Det er tangen, der tæller…

Havets Grønne Guld

Tang er meget andet og mere end noget, man blot sætter sin fiskekrog fast i ved et uheld. Eller noget, man bander over, når man tager sig en svømmetur i hav eller fjord.

Tang er for biologen en samlebetegnelse for de såkaldte “makroalger” – den store, flercellede, fuldt synlige og i regelen fastsiddende udgave af de planter, der lever i hav og fjord. Modsat naturligvis de éncellede “mikroalger”, som udgør første led i havets fødekæde – planteplankton også kaldet.

Planteplankton udgøres af alger så små, at der er op mod 7 millioner af dem i en enkelt mundfuld havvand! Tænk på det, når du til sommer tager en dukkert i bølgen den blå…

Navnet planteplankton bruges til forskel for det dyreplankton, som græsser på mikroalgerne, inden de selv bliver til føde for diverse småfisk, der igen bliver ædt af større rovfisk. Den primære fødekæde i hav og sø.

Såvel mikroalger som makroalger bruger solens lys som energi i deres fotosyntese, hvor de danner organisk stof ud fra vand, kuldioxid og diverse mineraler. Kulstoffet i kuldioxid fikseres, og ilten frigøres. Uorganiske stoffer omdannes således til organisk stof i fotosyntesen.

Man regner med, at de marine alger tæller op mod 20.000 arter på verdensplan – mikroalger såvel som makroalger. Herhjemme – i det kolde nord – må vi dog nøjes med langt færre. De mest kendte og udbredte kan således tælles i nogle få hundrede.

I de senere år er der kommet fornyet fokus på både mikro- og makroalger, der har vist sig at kunne udnyttes på flere måder i menneskets tjeneste. Enten direkte som føde eller indirekte som biobrændsel. Det er, hvad denne artikel handler om.

Ålegræs

Til de mest kendte makroalger hører nok ålegræsset, der i forrige århundrede dækkede stort set alle lavvandede områder i Danmark.

Ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina.

Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, som vokser på stænglerne. Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende epidemi, som lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.

Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte med succes.

Forureningen med næringssalte bevirker imidlertid, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for græsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.

Isvintre kan ligeledes være ødelæggende for ålegræsbælterne, som ofte skrabes af ved isgang. Varme somre, hvor vandtemperaturen i længere tid ligger på 20-25 grader, er ligeledes dræbende for ålegræsset, der i det hele taget er en sart plante.

I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.

I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange alger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.

Et sundt ålegræsbælte byder på en sand vrimmel af liv. Her kan man findes i tusindvis af krebsdyr per kvadratmeter – ikke mindst tanglopper og tanglus. Her finder man også de større roskilderejer, hvis grønne farve yder dem fin kamouflage mellem stænglerne. Endelig kan man ofte møde tætte stimer af glasklare smårejer – de såkaldte mysider.

Across the Atlantic

På begge sider af Atlanten er det den samme art af ålegræs, der forekommer. Og den samme epidemi, der hærgede bælterne i 1930’erne. Mod syd i USA afløses ålegræsset så af det kortere og tættere “turtle grass”, som eksempelvis bonefish elsker at græsse i.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne. I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder.

Ofte er det skoleklasser, der står for disse udplantninger. Skoleelever, som på denne måde får en værdifuld indsigt i ålegræsset og dets store  betydning for vandmiljøet.

Til formålet har man udviklet det såkaldte “TERF” system, der består af rammer til udplantning af unge ålegræsskud. Når ålegræsset har fået fodfæste, fjernes rammerne helt og kan så genbruges. Ved den store Chesapeake Bay alene deltog således mere end 200 biologilærere fra 140 skoler det første år i et program, der hedder “Bay Grasses Classes”.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber. Det førte i staterne Maryland og Virginia til, at man i store områder helt enkelt forbød dette fiskeri.

Gid man i de indre danske farvande kunne tage sig sammen til at forbyde muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter herhjemme. Og gid man på samme måde kunne involvere skoleklasser og skolelærere i udplantning af muslinger og ålegræs på egnede steder…

Søsalat

Hvis man ofte færdes i lukkede fjordområder – det være sig Mariager Fjord eller Roskilde Fjord – vil man med sikkerhed have lagt mærke til makroalgen Ulva lactuca – også søsalat kaldet – der i enorme mængder driver rundt med vind og strøm.

Ofte forekommer den skriggrønne og slimede alge så massivt, at man slet ikke kan komme til at fiske. Og når de store algemængder siden dør og synker til bunds, sker det under stort forbrug af ilt. Resultat: Masser af svovlbrinte…

Men søsalat er i sig selv ikke noget dårligt. Det er blot mængden, der gør dem skadelige. Forskerne har imidlertid et godt øje til netop den slimede søsalat, som de ser store fremtidsmuligheder i. Søsalat indeholder nemlig mere end 50% sukkerstoffer, som bør kunne gæres til bioethanol.

I et 3-årigt projekt undersøgte man derfor dyrkning af søsalat, som viste sig at være en uhyre produktiv pante. Således kunne man høste ikke mindre end 45 tons tørstof per hektar i store bassiner. Det er fire gange mere, end en energiafgrøde som pil kan levere på landjorden!

Under ideelle betingelser kan det lade sig gøre at udvinde 10 gram bioethanol per 100 gram tørstof, så potentialet er der. Flere store olieselskaber har da også kig på alger generelt og søsalat specielt.

Men som altid, når der er levende organismer involveret, er problemet at skalere unge forsøgsanlæg op til stabile produktionsanlæg. Det vil sikkert tage flere år at nå rentabilitet af sådanne projekter.

Bioethanol eller biogas?

Man har også forsøgt sig med tørret søsalat som biobrændsel, men her har resultaterne ikke været lovende. Således koster afbrændingen for meget energi, og der dannes store mængder aske under afbrændingen.

Det store saltindhold er et problem. Så går det langt bedre med at omdanne søsalat til biogas. Her har det vist sig, at søsalat giver et udbytte, der ligger midt mellem udbyttet fra energiafgrøder som pil og gylle fra kvæg. Søsalaten har således reelle muligheder, når det gælder omdannelse til biogas.

Den store amerikanske flyproducent Boeing interesserer sig meget for biobrændstof fra alger til sine flymotorer. Indtil videre fokuserer man dog mere på mikroalger med et højt fedtindhold end søsalat med et højt sukkerindhold. Her tror man, det er lettere at opskalere produktionen.

60‘ernes Esso-slogan “Kom en tiger i tanken” kan således blive til dette årtusindes “Kom en alge i din flyver”!

Brunalger

Brunalgerne hører til de mest almindelige og lettest genkendelige makroalger i danske farvande. Det er dem, man oftest ser skyllet op på land.

Det er i de bølgende skove af blæretang og savtang, at torsken for alvor hersker. Her søger den ind for at jage sin livret – knasende sprøde krabber i alle størrelser. Ofte er en nyfanget tangtorsk så fyldt med krabber, at den udspilede mavesæk er helt hård at føle på.

Brunalgerne på det lavere kystvand udgøres primært af den velkendte blæretang Fucus vesiculosus, hvis gasfyldte blærer på bladene giver opdrift og holder bladene oppe i vandet – op mod det livgivende lys til fotosyntesen. Blæretangen er sprød og kan fint spises direkte fra stilken – hvis ellers vandet er rent.

Den anden karakteristiske brunalge er savtangen Fucus serratus, som er let genkendelig på sine store savtakkede blade. Savtangen kaldes også for “klørtang” og vokser typisk på lidt dybere vand end blæretangen.

Længst fra land på det dybeste vand finder vi sukkertangen Laminaria saccharina, der tæller de største af brunalgerne. De har store læderagtige blade, kan blive op til 3 meter lange og vokser på dybder op til 30 meter.

Det er planter, som får én til at tænke på de massive og mange meter høje bølgende tangskove ud for Californien, hvor gigantiske hvide hajer svømmer omkring i det kolde Stillehav, og havodderen hygger sig på ryggen, mens den banker østers med en sten!

Det var endnu et sidespring. Hvor ålegræsset vokser på blød og sandet bund, foretrækker brunalgerne en hårdere og mere blandet bund med grus og sten. Således vokser de ofte på høfder, moler og stensætninger, hvor de har sat sig fast med deres hæfteskiver.

Mellem brunalgernes beskyttende blade udfolder der sig sommeren igennem et mylder af liv, som kun overgås af ålegræsbælterne. Her finder vi den karakteristiske brune tangsnarre, som bygger sin rede ved foden af tangplanterne.

Her finder vi også et virvar af små krebsdyr og alskens fiskeyngel, som nyder godt af beskyttelsen mellem de store blade. Meget af hornfiskens og stenbiderens årsyngel kan således træffes i tangskoven sommeren igennem.

Ved åbne havkyster kan man ofte se smukt rød tang skyllet op. Det er rødalger, som stammer fra dybere vand længere ude, hvor det har revet sig løs. Rød er en almindelig farve i dybet, hvor den ikke kan ses!

Alger som mad

Herhjemme har vi aldrig rigtig fået hul på tang som fødevare. Stik modsat Asien, hvor tang i århundreder har været en uadskillelig del af diæten. Vi har altid haft så meget andet at spise, at tang rangerede som noget af det sidste, man kunne finde på at spise – og da kun i den yderste fattigdom.

Men globaliseringen er ved at ændre på dette. Sushi-barer skyder op som paddehatte i både store og små byer, og med dem har vi ikke blot fået smag for rå fisk. Vi har også fået øjnene op for, at tang faktisk kan være ganske velsmagende. Bare det er dyrt nok…

De fleste tror fejlagtigt, at “sushi” er den japanske betegnelse for rå fisk. Det er imidlertid slet ikke tilfældet. Rå fisk hedder nemlig “sashimi” på japansk. Sushi er i stedet en risret, hvor rå fisk gerne indgår i risen – ofte rullet sammen i sorte noriblade.

Disse velsmagende blade er fremstillet af rødalgen purpurhinde, der dyrkes i havet, hvor de sidder på reb spændt fast mellem pæle. Man anslår, at op mod 600 kvadratkilometer japansk kystområde udelukkende bruges til dette ædle formål. Tang skal der til!

Purpurhinden høstes, når den er omkring 20 cm lang, tørres og hakkes i småstykker, der siden forarbejdes til de papirlignende sorte noriblade. Dem fremstilles der flere end 10 milliarder af om året til det altid fiskehungrende japanske hjemmemarked!

Da tangplanter vokser meget hurtigt – i bedste fald op til en halv meter om dagen – kan høstudbyttet blive stort, når man dyrker alger. Således regner man med, at der kan høstes op mod 20 ton tørstof af tang per hektar havbund, hvilket er det dobbelte af et typisk udbytte inde på landjorden.

Samtidig ophober de store tangskove undervejs enorme mængder af den skadelige CO2, som vi giver en stor del af skylden for den menneskeskabte drivhuseffekt og den efterfølgende globale opvarmning.

Norske forskere har i den forbindelse beregnet, at ålegræsmarker på størrelse med en fodboldbane kan binde lige så meget CO2, som 10.000 km’s landevejskørsel med en almindelige familiebil kan udlede. Forskerne har løseligt anslået, at havets alger hvert år fjerner op mod 250 millioner tons CO2 fra atmosfæren, når de dør og  synker til bunds!

Sund sans

Det er et faktum, at den japanske gennemsnitslevealder er langt højere end vor egen – et faktum, som mange giver netop diæten skylden for. Fisk og tang er helt enkelt sund mad – meget sundere end kød og bearnaisesauce!

Fisk indeholder nemllig mange af de sunde omega-3 fedtsyrer, som fiskene ikke selv kan producere, men som algerne leverer. Omega-3 fedtsyrer er overmåde effektive mod hjerte-karsygdomme, hvilket eskimoerne længe nød godt af, inden vi bragte usunde vestlige madvaner op til dem…

Samtidig indeholder alger store mængder nyttige mineraler og masser af kostfibre. Og indgår algerne ikke direkte i kosten, så er de alligevel ofte med. Eksempelvis i form af carrageenan, der bruges som stabilisator i mælkeprodukter, så proteiner og væske ikke skiller. Eller som alginater, der bruges til fortykkelsesmiddel i eksempelvis husblas. Eller agar, der udgør basis for bakteriedyrkning i laboratorier verden over. Og så videre.

Der er således al mulig grund til at holde fokus på algerne i fremtiden.

Da er det tangen, der tæller!

© 2012 Steen Ulnits