Columbia River er et af de vigtigste vandsystemer for stillehavslaksene i Nordamerika. Men hårdt ramt af dæmningsbyggeri.
Den vestvendte Columbia River, der løber nær grænsen mellem USA og Canada, er et af verdens absolut største vandsystemer.
1.243 miles er der fra udspringet i Canada til udløbet i Stillehavet, og det samlede afstrømningsområde er på størrelse med hele Frankrig. Floden gennemløber undervejs syv stater i USA og én provins (BC) i Canada.
Columbia River er også et af de vandsystemer, der gennem tiderne har betydet mest for dels de oprindelige beboere i Nordamerika, indianerne, dels nybyggerne og deres kolonisering af “The Wild West”.
Indianerlaks
Oprindelig var indianerne langs Columbia River og dens mange tilløb helt afhængige af den årlige opgang af stillehavslaks. Dem fangede de i net og med spyd ved naturlige fald som Sherars Falls og Kettle Falls, hvorefter fangsten blev tørret til vinterforråd.
Man regner med, at der dengang hvert år vendte 10-15 millioner stillehavslaks tilbage til Columbia River for at gyde og dermed sikre slægtens beståen. De største kongelaks, der vandrede op i juni og vejede 20-30 kg, tog hele vejen op til udspringet i Canada. En rejse på imponerende 1.000 miles.
Siden blev den massive lakseopgang i Columbia River grundlaget for et erhvervsmæssigt fiskeri af dimensioner. Således blev der i 1880-1890 årligt landet 43 mio. lbs. stillehavslaks og havvandrende regnbueørreder (steelheads) ved mundingen af den store flod.
I 1930’erne – før de første store opstemninger og dæmningsbyggerier langs Columbia River – blev der stadig landet omkring 25 mio. lbs. laks og ørreder årligt. Mennesket havde således gjort et mærkbart indhug i bestanden med sit fiskeri, men stadig var producenten – Columbia River med de endnu intakte gyde- og opvækstpladser – intakt.
Grand Coulee Dam
Sådan er det ikke længere. I dag er fiskebestanden i Columbia River med tilløb blot en skygge af tidligere tiders. Det skyldes bygningen af 14 gigantiske opstemninger på Columbia River’s hovedløb samt mere end 250 andre opstemninger på tilløbene. Byggerier, som alle – trods store fisketrapper – har ødelagt gydepladserne eller hindret gydefiskene adgangen til dem.
Således udraderede bygningen af den gigantiske Grand Coulee Dam i 1941 med ét slag den stamme af kæmpestore kongelaks, som gydede længst oppe i Columbia River. Flodens øvrige fisk mistede ved samme lejlighed adgangen til 1.000 miles produktivt vandløb, da Grand Coulee Dam er 550 fod høj og fra starten ingen fisketrapper havde.
Opstemningen af Columbia floden skabte samtidig den 150 miles lange Franklin Roosevelt Lake, der fungerer som vandmagasin for Grand Coulee’s næsten ufatteligt store turbiner.
Fiskebestanden ligger derfor nu i respirator og opretholdes udelukkende ved millionstore udsætninger af lakseungfisk, hvoraf mange fragtes nedstrøms i store, specialbyggede flåder – uden om de utallige opstemninger, som byggedes i sidste halvdel af det netop forgangne århundrede.
Uden denne flådning ville langt de fleste fisk dø undervejs – ødelagt af en sprængt svømmeblære under passage af turbinerne, kvalt af dykkersyge i det kvælstofovermættede bundvand, som lukkes ud af opstemningerne, eller ædt af rovfisk i og neden for vandmagasinerne.
20% vildfisk tilbage
Fiskeribiologerne regner med, at fiskebestanden i Columbia River i dag maksimalt består af 20% vildfisk. De resterende 80% er tamfisk opdrættet i dambrug.
Årligt udsættes op mod 100 millioner laksesmolts som kompensation for de mistede gydepladser. Heraf flådes 15-20 millioner uden om de farlige opstemninger.
Men trods en 98% overlevelse under flådningen nedstrøms er det gennem årene aldrig lykkedes at nå op over de 2% tilbagevendende gydemodne fisk, som er det absolutte minimum for fiskebestandens opretholdelse. Under 1% af tamfiskene vender tilbage. De klarer sig simpelthen ikke godt nok i den frie natur.
Så går det langt bedre med overlevelsen hos de relativt få tilbageværende vildfisk. Det ses tydeligt på den frit flydende del af hovedløbet, der findes nær Hanford Site i staten Washington.
Her blev der under Anden Verdenskrig og frem til den kolde krigs afslutning i 1989 udviklet plutonium til fremstilling af atomvåben. Her har man gennem årene deponeret ikke mindre end 200 millioner liter radioaktivt spildevand, hvoraf en ukendt del er lækket til omgivelserne.
Således regner man med, at der i dette område findes et areal på 160 km2, som er forurenet med det radioaktive spildprodukt tritium, men dette til trods huser netop denne strækning af hovedløbet den suverænt største bestand af vilde stillehavslaks.
Omkring 30.000 laks vender hvert år tilbage for at gyde netop på denne strækning, hvilket fik ekspræsident Clinton til at frede den 51 miles lange strækning og dermed friholde den for fremtidig udbygning. Strækningen blev helt enkelt erklæret et “National Monument”.
Slangen i Paradiset
Man regner med, at omkring en tredjedel af samtlige fisk i Columbia River vandsystemet oprindeligt kom fra Snake River, der med sine 1.038 miles er det længste tilløb til den store Columbia.
Snake River har sit udspring i Yellowstone National Park og løber på sin vej mod Columbia River gennem store øde områder. Den har fra naturens hånd de bedste gyde- og opvækstbetingelser for laksefiskene og huser da også stadig størsteparten af de kun 200.-300.000 tilbageværende vildlaks i hele vandsystemet.
I 1950 var der stadig en bestand af vildfisk på omkring 130.000 individer, men efter dæmningsbyggerier så sent som i 60’erne og 70’erne er bestanden nu decimeret til 15.000 fisk.
Denne dramatiske reduktion skyldes primært bygningen af fire mindre dæmninger på den nedre del af Snake River – dæmninger, som ganske vist producerer elektricitet via vandkraft, men hvis opstemninger primært bruges som transportveje for landbruget, der her flåder deres afgrøder afsted til absolut lavpris.
Det er landområder, hvor der primært dyrkes hvede og kartofler til amerikanske pommes frites – French fries.
Det er således en mindre del af befolkningen omkring Snake River, der er afhængige af eller profiterer på opstemningerne. Og derfor er der nu folk på barrikaderne, som foreslår netop de fire seneste dæmninger på Snake River fjernet, så laks og ørreder atter kan befolke dette oprindeligt så produktive vandløb. 140 miles vandløb vil da atter blive tilgængeligt for laksefiskene.
– Fish or French fries?
En meningsmåling viste for nylig, at 40% af lokalbefolkningen går ind for en sådan fjernelse af dæmningerne med efterfølgende genskabelse af vandløbet. 40% er klart imod, mens 20% ikke ved, hvad de skal mene. Fifty-fifty altså i spørgsmålet “Fish or French fries?”
Army Corps of Engineers – USA’s svar på Hedeselskabet – har estimeret, at en nedlæggelse af disse dæmninger vil koste omkring 3.000 fuldtidsjobs og skabe 2.300 andre fuldtidsjobs samt over 20.000 jobs af kortere varighed. Rent samfundsøkonomisk er der således ingen reel grund til at holde sig tilbage fra en fjernelse. Spørgsmålet er i dag af ren politisk karakter.
En af ekspræsident Bill Clinton’ sidste handlinger var, da han i december 2000 afsatte 7.8 milliard dollars til en delvis restaurering af Kissimmee floden, der gennemløber størsteparten af Everglades i Florida.
Her er det sukkerdyrkerne, der har opstemmet floden og i dag bruger så stor en del af vandet – 1.7 milliarder gallons om dagen – at Florida Bay nu er ved at kvæles i giftige kemikalier og algeblomst. Landbruget, som i lighed med sagen ved Snake River er ved at tage livet af et vigtigt økosystem.
Heldigvis ser det dog nu til, at vinden er ved at vende – at befolkningen nu er ved at indse det uholdbare i et fåtal farmeres mishandling af naturen for ussel mammons skyld. Så måske kan også Snake River få noget af det liv tilbage, som kartoffeldyrkerne har taget fra den.
Uheldigvis har USA så i mellemtiden i George Bush fået en ny præsident, der gør alt for at sabotere retablering af miljøet…
© 2001 Steen Ulnits
Del denne artikel: