Canada er et kolossalt land, som strækker sig fra Stillehavet i vest til Atlanterhavet i øst. Variationen af fisk er derfor tilsvarende stor.
I øst er der kildeørred og atlanterhavslaks – i vest svømmer regnbuer, steelheads og stillehavslaks omkring. I nord lever fjeldørreden, og i de store arktiske søer med tilløb og afløb finder vi den amerikanske søørred og den storfinnede arktiske stalling.
Den amerikanske søørred, Salvelinus namaycush, er i lighed med både kildeørreden og fjeldørreden ingen ørred, men en vaskeægte røding. Dens lyse pletter på mørk baggrund afslører den. Den kaldes også “kanadarøding”, hvilket er et langt bedre og mere beskrivende navn.
Kanadarødingen er en virkelig koldtvandsfisk. Den vokser uhyre langsomt i det iskolde arktiske vand, men kan alligevel nå imponerende størrelser på op til 35 kg. Fiskene er da op mod 50 år gamle og 150 cm lange.
Da kanadarødingen er en udpræget koldtvandsfisk, skal den i regelen søges på meget store dybder, hvilket nødvendiggør brugen af meget tungt grej. Fiskeriet er typisk trolling med blykerneliner eller downrigger.
Men vover man sig ind til store arktiske søer som Great Bear Lake og Great Slave Lake, er det muligt at træffe selv de største fisk på det laveste vand.
Man er da nødt til at være på pletten ved “ice out” – præcis når isen går. Overfladevandet er da så koldt, at kanadarødingen kan træffes højt oppe i vandet og inde på ganske lavt vand. Så lavt, at man ofte kan se de fisk, man kaster til!
“Sight fishing” til fisk i 10. 20 eller sågar 30 kg’s klassen er altså noget ganske specielt! Til gengæld er sæsonen uhyre kort – i bedste fald blot en måneds tid. Så søger fiskene atter ud på dybt vand, og før man ved af det, lukker isen igen søerne. Timingen skal derfor være helt rigtig.
Ikke helt så stor bliver den almindelige fjeldørred Salvelinus alpinus, der der i den østlige del af Canada kan blive dobbelt så stor som sin artsfælle i Grønland på den anden side af Davisstrædet. De store størrelser skyldes, at den canadiske fjeldørred vandrer længere omkring og således kommer i kontakt med større fødemængder end sin grønlandske slægtning.
Mærkningsforsøg har vist, at canadiske fjeldørreder ofte overvintrer i andre vandløb end dem, hvor de selv er født. En praktisk adfærd i den korte arktiske sommer, der ellers kun tillader korte ophold i havet.
Fjeldørreden er helt enkelt nødt til at vandre tilbage til ferskvand, når kulden sætter ind. Ellers dør den, da den ike er i stand til at regulere sin saltbalance i iskoldt havvand. Ved at droppe tilbagevandringen til fødevandløbet kan den canadiske fjeldørred forlænge sit havophold betragteligt og således vokse langt hurtigere end den grønlandske.
Kildeørred
I Labrador findes nogle af verdens største havvandrende fjeldørreder, Salvelinus alpinus. Uvist af hvilken årsag kan fjeldørrederne i Labrador blive næsten dobbelt så store som deres artsfæller i Grønland på den anden side af det smalle Davisstræde.
Hvert år tages der således 10 kg’s fjeldørreder i de elve, der løber ud i Ungava Bay. Udgangspunktet for dette fiskeri er eskimobyen Port Chimo.
Helt unik for den østlige del af Canada er dog kildeørreden Salvelinus fontinalis, der i lighed med fjeldørreden slet ikke er en ørred, men en røding. De lyse pletter på den mørke baggrund afslører dette slægtskab.
Kildeørreden findes kun naturligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Det er en langsomt voksende og koldtvandselskende laksefisk, som desværre er udryddet de fleste steder i det nordøstlige USA.
Kildeørreden kan kun vanskeligt kunne tåle den massive skovfældning, som har medført større indstråling fra solen og dermed kritisk høje vandtemperaturer. Den har ligeledes haft meget svært ved at klare konkurrencen med den indførte og langt mere aggressive europæiske ørred.
I dag findes der kun sunde bestande af kildeørreder i det nordøstlige Canada, hvor man er meget glade for fisken, som jo har spillet en utroligt stor rolle i det nordamerikanske sportsfiskeris tidlige udvikling. Det var jo kildeørreden, som de tidligste fluefiskere kastede deres fluer til – hverken bækørreder eller regnbueørreder.
Selv under gunstige betingelser bliver kildeørreden sjældent ret stor. Fisk på over kiloet regnes derfor som store. Men enkelte steder i Labradors vidtstrakte ødemarker findes bestande, hvor kildeørrederne regelmæssigt når vægte på både 2, 3 og 4 kg.
Det er tilfældet i Minipi, hvor de store kildeørreder skyldes en heldig kombination af flere faktorer. Dels er vandtemperaturen i dette lavvandede søsystem forbløffende høj i sommermånederne, hvor en temperatur på omkring 15 grader sikrer en optimal vækst. Og dels er der masser af føde i form af et veludviklet insektliv samt massive proteintilskud i form af mus og lemminger, der regelmæssigt havner i vandet.
Endelig er der en stor bestand af gedder, som hele tiden sørger for, at kun de største og hurtigst voksende kildeørreder klarer sig helskindet igennem. Gedderne udgør således en meget vigtg del af dette økosystem, selv om de lokalt har et dårligt ry som glubske ørredspisere. Uden gedderne ville der være endog meget langt mellem de store kildeørreder.
Steelhead
Stilehavslaksene er udførligt omtalt under Alaska, hvor det er nøjagtig de samme fem arter, som forekommer. Det samme gælder den havvandrende regnbueørred, steelhead’en, som dog bliver langt større i British Columbia – Canadas stillehavsprovins – end i selve Alaska.
I vandsystemer som den store Skeena River med tilløb er det således almindeligt, at der fanges havvandrende regnbueørreder på mere end 10 kg. Fisk på op til 15 kg forekommer.
Det er typisk ikke i selve det grumsede hovedløb, at disse store steelheads fanges. Det er især i klarvandede tilløb som Babine, Copper, Kispiox og Sustut River, at de helt store steelheads landes.
Labrador og Newfoundland byder på et væld af produktive elve med en god bestand af atlanterhavslaksen Salmo salar. Det samme gør naboprovinsen Quebec, hvor interessen især samler sig om den store George og den mindre Whale River, der begge løber mod nord og udmunder i Ungava Bay. Længere mod syd, i selve Labrador, løber den lange Eagle River, som nok er den mest kendte af lakseelvene her.
Såvel øen Newfoundland som halvøen Nova Scotia byder på adskillige, men i regelen mindre lakseelve med svingende fiskeri. Vi skal helt ind på fastlandet – til provinsen New Brunswick – for at finde de virkelige lakseklassikere i Canada. Det er verdensberømte floder som Matapedia, Restigouche og så naturligvis den lange og smukke Miramichi, der har lagt ryg til mange af de moderne laksefluer, vi kender i dag.
Fiskemetoder
Canada er på mange måder under indflydelse af englænderne og stadig medlem af Commonwealth. Fiskeri med stang og line er derfor ofte synonymt med fluefiskeri, som mange steder er den eneste tilladte fiskeform.
Vil man efterstræbe kildeørrederne, er fluefiskeri det eneste tilladte. Til fluefiskeri med tørflue og nymfe egner stænger på 8-9 fod klasse 5-6 sig godt, mens brugen af streamer og museflue kræver klasse 7-8 grej. Der er sjældent brug for andet end flydende line.
Fluefiskeriet er naturligvis mest udbredt i den østlige del af Canada, hvor indflydelsen fra England er størst. Her er det primært atlanterhavslaksen, man efterstræber – med tohåndsflue, flydende line og små fluer fisket nær overfladen.
I vest mod Stillehavet er det langt mere almindeligt, at man spinnefisker i de store og ofte grumsede smeltevandselve, som findes her.
En speciel fiskemetode i de grumsede gletcherelve er brugen af en stor og roterende Spin-N-Glo i fluorescerende farver. Den parkeres på et strategisk rigtigt sted ude i strømmen, hvor den ligger fast og roterer på samme sted som en anden bundsnøre efter fladfisk.
Har man parkeret den rigtigt, står den og roterer i præcis den strømrende, som fiskene – det være sig laks eller ørreder – vandrer op langs. Stangen placeres solidt i en stangholder, og så er der ellers bare tilbage at vente på hugget. En effektiv metode, der slår alle andre i det grumsede vand.
En undtagelse er dog steelhead’en, der lige så gerne tager en flue – i hvert fald i mindre og mere klarvandede tilløb. Steelhead’en fanges mest på flue og fortrinsvis i september og oktober, hvor vinteren står for døren og hurtigt synkende liner derfor er nødvendige i det kolde vand. Dertil fluorescerende fluer, som syner godt i det mørke vand.
I et fåtal elve har man dog en tidlligere opgang af de såkaldte sommerfisk. De vandrer typisk op i elvene i juli og august, hvor vandet er langt varmere – hvor fiskene derfor kan lokkes til at stige til en højt præsenteret vådflue. I nogle tilfælde kan de sågar lokkes til at tage til en flydende flue – specielt hvis den fiskes stribende i overfladen som en anden Bomber til atlanterhavslaks.
Vil man have nærkontakt med en af de store amerikanske søørreder, skal der fiskes dybt – gerne med downrigger.
Saltvandsfiskeri
Stillehavslaks kommer – i modsætning til deres atlantiske slægtninge – meget hurtigt i dårlig forfatning, når de har forladt havet og er vandret op i elvene. Vil man fange fiskene, når de er allerbedst – i deres helt sølvblanke jagedragt – er der ingen vej uden om saltvandsfiskeri.
Traditionelt tyr man da til en metode, som kaldes “mooching”. Det er en metode, der især satser på store kongelaks, men som også fungerer til sølvlaks – de to suverænt vigtigste sportsfisk blandt stillehavslaksene.
Metoden går ud på at drifte med tidevandsstrømmen, mens en hel eller halv sild eller sildefilet langsomt fisker bag eller under båden – i den ønskede dybde. Grejet består af en lang stang med et simpelt centerpin-hjul, der mest af alt minder om et fluehjul. Fighten med den krogede laks minder derfor meget om fluefiskeri.
I de senere år er der opstået et mere specialiseret fiskeri efter stillehavslaksene, mens de er ud i havet. Ofte har man da base på en stor hotelbåd, som sejler rundt og ankrer op i de områder, som netop da byder på godt fiskeri. Det er typisk nær elvmundingerne, når opgangen er umiddelbart forestående.
Med sig har man et antal mindre joller, som så bruges til det aktive fiskeri, der ofte foregår med flue nær stenrev og tangskove. Enhånds stænger klasse 8-9 med et udvalg af liner fra flydende til hurtigt synkende klarer det meste – langstrakte bucktails i sølv, hvidt, blåt og grønt fuldender udstyret.
Fiskesæsoner
Fiskesæsonen i Canada strækker sig som i Alaska fra juni til september. Det tidligste fiskeri sker efter nystegne kongelaks og amerikanske søørreder – det seneste efter sølvlaks og steelhead. Sidstnævnte kan forlænge sæsonen til helt ind i oktober.
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: