Fiskepleje har til formål at gavne fiskebestanden og vandmiljøet. Fisketurisme har til formål at markedsføre og sælge lokale fiskemuligheder.
I de senere år er forskellen på disse to vidt forskellige ting blevet noget udvisket. Egentlig naturligt nok, da fisketurisme i bund og grund er baseret på netop fiskepleje. Almindelig sund fornuft tilsiger nemlig, at der skal sås, før man kan høste – at der selvfølgelig skal være fisk at fange for fisketuristerne. Ellers kommer de kun den ene gang – og aldrig mere.
Turismenetværket Fishing Zealand så dagens lys i 2010, hvor arbejdstitlen var “Havørred Sjælland” – med tydelig inspiration fra nærmeste nabo i vest, Havørred Fyn. Formålet var at organisere arbejdet med fiskepleje og vandløbsrestaurering, der skulle tage over fra 1990’ernes store ørredudsætninger.
Havørred Sjælland kom imidlertid aldrig rigtig fra start, men genopstod pludselig som en anden Fugl Føniks af asken – nu som et turismenetværk med fokus på lystfiskeri og fisketurisme. Og nu med fiskeplejen på en klar andenplads.
Ifølge regnskabet for 2016 (se nederst i artiklen) bruges 85% af budgettet på 1,725 millioner kroner således på fisketurisme – på konsulentbistand og markedsføring. Kun 15% bruges på fiskepleje. Det er den omvendte fordeling af, hvad der praktiseres hos naboen Havørred Fyn. Her bruger man nemlig 85% af budgettet på fiskepleje.
Lad os som eksempel tage Fishing Zealands årlige budget på 1.725.000 kroner og bruge det som udgangspunkt for det efterfølgende regnestykke.
– Hvor mange fisk og hvor megen målrettet fiskepleje kunne man have fået for alle disse penge?
Fiskeudsætninger
Hvis man skulle ud på markedet og købe fisk til udsætning for hele dette beløb – i form af udvandringsklare ørredsmolt som dem, man hvert år opdrætter og udsætter omkring 400.000 stykker af fra Havørred Fyn – så kommer man til at betale omkring 3,30 kroner stykket.
Til denne dagspris kan man således købe 522.700 stykker udvandringsklare ørredsmolt for de 1.725.000 kroner. En god halv million udvandringsklare ørreder. Mange flere, end der hvert år udsættes på Fyn.
Man regner som tommelfingerregel med, at omkring en tredjedel af de udsatte smolt når at vokse sig over mindstemålet, hvor de så kan indgå i lystfiskernes fangster.
På Dansk Videncenter for Sportsfiskeri (DVS) er vi lidt konservative af natur, så vi runder nedad og regner med, at kun hver fjerde smolt klarer den farefulde tid op til mindstemålet på 40 cm. Altså ender vi op med et potentiale på omkring 130.000 havørreder større end 40 cm.
Hvor mange af disse, der så fanges af lystfiskere på stang og line, afhænger af flere eksterne faktorer. Blandt disse er fiskeriintensiteten naturligvis af afgørende betydning – ikke mindst garnfiskeriet. Jo flere garn i vandet desto færre havørreder til lystfiskerne.
Derfor er der behov for større fredningszoner og flere begrænsninger i garnfiskeriet, hvis man vil realisere det fulde økonomiske potentiale i lystfiskeriet. Det ved man mange steder fra. Fyn, ikke mindst.
Tidligere fødevareminister Dan Jørgensen, som jo selv er fynbo, har erklæret, at hver lystfiskerfanget havørred er kr. 4.000,- værd for den lokale samfundsøkonomi. Andre regnestykker når frem til kr. 3.000,-
Igen er vi lidt mere konservative her på DVS, så vi regner kun med det halve – altså kr. 2.000,- i værdi for en lystfiskerfanget havørred.
Det giver en samlet potentiel værdi på kr. 260.000.000. 260 millioner kroner, hvis fiskene alle bliver fanget på stang og line. Hvilket de naturligvis ikke gør. Langt fra. Men selv med en beskeden genfangstprocent på 10 når vi op på en ganske anselig potentiel værdi: 26 millioner kroner.
1.725.000 kroner:
522.700 stykker ørredsmolt
130.000 havørreder større end 40 cm
Potentiel værdi 26.000.000 kroner
Men uanset denne usikkerhed, så har vi på denne måde fået forrentet vore 1.725.000 skattekroner overmåde godt. De er nemlig blevet til 26 millioner potentielle kroner på denne enkle vis. Endda med konservativt satte værdier. Den faktiske værdi er som sagt en usikker størrelse, da mange eksterne faktorer spiller ind. Men der er heldigvis plads til en rigtig god fejlmargin.
Vandløbsrestaurering
Skulle dette nu lyde for godt til at være sandt, og det vil nogle givet påstå. Eller skulle kritiske røster mumle om et storstilet og rendyrket Put & Take fiskeri – så lad os i stedet bruge pengene på at restaurere vandløb. En dyr hobby selv for kommunerne, som derfor ofte sparer her. Nogle kommuner klart mere end andre.
Lad os som udgangspunkt bruge nogle priser, der er baseret på allerede foretagne restaureringsprojekter. Vi taler ikke genslyngning, men udlægning af gydegrus og -banker på egnede lokaliteter, hvor faldhøjden og vandføringen er egnet.
Sjællandske erfaringer viser her, at det typisk koster i omegnen af kr. 25.000 i materialer at restaurere eller optimere 500 meter vandløb. Erfaringen viser også, at prisen er den dobbelte, hvis man skal leje materiel til formålet.
Altså koster det i værst tænkelige fald 50.000 kroner at restaurere 500 meter vandløb, hvor ørrederne igen kan yngle med held. Eller 100.000 kroner per kilometer.
For vore 1.725.000 kroner kan vi således restaurere 17 km vandløb om året. Det resulterer vel at mærke i vandløb, som efterfølgende vil blive ved med at producere naturlige vildfisk til lystfiskeriet. Ikke kun det pågældende år, men hvert eneste efterfølgende år.
Det danner et solidt grundlag for den spirende fisketurisme, som nu begynder at have fisk at fange. Og rigtige vildfisk at berette om.
Al erfaring viser nemlig, at den gode historie om genskabte vandløb og selvreproducerende vildfisk har en stor attraktionsværdi. Dette ikke mindst blandt sydeuropæiske lystfiskere, der føler sig inspireret og tiltrukket af tanken. Mange er nemlig Grønne af sindelag.
Ifølge de seneste undersøgelser fra DTU Aqua, som forestår statens udsætningsplaner, kan man regne med følgende produktion af fisk fra et korrekt restaureret gydevandløb – under forudsætning af fri passage fra hav til gydepladser:
- 1 km restaureret vandløb på under 2 meter i bredden kan årligt levere 169 voksne havørreder til lystfiskeriet per kilometer vandløb.
- 1 km restaureret vandløb på over 2 meter i bredden kan årligt levere 265 voksne havørreder til lystfiskeriet per kilometer vandløb.
Vælger vi nu for en sikkerheds skyld det mindste antal fisk til vore udregninger, og anvender vi vort tidligere konservative skøn på 2.000 kroner som den samfundsøkonomiske værdi af én lystfiskerfanget havørred, da når vi frem til følgende regnestykke:
1.725.000 kroner:
17 km restaureret vandløb
2.870 havørreder til lystfiskeriet
Reel værdi 5.746.000 kroner – hvert år
1 km restaureret vandløb med fri adgang fra hav til gydepladser producerer altså ørreder til en værdi af kr. 338.000. Ovennævnte eksempel på 17 km restaureret vandløb producerer således ørreder for 5.746.000 kroner om året – hvert år. For en investering på 1.725.000 kroner. Og i årene herefter vil pengene bare fortsat tikke ind på kontoen til fiskepleje og fisketurisme. Med lidt oprensning af gydebankerne ind imellem.
Den gyldne middelvej
Nu er det imidlertid sådan, at flere sjællandske vandløb er i en dårlig forfatning – ikke mindst omkring hovedstaden. De mange tørstige sjællændere har nemlig gennem årene suget al saften ud af den fede sjællandske undergrund. Man har pumpet drikkevand op i et sådant omfang, at flere naturlige vandløb kan være tørlagt i sommermånederne.
Men restaureres sådanne vandløb, kan der komme mere fokus på, at der også er vand i dem. Et godt eksempel herpå finder vi i åerne omkring Århus. Her har man også pumpet undergrunden tør i en sådan grad, at der ikke længere er megen naturlig vandføring i åer og bække.
Men da vandløbene i sig selv er fysisk egnede, leder man nu overfladevand fra søer ud i dem og gør dem på denne måde beboelige for ørreder – hele året.
Man skal dog ikke regne med, at ørredbestanden vil kunne blive selvreproducerende så nær alle steder, man forsøger sig. Der vil altid – som også på Fyn – være brug for supplerende udsætninger. Læs gerne artiklen om det fynske havørredprojekt her.
Et realistisk bud vil derfor være at vælge den gyldne middelvej – at supplere restaureringen af egnede gydebække med udsætning af opdrættede ørredsmolt.
Deler man nu de 1.725.000 kroner i to, kan man årligt udsætte 261.350 stykker udvandringsklarer ørredsmolt, som ifølge fødevareministeriets tal bliver til en potentiel samfundsøkonomisk gevinst på 13 millioner kroner. Den reelle værdi kender vi som tidligere nævnt ikke.
Samt restaurere 8,5 km gydevand, der hvert år i en overskuelig årrække vil generere den gode historie samt et ukendt antal vildfisk med gode gener. Med “det rette snøft”, som man så kærligt siger på Fyn. Og som vil producere fangstmodne havørreder til en værdi af 2.873.000 kroner. Hvert eneste år i en årrække.
1.725.000 kroner:
261.350 stykker ørredsmolt
65.000 havørreder større end 40 cm
Potentiel værdi 13.000.000 kroner
8,5 km restaureret vandløb
1.435 havørreder til lystfiskeriet
Reel værdi 2.873.000 kroner hvert år
Man skal selvfølgelig regne med udgifter til mandskab. Til biologisk evaluering af egnede vandløb og efterfølgende monitering af resultaterne. Til transport og udstyr.
Men da fiskeplejen allerede hviler lokalt mange steder, og da resultaterne af ovenstående indsatser vil være meget synlige og hurtigt give bonus i form af flere fangede fisk til alle, vil det manuelle arbejde givet være muligt ad frivillighedens vej. I hvert fald et langt stykke hen ad vejen.
Se blot til de gæve fynboer, hvis frivillige “Grusbande” viser vejen og har opnået fornemme resultater. Når fynboerne både kan og vil, så kan det selvfølgelig også lade sig gøre andre steder.
De fleste danskere er som udgangspunkt villige til at yde frivillig arbejdskraft, hvis de kan se formålet med indsatsen. Hvis de også selv vil få noget ud af egen indsats.
Men det kan forståeligt nok knibe med motivationen, hvis man blot ser de økonomiske frugter af sit eget fysiske og frivillige arbejde glide ned i lommen på andre, som ikke selv har givet en hånd med.
Ovenstående regnskab giver heldigvis god plads til at skære lidt i udsætningerne og vandløbsrestaureringen – hvis der skal bruges lidt kontanter til transport og aflønning med mere. Fordelingsnøglen kan man jo så løbende justere. Trækker vi eksempelvis 500.000 kroner ud årligt til disse udgifter, så er der alligevel 1.250.000 kroner tilbage til fisk og vandløb.
Deler vi igen disse penge i to puljer, ender regnestykket med 190.000 stykker udsætningsklare ørredsmolt til en potentiel værdi af 9,5 millioner kroner samt godt 6 km gydevand – om året. 6 km restaureret vandløb, som hvert år producerer 1.014 fangstklare havørreder til en værdi af 2.028.000 kroner. Og det er jo ikke så lidt flere fisk og mere vand, end de sjællandske kystkommuner får for deres skattekroner i dag.
Ja, måske der endda kunne blive til en studierejse, som det sig hør og bør. Men den behøver heldigvis ikke gå helt til New Zealand eller Sydamerika. Man kan nøjes med en billig tur over broen til Fyn, hvor man jo med al tydelighed har vist, hvordan den kage skal skæres.
Turistprojektet Havørred Fyn har således for længst dokumenteret, at en investering på 4 mio. kr. årligt skaber en omsætning i samfundet på op til 38 mio. kr. årligt. Altså en ti-dobling af investeringen. Og så virker ovennævnte regnestykker jo slet ikke så uvirkelige længere. Faktisk ligger de fint inden for rammerne af det, vi allerede kender og ved.
Summa summarum
De sjællandske kommuner skal ikke op med en krone mere, end de allerede betaler. 150.000 per kommune. Det er bare billigt for så megen fiskepleje. Og så mange fisk.
Ovenstående regneeksempler har taget konkret udgangspunkt i Fishing Zealands offentlige 2016 regnskab, hvoraf man kan se, at 85% af budgettet gå til lønninger og markedsføring. Og kun 15% til fiskepleje. Det stik modsatte af, hvad man gør hos naboen Havørred Fyn, som har 25 års erfaring at trække på, og som bruger 85% af budgettet på fiskeplejen.
Den konkrete debat om netop Fishing Zealand skal også ses i lyset af, at sjællandske lystfiskere hvert år indbetaler ca. 10 millioner kroner til fiskeplejen via fisketegnet. Og at der i mange år har været brugt under 1 million om året til udsætninger på Sjælland. Det har ikke været nogen lukrativ forrentning af investeringen. Det skal dog siges, at der senest er sat flere penge af til supplerende smoltudsætninger – “mundingsudsætninger som kompensation for tidligere kystudsætninger”, som det så smukt hedder.
Det er jo kun rimeligt, når man betænker, at sjællænderne med godt 46.306 fisketegnsløsere ud af hele landets 145.440 står for en tredjedel af de indbetalte millioner. Hvad ørredudsætninger angår, er sjællænderne hermed kommet på omgangshøjde med resten af landet. Andel i de dyre lakseudsætninger får de dog aldrig, da der jo kun er laksevandløb i Jylland.
Det er værd at understrege, at ovenstående koncept kan overføres til et hvilket som helst andet sted med et hvilket som helst andet budget. Udregningerne og fordelingstallene er de samme. Tallene taler hver gang deres tydelige sprog. Målrettet fiskepleje er en rigtig god investering for lokalsamfundet.
Nogle steder vil man med fordel kunne fokusere stærkest på vandløbsrestaurering – hvor og hvis de naturlige forudsætninger er til stede. Det er over en længere årrække den suverænt bedste løsning. Andre steder vil man være nødt til at satse mere på rene fiskeudsætninger for at nå i mål.
Alle steder vil man sikkert – som på Fyn – være nødt til at starte med de store udsætninger for at komme hurtigt fra start. Så fisketuristerne hurtigt kan få sprælske sølvblanke havørreder på krogen. Men hele tiden og fra Dag Ét af fokuserer man på – sammen med de lokale myndigheder – at få fjernet de vandringshindringer, der måtte være i vandløbene. Det klares ikke ad frivillighedens vej.
Under alle omstændigheder får man rigtig mange flere fisk og rigtig meget mere miljø på ovenstående vis – end ved at bruge størsteparten af pengene på markedsføring og administration, som tilfældet er i dag hos Fishing Zealand.
Der skal blod og sved, knofedt og gydegrus til, før der kommer fisk i vandet. Det er ikke nok med klyngedannelser, erhvervsklyngekoordinatorer, fiskekonkurrencer, street fishing, børneevents, foldere og film med mere – hvis ikke der er fisk at fange. Dem er der først brug for senere, når der virkelig er noget at markedsføre.
– Afslutningsvis skulle man måske også overveje det rimelige og betimelige i at lave store, internationale fiskekonkurrencer baseret på fangst og genudsætning af brakvandsgedder, der i forvejen er truet på overlevelsen?
Brakvandsgedderne udgør en mildest talt ustabil ressurse. En enkelt hård storm fra nord, og indtrængende saltvand sender bestanden tilbage til start. Det er sket adskillige gange i nyere tid. “Saltslåning” af gedder i det sydsjællandske er kendt mange år tilbage.
Efterskrift:
Fisketurisme i Danmark er intet uden en organiseret fiskepleje. Vi har ikke som andre lande store og uberørte naturområder, der vrimler af vilde fisk født i naturen. Naturlige ressurser, vi blot kan markedsføre og sælge.
Vi har i Danmark ødelagt vor egen oprindelige natur, så den i dag skal have en stor, hjælpende hånd for at levere de fisk, som kræves af potentielle fisketurister. Hvis de altså skal lokkes hertil mere end både første, eneste og sidste gang – fordi der bare ikke er fisk nok at fange.
Ellers bliver det “Selling England by the Pound”, som Genesis sang tilbage i 1973. Så meget hellere “Seatrout by the Pound”. Eller “Fisken på Disken”, som de siger hos Havørred Fyn. For er der først fisk at fange, da er det en smal og billig sag at lokke fisketuristerne til. Det rygtes lynhurtigt på internettet.
Lige så hurtigt rygtes det, dersom det er varm luft, der markedsføres. Hvis der ikke er fisk nok at fange. Sådan er lystfiskere nemlig også.
Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til alle bidragydere til denne artikel.
Ingen nævnt, ingen glemt.
© 2017 Steen Ulnits
Fishing Zealand
Megalops er en enkeltmandsvirksomhed ejet af Gordon P. Henriksen
Limno Consult er en enkeltmandsvirksomhed ejet af Peter W. Henriksen
Fishing Zealand er en turistsammenslutning bestående af følgende 12 kommuner:
Gribskov Kommune, Guldborgsund Kommune, Halsnæs Kommune, Helsingør Kommune, Holbæk Kommune, Kalundborg Kommune, Lejre Kommune, Næstved Kommune, Odsherred Kommune, Roskilde Kommune, Stevns Kommune og Vordingborg Kommune.
Sidstnævnte er tovholder i projektet.
Del denne artikel: