Man ser ofte fiskeri delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri på den anden. Men den opdeling er der ingen fremtid i!
Man ser ofte fiskeri delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri på den anden. Kommercielt er det, når man fisker for at sælge fangsten og dermed leve af fiskeriet. Rekreativt fiskeri er i stedet det, man driver for sin fornøjelses skyld – uden at der er penge involveret.
Men rekreativt fiskeri er ikke bare rekreativt fiskeri. Det er set med fiskeribiologiske øjne uhyre afgørende, hvilke redskaber man fisker med. Ikke alle redskaber fisker ens – ikke alle redskaber kan gøre eller gør samme indhug eller skade på bestanden.
Som fiskeribiolog må man derfor se på, om der bruges faststående redskaber eller stang og line. For fiskeribiologen – og fisken for den sags skyld – er det flintrende ligegyldigt, om fisken fanges på kommerciel eller rekreativ vis!
Ikke alle redskaber er således lige farlige for vore fiskebestande, og rekreativt fiskeri bør derfor udspecificeres i stedet for at skæres over én kam. Det må skilles op i faststående og selvfiskende redskaber på den ene side og stang og line på den anden.
Fritidsfiskerne kræver ofte, at også det rekreative fiskeri med stang og line indskrænkes eller sågar forbydes, når deres garn og ruser pålægges nye restriktioner. Og vi lystfiskere har længe været indstillet på at yde vores, når fritidsfiskerne må holde igen med deres redskaber.
Sådan bør det ikke være fremover. Fremover bør redskaber og restriktioner vurderes ud fra de enkelte fiskemetoders reelle effekt på fiskebestandene. Og da vil der kun sjældent være belæg for også at forbyde det rekreative fiskeri med stang og line, når garn og ruser indskrænkes af hensyn til fiskebestandene og deres frie vandringer.
Biologisk begrundelse
Når Gudenå-smolten passerer gennem Randers Havn om foråret, er det helt naturligt at alt fiskeri med stang og line forbydes – så ungfisk af laks og havørred kan slippe uskadt ud i fjorden. Ingen kunne vel drømme om, at garn- og rusefiskere så skulle pålægges tilsvarende restriktioner i samme tidsrum? Næppe.
Det omvendte bør derfor også gælde. Ingen kunne vel heller drømme om, at alt stangfiskeri efter laks og ørred på Randers Fjord skulle indstilles, når smolten passerer og bundgarnsfiskerne må sænke deres øverste rader?
Vi lystfiskere må derfor holde op med at være tossegode og afgive vore sysler, blot fordi fritidsfiskerne – af veldokumenterede fiskeribiologiske årsager – må skære ned i deres. Vi skal naturligvis holde igen, når der er biologisk belæg for, at vore aktiviteter med stang og line skader ungfisk eller gydefisk.
Men vi skal ikke give afkald på noget, bare fordi der er et biologisk baseret behov for reduktion i antallet af faste redskaber og udvidelse af fredningszoner for samme. Det er to helt forskellige ting – noget, man længe har vidst i USA og Canada. Og noget, vi må til at indse også herhjemme – hvis altså det rekreative fiskeri skal have en fremtid for flest mulige.
Vi må i den forbindelse ikke glemme, at der ifølge Gallup idag er omkring 650.000 lejlighedsvise lystfiskere – en stigning på omkring 100.000 i forhold til en tidligere undersøgelse fra 1994. Dette skal sammenholdes med et stort set uændret tal på kun godt 30.000 fritidsfiskere, der foretrækker garn og ruser i stedet for stang og line.
Undersøgelser viser jo også, at omkring 90% af af alle havørreder idag ender deres dage i et garn – trods de relativt få garnfiskere. Det er ikke nogen rimelig eller holdbar fordeling af ressourcen.
“Udsmiddet”…
Enhver, der har været med ude at røgte garn og ruser, ved, at der er et kolossalt spild – i form af uønskede eller ulovlige bifangster, som ikke kan genudsættes i levedygtig tilstand.
De fleste kender idag til de mange ulemper ved de tynde og næsten usynlige monofile nedgarn. Undermålsfisk og fredede fisk, som har fået skadet slimlaget og som derfor bukker under for svampe- og bakterieinfektioner efter genudsætningen. Eller som har kæmpet sig selv til døde i netmaskerne.
Flere og flere kender også til de meget uheldige bifangster af fugle og havpattedyr i nedgarnene. Det såkaldt “rekreative” fiskeri med nedgarn dræber således mere – i form af uønskede bifangster eller fredede fisk – end det fanger af lovlige og ønskede fisk. Man burde derfor gøre som erhvervsfiskerne – tale om “udsmiddet”, også når det drejer sig om fritidsfiskeri.
Der bør fokuseres langt mere på dette “udsmid” fremover – på den samlede og reelle skadelige effekt ved fritidsfiskeriet med garn og ruser. Der findes idag ingen undersøgelser, som kan dokumentere, hvor stort dette spild egentlig er. Sådanne undersøgelser bør derfor iværksættes snarest!
Det er klart, at man må tolerere et større spild og en vis grad af uønskede bifangster, når det drejer sig om decideret erhvervsfiskeri – med eksport, arbejdspladser og skattekroner for øje.
Men det er ikke rimeligt at anlægge samme tolerance over for et rekreativt fiskeri, som dels ikke er nødvendigt for samfundet, dels kun udøves af relativt få mennesker og dels indebærer et stort spild. Et fritidsfiskeri med erhvervsmæssige redskaber, som tillige indebærer en ukendt, men ikke ringe grad af sorte penge og urimelig konkurrence med fiskerierhvervet.
Det er forhold, som på flere måder gør fritidsfiskeriet decideret skadeligt for samfundsøkonomien. Og forhold, der nødvendiggør et universelt omsætningsforbud for fisk fanget af andre end registrerede erhvervsfiskere. Kun fritidsfiskere, som sælger deres fisk sort, kan være imod et sådant forbud, der vil værne om fiskebestandene og dermed være til gavn for flest mulige.
– Rekreative ruser…?
Ruser betragtes i sammenligning med nedgarnene ofte som skånsomme, fordi fiskene jo blot holdes indespærret. Fordi de ikke sidder fanget direkte i netmaskerne.
Men ruser er langt fra skånsomme. Enhver, der har været ude at røgte ruser i sommerhalvåret, vil vide dette: Ruserne er fulde af små og store fisk, hvoraf mange allerede er døde – efter kun få timers indespærring. Døde af stress i det trange rum eller af iltmangel på det lave og varme vand. Eller hakket til døde af måger og skarver, når de ikke kan slippe væk.
Masser af småfisk – typisk hundestejler, kutlinger og ålekvabber – sidder fast i de små netmasker, som var det et nedgarn. Og de er døde – til ingen verdens nytte – gået totalt til spilde.
Såvel småfisk som konsumfisk bliver på kort tid ædt eller gjort uspiselige af krabber, som invaderer ruserne og tager for sig af de hjælpeløse fisk. Bliver ruserne ikke røgtet regelmæssigt, tager krabberne sig af stort set alt levende. Ét stort spild af værdifuldt fiskekød, altså.
Loven foreskriver, at ruser og garn røgtes forsvarligt – regelmæssigt og så ofte, at fredede eller undermålsfisk kan genudsættes i levende tilstand. Det forhold er der imidlertid ingen, som har en jordisk chance for at kontrollere. Ingen kan jo se, hvornår et garn eller en ruse er sat.
Endelig er der jo vejret, som også må tages i ed. Dårligt vejr med blæst og bølger kan hurtigt gøre det såvel uforsvarligt som umuligt at røgte sine redskaber, som derfor kan stå ude i flere dage uden røgtning. Alt vil da være dødt og råddent, når vejret endelig tillader, at garnene røgtes.
Ruser, der sættes i Vadehavet er værre endnu. De sættes typisk ved lavvande, hvor de kan vades ud. Og røgtes igen ved næste lavvande. Fiskene går i rusen med det indkommende højvande – og kvæles, når ruserne igen tørlægges. Her er der således ingen mulighed for genudsætning af undermålsfisk eller gydefisk eller fredede fisk i levedygtig stand. De er døde i det øjeblik, de entrer rusen…
Essensen af ovenstående må ganske enkelt være, at man ikke kan fiske rekreativt med erhvervsmæssige redskaber. De bør forbeholdes erhvervsfiskerne. Det rekreative fiskeri må fremover ske med stang og line – som det allerede sker i fremsynede lande á la USA og Canada med flere.
Først da kan rekreativt fiskeri blive til et positivt bidrag til samfundet og ikke et ensidigt negativt forbeholdt de få. Først da kan det rekreative fiskeri blive til glæde for de fleste!
Steen Ulnits
(november ’97)
Relaterede artikler:
- Garndøden I
- Garndøden II
- Garndøden III
- Garndøden IV
Del denne artikel: