sig oftere og oftere langs strandene.

En del af forklaringen herpå ligger i, at vore ferske vande faktisk er blevet renere i de sidste 10-20 år. Spildevand fra byer og industri er i stort omfang ledt uden om søer og vandløb, som derfor har fået det bedre. Men en stor del af dette spildevand renses stadig ikke. Det ledes blot ud i havet i stedet ­ ud i de kystnære områder.

Mariager Fjord død…

Man har længe troet, at havet kunne tåle denne belastning, men det viser sig nu ikke at være tilfældet. De stedse hyppigere bundvendinger og de store algeforekomster taler deres tydelige sprog. Vore indre farvande er nu så hårdt belastede, at de ikke tåler mere.

Bundvendingerne og algeforekomsterne er blot toppen af isbjerget ­ de resterende ni tiendedele ser vi overhovedet ikke. De finder sted på bunden, der langsomt, men sikkert slammer til og bliver livløs.

I august ’97 skete så det uundgåelige – det, som biologerne længe havde frygtet og forudsagt: Mariager Fjord, af mange kaldt “landets smukkeste” afgik ved døden efter en kolossal bundvending, der startede længst ude ved Hadsund og som på kort tid arbejdede sig helt ind til Hobro.

Fiskene og den øvrige fauna havde ikke en chance. De var fanget i en fælde – en fælde, som skyldes årtiers massiv udledning af næringssalte fra ikke mindst landbruget, der idag bidrager med 77% af kvælstoftilførslen til den lange og smalle fjord.

Et skoleeksempel på, at selv de værste forudsigelser meget vel kan komme til at holde stik selv i vor egen tid. Og på, at landets politikere i årevis har siddet et utal af advarsler overhørig.

Steen Ulnits