– men bliver hot igen!
I tidernes morgen var Mjels Sø sammen med Bundsø på Nordals og Mjels Vig ét sammenhængende fjordsystem.
Men allerede i 1500-tallet fik lokale øjnene op for mulighederne. I slutningen af 1500-tallet opførte Hertug Hans den Yngre to dæmninger, der bevirkede, at den todelte fjord blev til to separate ferskvandssøer: Mjels Sø og Bundsø.
I 1800-tallet tog man skridtet videre og byggede pumpestationer, der kunne afvande og tørlægge de to søer, så hele området nu kunne inddrages til landbrugsjord. På samme måde afvandedes Oldenor, der ligger lidt længere nordpå.
I de næste mange årtier blev millioner af kubikmeter fersk pumpevand ledt ud i Mjels Vig, som efterhånden udviklede sig til et sandt eldorado for overvintrende havørreder, der her kunne søge ly for kulden og det salte vand.
Her kunne man derfor opleve et forrygende fiskeri, når isen gik i det tidlige forår. På et tidspunkt blev dette fiskeri så kendt via fiskepressen, at lystfiskere fra andre landsdele valfartede hertil i chartrede busser. Jeg ved det, for jeg har selv set dem…
Men Adam fik ikke lov at blive i Paradiset. Det ferske pumpevand indeholdt mere og mere fosfor og kvælstof fra det stedse mere intensiverede industrilandbrug. Det resulterede i, at Mjels Vig og det tilstødende Dyvig blev omdannet til en stinkende fjord, hvor svovlbrinten boblede op fra mudderbunden i hele sommerhalvåret.
Vinter UL
Men vinterfiskeriet var stadig godt. Specielt hvis man kunne ramme den dag, hvor isen gik. Så kunne man fange løgnagtigt mange havørreder – ofte fisk, der gik langs iskanten.
I nogle år var jeg helt opslugt af UL spin med en kort 5 1/2 fods Hardy glasfiberstang, der maksimalt kunne håndtere et 7 grams blink. Hertil et lille Mitchell 308 fyldt op med datidens superline: Platil Strong i 0.16 mm. Hvilke herlige dyster jeg havde med velnærede vinterørreder på dette grej!
Men sommerhalvårets svovlbrinte satte i sig selv ikke skub i myndighederne. Det var først, da udpumpningen af ferskvand fra de drænede marker havde stået på så længe, at saltvand begyndte at trænge ind udefra og forurene grundvandet og dermed drikkevandet, at der blev grebet ind over for landbruget. Udpumpningen blev stoppet, og de afvandede områder begyndte igen at fyldes op.
Oldenor, der i gamle dage førte helt ind til Nordborg, blev genskabt i 1993. I 2005 stoppede man så også afvandingen af Mjels Sø, der ligger i bunden af Mjels Vig. De drænede lavninger oversvømmedes, og de gamle søer genskabtes – nu med toppe fra de druknede træer stikkende malerisk op af vandet!
De genskabte søer blev overvåget fra dag ét. Man frygtede en eksplosion af skaller og aborrer, der ville græsse dyreplanktonet ned, så det ikke kunne holde algerne i det meget næringsrige vand i skak – med uklart vand og algesuppe til følge.
Nye fisk i nye søer
I 2006 udsatte det daværende Sønderjyllands Amt i samarbejde med Nordborg Kommune og Sportsfiskerforeningen Nordborg derfor 45.000 smågedder til regulering af skidtfiskene. I 2007 fulgte man trop med yderligere 5.000 gedder og senest 15.000 i 2008. I alt har man således udsat ikke mindre end 65.000 stykker geddeyngel i de genskabte søer.
Og nu er turen så endelig kommet til lystfiskerne! Nu har medlemmerne af den lokale sportsfiskerforening nemlig fået lov til at fiske i de genskabte søer – dog i begrænset omfang. Begrænsningerne ligger i, at gedder under 60 cm og over 80 cm skal genudsættes.
Der eksperimenteres således for første gang herhjemme med de såkaldte “slot limits”, der i mange år og med stort held er blevet anvendt i Nordamerika. Bedre sent end aldrig. Aborrerne derimod har fået et generelt mindstemål på 30 cm.
Ud over medlemmer af Sportsfiskerforeningen Nordborg har elever på de lokale Oksbøl Friskole, Friskolen Østerlund og Nordborg Skole fået lov til at fiske i de genskabte søer. Et godt initiativ, der skal sikre lokal opbakning til projektet.
Det skal blive uhyre spændende at følge udviklingen i de genskabte søer på Nordals. En glædelig nyhed er i den forbindelse, at selveste havørnen nu også er flyttet ind. Det glædelige består ikke mindst i, at havørnen er skarvens eneste virkelige fjende i dagens skarv-befængte Danmark. Havørnen snupper sig nemlig en skarv, når den får lyst til det. Helt uden problemer med de ellers ofte emsige myndigheder!
Historiens vingesus
Men indtil da kan man passende nyde et strejf af historiens vingesus. Området omkring Mjels og Dyvig har nemlig gamle aner og har i perioder haft stor historisk betydning. Under krigen i 1864 lå danske kanonbåde således parat i Dyvig for at hindre tyskerne i at komme over Alsssund.
Det gik som bekendt ikke efter hensigten, og Danmark mistede efterfølgende Sønderjylland til tyskerne. Først efter afslutningen på Første Verdenskrig og med genforeningen i 1920 vendte Als og Sønderjylland igen tilbage til Danmark.
Men allerede længe inden da havde området haft fint besøg. Omkring 1150 blev Nordborg Slot bygget af Svend Grathe til værn mod de dengang hærgende vendere. Borgen blev bygget på en ø eller halvø og i første omgang kendt som “Alsborg”. Først da Sønderborg efterfølgende kom til, blev Alsborg omdøbt til Nordborg.
I de dage så landskabet på Nordals noget anderledes ud. De nu genskabte søer var del af førnævnte fjordsystem, der tillod sejlads helt op til Alsborg, som da lå i bunden af en fjord og ikke som i dag ved bredden af en sø.
Engang i begyndelsen af 1200-tallet sejlede så ingen ringere end Dronning Dagmar hele vejen op til Alsborg. Hun kom helt fra Ribe og blev på rejsens sidste del modtaget af den lokale befolkning, som havde taget opstilling på en pynt i Mjels Vig, der i dag meget naturligt bærer navnet “Dronninghoved”.
Er du interesseret i at læse mere om fisk og folk dette spændende område, kan jeg anbefale en anden artikel om Nordborg Sø. Brug søgefunktionen øverst til højre på denne side, og du vil finde!
Havneliv og vinhøst
Vandudskiftningen til Dyvig-Mjelsvig er begrænset af den meget smalle indsejling ved det, de lokale kalder “Æ Gaf” – “Gabet”. Her er der ikke meget mere end 10 meter til modsatte bred, men selve løbet er op mod 3 meter dybt og kan derfor fint passeres af selv store sejlbåde.
Stedet er blevet meget populært blandt såvel lokale som tilrejsende sejlere. Mange lægger til eller kaster anker ud for det nye og ganske prangende Dyvig Badehotel, som fylder godt i landskabet.
Selv er jeg konfirmeret på den gamle og noget mere ydmyge Dyvig Kro, der lå på samme fundament, som Badehotellet gør i dag. Og dengang var der ikke megen trafik på de kanter, selv om stedet ligger for enden af en hovedvej, der ender blindt her. Vistnok Danmarks eneste af slagsen!
Alt dette har imidlertid ændret sig gevaldigt. Om sommeren er der et rent cirkus med havneliv som i en større provinsby. Og tilsvarende trængsel på parkeringspladsen. Badevandet er nu så godt, at man uden videre kan boltre sig i bølgen blå – store som små. Der bliver svømmet, surfet og sejlet, så det er en lyst.
Det kan man mene om, hvad man vil. Men gavnligt for lokaløkonomien i denne del af Udkants-Danmark er det i hvert fald. Pudsigt nok havde Jan Gintberg dog mere fokus på en anden del af Dyvigs lyksaligheder, da han og et TV hold i 2011 gæstede Nordals:
Som mange læsere sikkert vil have oplevet det via Gintberg og nogle af DR TV’s mange midnatsudsendelser, så dyrkes der nu mere og mere vin i Danmark. Det er Rondo druen, der klarer sig godt i det stadig varmere danske klima. Så godt, at der i dag findes flere EU-godkendte vinavlere i Danmark!
En af disse vinavlere har til huse på en sydskråning ned mod vandet på nordsiden af Dyvig. En pragtfuld udsigt og et godt klima danner her grundlag for en lokal vin, der passende kunne markedsføres under navnet “Vin du Vig”. Hermed er ideen i hvert fald givet videre!
Dyvig er så sandelig kommet på Danmarkskortet igen – efter mange år i historisk glemsel og biologisk trængsel!
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: