I dag ser billedet ganske anderledes ud. I dag forbinder man ofte fiskeopdræt med forurening og ressursespild. Med overforbrug af vand og antibiotika, gensplejsning og anden dårligdom. – Hvordan ser fremtiden da ud for dansk akvakultur?
Produktion
Knap 400 dambrug – alle beliggende i Jylland – producerer årligt 32.000 tons regnbueørreder, der primært går til eksport. Et gennemsnitsdambrug producerer således 80 tons ørreder årligt.
Denne produktion andrager en værdi af omkring 500 mio. kroner. Hertil skal så lægges produktionen af befrugtede æg, yngel, sættefisk og avlsfisk.
De omkring 25 danske havbrug – fortrinsvis placeret i den sydlige del af de indre danske farvande, hvor saltholdigheden er passende lav til et opdræt af regnbueørreder – producerer pt. 7.000 tons ørreder årligt.
Dette udgør en værdi af 300 mio. kroner, hvoraf størsteparten går til eksport. En væsentlig del af denne produktion udgøres af rognen, der primært afsættes til Japan.
Endelig sker der en begrænset produktion af andre fiskearter – fortrinsvis ål – i recirkulerede og landbaserede anlæg fordelt over hele landet. Også disse fisk går fortrinsvis til eksport.
Sammenlagt produceres der i Danmark for 1,2 mia. kroner, hvoraf 1 mia. kr går til eksport. Alt i alt beskæftiger erhvervet og følgeerhvervene ca. 3.500 personer.
Norge
I løbet af blot 25 år har nabolandet Norge udviklet sig til at være verdens ubestridt største producent af atlanterhavslaks i havbrug. Det er landets naturgivne forudsætninger, der har muliggjort – samt en stat, der med olieindtægter i ryggen har bakket erhvervet op lige fra starten.
Langs hele den tusindvis af kilometerlange norske kystlinje løber en varmende Golfstrøm, som sikrer isfri vintre og en temperatur, der muliggør lakseopdræt året rundt. Læg hertil dybe fjorde med en stor udskiftning af vand, og man har baggrunden for det norske lakseeventyr.
Norge er i dag verdens største lakseproducent med over 500.000 tons fisk om året. Dette gør lakseopdrættet til Norges næststørste eksportindustri næst efter Nordsøolien. Nu taler man om 1.000.000 tons som næste milepæl for produktionen, der i vid udstrækning ejes af de store olieselskaber.
I august 2000 brød norske laksehavbrug en skelsættende barriere. Da lykkedes det nemlig for første gang akvakulturen at overhale det traditionelle fiskeri, hvad produktion angår. Da eksporterede norske laksehavbrug således for 1,2 mia. norske kroner i løbet af en enkelt måned – mere end fiskerierhvervet.
Men det kolossale norske lakseopdræt har undervejs haft en ødelæggende virkning på landets mange oprindelige bestande af vildlaks – en pris, som vildlaksene og turisterhvervet har måtte betale.
Andre lande med kyster op til Golfstrømmen har skelet stærkt til den norske succes og etableret et lignende lakseopdræt. Det gælder især lande som Skotland, Færøerne og nu senest også Island.
På den sydlige halvkugle har Chile etableret sig som kraftcenter for lakseopdrættet – her dog med stillehavslaks i stedet for atlanterhavslaks. Også her har man naturgivne omstændigheder, der tilgodeser et storstilet lakseopdræt – i form af isfri fjorde med tempereret vand og stor gennemstrømning.
I Nordamerika har vestkyststater som British Columbia tilsvarende startet et stort opdræt af stillehavslaks.
Thailand
Med en årsproduktion på godt 25 mio. tons er Kina verdens suverænt førende producent – fortrinsvis af planteædende fisk, der ses som en vigtig proteinkilde for landets enorme befolkning. Fisk, der ikke har nogen nævneværdig værdi på eksportmarkedet.
Det har derimod de rejer, som Thailand i dag er storproducent af. Landet er med en årsproduktion på op imod 300.000 tonskæmperejer en af de helt store spillere på verdensmarkedet for denne luksuriøse delikatesse.
Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge.
Men medaljen har en bagside, som er skinnet tydeligere og tydeligere igennem. I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de thailandske kyster forsvundet. Den mangrove, som er opvækststed for yngel og ungfisk af mange værdifulde fiskearter.
Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes især store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejer på 20 gram eller mere er en efterspurgt delikatesse.
De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder meter3 spildevand ud i de kystnære omgivelser. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning.
Vandet er forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen.
Verden
Siden 1984 er verdensproduktionen i dam- og havbrug mere end fordoblet – i takt med de faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises, stammer i dag fra akvakulturen.
Ifølge FAO lå verdensproduktionen i 1998 på knap 35 mio. tons.FAO forudsiger da også, at den opdrættede mængde fisk allerede i år 2030 vil overstige den fangede mængde på 90 mio. tons om året. Som oven for nævnt overskred Norge allerede sidste år denne grænse med sit lakseopdræt.
FAO har beregnet, at verdens samlede akvakultur produktion, som andrager i omegnen af 50 mia. dollars årligt, i dag udgør omkring 20% af den samlede produktion og det samlede fiskeri af fisk, skaldyr og havgræsser
Sikkert med baggrund i FAO’s rapporter har EU kommissionen besluttet sig for, at akvakultursektoren i medlemslandene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006. Dette skal også ses i lyset af, at EU generelt har beskåret de traditionelle fiskekvoter kraftigt efter to årtiers laden stå til – med hårdt overfiskede bestande til følge.
Dansk akvakultur vejrer naturligvis morgenluft efter denne melding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myndigheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugsbekendtgørelsen, der fulgte den første vandmiljø-handlingsplan fra 1989.
Den nye målsætning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hurtigarbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave en indstilling til fødevareministeren inden 1. oktober i år 2001.
Foder
En stor del af forureningen fra fiskeopdræt skyldes foderspild. I forhold til tidligere er fiskeopdrætterne imidlertid blevet ganske dygtige til at begrænse dette spild.
Samtidig er producenterne af fiskefoder også blevet dygtigere til at fremstille kvalitetsfoder med en høj konverteringsfaktor. Fra omkring 1994 er produktionen således større end foderforbruget, dvs. at der med 1 kg foder produceres mere end et 1 kg fisk.
FAO og foderet
FAO har flere gange slået til lyd for, at verdens akvakultur må stige for at kunne opfylde det stigende behov for animalsk protein. Men hvor skal alt fiskefoderet komme fra?
Fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene. I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder.
Det er fiskebestande, som i dag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Således lykkedes det jo erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet. Og nu tales der i stigende grad om, at industrifiskeriet efter tobis i Nordsøen er med til at trække tæppet væk under svindende bestande af havfugle og større fisk.
Som tommelfingerregel skal der bruges godt 2 kg industrifisk til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne altså bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 2 kg industrifisk til at producere 1 kg konsumfisk.
Skal eksempelvis det storstilede norske lakseopdræt fortsat vokse, er der akutte miljøkriser under umiddelbar opsejling. Da må fiskemelet i stigende omfang komme andetsteds fra – eksempelvis Sydamerika. Men her har man selv gang i en ekspanderende akvakultur, så også her rammer man på et tidspunkt hovedet mod en mur.
Ikke førend vi er i stand til at erstatte det animalske fiskemel i foderet med vegetabilske produkter, er vi på rette spor. Problemstillingen har været kendt i adskillige år, men noget epokegørende gennembrud er der endnu ikke sket på området.
Dioxin og dansk dobbeltmoral
Bedre bliver situationen heller ikke af, at dansk fiskemel i dag indeholder faretruende høje mængder af giftstoffet dioxin. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.
De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.
Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende. Danske fiskeopdrættere og foderproducenter må således se i øjnene, at der på længere sigt må importeres fiskemel fra andre dele af verden, hvis fiskefoderet skal kunne overholde kommende grænseværdier for dioxin.
Forurening
Dambrug
Den organiske forurening fra de jyske dambrug var i mange år så voldsom, at der fra flere sider blev stillet krav om en mindsket miljøbelastning fra dambrugene.
Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav med vandmiljø-handlingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse, som fulgte efter planen, pålagde de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet og til et stærkt mindsket vandforbrug.
Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den nye bekendtgørelse – ikke mindst kravet om, at der altid skal ledes mindst 50% af åernes vandføring uden om dambrugene.
Sagen trak imidlertid i langdrag, og først den 22. august 2000 faldt den endelige dom. Højesteret stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelsen, som mange dambrugere bevidst havde ignoreret – i håb om senere medhold i retten.
Siden da er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen – primært på grund af et bevidst overforbrug af foder – og flere sager er på vej.
Havbrug
Det er et ubestrideligt faktum, at landets havbrug forurener de indre danske farvande med organisk stof og næringssalte. Dels i form af overskydende foder, som synker ned til bunden under netburene. Dels i form af ekskrementer fra de mange og store fisk i nettene.
Det er også et ubestrideligt faktum, at havbrugerne ikke har mulighed for at begrænse denne forurening ret meget mere, end de allerede har gjort. Det er på én gang den frie gennemstrømning af netburene, som er forklaringen på havbrugenes succes – små omkostninger – og deres uundgåelige forurening af havmiljøet.
Foderforbruget begrænses naturligvis så meget, som det overhovedet kan gøres – af økonomiske årsager. Men enhver havbruger ved også, at man altid fodrer lige i overkanten, så man er sikker på, at fiskene vokser maksimalt. Med et vist, uundgåeligt foderspild til følge.
Tager man et kig på havbunden under netburene, vil man da også se, at der – afhængig af burenes placering og strømmens hastighed – sker en bundfældning af organisk materiale ovenfra. Lokale erhvervs- og fritidsfiskere ved, at havbrugene af samme årsag lokker mange vildfisk til – fisk, som netop lever af det overskydende foder.
I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om 3-dobling af produktionen og dermed også en 3-dobling af forureningen. Miljøstyrelsen fastsatte efter Vandmiljø-handlingsplanen et loft på 650 tons udledt N/år, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år.
Antibiotika
Til enhver form for akvakultur er der knyttet forskellige miljøfremmede hjælpestoffer.
Miljøstyrelsen dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.
Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt.
Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose.
Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.
En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.
I samme tidsrum brugte nordmændene blot 0,6 ton antibiotika til produktion på over 400.000 tons laks og ørreder.
Fremtiden
Det nuværende fiskeopdræt i traditionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirkninger på vandmiljøet i Danmark, at der næppe kan spås nogen stor fremtid for dem.
Uanset hvor dygtige dambrugerne bliver, vil der altid være store negative konsekvenser af produktionen – for dambrugenes vedkommende alene deres opstemning af de jyske åer. Det ødelægger gydebetingelserne for vildfiskene og kan ikke ændres uden at lave om på selve dambrugenes fysiske opbygning. Det samme gælder forureningen med antibiotika.
Og uanset hvor dygtige havbrugerne bliver til at begrænse foderspildet i havet, så har de ingen yderligere mulighed for at begrænse forureningen med kvælstof og fosfor, algebegroningsmidler og antibiotika. Det strømmer lukt gennem netmaskerne og ud i frivandet.
Skal dansk akvakultur have en fremtid – og en ekspanderende sådan – må produktionen omlægges til landbaserede anlæg, hvor fiskeopdrættet kan ske under absolut kontrollerede forhold. Med recirkuleret vand og et minimalt udslip af miljøfremmede stoffer til omgivelserne. Men da bliver produktionen givet så dyr, at vi ikke længere kan konkurrere med udlandet.
Dansk akvakultur præges i dag af såvel en ny som en ældre generation fiskeopdrættere. Sidstnævnte tilhører i sagens natur den gamle skole, der ønsker at øge produktionen uden smålig hensyntagen til konsekvenserne for vandmiljøet.
Men den nye generation er klar over problemstillingen og har set skriften på væggen. De har erkendt, at Danmark næppe har nogen fremtid som storspiller og primærproducent på verdensmarkedet – dertil er landet for lille og konsekvenserne for vandmiljøet for store.
Til gengæld ser de en stor fremtid i at være førende med produktionsteknik og udstyr til fremtidens højteknologiske fiskeopdræt. Herhjemme såvel som i udlandet. Den udvikling kunne staten med fordel støtte. Det er her, fremtiden for dansk akvakultur ligger.
© 2001 Steen Ulnits
Del denne artikel: