Foretræde for Miljøudvalget

Onsdag den 20. november 2019 havde Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø fået foretræde for Folketingets Miljøudvalg.

Temaet var naturligvis nedlæggelsen af Tangeværket, tømning af vandkraftmagasinet Tange Sø og retableringen af den mere end 10 km lange Gudenå-dal, der tidligere lå, hvor Tange Sø i dag ligger.

Til formålet havde vi forberedt nedenstående oplæg, der frit kan gengives og citeres med behørig kildehenvisning. Klik på billederne for større og mere læsbar gengivelse.

Der var talstærkt fremmøde i Miljøudvalget, hvor Venstres Kristian Pihl-Lorentzen som forventet lagde ud med flere kritiske spørgsmål til foreningen. Han berømmede Tange Søs mange fortræffeligheder – blandt andet at en enkelt havørn sågar havde slået sig ned ved søen. 

Havørnens død

Formand for Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, Lars Vedsø, replicerede hertil, at bestanden af havørne i Danmark er femdoblet i de seneste år, og at der i stedet for en enkelt derfor burde have været fem havørne ved den opstemmede sø. Og at den enlige havørn ved Tange Sø for øvrigt netop var død.

De Konservatives Mette Abildgaard konstaterede, at foreningens navn næppe var gavnlig for vor popularitet i den danske befolkning.

Hertil svarede formanden, at “foreningen hylder princippet om at kalde en spade en spade”, og at der jo ikke fandtes noget bæredygtigt alternativ til at fjerne søen, hvis Danmark skal kunne opfylde EU’s Vandrammedirektiv.

Endelig bemærkede Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, at man burde indkalde til en eksperthøring om Tange Sø, og at der bør være fokus på det giftige bundslam i søen.

Før mødet nævnte han, at man efterfølgende kunne beplante den tørlagte søbund med pil. Det har man gjort andre steder i verden efter tømning af vandkraftmagasiner.


 




Uddybende bemærkninger samt gennemgang af den anvendte analysemetode kan findes i bogen

GUDENÅEN – genfødsel af et unikt naturområde“: