Igler

Igler maner billeder af åreladning og store blodsugende lægeigler frem. Eller billeder af Humphrey Bogart, der med sin glødende cigaret får de blodsugende igler fra tropesumpen til at slippe taget i ekspeditionsdeltagerne.

Men igler er slet ikke så slemme eller frygtindgydende endda. Igler er såmænd ledorme på lige fod med eksempelvis regnorme og børsteorme. Blot er de forsynet med sugeskiver – i regelen en mindre ved munden og en større bagtil. Disse sugeskiver bruger iglerne til dels at bevæge sig og holde sig fast med – dels at fange bytte eller suge blod med.

Der findes et utal af forskellige igler, hvoraf langt de fleste lever i ferskvand. Kun et fåtal har dog betydning for fisk og fiskeri, nemlig fiskeiglerne og hundeiglerne.

Fiskeigler

Fiskeigler – Piscicolidae også kaldet – er betegnelsen på den gruppe af igler, som har specialiseret sig i at parasitere på fisk og andre dyr under vandet. Fiskeiglerne tilhører snabeliglerne, som alle har en sugesnabel, der kan krænges ud gennem munden. De fleste lever i havet med den op til 20 cm lange rokkeigle som nok den mest kendte.

I Danmark lever kun en enkelt art i ferskvand, nemlig Piscicola geometra, som til gengæld er ganske almindelig i åer og søer med en yppig plantevækst og et højt iltindhold.

Fiskeigler er typisk meget slanke dyr med store sugeskiver både fortil og bagtil. De lever udelukkende af at suge blod på fisk, som de overfalder fra deres skjul i vegetationen.

Selve blodsugningen skader ikke fiskene, men sugningen efterlader små huller gennem hud og slimlag, hvorigennem svampe og bakterier med flere har let spil. Ikke mindst små fisk bukker ofte under på denne måde.

Større fisk har en større tolerance over for angreb fra fiskeigler, og der er mange eksempler på velvoksne gedder, som nærmest har været dækket af fiskeigler på især hoved og ryg.

Tidligere var iglerne ofte et problem i dambrug, hvor de angreb de større moderfisk, som gik i små damme med stillestående vand. I dag undgår man igleangreb ved dels en større gennemstrømning af dammene – dels tilsætning af stoffet kobberklorid i små mængder.

I Sverige og Tyskland findes yderligere to arter af fiskeigler, som – uvist af hvilken årsag – endnu ikke er truffet i Danmark. Det er arterne Cystobranchus respirans og C. mammilatus. Sidstnævnte findes også i Norge, hvor den kaldes “lakeigle”, da den her snylter på ferskvandskvabben – “lake” på norsk, “knude” på dansk.

Ud over den deciderede og højt specialiserede fiskeigle møder man i det øvrige Skandinavien ofte den primitive børsteigle Acanthobdella peledina som snylter på laks, ørred og stalling.

Hundeigler

Nu kunne man jo forledes til at tro, at når fiskeigler lever på fisk, så lever hundeigler tilsvarende på hunde. Det ville jo være logisk.

Men sådan er det ikke. Hundeiglen har nemlig fået sit navn, fordi præfixet “hunde” i lighed med præfixet “heste” er af den nedsættende slags og intet har med hverken hunde eller heste at gøre. Der er masser af eksempler på dette i det danske sprog – eksempelvis hundestejler og hesterejer.

Hundeiglen har således intet med hunde at gøre. Det er blot en af vore mest almindelige ferskvandsigler – dertil og af samme årsag et meget almindeligt bytte for de selvsamme fisk, der måske selv er bytte for fiskeiglen.

Hundeiglen Erpobdella octoculata er en slank og brunlig igle, der kan blive op til 8 cm lang. Så stor en proteinbombe er det kun de færreste rovfisk, der lader svømme uantastet forbi.

Den har samtidig et bevægelsesmønster, der er ganske let at imitere for fluefiskeren, der gerne binder en Woolly Bugger for enden af sit forfang. Vægtbelastet korrekt – bedst med en metalkugle (bead head) fortil – får denne flue en jigagtig gang i vandet, som minder meget om hundeiglens måde at bevæge sig på.

Sorte eller brune fluer er gode efterligninger af den allesteds – også i forurenet vand – forekommende hundeigle, som med sin muskuløse krop er en godbid af de større.

© 2001 Steen Ulnits