Vi lever i en tid, hvor der bruges kolossale resurser på at rette op på fortidens synder. Regulerede åer lægges tilbage i de rette folder, og afvandede søer genskabes. Ikke for vore blå øjnes skyld, men fordi vandmiljøet har desperat behov for det.
Et af vore dages største miljøproblemer er udvaskningen af næringssalte fra landbruget næringssalte, der ude i hav og fjord forårsager algeblomst, iltsvind, bundvending og fiskedød. Ved at genslynge de af landbruget regulerede åer og ved genskabe de af landbruget afvandede søer søger man nu at tilbageholde mange af de næringssalte, der ellers ville havne ude i hav og fjord.
Vi lystfiskere klapper begejstrede i vore hænder, når det lykkes at genskabe et tidligere til ukendelighed reguleret vandløb. Det er til glæde for fiskene og dermed også os selv. Vi klapper derimod ikke længere begejstret, når gamle søer genskabes. Der er nemlig sket meget siden afvandingen fandt sted, og fiskebestanden i et vandløb påføres store ændringer, når der pludselig opstår en ny sø.
Laksefiskene betaler prisen
Nye undersøgelser viser, at det stort set altid sker på bekostning af laksefiskene, når der etableres nye engsøer for at rydde op efter landbruget. I regelen har den afvandede jord nemlig sat sig så meget efter afvandingen, at den nye sø bliver dybere end den oprindelige engsø.
Hvor åen i gamle dage gik over sine bredder og dannede en midlertidig sø, bliver den nye og dybere sø i stedet af permanent karakter til stor skade for de laksefisk, hvis smolt skal passere ned den på vej mod havet.
De udsættes nemlig for en voldsom prædation fra søens rovfisk - primært gedder, sekundært sandart og knuder der kan æde mere end 80% af de nedtrækkende ungfisk. Dette naturligvis til ubodelig skade for åens bestand af laks og ørred.
Der er således stærkt modsat rettede interesser på spil i diskussionen om de nye engsøer, der nu og fremover som resultat af Vandmiljøhandlingsplan 2 skyder op overalt i landet.
For at opnå en maksimal fjernelse af kvælstof fra åvandet op mod 20% er muligt – skal dette tilbringe længst mulig tid i søen. For at opnå den maksimale overlevelse for de nedtrækkende lakseungfisk skal passagen gennem søen være kortest mulig.
Ideelt ligger søens udløb derfor så tæt på indløbet som vel muligt for fiskenes vedkommende. Dette hæmmer imidlertid vandets opholdstid i søen og mindsker dermed dennes fjernelse af skadeligt kvælstof fra åvandet.
Derfor ender man i regelen med et kompromis – hvis altså myndighederne overhovedet ønsker at gøre noget for bevarelsen af lakse- og ørredbestanden. Man kan nemlig etablere forskellige fysiske strukturer, som tilstræber, at ungfiskene tilbringer kortest mulig tid i søen med mindst mulig risiko for at blive ædt af gedder, sandarter og knuder.
Man kan afgitre dele af ind- og udløb, så fiskene styres uden om farerne. Og man kan etablere veldefinerede strømrender gennem søen, så ungfiskene straks finder denne og hurtigt følger den nedefter.
Skadeslidte betaler gildet
– Og hvem betaler så for alle disse undersøgelser af fiskebestanden efter etablering af nye engsøer til oprydning efter landbruget?
Det gør såmænd de selv samme lystfiskere, som gennem årene har brugt tusindvis af frivillige timer og betalt millioner af egne kroner til ophjælpning af fiskebestandene. Fiskeriundersøgelserne, som foretages af statslige Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), betales nemlig af fiskeplejemidlerne. Altså de millioner, som lystfiskerne indbetaler til det obligatoriske fisketegn.
Ikke nok med, at vi lystfiskere gennem årene har måttet betale i dyre domme for at rette op på fiskebestandene efter landbrugets mishandling af vandløbene. Nu skal vi også betale for myndighedernes overvågning af effekterne af de nye engsøer, som skal rense vandet efter landbrugets overgødskning af markerne. I penge via vore fisketegnsmidler. Og i fisk via en stærkt øget smoltdødelighed.
Intet under, hvis vi fremover vil se en mindre lyst til at løse det obligatoriske fisketegn, der nu endda er steget fra kr. 100,- til 125,- om året.
© 2005 Steen Ulnits
Efterskrift snart tyve år senere
Havde vi dog blot fulgt kursen lagt af de daværende amter, så havde vi ikke her i 2024 siddet i fedtemøg til halsen på de danske strande.
Men den daværende borgerlige regering ville det anderledes. Den begavede sig selv og dansk landbrug med en Landbrugspakke, som i 2016 gav danske landmænd lov til at gøde mere, end de hidtil havde gjort.
Vi ligger derfor fuldstændig, som vi har redt, og som vi var blevet advaret om fra mange sider. Landbrugspakken resulterede i algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som på nuværende tidspunkt har suget al ilten ud af et havområde på størrelse med Fyn.
Og som har givet daværende statsminister Lars Løkke den ikke glorværdige titel som “Fedtemøgets Fader”.
Del denne artikel: