Florida

Fallit, flats og fisketurisme

Det startede med Wall Street børskrakket, der tog fart i 1929, og som først nåede bunden små tre år senere i 1932. 

Panik på Børsen fik dengang aktiekurserne til at styrtdykke i en sådan grad, at økonomien i samtlige 48 nordamerikanske stater brød kollektivt sammen. Herefter tog det ikke mindre end 25 år, førend aktieindekset havde nået sammen niveau som før krakket…

– Men hvad har nu det med lystfiskeri at gøre? Jo, faktisk rigtig meget. Rigtig mange amerikanere måtte nemlig gå fra hus og hjem efter Wall Street krakket, som efterlod dem med værdiløse aktier, der ellers skulle have forsødet deres alderdom eller tilladt dem en tidlig pensionering.

Nu var der i stedet økonomisk krise og stor arbejdsløshed. Amerika måtte gentænke situationen for at komme helskindet ud på den anden side af krisen. Et af fokuspunkterne blev hurtigt det kommercielle fiskeri, som havde fået en helt ny rækkevidde med udviklingen af større og hurtigere både med flere hestekræfter på hækken.

Vi kender kun historien alt for godt. Hvor fiskeriet før domineredes af fattige fiskere i små skibe, blev erhvervsfiskeriet nu Big Business med fartøjer, der blev stedse større og mere effektive. Ejerne af de store fartøjer blev tilsvarende færre, men rigere, og i takt med rigdommen steg desværre også deres grådighed.

Olie, stål og fisk

Som man havde oplevet det i både olieindustrien og stålindustrien, så udviklede erhvervsfiskeriet sig også til en kolos med sindrige strukturer til at beskytte sine aktiviteter og økonomiske interesser.

Erhvervsfiskerne fik politisk indflydelse langt op i regeringskredse, som ikke stillede sig kritiske over for det ekspanderende fiskerierhverv. Med det helt forudsigelige og uundgåelige resultat, at mange fiskebestande blev overfisket i en grad, der gjorde det svært for dem at vinde fodfæste igen.

Det gik i staten Florida især ud over striped bass, redfish og seatrout med flere, som lever på de for Florida så karakteristiske lavvandede flats. Og historien kunne have endt her, som den var endt for andre fiskearter i andre af de amerikanske stater – med et totalt kollaps for fisk og fiskeri.

Men heldigvis skilte Florida sig ud fra mængden. Lokale fiskeguider, fiskeguruer og fiskeguder som Stu Apte og Bill Curtis med flere så nye og saltere horisonter. De pionerede fluefiskeriet efter de sølvblanke bonefish og kæmpemæssige tarpon, der lever på Florida’s vidtstrakte flats.

De tilbød efterfølgende deres tjenester til de nu få, men stadig uhyre velhavende amerikanere, som var sluppet helskindet ud af Wall Street krakket – med kontante dollars nok i behold til at booke de dygtigste fluefiskere, der nu fungerede som statens første rigtige fiskeguider.

En amerikansk tradition, som altså blev etableret efter børskrisen, og som siden da har brødfødt i tusindvis af amerikanske familier. Fisketurisme, når den er bedst og var allermest nødvendig.

Samtidig skete der det i 1960’erne, at mange velhavende og midaldrende amerikanere fra USA’s “interior” begyndte at flytte til Florida for at nyde solen og varmen dér. “Snow birds” kalder man den dag i dag de amerikanere, som hver vinter valfarter til Florida – på flugt fra kulden og sneen i de nordligere stater.

Tilflyttere til undsætning

De tilflyttende amerikanere kunne se, at Floridas fiskeressurser ikke i længden kunne holde til det stadig mere intensive erhvervsfiskeri. Det var veluddannede og ressursestærke mennesker, som havde skabt sig en formue og en position i kraft af deres amerikanske ånd: Trangen til at skabe noget stort ud af ingenting. De stillede sig derfor ikke tilfredse med tingenes tilstand eller udviklingen i deres nye stat.

De nye tilflyttere kunne se et større perspektiv, end mange lokale kunne. Og de begyndte at råbe vagt i gevær over det tiltagende overfiskeri ud for Florida. En lille håndfuld ildsjæle dannede sågar en uafhængig kommission – “Marine Fisheries Commission” – der skulle skabe opmærksomhed omkring problemerne.

Den nye kommissions selvpåtagede opgave var at forvalte fiskeriet, så der blev flest mulige fisk i havet omkring Florida. Man definerede til formålet et helt nyt begreb, nemlig “maximum abundance”, som stod i grel modsætning til tidligere forvaltnings “maximum extraction” – det maksimalt mulige udtag. Kommissionen beskæftigede sig således alene med at skaffe flere fisk og ikke større fangster. Det sidste ville dog være en uundgåelig konsekvens af det første!

Kommissionens magt og rækkevidde voksede, og den barslede snart efter med forslaget om et obligatorisk fiskekort til fiskeri i havet. Lokale sportsfiskere i Florida kunne nøjes med 15 dollar, mens tilrejsende måtte hoste op med 35 dollar for et års fiskeri.

Fiskekortet var et upopulært forslag, der imidlertid hurtigt blev populært – helt enkelt fordi man nu for første gang nogensinde kunne sætte pris på det rekreative fiskeri – give det en målelig værdi. Nu kunne forekomsten af fisk ikke kun bidrage til erhvervsfiskernes indtægter. Nu spyttede det rekreative fiskeri også penge i kassen og måtte derfor tages alvorligt på lige fod med det kommercielle fiskeri.

Ikke mindst hvor både det rekreative og det kommercielle fiskeri interesserede sig for de selvsamme fiskearter, viste denne sammenligning sig at være guld værd: Kommercielt overfiskeri kunne nu påføre det rekreative fiskeri påviselige økonomiske tab.

Lavere fiskekvoter var en naturlig konsekvens af overfiskeriet, men det lykkedes først i 1987 at få gennemført sådanne ved lov. Og da kommissionens første forslag koncentrerede sig om hurtigt voksende fiskearter såsom redfisk, seatrout og king mackerel, tog det kun få år, førend resultaterne af de mindskede kvoter viste sig – i form af markant øgede fiskebestande.

Bonefish og tarpon

Bonefish var et kapitel for sig. Den kommercielt værdiløse bonefish – med fileter fulde af ben, som navnet også mere end antyder – var truet af erhvervsfiskeriet, der brugte den bløde fisk som agn til fiskeri efter andre arter.

Et totalforbud mod garnfiskeri efter bonefish blev resultatet – igen med synlige resultater efter blot få års fredning. Fremover måtte agnfisk kun fanges med små kastenet.

Herefter kom turen til trawlfiskeriet, hvis uønskede bifangster er noget nær ubeskrivelige. Videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at der ofte er et “udsmid” af uønsket bifangst på 5-6 kg per kg ønsket fangst. Et spild på 80-90 %. Hertil kommer så den vanskeligt målbare skade, som de tunge trawlskovle forårsager på havbunden.

Kommissionen kom med forslag til, at trawlene skulle være langt mindre af størrelse, så de kunne bruges af mindre fartøjer med mindre skadevirkning til følge. I 1996 – knap ti år efter de første restriktioner – er fiskebestandene omkring Florida kommet sig i en grad, ingen havde troet muligt. Alle var glade – lystfiskere såvel som erhvervsfiskere. Og fisketurismen blomstrede som aldrig før.

En anden af Floridas vigtigste sportsfisk – på højde med den lille bonefish – er den ofte ti gange større tarpon. Da kommissionen dykkede ned i spørgsmålet om, hvorfor bestanden af store tarpon var for stærkt nedadgående, viste det sig, at lystfiskerne selv var problemet:

Masser af store tarpon – de vigtige gydefisk – blev nemlig hjemtaget som trofæer. Nogle kom ganske vist op på væggen i udstoppet tilstand, men nok de fleste havnede i skraldespanden efter endt fotografering. Tarpon er nemlig notorisk dårlige spisefisk, som derfor aldrig har haft interesse for erhvervsfiskeriet. De er derimod utroligt attraktive at blive fotograferet sammen med…

Tarpon tags og tarpon flags

Løsningen på problemet blev de såkaldte “tarpon tags”. Man indførte regler om, at alle tarpon som udgangspunkt skulle genudsættes. Ville den heldige eller dygtige fanger alligevel have én med hjem til væggen, ja, så måtte han betale en trofæafgift på 50 dollar over i det generelle fiskekort. Samtidig skulle han eller hun udfylde en formular og sende den til de lokale fiskerimyndigheder, som så registrerede fangsten.

Med de nye tarpon tags slog man således to fluer med ét smæk: Der kom penge ind til fremtidig fiskeforskning og fiskeriforvaltning. Og der blev hjemtaget langt færre tarpon end tidligere. I hele Florida hjemtages der således i dag næppe meget mere end et halvt hundrede tarpon om året.

Til gengæld har lokale fiskeguides nu lov og pligt til at hejse et såkaldt “tarpon flag”, når de har landet og genudsat tarpon. Så de kan prale af fangsten uden absolut at skulle aflive den. Pædagogik og psykologi kombineret på bedste amerikanske vis.

Ideen med tags har siden bredt sig til store dele af USA, Canada og Alaska, hvor indtægterne ofte er målrettet truede arter som kongelaks og steelhead.

Florida har således vist vejen og kæmpet sig ud af fallitten og frem til en lukrativ fisketurisme på de vidtstrakte flats.

Alverdens sportsfiskere bør løfte på hatten i respekt!

© 2015 Steen Ulnits