Uønskede bifangster og massiv destruktion af garnfangede fisk har for alvor bragt sindene i kog.
Jeg havde i forsommeren ’95 et hold forskere og embedsmænd fra den norske naturforvaltning på besøg. Vi tog rundt og besigtigede forskellige genopretningsprojekter ved søer og vandløb – fra den konstruktive Brede Å i syd til den destruktive Gudenå i nord.
Undervejs fik jeg af Reidar Grande fra Direktoratet for Naturforvaltning at vide, at man i Norge bruger ikke mindre end 10 mio. kr årligt på en minutiøs fiskerikontrol – fra båd og fly – med det ene formål at komme ulovligt garnfiskeri efter laks til livs.
Tallet overraskede mig, for Norge har jo efterhånden et dårligt ry blandt danske lystfiskere – for et storstilet ulovligt garnfiskeri, der truer med at trække træppet væk under mange laksestammer. Og 10 mio. kr er et stort tal – omkring en tredjedel af det beløb, der årligt kommer ind fra det obligatoriske norske fisketegn.
I Danmark bruges ikke en krone af fisketegnsmidlerne til en sådan kontrol. Fiskerikontrollen gør det så godt de kan (eller vil) – i den sparsomme tid, der bliver til overs mellem fabriksbesøg og kontrol på de store fiskerihavne. I praksis må man sige, at der ved en meget stor del af de danske kyster overhovedet ingen fiskerikontrol er.
Det så vi kun alt for tydeligt, da vi en sen aften under studieturen vandrede den lange vej ud til Sælhundepollerne ved Udbyhøj – længst ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat. Vi ville bruge et par timer på at fiske efter fjordens velkendte havørreder.
– Og hvad skete der? Vi var end ikke kommet helt ud til sejlrenden, før Øyvind Aas fra Østlandsforskning trådte i et – viste det sig – 200 m langt monofilt nedgarn sat helt inde på 20 cm vand. Klart ulovligt.
Nordmændene var rystede over det åbenlyse illegale garnfiskeri, de her havde stiftet nært bekendtskab med. Så åbenlyst gjorde man det alligevel ikke i Norge!
Fisk fangede vi heller ingen af, men det skyldtes måske garnene?
Garn i Vadehavet
I 1986 indførte den daværende fiskeriminister et forbud mod nedgarnsfiskeri langs vestkysten af Vadehavsøerne og Skallingen – en markant udvidelse af den allerede da gældende 100 meter garnfri zone. De lokale sportsfiskere jublede, mens garnfiskerne rasede og satte ind med en heftig lobbyisme mod fiskeriministeren.
Det resulterede i, at man fra og med 1988 igen – aldeles lovligt – kunne sætte sine garn helt op på land på vestsiden af Vadehavsøerne. Man ophævede altså – som det eneste sted i hele Danmark – den 100 meters fredningszone, som havde og har til hensigt at beskytte laksefiskene på deres kystnære gydevandring.
Men garnfiskerne lod sig ikke nøje med det. De ville have heleVadehavet gjort tilgængeligt for deres garn! Heldigvis gjorde både Ribe og Sønderjyllands Amter dog indsigelse. Det er nemlig to amter, som hver især bruger store ressourcer på at genskabe fiskebestanden i Vadehavet med tilløb.
Resultatet er nu blevet, at der – med støtte fra EU – kører en flerårig undersøgelse af fiskebestandene i Vadehavet med tilstødende vandløb. En undersøgelse, der skal klarlægge, om og i hvilket omfang fiskeriet med garn og ruser skader bestandene af laksefisk. Og som nu snart er færdig.
Nedgarnene tager sig naturligvis primært af de større fisk – farvede og kønsmodne fisk på vej tilbage mod gydepladserne samt udlegede nedfaldsfisk på vej mod ædepladserne i selskab med de mange grønlændere, som jo ofte er under mindstemålet. Og fisk fanget i et monofilt nedgarn lader sig kun sjældent (læs: stort set aldrig) genudsætte i levedygtig stand og går derfor til – uanset om de er ulovligt bytte i fredningstiden eller ulovligt bytte under mindstemålet!
Et bæredygtigt garnfiskeri efter laksefisk lader sig helt enkelt ikke praktisere, da nedgarnene jo tager og dræber alt – stort som småt.
Tørlagte ruser
Ruser har ikke samme dårlige ry som de uselektive nedgarn. Fangsten i ruser kan jo i regelen genudsættes uskadt, hvis den er ulovligt bytte.
Ruserne byder imidlertid på helt andre problemer. De sættes ganske vist ikke for at fange laksefisk – siger i hvert fald de, der sætter dem – men fanger dem nu alligevel. Og problemet med rusefiskeri i netop Vadehavet er, at ruserne nødvendigvis må sættes ved højvande, hvor der kan sejles.
Uheldigvis tørlægges ruserne så i regelen igen ved lavvande, hvilket betyder kvælningsdøden for alle de fisk – smolt af laks, havørred samt den udryddelsestruede snæbel – der måtte være i rusen. De kan derfor ikke genudsættes i levedygtig tilstand.
Det lader sig således heller ikke gøre at drive et bæredygtigt rusefiskeri i Vadehavet, når så specielle forhold gør sig gældende.
Et totalforbud mod brugen af ruser i stærkt udvidede fredningszoner ved Vadehavets mange sluseporte vil være et sikkert middel til at sikre en tilstrækkelig opgang af gydefisk i disse åer. For ikke blot tager ruserne mange smolt under udtrækket i forårsmånederne. De tager også godt for sig af opgangsfiskene i sommer- og efterårsmånederne, når de ved et hændeligt uheld (?) er blevet vendt forkert – med åbningen nedstrøms…
Vadehavsundersøgelsen afrapporteres her ved årsskiftet 96-97, hvilket afventes med stor spænding fra såvel sports- som fritids- og erhvervsfiskerside. – Hvem er skurken? – Hvem fanger alle fiskene?
Ved en stor konference om lystfiskerturisme i Danmark blev det tiltagende garnfiskeri langs vore kyster ivrigt debatteret. Steen Achton fra Erhvervsministeriet, hvorunder jo turismen idag sorterer, lagde ikke skjul på ministeriets holdning til problemet:
– Det er vor klare fornemmelse, at nogle få tusinde mennesker(garnfiskerne, red.) tager en uforholdsmæssigt stor del af disse havørreder, og at dette fremover vil kunne blive et stort problem for fisketurismen.
Det er allerede sket. I tysk fiskepresse har der i de forgangne måneder været en livlig debat om de mange danske garn – om det rimelige i at lokke tyske lystfiskere nordpå til et opreklameret “fiskeeldorado”, hvor det ikke er fiskene, men garnene, der står i kø. Og som mange steder vanskeliggør fiskeri. Som en af debattørerne udtrykte det:
– Før ledte jeg efter fiskepladser med fisk. Nu leder jeg efter fiskepladser uden garn…
Selektive garn søges
Da Det Internationale Havforskningsråd (ICES) i september ’95 holdt konference, samledes omkring 500 af verdens fremmeste havforskere i Ålborghallen for at drøfte havmiljøet. ICES en forkortelse for International Council for the Exploration of the Sea, der har eksisteret siden 1902. Rådets19 medlemslande skal fortrinsvis søges rundt om Nordatlanten og Østersøen.
Emnerne på konferencen spændte vidt – fra tømning af ballasttanke med uønskede dyr og planter til udvikling af nye og mere selektive garn. Der er nemlig en udbredt enighed om, at de nuværende garn er helt utidssvarende. De er uselektive og tager derfor alt, der måtte komme forbi – det være sig fisk, fugle eller pattedyr. Ønskede såvel som uønskede – legale såvel som illegale.
ICES, som alle årene har haft hovedsæde i København, henstiller derfor til medlemslandene, at de sætter ressourcer af til udvikling af mere selektive garn, der kun fanger, hvad de skal. Som er specielt designet til at fange de fiskearter, der pt. er åbne for fiskeri jævnfør tildelte kvoter.
Det må nok siges at være påkrævet – og have været det i mange år. På Politiken Online fandt jeg følgende indlæg, der illustrerer situationen glimrende:
“Jeg var så heldig at kunne tilbringe en sommer i Gilleleje i år. Første dag på stranden fandt vi en død sæl. Druknet i et garn og smidt overbord, fordi det er lidt pinligt at komme hjem med en død sæl. En lokal fisker fra Rågeleje omtalte for mig, at de af og til spiste marsvinebøffer. De var jo døde alligevel.”
I 1991 fandt man omkring 200 døde marsvin alene på den jyske vestkyst. Disse fund gav startskuddet til en undersøgelse af bifangsterne af marsvin i garn.
Masser af marsvin – i garn
En rapport fra ’94 udarbejdet af Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser konkluderede efterfølgende, at antallet af døde marsvin i danske garn årligt andrager mellem 5.000 og 8.000 styk. Nu tror man derfor, at mange af de dødfundne marsvin først har været en tur i et garn, inden de er blevet smidt ud igen. Hvilket jo fint underbygges af ovenstående citat.
Internationale konventioner slår fast, at den naturlige bestand af marsvin skal være mindst 25 gange større end bifangsten i garn. Det vil sige, at den naturlige bestand skal ligge mellem 125.000 og 200.000 eksemplarer, hvis den skal kunne tåle den nuværende bifangst i garn.
Man har i mange år regnet med, at den samlede bestand lå helt nede på 25.000 eksemplarer. Men tager man den uventet store bifangst i betragtning, må bestanden være en god del højere. Ellers var den for længst blevet udryddet af garnene, hvilket den jo ikke er. De nyeste EU-rapporter fra ’95 konkluderer da også, at den samlede bestand af marsvin i Nordsøen ligger på rundt regnet 200.000 individer.
Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at alt, alt for mange marsvin lider druknedøden i danske garn. 6.-7.000 marsvin kvæles hvert eneste år. De tynde monofile netmasker kan marsvinet ikke registrere med sit ellers så følsomme sonarsystem. Derfor svømmer den ind i garnene, får sig viklet ind og lider druknedøden.
Det er specielt garn, som er sat efter stenbider, pighvar, torsk og kulmule, der er farlige for marsvinene. De går ofte i garnene, når de forsøger at sætte tænderne i de fisk, som allerede sidder fast i netmaskerne. Så klapper fælden.
Man kunne fristes til at sammenligne marsvinene med delfinerne, som jo på det nærmeste reddede tunfisken i Stillehavet. Da det først blev kendt, at delfiner i tusindvis døde i de kilometerlange drivgarn – fortrinsvis sat af japanske fiskere i internationalt farvand – da blev dåsetun pludselig meget lidt populært, ja nærmest ildeset. Japansk dåsetun blev helt enkelt boykottet på grund af delfinerne!
– Kunne man forestille sig, at forbrugerne herhjemme på tilsvarende vis ville boykotte fisk fanget af danske garnfiskere?
Næppe. Det er jo ulig meget lettere at forarges over noget, der foretages af japanske fiskere langt ude på Stillehavet – mange tusinde kilometer fra Brugsens frysedisk og de sorte fisk nede på havnen…
Garn og gydefisk
Garn er som sagt uselektive. De tager alt, der kommer forbi – det være sig fisk, fugle eller pattedyr. Derfor havner et utal af farvede og fredede laks og havørreder hver vinter i monofile nedgarn, der – må man i hvert fald gå ud fra – er sat efter torsk og fladfisk.
Men fisk, som har været en tur i netmaskerne, dør med stor sandsynlighed af opholdet. Kun hvis de bliver fjernet efter meget kort tid i garnet, har de en reel chance. Men garn røgtes jo kun én gang dagligt – i bedste fald. Normalt vil de fisk, som er gået i garnene, sprælle livet af sig i løbet af få timer. Fredede fisk vil derfor ikke kunne genudsættes i levedygtig stand.
Eneste løsning på dette problem, som givet er langt større end de fleste forestiller sig, er et totalforbud mod garnfiskeri på alle lavere vandområder i fredningstiden for farvede laks og havørreder. Et sådant totalforbud i opgangstiden har man allerede indført i Tyskland. Kunne det blot danne præcedens i resten af EU også…
– Men er det realistisk med en lovgivning på dette grundlag?
Fiskepleje og destruktion
Et helt andet problem, som ganske vist er relateret til garn, men som ikke drejer sig om uønskede bifangster, har vi oplevet igen i denne vinter, 95/96. Det drejer sig om destruktion af prima konsumfisk, der – på grund af stor tilgang – ikke opnår mindsteprisen. De bliver oversprøjtet med gul farve og ender deres dage på fiskemelsfabrikken. Fordærvede fisk oversprøjtes i stedet med rød maling.
Af “lystfiskerfisk” er det primært torsk, der smides væk på denne forargelige måde. I december ’95 blev der således i løbet af en enkelt week-end på Bornholm landet og destrueret ikke mindre end 22 tons prima torsk!
Alt i alt blev der i ’95 destrueret 28.997 tons sild, 3.791 tons torsk, 995 tons kuller, 180 tons kulmule, 179 tons hvilling, 176 tons sej, 115 tons makrel, 85 tons lubbe, 73 tons ising, 68 tons rødspætter og 44 tons skrubber. Hertil mindre mængder af diverse arter.
Det bragte danske lystfiskere i affekt, da de hørte, at 2,5 mio. kr af “deres” fiskeplejemidler gik direkte til destruktion af rødspætter og skrubber. I sig selv er det jo forkasteligt, at lystfiskernes penge går til udsætning af deciderede “erhvervsfisk” som rødspætter. Men helt uacceptabelt bliver det da, når erhvervsfiskerne kvitterer med siden at destruere selvsamme fisk!
Totalt blev der i ’95 destrueret 34.831 tons fisk mod “kun” 32.589 tons i ’94…
Eneste løsning på dette problem er et totalforbud mod destruktion af fisk, der – uanset årsag – ikke opnår mindsteprisen. Alt andet vil være uanstændigt og aldeles ude af trit med det øvrige samfund her på vej mod år 2000.
– Men kan man forestille sig en fiskeriminister med mod og mandshjerte nok til at gennemføre noget så miljøvenligt? Imod sit eget erhvervsministerium??
Steen Ulnits
Relaterede artikler:
- Garndøden I
- Garndøden II
- Garndøden III
- Garndøden IV
Del denne artikel: