Denne artikel er en opfølger til artiklen “Biomanipulation & Sørestaurering – 1“, som man bør læse først for at forstå økosystemet og de mekanismer, der hersker i en typisk dansk sø.
Det er teknisk muligt at restaurere en stærkt eutrofieret sø, men det tager tid, og det koster penge. Man starter naturligvis med at standse yderligere tilledning af næringssalte – enten ved at lede spildevandet andetsteds hen eller ved at rense det biologisk og kemisk, så næringssaltene udfældes før udledning.
Dette i sig selv giver ikke de store resultater. I det tykke bundslam er ophobet store mængder fosfor, som frigives til vandet under de iltfri forhold. Skal søen restaureres på få år, er andet skridt at fjerne den næringsrige del af slammet.
I den sydsvenske sø Trummen foretog man tilbage i 1970-71 en af de første sådanne restaureringer. Udledning af spildevand var allerede ophørt omkring 1960, men alligevel fortsatte søen med hyppig algeblomst i sommermånederne og fiskedrab om vinteren.
Derfor pumpede man den øverste halve meter af bundslammet op fra hele søen, og samtidig fjernede man en stor del af den veludviklede rørsump.
Resultatet lod ikke vente på sig. Gennemsigtigheden voksede fra 20 cm før restaureringen til 70 cm efter. Planktonalgerne, der før udelukkende bestod af hårdføre blågrønalger, fik en mere varieret artssammensætning. Endelig blev iltindholdet højere om vinteren, hvorved de regelmæssige fiskedrab ophørte.
Brabrand Sø
Projektet viste, at selv stærkt eutrofierede søer med held kan restaureres, når blot den politiske vilje er til stede. Det var den i høj grad i Århus Amt, som i 1990’erne og over en 7-årig periode brugte i alt 23 millioner kroner på at rense Brabrand Sø – via opgravning af 500.000 kubikmeter fosforholdigt bundslam. Dyrt, men også uhyre effektivt.
En stærkt eutrofieret sø kan reddes på forskellig vis. Man kan som nævnt gribe direkte om ondets rod og først lukke af for yderligere tilførsel af næringssalte, dernæst skære bredvegetationen og så til allersidst fjerne en stor del af søens bundslam. En effektiv, men meget kostbar metode, som derfor sjældent anvendes.
Græsningsfødekæden producerer og leverer organisk stof til nedbrydningsfødekæden:
Iltning af bundvandet
Man kan også forsøge sig med iltning af søens bundvand, så fosfor fra bundslammet ikke længere frigives til omgivelserne under de ellers iltfri forhold. Herved begrænses opblomstringen af alger efter søens totalcirkulation.
Det gjorde man ved den midtjyske Hald Sø, som i årevis havde fået tilledt urenset spildevand fra et dambrug i søens indløb.
Uden ekstra ilt til bundvandet klarede den store og meget dybe sø med den langsomme vandudskiftning sig ikke. Viborg Amt besluttede sig derfor til et langvarigt genoplivningsforsøg af amtets suverænt smukkeste sø.
I perioden siden 1985, hvor amtsrådet besluttede sig for genoplivningsforsøget, havde Hald Sø hvert år modtaget 200-350 tons ren ilt fra tanke på land og slanger på bunden. Effekten på vandmiljøet var så god, at man i årene 1993-98 reducerede forbruget til 77 tons årligt.
I 1999 lukkede man så helt for ilten for at se, om søen kunne klare sig selv. Det kunne den desværre ikke, og Viborg amt måtte derfor lukke op for ilten igen – med 120 tons om året. Der skulle gå endnu en god halv snes år, inden man kunne slukke for respiratoren og lade den smukke sø ånde selv igen.
Bio-manipulation
I dag sætter man ofte sin lid til en noget langsommelig, men også ganske billig løsning, nemlig bio-manipulation. Det er en moderne form for fiskepleje, som fortrinsvis egner sig til mindre og ikke alt for store søer.
Biomanipulation er en metode, hvor man aktivt griber ind i søens fødekæder og giver dermed søen hjælp til selvhjælp. Man kan eksempelvis bortfiske nogle af de mange småfisk, som holder søens dyreplankton nede. Herved fjernes i første omgang noget af den fosfor, der ellers vil blive recirkuleret igen og igen.
Men ikke nok med det. Hjuldyr, vandlopper og dafnier – søens dyreplankton – får nu også mulighed for atter at formere sig til et niveau, hvor de bedre kan holde algerne i skak. Vandet bliver herved mere klart, hvilket hjælper søens rovfisk til bedre at kunne kontrollere småfiskene. En god cirkel er i gang.
Når vandet er blevet rimelig klart, kan man også supplere bestanden af rovfisk ved udsætning. Det drejer sig som oftest om opdrættede gedder, mens man tidligere mere satte sin lid til den indførte sandart. Den har dog vist sig at være ganske ustabil, idet den ude i naturen i høj grad har gode og dårlige årgange – i langt højere grad end gedden, som derfor i dag er den foretrukne manipulator.
Men ofte vil netop sandarten klare opgaven bedst, hvis det drejer sig om udsætning i meget uklare søer. Det er nemlig en fisk, som i modsætning til gedden mere bruger sin lugtesans end sit syn, når den jager. Søen skal blot have en vis størrelse. Sandarten kræver nemlig plads og trives ikke som gedden i moser og småsøer.
I dag er man dog gået næsten helt bort fra udsætning af rovfisk, da resultaterne generelt har været dårlige. Undtagelsen er de søer, hvor der ikke er gedder i forvejen. Her sætter man stadig geddeyngel ud.
En af ulemperne ved biomanipulation er, at man kun vanskeligt kan udfiske de mange skidtfisk uden samtidig også at få de værdifulde rovfisk – gedde, aborre og sandart – med i garnene.
Dem søger man naturligvis at genudsætte i uskadt stand, men alle garnfiskere ved, at langt fra alle fisk klarer et kortere eller længere ophold i garn eller trawl. Et vis procentdel dør af garnskader, hvilket jo ikke var meningen. I lang tid efter en biomanipulation vil man også fange rovfisk med tydelige garnmærker. Det har været tilfældet i Sjælsø og Søndersø på Sjælland.
Det vides også, at bifangede aborrer og sandarter er meget værdifulde som spisefisk – ikke mindst eksporteret til Sydeuropa. Det er derfor ikke alle bifangede rovfisk fra en biomanipulation, der ryger tilbage igen – til søen, hvor de ellers skulle have været med til at rydde op blandt skidtfiskene.
Nyere undersøgelser har vist, at biomanipulation er langt mere kompliceret, end man først har antaget. Således har det vist sig, at store brasener (se introbilledet til denne artikel) faktisk kan have en positiv betydning for søens rovfisk. Store brasen leverer nemlig store mængder yngel, der udgør en vigtig føde for gedder og aborrer. Sidstnævnte sørger så for, at skidtfiskene – brasenyngelen – holdes nede på en for søen passende bestandsstørrelse.
Fjerner man ved en biomanipulation disse store brasen sammen med søens øvrige fredfisk, risikerer man at udsulte bestanden af vigtige rovfisk. Søen er efterfølgende ude af balance på grund af netop den biomanipulation, der skulle have reddet søen. Mere, end den var før biomanipulationen.
Det er en erfaring, man har gjort i denne lille Sjælsø, der indtil en biomanipulation ganske vist havde meget uklart vand, men som samtidig husede en rigtig god bestand af gedder og aborrer i gode størrelser. På grund af søens store brasener.
Græskarper
Tidligere udsatte man ofte kinesiske græskarper i små og tilgroede vande. Græskarpen er en overbevist vegetar, som hurtigt får bugt med overskydende vegetation. Imidlertid har det mange steder vist sig, at indførte græskarper ganske vist hurtigt får “slået græsset” i tilgroede vande.
Desværre bliver vandet ofte uklart, idet en stor del af føden passerer ufordøjet – men findelt – gennem karperne. Så hvor man før havde en tilgroet dam med klart vand, får man i stedet åbent, men desværre uklart vand. Og det var jo ikke meningen. Udsætning af græskarper er da også forbudt i dag.
Man kan dog i lukkede systemer udsætte endnu en karpeart – sølvkarpen, som lever af den føde, der passerer ufordøjet gennem græskarperne. På den måde kan vandet holdes klart. Det er dog kun en mulig løsning i ganske små søer og damme. Men en løsning, som ikke mindst kineserne har kendt til og brugt i mange år.
Bio-manipulation er generelt en billig og spændende løsning på mange eutrofieringsproblemer, men den griber ikke direkte om ondets rod – det tykke slamlag, der ligger på bunden.
Det indeholder jo stadig store mængder ophobede næringsalte, som hele tiden frigives til vandmassen under de ofte iltfri forhold. Vil man helt i bund med problemet, må bundslammet som tidligere nævnt fjernes.
Kemisk sørensning
Der har vist sig at være endnu en mulighed for at holde algerne i skak i mindre søer og damme. Man har længe vidst, at småvande kunne holdes algefri ved tilsætning af giftige kemikalier – typisk med et indhold af kobber – men noget sådant er naturligvis forbudt i Danmark.
På alverdens golfbaner findes imidlertid i tusindvis af småsøer og damme, som året rundt holdes klarvandede på denne giftige måde.
Nu har det så vist sig, at en tilsvarende effekt kan opnås på mindre dramatisk og mere økologisk vis – ved ganske enkelt at smide en halmballe eller to ud i vandet. Ikke mindst byg har vist sig at have en dokumenteret effekt på vandets alger, men også lucerne virker.
Under stråenes nedbrydning frigøres stoffer, der kaldes “quinoner”. Disse quinoner har i laboratorieforsøg vist sig at have en tydelig toksisk (giftig) effekt på algerne, hvis vækst stoppes eller i hvert fald bremses mærkbart. Effekten er lige så markant i frivand.
Resultatet kan sine steder være, at vandet bliver eller forbliver så klart, at bundvegetationen får lys nok til at etablere sig. Og med en yppig bundvegetation vil den pågældende sø eller dam normalt blive mere produktiv – ikke mindst med hensyn til fiskearter af interesse for det rekreative fiskeri.
Hidtidige forsøg tyder på, at de frigivne quinoners bremsende effekt på algerne varer i 2-4 måneder. Herefter er halmballerne typisk løbet tør for virksomme stoffer og må fornyes. Efter alt at dømme en effektiv og billig løsning på algeproblemet i småvande med et ringe vandvolumen og en minimal vandudskiftning.
Tilsyneladende er quinonerne uden negativ virkning på fisk og højere planter. De er jo naturlige væksthæmmere.
Klart vand
Større søer kræver mere probate midler end bare halmballer, hvis man ønsker klart vand og en sø i økologisk balance.
I den forbindelse skal man dog gøre sig klart, at klart vand ikke nødvendigvis er et sundhedstegn. Klart vand er i sig selv blot det synlige tegn på, at der ikke er mange alger i vandet. Og det kan man relativt let opnå ved at tilsætte giftige kobberforbindelser i mindre vande. Søen bliver dog ikke det mindste sund af den grund. Nærmere forgiftet med et nyt tungmetal.
Det samme så man med 1960’ernes forsuring af de norske og svenske søer. En voldsom afbrænding af kul og olie i den engelske industri bragte sur regn over Nordsøen til Syd-Skandinavien, hvor den faldt med nedbøren som svovlsyre og salpetersyre. Vandet i elve og søer blev derfor ganske surt – så surt, at fisk og smådyr ikke længere kunne leve eller formere sig i det.
Det første tegn på en forsuret sø var og er, at vandet bliver klart. Mange af søens planktonorganismer dør nemlig i det sure vand. I dette tilfælde er klart vand således et tegn på, at søen er syg eller sågar døende. Ikke tegn på noget positivt.
Rensning af organisk spildevand
Moderne rensning af organisk spildevand sker i tre trin, som kan overlappe hinanden på forskellig vis.
Den mekaniske rensning sørger for at fjerne de partikler, som ikke er opløst i vandet. Det kan populært sagt være alt fra gamle cykler og brugte kondomer, der sies fra i grove risteværk, til større partikler, der som slam aflejres i store bundfældningsbassiner. Denne grovrensning sikrer, at der ikke bliver store slamaflejringer ved spildevandsudløbet.
Den biologiske rensning sørger for, at iltforbrugende materiale i spildevandet nedbrydes under forbrug af ilt. Iltforbruget kan af levende organismer reduceres med op til 90%. Den biologiske rensning sørger også for, at indholdet af kvælstof i spildevandet reduceres betragteligt. Endelig kan man lade vandet opholde sig i såkaldte algedamme, hvor algerne optager kvælstof og fosfor.
Dem har man senest genopfundet med landbrugets såkaldte “mini-vådområder”, der netop skal fange primært kvælstof fra drænvandet, inden dette udledes til vandmiljøet.
Den kemiske rensning er netop det – ren kemi. For at fjerne mest muligt af det fosfor, som er det begrænsende næringsstof i de allerfleste søer, tilsætter man forskellige kemikalier til spildevandet. Et af de mest brugte er aluminiumsulfat, som fanger og fælder fosfor i spildevandet. Resultatet er store mængder fosforholdigt slam, som er vanskeligt af afvande.
Kemisk sørensning
Samme grundlæggende princip kan bruges til kemisk rensning af stærkt eutrofierede søer, som har en lav sigtbarhed på grund af mange alger. Blot er det her ikke spildevandet, som ankommer til rensningsanlægget. I stedet er det “rensningen”, der kommer til vandet!
Det har længe været kendt, at man kan kemisk rense en sø ved at tilsætte en nøje afmålt mængde aluminiumklorid til det forurenede søvand. Nøje afmålt, idet for store doser kan være dødelige for levende organismer i søen.
Aluminiumklorid fanger og fælder den opløste fosfor, som synker ned i søens bundslam. Her ligger den uvirksom hen – utilgængelig for søens alger, der nu ikke blomstrer op i nær samme grad som tidligere. Søvandet bliver derfor klart. Men bundslammet desværre stærkt forurenet med aluminium.
Nordborg Sø er med sine 54,6 hektar den suverænt største sø på Als i det sønderjyske. Den stærkt eutrofierede sø blev i 2006 kemisk renset ved udlægning af aluminiumklorid.
Den største vanddybde i Nordborg Sø er 8,5 meter og middeldybden 5 meter. Søen rummer 2,78 mio. m3 vand med et fosforindhold på 0,1-0,55 mg/liter. I sommerhalvåret var sigtedybden helt nede på 0,1 meter, mens den i vintermånederne kunne nå ned på 4 meter. En rigtig “vintersø”, altså.
Biologerne beregnede, at søen rummer omkring 34 tons fisk – primært skidtfisk i form af skaller, brasen og aborrer. Rovfisk som gedde, aborre og sandart har trange kår i det uklare vand, som skyldes algeblomst i de overgødskede sø.
Tidligere modtog Nordborg Sø som så mange andre danske søer og moser totalt urenset husspildevand fra de omgivende byer Langesø og Nordborg. Det sker ikke længere, da spildevandet nu renses centralt, før det udledes i Lillebælt.
Men årligt tilføres Nordborg Sø stadig mellem 330 og 530 kg fosfor fra omgivelserne – primært fra de omliggende landbrugsarealer. Man skønnede, at søen samlet rummer omkring 25 tons fosfor, hvilket gav anledning til regelmæssigt tilbagevendende algeblomst og iltsvind i sommermånederne.
Der blev sat 3 mio. kroner af til forbedring af vandkvaliteten i søen, og samtidig blev 2 mio. kroner sat af til bedre rensning af spildevand – i form af kloakering af tilstødende områder. Kloakeringen var færdig til sommeren 2006, og i løbet af efteråret gik man så i gang med udlægning af aluminiumklorid i søen.
Metoden var brugt med held i den lille 6 hektar store fynske Sønderby Sø ved Assens, hvor man fik klarere vand efter udlægning af aluminiumklorid.
Før behandling med aluminiumklorid i 2001 indeholdt søvandet 1,0 mg/l. Tre år efter behandlingen var årsgennemsnittet helt nede på 0,1 mg/l – en tiendedel af det tidligere. Man håbede på en tilsvarende reduktion i Nordborg Sø.
340 tons aluminiumklorid blev nu spredt ud over søen i efteråret 2006, og effekten var næsten øjeblikkelig – dertil synlig med det blotte øje. Således havde søen en sigtedybde på 1,08 meter før behandlingen, og allerede efter den første spredning af aluminiumklorid var sigtedybden steget til 1,20 meter.
Desværre skete der det, at en af prammene til udlægning af aluminiumklorid ved et uheld sank med hele sin last – et uheld, hvis konsekvenser på længere sigt ingen kender til.
Faktum var imidlertid, at Nordborg Sø året efter oplevede en udbredt død blandt søens karper. De lokale myndigheder ville naturligvis gerne skyde skylden over på virus, når de nu selv havde været skyld i alu-ulykken. En virus, som også eksisterede andre steder i Sønderjylland.
Men ingen har kunnet frikende det store udslip af aluminiumklorid for at være hel eller delvis årsag til karpedøden i den kemisk rensede sø. Måske det massive udslip af aluminiumklorid havde svækket søens karper og deres immunsystem så meget, at de blev lette ofre for den omtalte virus?
Efterskrift:
Danmark har knap 700 søer, som er målsatte i henhold til EU’s vandrammedirektiv. Knap tre fjerdedele lever ikke op til målsætningerne om “en god, økologisk tilstand”.
Fødevare- og miljøminister Esben Lunde Larsen (V) har netop fremlagt forslag om, at 24 navngivne danske småsøer skal biomanipuleres eller kemisk renses, så de kan få en “bedre vandkvalitet”. De udvalgte søer udgør blot 5% af de målsatte danske søer. Op mod halvdelen af søerne foreslås kemisk renset med aluminium.
Desværre er erfaringerne med kemisk sørensning som allerede nævnt generelt dårlige. Dels har vi ikke mange søer, hvor metoden er prøvet. Og dels er udsigten til et godt og ikke mindst længerevarende resultat dårlig. Sigtedybden (vandets klarhed) falder ofte igen efter 3-4 år, og efter ti år er der sjældent nogen bedring at spore længere.
Kemisk rensning af søer er således som at tisse i bukserne. I bedste forstand ren symptombehandling, der ikke fjerner det virkelige problem – de enorme mængder fosfor, som gennem årene har ophobet sig i søernes bundslam.
Og så er det bestemt ikke nogen rar tanke, at flere tusinde tons giftig aluminiumklorid måske fremover skal spredes ud over de danske søer, som by og land har forurenet med i sig selv harmløse næringssalte gennem årtier.
Aluminium kan i for høje doser være endog meget giftigt. Forgiftning med aluminium kan føre til en lang række symptomer, da metallet kan akkumuleres i alle kroppens organer – heriblandt hjernen.
Blandt symptomerne på forgiftning med aluminium er anæmi, muskelsvaghed, knoglesmerter, knoglebrud, knogleskørhed, krampeanfald, hukommelsestab og demens-symptomer, der kan minde om Alzheimers sygdom.
Aluminiumklorid kan ikke fjernes igen, når først det er spredt over søen – med mindre man da vil bekoste og rent fysisk kan gennemføre en mekanisk oprensning af det forgiftede bundslam. En kostbar teknik, der imidlertid altid virker, hvor og hvis ellers den kan praktiseres.
Sørensning med aluminiumklorid er som ukrudtsbekæmpelse med glyphosat og RoundUp: Lancering af kommende katastrofer, hvis omfang vi intet aner om.
Det vil derfor være rigtig dumt og miljømæssigt aldeles uforsvarligt at forurene danske søer yderligere – med aluminiumklorid.
Jens Bursell skriver:
“Fisk & Fri har interviewet DSF om bl.a. dette, og her fremgår det, at organisationen tilsyneladende slet ikke er klar over, at der allerede er set flere eksempler på kollaps i rovfiskebestandene efter biomanipulationer.
Med DSF´s høringssvar til Vandområdeplanerne 2015-21, hvor der gås ned i de mindste detaljer omkring bl.a. vandløbene, nævner DSF slet ikke de potentielle negative konsekvenser, det kan have for både specimen- og predatorfiskeriet, at foretage biomanipulationer. Alt dette signalerer, at DSF tilsyneladende ikke mener, at en kritisk holdning til biomanipulation er særlig vigtig.
DSF gør rigtig mange gode ting for dansk lystfiskeri – især når det drejer sig om ørred og laks. Men det er bekymrende, at DSF har så lidt føling med, hvad der foregår indenfor dansk søfiskeri. Som de selv siger i ovennævnte artikel: – Det er en prioriteringssag.
Javel – men, hvis det er attituden overfor de danske søfiskere, så kan man måske også godt forstå, de mange tusinde søfiskere, der gennem en årrække har meldt sig ud af forbundet.
Hvis DSF fortsat skal kalde sig et forbund for alle landets lystfiskere, mener jeg det er på tide, at DSF’s ledelse vågner op til dåd – og gør en meget mere synlig, proaktiv og resultatorienteret indsats for dansk søfiskeri.
Vi ses derude – Jens Bursell”
Læs også artiklen om
Typiske danske søer og eutrofieringen af dem
© Tegninger: Gunnar Johnson & Finn Ringtved
© Fotos: Steen Ulnits & Niels Riis Ebbesen
© 2017 Steen Ulnits
Del denne artikel: