Nu har vi efterhånden set det rigtig mange gange på TV:
Storåen er gået over sine bredder og har oversvømmet store dele af Holstebro, der nu har vand i diskotekerne i stedet for betalende gæster…
Den senere tids store nedbør kombineret med en storm fra vest, som presser vandet ind i Nissum Fjord, har været mere, end Storåen kunne klare at holde tilbage.
Vandstanden steg med hele 2,6 meter – den højeste vandstand i mere end fem år – hvilket imidlertid ikke burde være kommet bag på nogen. Det er nemlig sket efter årtiers afvanding af opstrøms liggende landbrugsarealer, der nu ikke længere kan holde vandet tilbage, som det ellers ville ske i et naturligt vandløb.
En stor del af vandet fra et opland på ikke mindre end 1.565 km2 skal igennem Holstebro på sin vej ud i Nissum Fjord. Og da der på kort tid faldt 40 liter per kvadratmeter, drejer det sig om svimlende 62.600 millioner liter vand. Kort sagt: Man ligger præcis, som man har redt i Holstebro og Omegn.
Nu klages der så fra alle sider. Landbruget klager over våde marker, de ikke kan dyrke. De vil have åerne uddybet og grøden slået, så vandet kan komme hurtigere væk fra deres marker. Ned til nedstrøms beliggende byområder som Holstebro. – Men hvem skal lige betale for skaderne her?
Byerne klager tilsvarende over de store vandmasser, som de modtager fra landbruget længere opstrøms. Indtil videre er det dem, der har måttet betale for landbrugets ødelæggelser.
En problemstilling, der presser sig mere og mere på i en tid, hvor klimaet ændrer sig og byder på stedse mere nedbør.
Så til søs…
Men nogen ny problemstilling er det bestemt ikke. Tag blot et kig på denne artikel bragt i EkstraBladet den 3. april i Det Herrens År 1970 – med direkte henvisning til Hedeselskabet, som netop havde reguleret og afvandet landbrugsområder opstrøms Hostebro:
“Hvor kom alt det vand dog fra, der for nylig oversvømmede byen Holstebro? Det fik man besked om i aftes i fjernsynet. Vandmængderne kom fra Hedeselskabets hovedkontor. Her havde man nøje planlagt, hvorledes man hurtigst gørligt frembringer de størst mulige oversvømmelser i nogle helt uskyldige menneskers pæne by.
I fjernsynet fik man virkelig et indtryk af det af Hedeselskabet opnåede “imponerende” resultat. Man skal blot gribe ind i naturens orden og rette alle slyngninger på en å ud. Så kan vandet i hidtil ukendt tempo og derfor i rekordmængder bringes frem til det sted, hvor det kan gøre mest skade og genere flest muligt. Hvis dét var målet for Hedeselskabets med skatteyderpenge præsterede millionindsats, var succesen eller rettere vandgangen derfor fuldkommen.
Men Hedeselskabets præstation til skade for Holstebro er desværre ikke et enestående eksempel på mere end sælsom planlægning. På forhånd håbløse projekter, halve løsninger, svigtende forståelse for følgerne af, hvad der iværksættes, er bestemt ingen sjældenhed hos det offentlige”. Citat slut.
Såvidt EkstraBladet, der også turde dengang. Men der er ikke sket ret meget i de forgangne snart 50 år. Forståelsen for, hvad man har gjort og konsekvenserne heraf, halter stadig langt bagefter. Fejltagelser gentages derfor i vid udstrækning – ofte endda mod bedre vidende.
Ovennævnte artikel stammer fra årene umiddelbart efter Hedeselskabets regulering og kanalisering af næsten alle vore større vandløb. Heriblandt også Storåen. Formålet var det hellige at afvande engene, så der kunne dyrkes korn i de tidligere våde områder.
Sammenbrændte marker
Teknikken var enkel, men ganske indgribende i natur og landskab:
Vandløbenes mange og irriterende sving blev skåret af og åen rettet ud til en snorlige afvandingskanal for landbruget. Ved at fjerne svingene gjorde man vandløbet kortere, hvilket gjorde afstrømningen hurtigere og afvandingen bedre.
Vandstanden sænkedes i engene, der indtil da havde fungeret som buffer for vandet – ikke mindst under forårets snesmeltning og efterårets store regnmængder. Da gik åen over sine bredder og oversvømmede engene. Under denne proces afsatte den en masse organisk stof, som gødede engene, der efterfølgende kunne producere græs til husdyrene.
Efter udretning af åerne blev de tilstødende arealer drænet og afvandet. I dag ligger der således mange tusinde kilometer drænrør gravet ned i de danske marker – såvel på afvandede enge som på almindelige marker. Vandet skal væk, så maskinerne kan komme til. Og landbrugets maskiner er blevet stedse større, selv om Danmark jo ikke er vokset. Stordrift i et miniputland.
Den herved indvundne nye landbrugsjord er ganske produktiv – i starten. Efter nogle år sker der imidlertid det, at jorden synker. Den “sætter sig” eller “brænder sammen”, som man siger i fagsproget. Den tidligere våde jord tørlægges, og det organiske materiale iltes og forbrændes nu. Det nedbrydes af bakterier og omdannes til CO2, som frigives til atmosfæren – for øvrigt som en potent drivhusgas.
Når man regulerer vandløbet og dræner engene, sænker man grundvandstanden, så drænrørene kan komme af med drænvandet. Men i takt med, at jorden sætter sig, bliver de indvundne marker atter vandlidende. Vandet trænger igen ind over de nye marker, som nu mister deres dyrkningsværdi.
Blandt landbrugsteknikere regner man med, at afvandede engområder kan fungere som produktiv landbrugsjord i måske 30 år. Så skal de drænes og afvandes på ny – hvis man ikke i stedet vælger at tage dem ud af drift og lade dem ligge brak. Da en meget stor del af vore dyrkede engarealer netop blev afvandet for mere end 30 år siden, er det nu fortiden, som banker på døren.
De sammensunkne og sammenbrændte jorde lider nu af indtrængende vand, som oversvømmer markerne og får landmændene til at klage og kræve forbedret vedligeholdelse af vandløbene – i henhold til de regulativer om bredde, dybde og afstrømning, der findes for alle vandløb i Danmark.
Vandkraftsøen
I årene efter Første Verdenskrig havde man forståeligt nok megen fokus på et begreb som forsyningssikkerhed. Krigen havde vist, at det moderne samfund var ganske sårbart, når man skulle have sine forsyninger udefra.
Det fik landets politikere og embedsmænd til at kaste et interesseret blik på vandkraften og dens muligheder. Nu har vi ganske vist ingen vandløb, som kan måle sig med udlandets kæmper, men lidt har jo også ret, og datidens elforbrug var stadig ganske beskedent.
Der blev derfor givet grønt lys for etablering af et antal vandkraftværker ved de større åer – med Tangeværket ved Gudenåen, Karlsgårdeværket ved Varde Å og Holstebro vandkraftværk ved Storåen som de tre største.
Størst er Gudenåcentralen med en gennemsnitlig årlig elproduktion på 11 GWh efterfulgt af Karlsgårdeværket med 5 GWh. Mindst er Holstebro med en gennemsnitlig årlig produktion på blot 2,6 GWh.
Alle steder havde de uundgåelige opstemninger af vandstrømmen en katastrofal effekt på bestandene af laks og havørreder, som herved formentes adgang til deres gydepladser længere opstrøms. Værst gik det med Gudenåen, hvis oprindelige laksebestand helt blev udryddet efter bygningen af Tangeværket i 1924.
I 1941 havde man fået stemmet Storåen op til vandkraftsøen ved Holstebro. Et 70 hektar stort vandmagasin, som kunne føde turbinerne og levere strøm til byen. Søen selv blev et populært tilflugtsmål for såvel fugle som fuglekiggere og roere, der i starten kun kunne glæde sig over den nye søflade i det ellers søfattige landskab.
Men da man efterfølgende begyndte at regulere den opstrøms beliggende del af Storåen og afvande de omkringliggende marker, så der kunne dyrkes hvede på dem, da gik det galt.
Den hurtigere afstrømning af vandet susede nu direkte ned til Holstebro, som i flere omgange har lidt af store oversvømmelser. Første gang for alvor i 1970 – jævnfør ovennævnte artikel i EkstraBladet. Senest her i efteråret 2015, hvor ekstraordinært store regnmængder igen har oversvømmet byen.
Landbruget ved øvre Storå klager nu over den manglende vedligeholdelse og afledning af vandet fra deres marker. Borgerne i Holstebro klager tilsvarende over alt det drænvand, de får i hovedet fra de opstrøms beliggende landbrugere.
Alle klager de over vandkraftsøen, der ligger som en prop og spærrer. Dels for laksenes opstrøms gydevandringer, der stopper lige her – dels for vandets nedstrøms passage, der ligeledes bremses her.
Vandet kan ikke komme hurtigt nok ud af byen, hvis gader og stræder derfor ligger under vand. Med store materielle omkostninger til følge. Hvad landbruget har sparet, har byen således spildt. I hvert fald i det samlede regnskab.
Vandløbets naturlige funktion
Før man nu går i gang med en meget kostbar oprensning af åerne, så de bedre kan aflede de store vandmængder, så bør man lige tage vandløbene i ed. For hvordan er nu lige deres naturlige måde at fungere på?
Når det regner eller efter snesmeltning stiger vandstanden i åen, som nu går over sine bredder og oversvømmer engene. I det naturlige og uregulerede vandløb, vel at mærke.
Her fungerer engene nemlig som en naturlig buffer for vandet, der holdes tilbage, til afstrømningen atter er fri. Så tørlægges engene igen – i takt med, at vandet langsomt trækker bort. Herved undgås pludselige oversvømmelser af nedenfor beliggende områder – byer, eksempelvis.
Men når man nu har reguleret Storåen og afvandet engene omkring den, da eksisterer denne buffer jo ikke længere. Vandet fosser nu uhindret nedefter, indtil det når opstemningen ved vandkraftsøen, der nu fungerer som en prop for afstrømningen.
Vandet har ikke andre muligheder end at stige – om det så er ind over gader og ned i kældre. Det har vi jo selv tvunget det til med vores regulering og afvanding af vandløbene opstrøms byen. Et helt igennem selvforskyldt problem.
Landbruget skriger nu på øget grødeskæring og opgravning af åerne, så vandet får frit løb. Men, men, men. – Frit løb hvorhen? Jorden er jo sunket i de afvandede engområder – ofte så meget, at drænvandet ikke længere kan løbe af markerne.
Konsulentfirmaet
Det rådgivende ingeniørfirma Rambøll har via computermodeller for afstrømningen påvist, at en øget oprensning slet ikke vil øge afstrømningen – kun udgifterne.
Konklusionen på Rambølls beregninger var klar: Man kan ikke afholde ådalene fra at blive oversvømmet i ekstreme tilfælde – uanset hvordan åerne vedligeholdes. I en rapport til miljøministeriet – ja, sådan ét havde vi faktisk indtil for få måneder siden – udtalte Rambøll følgende:
– Anbefalingerne med bare at skære mere grøde og grave dybere har ikke nogen gang på jorden i forbindelse med ekstreme nedbørshændelser.
– Vi har nogle krav fra EU og fra vores vandplaner om, at vi skal opnå gode, økologiske tilstande. Derfor er det altså ikke vejen at gå, når vi samtidig har nogle ekstreme tilfælde som dette her.
Rambøll sagde dette med henvisning til, at bredere og dybere åer uden grøde typisk har vanskeligere ved at opnå en god vandkvalitet. Vel vidende, at man ikke blot kan blive ved med at rense op og grave vore åer dybere. Til sidst er vandløbet gravet så langt ned i landskabet og faldet følgelig blevet så ringe, at vandet ikke længere kan løbe bort.
Det har vi allerede set eksempler på mange steder – mest synligt på åernes nedre løb. Her har man nu oprenset så meget og gravet så dybt, at vandet ofte står helt stille på visse strækninger. Her er faldet så ringe og afstrømningen så langsom, at vandstanden stiger i åen, når der er højvande i fjorden. Sine steder løber vandet sågar baglæns – opstrøms åens normale nedstrøms forløb.
Løsningen er derfor ikke at optrappe oprensningen af vore vandløb. Løsningen er i stedet i at tage lavtliggende landbrugsarealer ud af drift, så disse i perioder med ekstrem nedbør kan aftage og opmagasinere det overskydende vand. Det er både billigst og bedst. Jorden sådanne steder er alligevel brændt sammen og allerede værdiløs for landbruget.
Vandløbsloven
Indtil en meget nødvendig revision af vandløbsloven i 1983, havde de danske vandløb udelukkende havde haft til formål at afvande landbrugsjorden. At aflede vand fra drænrørene.
Af revisionen fremgik det, at oprensning af vandløbet ikke længere kun skulle tjene landbruget og sikre en effektiv afledning af vandet fra markerne. Nu skulle der også tages skyldigt hensyn til miljøet – til de dyr og planter, som lever i vandløbet. Vi havde jo fået verdens første miljølov i 1973, ti år tidligere. Nu måtte vi selv prøve at leve op til den.
Tidligere tiders hårdhændede oprensning af åerne, hvor både planter og fisk ofte blev gravet op og endte deres dage oppe på bredden, blev nu erstattet af en langt billigere og mere nænsom vedligeholdelse af vandløbene.
Grøden blev nu skåret på en måde, der tilgodeså både flora og fauna. Man efterlod nu bræmmer, hvor fisk og smådyr kunne skjule sig. Regulær opgravning blev begrænset til deciderede afvandingskanaler, som landbruget selv havde gravet til deres drænvand.
De “åmænd”, der skulle forestå den daglige vedligeholdelse, kom på skole og blev uddannet i miljørigtig vedligeholdelse. Indtil da havde mange åmænd set det som deres fornemmeste opgave at fjerne grøden mest muligt – gerne med hele rodnettet. Så gik der jo længere tid, inden åen igen skulle oprenses og grøden skæres…
Da åmanden ofte udførte sit arbejde i privat entreprise, var det naturligvis i hans interesse, at arbejdet blev udført hurtigst muligt og mest effektivt.
Hedeselskabet
Hedeselskabet blev oprettet i 1866, efter tabet af Slesvig og Holsten til Tyskland og under det velkendte motto “Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Hovedformålet var indvinding af ny landbrugsjord som erstatning for det efter krigen tabte:
Sandede hedeområder blev taget under plov. Snoede vandløb blev reguleret og kanaliseret. Våde engarealer langs vore vandløb blev afvandet. Lavvandede søer blev drænet og tømt for vand. Og store marskområder ved Vadehavet blev inddiget og inddraget til græsning.
Eksemplerne er mange, og vil man i dybden med dette på én gang fascinerende og skræmmende emne, er der ingen vej uden om Kjeld Hansens mammutværk “Det Tabte Land”. Har man været de mange sider igennem, da ved man, hvorfor Danmark ser ud, som det gør i dag: Det hele er nemlig menneskeskabt. Ren kultur. Der er nul oprindelig natur tilbage.
Efterhånden var Hedeselskabet dog blevet ganske belastet af tidligere årtiers skandaler – med udretningen af Skjernå som den sidste, største og mest katastrofale af dem alle. En række kritiske DR TV-udsendelser havde samtidig kastet et rigtig dårligt lys over Hedeselskabets forretningsmetoder.
Det er noget, mange ældre bønder stadig kan nikke bekræftende til. De var nemlig ofte modstandere af Hedeselskabets reguleringsprojekter, som blev tromlet igennem oppefra og nedstrøms. Var der først taget hul langt oppe i et vandløb, havde de nedstrøms beliggende landmænd intet andet valg end at følge med. Hvis de ikke ville have deres marker oversvømmet.
Hedeselskabet ønskede sig derfor et mere grønt image. Det blev blandt mange andre underselskaber til “HedeDanmark”, som i dag beskæftiger sig med forskellige projekter i det åbne Danmark. De allerfleste heldigvis til glæde for naturen og miljøet. Tilsvarende er det et andet underselskab, Orbicon, der i dag ligger inde med alle de vigtige vandløbsdata.
Glem afslutningsvis ikke, at Hedeselskabet stadig har skufferne fulde af færdige planer til yderligere eller fornyet afvanding af det danske land.
© 2015: Steen Ulnits
2015: Nedbørsrekord
Det Herrens År 2015, hvor ovenstående artikel kom til verden, blev med 902,2 mm et nyt rekordår for nedbør i Danmark.
Storåen gik over sine bredder og ind i de danske fjernsynsstuer. Indbyggerne i Holstebro fik våde fødder, og landbrugets afvandingsarbejder kom atter i fokus.
Ikke ret meget har imidlertid ændret sig i de forgangne otte år.
2019: Ny nedbørsrekord
2019 satte en ny rekord som det vådeste år, der nogensinde er målt: 905,3 mm. I Holstebro, hvorigennem Storåen jo løber, fik man med 1.155 mm pænt mere end det rekordstore landsgennemsnit.
Problemstillingen opridset i denne artikel er derfor mere aktuel end nogensinde. Og løsningen så fjern hidtil, hvor statsstøttede landbrug stadig holder Danmark som gidsel.
Der er kun én løsning, og det er at udtage alle lavbundsjorde af drift og lade åen oversvømme engen, når der er vand nok og behov for det.
2023: Ny nedbørsrekord – igen
2023 satte endnu en ny rekord som det vådeste år, der nogensinde er målt. Med 972,7 mm blev rekorden på 905,3 mm fra 2019 slået med en usædvanligt stor margen.
Vejret var ustabilt med skybrud og oversvømmelser mange steder i landet. Jorden skred under Nordic Waste ved Alling Å. To storme og tre blæsevejr nåede ifølge DMI ind på den danske stormliste.
Middeltemperaturen på landsplan var 9,3°C, hvilket er 0,6°C over klimanormalen på 8,7°C for perioden 1991-2020. 2023 blev det niendevarmeste år siden 1874.
2024: Opgravning af Gudenåen?
Her først i 2024 har Hedensted Kommune netop meddelt, at man ønsker en akut-oprensning af Danmarks længste vandløb, Gudenåen, hvor den løber gennem kommunen.
Åen skal graves dybere, så vandet kan løbe af markerne. Og ned til Skanderborg og Horsens, som så skal rydde op efter Hedensted.
Der skal efterhånden graves så dybt, at vi må forvente klager fra Den Kinesiske Folkerepublik.
.
Del denne artikel: