Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.
Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.
Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.
Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel.
Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.
Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.
I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.
Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.
I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.
Tørre tal om Limfjorden
Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.
Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.
Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.
Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.
Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.
Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.
Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord.
Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik?
Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme.
Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation.
“Landbrugets forsvarsværker”
Der er ikke noget problem”
“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”
“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”
“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”
“Vi vil have fuld erstatning”
Formuleret af
Jørgen Henningsen,
tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen
Baggrundsinfo om Limfjorden
Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.
Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.
Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.
Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.
Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det.
En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013. Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord. Der er jo ikke fjernet noget.
Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker.
I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.
Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale?
Og kan man det, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd.
Nogle nøgletal
Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.
Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.
En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.
Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.
Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet.
For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?
Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.
I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.
Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:
Udvaskning fra jord og afgrøder
Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen.
Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.
Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.
Udvaskning til vandmiljøet:
40-80 kg kvælstof per hektar per år
75-120 kg fra barjord efter høst.
Den mest lækkende af alle afgrøder.
Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.
Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.
Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.
Udvaskning til vandmiljøet:
30-80 kg kvælstof per hektar per år
3-8 kg ekstra fra vaskevand.
100 kg fra sandjord er registreret.
Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning. Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.
I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.
Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.
Udvaskning til vandmiljøet:
30-60 kg kvælstof per hektar per år
50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.
Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.
Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage.
Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.
Udvaskning til vandmiljøet:
2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift
20-40 kg ved intensiv drift. Dobbelt op.
Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad.
Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:
Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år
Nuværende naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år
Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år
Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år
Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.
Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.
Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof.
Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.
På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.
Er græsset nu også grønt?
Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.
Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas.
Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.
Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.
Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.
Græs og græs
Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes.
Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs.
Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.
Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.
Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.
Kan græs erstatte udtagning?
Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.
Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.
Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur.
Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.
Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer.
Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde.
Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet.
Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.
En Grøn Trepart i forandring
Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.
Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget.
Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.
2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.
Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.
Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne
De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.
©️ 2025 Steen Ulnits
Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.
Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord.
Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier.
Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.
Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.
Her forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag under pres udefra.
Del denne artikel: