Fjorddøden

Mariager Fjord død…

Det var et frygteligt og dybt deprimerende syn, der sidst i august måned 1997 mødte folk og fiskere, som havde deres gang ved Mariager Fjord. Døde og døende fisk flød omkring overalt i overfladen.

En ubeskrivelig stank af død og råddenskab fyldte luften over den afdøde fjord. Svovlbrinte – trængt op fra bundslammet under den bundvending, der blev resultatet af fortidens synder og dette års iltsvind – rev i næsen i flere dage, før vinden havde fjernet de sidste rester. Måger fra nær og fjern havde kronede dage, mens de frådsede i døde og døende fisk i strandkanten.

Det er normalt de bundlevende fisk, som afgår ved døden under iltsvind – torsk og fladfisk med flere samt naturligvis muslinger, krabber og børsteorm med meget mere. Men denne gang undslap end ikke havørrederne. Iltsvindet startede ude ved Hadsund og arbejdede sig i løbet af nogle dage indefter til Hobro. Fiskene kunne derfor ikke flygte – de var fanget i en fælde.

Flere steder kunne man på en 500 m lang kyststrækning tælle op mod 50 døde havørreder samt et antal overraskende store helt. Kun de havørreder, som nåede at stikke næsen op i åer, bække og kildevæld, overlevede bundvendingen.

Ålene, som er mere hårdføre end de fleste, stak snuden op i selv de mindste kildevæld eller gik sågar helt på land for at undgå den giftige svovlbrinte. Her blev de straks mødt af fjordens mange fritidsfiskere, som med ketchere og håndkraft havde let spil blandt de mange, mange ål. Så godt et ålefiskeri havde de ligegodt aldrig oplevet før…!

I lokale dagblade kunne man da også sidst i august og først i september se annoncer om salg af friske ål (min. 5 kg!) fra fjorden…
– Ål så sorte som bundslammet i Mariager Fjord??

Årsagerne

Biolog Finn Andersen fra Nordjyllands Amt kunne på det efterfølgende krisemøde i Assens fortælle, at 77% af alt kvælstof i Mariager Fjord stammer fra landbruget, der på landsplan kun har reduceret udledningerne med 14%.

Lokalt – i oplandet til Mariager Fjord – er udledningerne imidlertid de samme som for 10-15 år siden. Her har landbruget altså ikke gjort noget som helst.

Naturen selv står for 12% af det til fjorden tilledte kvælstof – fortrinsvis fra atmosfæren og dermed ikke mindst fra bilerne. Tilsvarende bidrager rensningsanlæg med 9% og dambrug med 2%. Dette baseret på gennemsnitstal fra perioden 1992-96. Altså ingen tvivl om, at landbruget med sine 77% af kvælstofudledningerne er hovedaktør i den årlige russiske roulette om fjorden.

Fosforindholdet i fjorden er idag så lavt – på grund af god spildevandsrensning fra byer og industri – at det ikke har nogen begrænsende effekt på algevæksten og det efterfølgende iltforbrug. Det er kvælstoffet, der styrer udviklingen.

Det er ifølge Miljøstyrelsens matematiske modeller – og ikke via faktiske målinger – at landbruget indtil videre har reduceret sine udledninger af kvælstof med 14%.

Desværre kan landets amter ikke få øje på denne reduktion. Faktisk konkluderer 7 ud af landets 11 amter idag, at de ikke kan måle nogen faktisk reduktion i forureningen fra landbruget overhovedet. Efter mere end ti år med vandmiljø-handlingsplanen…!

Muslinger og iltindhold

Biologerne havde kigget tilbage på tal fra Mariager Fjord, som talte deres eget tydelige sprog. I grove træk fortalte de følgende om udviklingen for vandmiljøet i den lange og smalle fjord:

1930‘erne: Muslinger og ilt ned til 15 m’s dybde
1980‘erne: Muslinger og ilt ned til 10 m’s dybde
1990‘erne: Muslinger og ilt ned til 5 m’s dybde

Data, som klart dokumenterer, at det ikke altid har stået lige skidt til med vandmiljøet i Mariager Fjord. At forholdene er blevet klart værre i de sidste to årtier – trods mange påstande om det modsatte.

En af fjordens mangeårige ålefiskere, Alex Silleborg fra Assens, troede ikke på det, da biologer allerede for 25 år siden fortalte ham, at fjorden ville være død inden år 2000 – hvis ikke der blev gjort noget radikalt. Det blev der som bekendt ikke, men nu tror Alex i hvert fald på, hvad biologerne siger…

I 1994 var situationen næsten lige så faretruende som her i 1997, men dengang blev fjorden reddet af gong-gong’en – i form af en frisk blæst, da det så allerværst ud.

I 1997 havde vi så den varmeste sommer i 123 år – men desværre ingen blæst til at blande fjordens vandmasser op. De havde lagdelt sig i det stille vejr og dermed muliggjort det iltsvind, der i løbet af 6 lumre augustdage satte “dødens spiral” i gang, som det stod at læse i dagspressen.

Blæsten kom dog også i år, men altså for sent. Medio september kunne biologerne meddele, at iltindholdet i fjordens overfladevand nu igen var acceptabelt – 5 mg/l – men at bundvandet stadig havde under de kritiske 2 mg/l.

Og fiskene – de var og er jo døde. Deres fødeemner med. Det store spørgsmål er nu, om og i givet fald hvornår de atter begynder at vise sig i fjorden.

Normalt sker der efter et iltsvind en ny kolonisering af området med dyr udefra i løbet af måske 5 år – via vandstrømmen. Men i den op til 30 m dybe fjord, hvor en vandudskiftning tager op imod 20 år, kan man ikke regne med en sådan ny kolonisering. Den vil i hvert fald tage mange, mange år.

Skal fjorden således have nyt liv i vor tid, skal den have hjælp til det – via iltning af vandet og stop for yderligere tilførsel af næringssalte. Samt via tilførsel af nye organismer udefra.

Løsningerne

Der har siden fjordens død været fremsat mange forslag til genoplivning af Mariager Fjord. Nogle mere fantasifulde end andre – nogle væsentligt dyrere end andre – nogle mere realistiske end andre.

De mange forslag kan dog sammenfattes i fem hovedpunkter, der hver især ikke skal betragtes som den endelige løsning, men i stedet som enkeltbidrag til en samlet løsning:

1) Reduktion i tilledningen af næringssalte. Endnu bedre rensning af spildevandet samt opstramning af reglerne for landbruget er første skridt på vejen mod et bedre vandmiljø og en fjord med et iltindhold, der året rundt tillader et rigt og varieret dyre- og planteliv.

Jo mindre tilledningen af næringssalte bliver, desto bedre får vandmiljøet det. En såre enkel sammenhæng, som kun landbruget ikke vil erkende.

2) Iltning af bundvandet i inderbassinet. Med de gode erfaringer, som Viborg Amt har høstet omkring iltning af bundvandet i Hald Sø, bør der ses nærmere på mulighederne for at ilte eller i hvert fald belufte bundvandet i den dybe inderfjord.

Man skal dog være klar over, at Mariager Fjord er langt større end Hald Sø, og at et eventuelt projekt derfor vil blive bekosteligt. Men sikkert også effektivt, hvis ellers det udføres i fuld skala.

Biologerne har beregnet, at der skal tilføres ilt for mere end 10 mio. kroner, hvis der skal kompenseres for den årlige algeproduktion og de 100.000 tons døde muslinger.

Respirator-løsningen!

3) Indpumpning af frisk vand fra Kattegat. En lang rørledning fra Kattegat til Hobro kunne lede frisk og iltrigt vand ind i fjorden og fremme vandudskiftningen med alle de fordele, det nu indebærer.

Største ulempe ved projektet er prisen på den lange rørledning – med en faldhøjde på måske 10 m – der i så fald vil skulle bygges. Samt omkostningerne ved at konstant at pumpe vandet op fra Kattegat og ind i Mariager Fjord.

Derfor nok den mindst realistiske løsning…

4) Fjernelse af dæmningerne ved Overgård. Så sent som i 1962 (dengang også Skjernå blev reguleret) lykkedes det daværende godsejer Flemming Juncker på Overgård at få tilladelse til inddæmning af 1.700 tønder land jord på sydsiden af Mariager Fjords udmunding i Kattegat. Inddæmningen var en realitet i 1965.

Herved blev den brede fjordmunding gjort meget smallere, hvorved vandudskiftningen i fjorden forringedes. Samtidig fik man indvundet landbrugsjord af tvivlsom kvalitet – sandet jord, som skal tilføres store mængder gødning for overhovedet at være frugtbar.

Senest er Mariager Kommune kommet i søgelyset, da den ikke kan redegøre for flere tusinde tons byslam, som er bragt ud på Overgårds inddæmmede jorde. Overskudsgødningen havner i yderfjorden og bringes dels indefter i Mariager Fjord, dels udefter i Kattegat.

En fjernelse af dæmningerne, oversvømmelse af markerne og udgravning af sejlrenden vil kunne sikre Mariager Fjord en større vandudskiftning.

5) Udsætning af nye organismer i fjorden. Da fjorden er lang og smal med en meget ringe vandudskiftning, vil det tage mange år, førend fjorden igen beboes af de fisk, dyr og planter, der var inden bundvendingen.

Skal processen fremskyndes, må de pågældende arter introduceres kunstigt – når ellers vandmiljøet igen tillader det.

Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening (DN), som havde indkaldt både medier og masser til krisemødet i Assens, meldte klart ud med en 5-punkts plan til redning af det danske vandmiljø – under arbejdstitlen “Vandmiljø-handlingsplan II”:

1) Der skal anvendes mindre kvælstof på markerne. Kvælstofnormen reduceres med 20%. Reglerne for, hvor meget kvælstof der må udbringes, skal afhænge af afgrødens art.

2) Udnyttelsesgraden for husdyrgødning øges fra de nuværende 60% til 80%. Kvælstoffet i husdyrgødningen erstatter hermed kunstgødningen i højere grad, og den totale kvælstofmængde går ned.

3) Mindst 20% færre husdyr pr. hektar for at begrænse overbelastningen fra husdyrgyllen. Desuden skal der indføres skærpede krav i særligt følsomme områder – drikkevandsområder, særligt følsomme naturområder, eksempelvis fjorde etc.

4) Sædskifte: De grønne marker skal være effektive. Græs og rodfrugter skal bruges i stedet for vintersæd og majs. Med udgangspunkt i sædskiftet inden for økologisk landbrug skal der være et sædskifte med optimal anvendelse af kvælstofoverskuddet i jorden.

5) Naturgenopretning: Naturens selvrensende effekt er blevet reduceret gennem udretning, rørlægning og fjernelse af vandløb. Der skal ske en naturgenopretning af de våde enge. Dræn skal fjernes og gødningen væk.

Erfaringer fra Fyn viser, at genopretning af våde enge i ådale svarende til 2% af landbrugsarealet vil kunne fjerne op til 25% af det kvælstof, der ellers tilføres vandløbene fra landbruget.

Ud af ca. 30.000 km vandløb i Danmark er det under 1.000 km vandløb, der idag har et naturligt forløb. De seneste 10 års indsats for naturgenopretning har medført, at 57 km vandløb er blevet naturgenoprettet.

DN foreslår derfor, at der nu iværksættes en prioriteret, massiv naturgenopretning af vandløbene.

Fiskerne

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) brillierede på mødet ved sin fuldstændige mangel på indlæg i sagen. Angsten for landbruget og med det lodsejerne og med dem medlemmernes fiskeret ved åerne, havde tydeligvis givet DSF en effektiv mundkurv på.

I hvert fald var der over for landbruget ingen kritiske indlæg overhovedet fra DSF. Trods DSF’s eget slogan “Vi taler miljøets sag, mens du fisker” – og en stendød fjord lige uden for døren.

Et par lystfiskere fra Hobro gav da også efter mødet udtryk for, at her havde man så det endegyldige bevis på, at “DSF ikke er den landsdækkende organisation for danske sportsfiskere, man ynder at kalde sig.”

Men at “DSF blot repræsenterer en lille skare protektionistiske jyske åfiskere. Hvoraf nogle endda glæder sig over, at iltsvindet har presset et stort antal havørreder op i åernes kølige og iltrige vand – hvor de så kan fanges…”

Hårde ord fra to lystfiskere, hvis nordjyske forening selv er organiseret i DSF, der har hovedsæde i Vejle. Og ordene var da også møntet på netop Vejle Å, som i selvsamme periode nærmest bugnede af sølvblanke havørreder, der undslap iltsvindet ude i Vejle Fjord ved at trække op i åens friske vand. Hvor de så blev mødt af stangsvingende lystfiskere en masse, der fangede havørreder som aldrig før…

Fritidsfiskerne

Fritidsfiskerne var i så henseende ikke spor bedre. Da de nye fredningsbestemmelser for Mariager Fjord langt om længe blev en realitet, spærrede fritidsfiskerne straks fjorden af ved Hadsund – lige uden for den nye fredningszone. De fisk, der nåede at flygte ud af fjorden ved iltsvindet, måtte således igennem en skov af garn og ruser uden for Hadsund, hvis de ville have en mundfuld frisk ilt..

Fra asken i ilden, kunne man passende sige. De havørreder, som var sluppet helskindet ud af fjorden i tide, og som i skrivende stund er på vej tilbage for at gyde, har det sværere end nogensinde, når Hadsund skal passeres.

De få overlevende havørreder burde naturligvis have været totalfredet, så de kunne begynde på genopbygningen af en ørredbestand i fjorden hurtigst muligt.

Som et lidt rystende kuriosum kan det nævnes, at formanden for en lokal fritidsfiskerforening i Vive blev taget på fersk gerning af politiet for at sætte ulovlige ørredgarn i den fredede Ajstrup Bugt i det yderste af Mariager Fjord – i selvsamme efterår fjorden døde…

Samme dag tog samme politimand en anden fritidsfisker i færd med at røgte garn inden for fredningsbæltet ved Korup Å…Tilsyneladende er der ikke blandt fiskere af nogen slags en større forståelse for, at de overlevende fisk må beskyttes i stedet for brandskattes efter fjordens død. Og det er virkelig trist.

Landbrugerne

Landboorganisationerne var naturligvis mødt talstærkt op i Assens for at fortælle aviser, radio og TV, at de var helt uden skyld i fjordens død. At de til punkt og prikke havde opfyldt de krav, som vandmiljø-handlingsplanen havde stillet til dem.

En landmand sagde dog på vej ud fra mødet, at nu var fjorden jo alligevel død. – Hvorfor så ikke blot fortsætte, som vi plejer…?

Der er dog ingen grund til at give landbruget hele skylden for miseren. Det er jo trods alt os selv, der – via de folkevalgte politikere – har givet landmændene en alt for lang snor. Som har tilladt dem at skalte og valte med den danske natur, som var det deres egenhændige ejendom.

Det er os, der har tilladt dem at hælde pesticider og næringssalte ud i grund- og overfladevand. Som har tilladt dem at rette vore vandløb ud, så de kunne få ny landbrugsjord til en billig penge, mens overskydende næringssalte susede direkte ud i vandmiljøet i stedet for at blive optaget inde på engene. Os, som ser gennem fingre med, at de pløjer og gøder deres marker helt ud i åerne.

Siden vandmiljø-handlingsplanen blev vedtaget i 1986, har det danske landbrug imidlertid selv haft chancen for selv at gøre noget ved problemerne. Men de forspildte den i eksporten og den hellige mammons navn. Mariager Fjord er nu definitivt død – som den første i de indre danske farvande. – Hvilken fjord bliver den næste? – Roskilde Fjord? – Isefjorden?

Da vandmiljø-handlingsplanen blev drøftet i 1985, kom den daværende underdirektør fra Miljøstyrelsen træt med følgende, som han meget rammende kaldte landbrugets “fem på hinanden følgende forsvarsværker”:

1) Der er ikke noget problem.
2) Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
3) Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
4) Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar: – Vil de betale forskellen?
5) Vi vil have fuld erstatning!

Nu 12 år senere må det vist stå klart for alle, at der ikke længere er grund til at søge en dialog etableret med landbruget. Nu er der desværre kun diktater, restriktioner, regler og sanktioner tilbage, hvis ikke samtlige danske fjorde skal lide kvælningsdøden i de nærmeste år.

Fra fjordslagtning til gårdslagtning

Det har altid været almindeligt med hjemmeslagtning på gårdene – i de gode, gamle dage før landbruget blev til en industri. Men netop nu – efter landbrugets første rigtige fjordslagtning – er et helt nyt fænomen dukket op inden for landbruget.

Det er “gårdslagtninger”, som intet har med hjemmeslagtning at gøre. Der er i stedet tale om økonomiske transaktioner på højde med de forkætrede selskabstømninger, som har kostet den danske stat milliarder af skattekroner i de seneste år. I skrivende stund nedlægges således hele syv landbrug om dagen!

Gårdslagtninger sker, når en landmand ønsker at afvikle sit landbrug. Han kan da sælge underskuddet og de midler, der er hensat til skat – til en ny landbruger. Typisk en svineproducent af den slags, der er kommet flere og flere af i de seneste år. En storproducent, som har brug for mere jord til at sprede den megen gylle over.

En industrialiseret storbonde, som ved at købe sig til nye besiddelser på denne måde kan undgå at betale skat. Med de gældende regler kan en landmand helt enkelt vælge, om han vil betale skat som de øvrige borgere i vort velfærdssamfund. Eller om han i stedet vil udvide sine besiddelser ved nye jordkøb.

Det er ikke svært at gætte sig til, hvad den moderne storbonde vælger. Han udvider naturligvis sine besiddelser – på det øvrige samfunds bekostning. I takt med, at han køber jord op og udskyder skatten, nedskriver han sin ejendom. Når han så vælger at gå på pension, sælger han jorden fra. Ejendommen sælges eller rives ned.

Da ejendommen nu ikke giver overskud, slipper han ifølge gældende regler for at betale den udskudte skat. Samtidig kan han stikke fortjenesten ved jordsalget direkte i lommen. Gården er slagtet og samfundsøkonomien malket.

Et typisk eksempel

Et typisk eksempel, som dagbladet Politiken bragte den 9. november 1997:

En svineproducent tjente i regnskabsåret 95/96 kr. 825.000. De gældende skatteregler gav ham en opsparing/udskudt skat på kr. 461.000, så han slap med at betale kr. 96.000 i skat – en trækprocent på blot 12,6 %. Regnestykket giver svineproducenten et privatforbrug på kr. 277.000 i det pågældende indtægtsår.

Udviklingen mod stedse færre, men så meget større landbrug har været undervejs i flere år, men har for alvor taget fart i det seneste årti. Siden 70’erne er antallet af landbrug i Danmark således halveret.

De små husmandsbrug har måttet give op over for storbrugene, der sprøjter markerne med pesticider, overgøder dem med gylle og pumper deres svin med penicillin.

Det danske landbrug skylder idag staten omkring 20 miliarder kroner i skat og afskrivning på driftsmidler – penge, som de blandt andet undgår at betale via omtalte gårdslagtninger.

Samtidig modtager hvert landbrug idag omkring 200.000 kroner fra diverse landbrugsfonde i EU. Hertil skal så lægges forskellige subsidier fra den danske stat. Vi er således alle med til at betale det danske landbrug for at svine vort miljø til, som de gør idag.

Landbrugsrådets præsident og formand for De Danske Landboforeninger Peter Gæmelke afviste da også over for medierne på det kraftigste, at landbruget skulle spekulere gårdslagtninger for at undgå udskudt skat.

Hvorefter dagbladet Politiken få dage senere – den 13. november 1997 – kunne offentliggøre en fortrolig rapport fra selvsamme Danske Landboforeninger, hvori man direkte opfordrer medlemmerne til at spekulere i netop gårdslagtninger. Rapporten går endda så vidt som til at foreslå endnu gunstigere skatteregler for landbruget.

Selvkritik lig selvmord

Da første vicepræsident i Landbrugsraadet og formand for Dansk Familielandbrug Peder Thomsen offentligt stod frem og kritiserede sine egne for spekulation i gårdslagtninger og samtidig kaldte det “en form for selskabstømning”, havde han underskrevet sin egen dødsdom.

Peder Thomsen blev ved først givne lejlighed degraderet til anden vicepræsident, hvilket formanden for de “store” bønder, Peter Gæmelke, sørgede for. Så meget for eventuel selvkritik, der straks dræbes indefra i de store landbrugsorganisationer. Den slags kan man jo ikke have, når der skal tjenes penge…

Det eneste gode ved de igangværende gårdslagtninger er, at antallet af landmænd nu er støt faldende. På et tidspunkt vil der forhåbentlig være så få landmænd tilbage, at deres stemmer ikke længere har nogen politisk betydning.

Det håbede i hvert fald en vred sjællandsk dyrlæge i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men helt miste sin betydning vil eksporten og det deraf følgende overskud på handelsbalancen næppe nogensinde gøre…

Gunstige skatteregler som de nuværende medfører gårdslagtninger og færre, men større bedrifter med en stigende produktion af svin og dermed gylle. Hvilket så i sidste ende slagter også vore fjorde. Senest har dagbladet Politiken afsløret, at 1.264 landmænd – storbønder også kaldet – idag ejer eller forpagter flere end de fem landbrug, de ifølge loven har ret til.

Således er der eksempler på, at en landmand i Nordjyllands Amt disponerer over 27 ejendomme, mens en anden storbonde i Viborg Amt sidder på hele 39 landbrug.

Og det er stordrifter som disse, der i videst muligt omfang modsætter sig økologisering af produktionen, og som dermed er med til at skubbe vandmiljøet yderligere ud mod afgrunden.

De er samtidig med til at holde yngre og mere miljøbevidste landmænd ude fra erhvervet. Der er jo ingen landbrug at købe for dem.

I 1950’erne var der godt og vel 200.000 landbrug i Danmark. Her på vej mod år 2000 er antallet nede på under 50.000, hvoraf mindre end halvdelen er heltidslandbrug.

Forhåbentlig kan politikerne dog snart se skriften på væggen – omend 25 år for sent?

– Men hvad vil udlandet ikke fremover tænke om de beskidte danskere, som nu har dræbt alt liv i den første af de mange danske fjorde?

– Vil de fremover respektere et land, som med den ene hånd kan lade en hel fjord afgå ved døden, mens det med den anden kæmper en drabelig og fuldstændig betydningsløs kamp mod aluminiumsdåser i Bruxelles?

– Vil de fremover ønske at besøge vore fjorde og søer, som længe har været blandt de mest belastede i hele Europa, hvad næringssalte angår? – Med eller uden fiskestang?

– Hvordan vil det gå med de højt besungne danske landbrugsprodukter, når miljøbevidste udlændinge får øjnene op for den pris, det danske vandmiljø har måttet betale for produktionen af smør og bacon? – Vil de så købe dem længere? – Eller vil de boykotte danske varer af hensyn til miljøet?

– Ender Danmark med prædikatet “Europas største mijøsvin”

Miljøkommissær Ritt Bjerregård:

“Generelt er det ikke lykkedes regeringerne i medlemslandene at gå op imod de magtfulde landbrugsorganisationer, der har store økonomiske interesser på spil i spørgsmålet”.

En reprimande fra EU-kommissionen venter nu – kun Irland har indtil videre afrapporteret sin måde at gribe kvælstof-spørgsmålet an på. Danmark kan til gengæld nu dokumentere, at den første fjord er afgået ved døden – på grund af manglende handling fra myndighedernes side.

EU’s regler til landbruget siger, at der kun må bruges 170 kg husdyrgødning pr. hektar landbrugsjord. Det blev besluttet i det såkaldte “nitratdirektiv” allerede i 1991. Imidlertid tillader den gældende danske lovgivning stadig, at der bruges 230 kg pr. hektar. Man har derfor måttet søge om dispensation hos EU for det nuværende overforbrug på 35%.

EU kommissionen har afvist den danske ansøgning om dette overforbrug og truer nu med millionstore bøder, hvis EU reglerne ikke overholdes. Grækenland, Italien og Tyskland har allerede fået bøder i denne størrelsesorden. Det danske landbrug vil gerne beholde sin store EU støtte, men det vil altså ikke overholde reglerne.

Direktør Lone Johnsen fra Danmarks Naturfredningsforening udtalte i forbindelse med EU kommissionens beslutning følgende til dagspressen:

“Det er fantastisk, at Danmark kan opretholde en ansøgning om at bruge mere kvælstof efter døden i Mariager Fjord. Kommissionens beslutning er utrolig vigtig for både grund- og overfladevand.”

Da miljøminister Svend Auken langt om længe havde set EU-skriften på væggen, trak han den 25. november ’97 diskret sin egen og det danske landbrugs ansøgning om tilladelse til større nitratforurening tilbage. Godt, men samtidig trist, at han overhovedet kunne få sig selv til at forsøge…

En dejlig sommer…?

Det, der var en dejlig sommer for badegæsterne, blev en meget dårlig sommer for vandmiljøet i de indre danske farvande. Allerede i juli var der således problemer med giftige blågrønalger. I august døde Mariager Fjord, og der konstateredes massive iltsvind i Limfjorden, Isefjorden og det sydlige Lillebælt. I september kom så de giftige furealger på åbent hav. Tilsammen tre sikre tegn på massiv ubalance i de indre danske farvande.

Og så har vi endda i de sidste to år haft en rekordlav nedbør, der har bevirket mindre udvaskning af kvælstof end normalt. Derfor konkluderer Miljøstyrelsen efter sensommerens mange og store iltsvind følgende:

“Det generelle niveau for næringsstoftilførslerne til de danske havområder er så højt, at selv i situationer med relativt lav belastning vil ugunstige vejrforhold kunne give anledning til alvorlige iltsvindshændelser i fjorde og kystnære områder”.

Udtrykket “manden med leen” fik således en helt ny betydning i 1997.

© 1997 Steen Ulnits

Efterskrift
Her i 2012 – 15 år efter fjorddøden – kan man passende se lidt tilbage. På nogle områder er der sket fremskridt. Således har myndighederne omkring fjorden skåret effektivt igennem, opkøbt og lukket et antal forurenende dambrug med tilløb til fjorden.

Dette har reduceret tilledningen af kvælstof til Mariager Fjord markant. Under 2%. Samtidig har fjernelsen af dambrugene og deres opstemninger betydet et stort løft for fjordens havørreder, der nu kan vandre langt op i vandsystemerne – primært Villestrup Å på nordsiden og Kastbjerg Å på sydsiden.

Men har dette gavnet havørrederne, så har det tydeligvis også skadet bækørrederne. Ikke mindst ved Villestrup Å har man kunnet opleve, hvad der gennem årene er sket ved mange andre åsystemer: At ensidigt fokus på sølvblanke havørreder altid sker på bekostning af de rødplettede bækørreder. Til gengæld fanges der nu flere og ikke mindst større havørreder i Mariager Fjord end tidligere.

Men landbruget bestemmer stadig selv, hvad de vil og ikke vil. Således har landbruget slet ikke bidraget med den reduktion i kvælstofudvaskning, som der var og stadig er behov for. Af de 77%, som de udleder af kvælstoffet.

Et rigtig godt eksempel på, at det er dansk landbrug, som i praksis bestemmer dansk miljøpolitik, er godset Overgaard længst ude mod Kattegat. Her blev det sidste år konstateret, at godset i flere år havde modtaget flere tons giftigt gipsholdigt affald og pløjet det ned på sine bølgende kornmarker med udsigt over Mariager Fjord.

Randers Kommune politianmeldte efterfølgende godset, men det holder skam ikke landbruget tilbage. En sammenslutning af svineproducenter med det sigende navn Grynt A/S har nu søgt om tilladelse til en udvidet produktion af 6.000 søer ved selvsamme Overgaard.

– Her er der nemlig tilpas højt til loftet, lyder det tilfredse grynt fra Overgaard…

© 2012 Steen Ulnits