Der er flere laks i Danmark end nogensinde!
Men de er ikke kommet af sig selv, og der er lang vej endnu!
Det var i det Herrens år 1924, at Danmarks næststørste, men længste vandløb – Gudenåen – fik sit dødsstød som laksevand. Det skete, da Gudenåcentralen dæmmede åen op og anlagde Tangeværket, som skulle producere elektricitet til den igangværende industrialisering af hovedlandet.
Så sent som i 1820’erne kastede Gudenåen stadig mere end 1.000 store blanklaks af sig om året. Det viser de udførlige statistikker fra laksegården ved Frisenvold. Men med etableringen af Tangeværket og den næsten 10 km lange kunstige Tange Sø blev Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser begravet under flere meter vand.
Laksen forsvandt da også fuldstændig i løbet af de næste få år. Idag ligger de gamle gydepladser gemt under et tykt slamlag på bunden af Tange Sø, og uden dem vil Gudenå-laksen aldrig kunne reproducere sig selv. Det har Fiskeriministeriets biologer påvist.
Det var i det Herrens år 1954, at Danmark for alvor blev kendt som et lakseland af internationalt format. Det skete, da tobakshandler Dinesen fra København i påsken halede en kæmpelaks på 26,5 kg op af Skjernåens vande – nystegen, sølvblank og tromletyk. En fornem ny Danmarksrekord, der har holdt lige siden.
Det var skæbnens ironi, at rekordlaksen skulle fanges umiddelbart før Skjernåens bortgang som produktivt laksevand. Døden indtraf nemlig i 1960’erne, da Hedeselskabet tromlede sin regulering af åens nedre løb igennem. Et projekt, der med ét trak tæppet væk under vort indtil da fornemste laksevandløb. Åen blev lagt i lænker og Skjernå-laksen forvist til nogle få hundrede meter af den lille Karstoft Å, hvor den stadig kunne gyde.
Det var i det Herrens år 1988, at udviklingen endelig vendte for den danske laks. Det skete med etableringen af Laksehallen på Brusgaard Produktionshøjskole syd for den gamle lakseby Randers. Laksehallen blev anlagt med dels lokale tilskud, dels bidrag fra EU. Dens formål var og er at fremstille laks til udsætning i først og fremmest Gudenåen.
Fremover skal Laksehallen også levere laks til de øvrige danske laksevandløb – dem, der i tidernes morgen og fra naturens hånd har været lakseførende. Og det vil foruden den østvendte Gudenå sige de store vestjyske vandsystemer. Kun de har format til en fast bestand af laks, som stiller større krav til vandløbet end havørreder gør.
Laksefangster i Vestjylland
Det var helt symptomatisk for årets laksefiskeri i Skjern Å, at der på den såkaldte “Laksedag” sidst i august ikke blev fanget én eneste laks. 1994 startede ellers så godt – i hvert fald tilsyneladende – med fangsten af en stor blanklaks på hele 15,7 kg. Men den i øvrigt stærkt garnskadede fisk skulle vise sig at være en enlig svale, der bestemt ikke gjorde nogen sommer.
– Og hvorfor så ikke? – Har den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund da ikke med sine opkøb af internationale laksekvoter gjort det muligt for de sidste naturligt fødte danske laks at vandre fra Skjern Å, ud på opvækstpladserne i Nordatlanten og tilbage igen uden at risikere garndøden undervejs?
– Jo, men det hjælper desværre intet, når de hjemvendte og gydemodne laks i stedet fanges i garn og ruser, hvor åen munder ud i Ringkøbing Fjord. Et lavvandet område, hvor de gydemodne fisk må løbe spidsrod mellem myriader af garn og ruser.
Enhver, der har sejlet en tur på Nissum Fjord, hvor Storåen munder ud, eller Ringkøbing Fjord, som tager imod Skjern Å, ved, hvor galt det står til begge disse steder. Det er et sandt Guds under, at nogen fisk overhovedet finder op i åerne! Eksempelvis har blot to redskabsfiskere i Nissum Fjord på få måneder landet mere end 150 blanklaks på vej mod Storåen. Det er flere gange den samlede årsfangst oppe i åen…
Storåen var tidligere Danmarks ubestridte laksevand nummer to – med største blanklaks på 22 kg. I det seneste års tid har en oprensning af kraftværkssøen ved Holstebro plumret åen op i hidtil ukendt grad, og det har – godt hjulpet på vej af det uhæmmede garnfiskeri i fjorden – bragt laksefangsterne ned i nærheden af nulpunktet.
Synd, for netop i årene op til oprensningen var Storåen nemlig igen begyndt at kaste storlaks af sig…
Laksehandlingsplanen
I 1993 fik vi så langt om længe en laksehandlingsplan, som nu skal finansieres med penge fra de såkaldte fiskeplejemidler. Altså via penge fra det obligatoriske fisketegn, alle lystfiskere skal indløse.
I Fiskeriministeriets “Handlingsplan for Fiskeplejen 1994-95” er der indtil videre sat godt 1,5 mio. kr af til udsætning af laks. Heraf er godt en kvart million øremærket til netop Skjern Å, hvor den sidste naturlige danske laksestamme jo hører hjemme. Det lyder ikke af meget, men beløbet vil da også blive sat i vejret, når handlingsplanen her i 1995 for alvor kommer i gang.
Samtidig arbejder Fiskeriministeriet nu på nye reguleringer for redskabsfiskeriet på Ringkøbing og Nissum Fjorde, så også her er der håb forude.
1994 blev også året, hvor en dansk afdeling af Orri Vigfussons “North Atlantic Salmon Fund” langt om længe blev stablet på benene. Og på en enkelt “fund raising dinner” i København samlede den nye Dansk Laksefond ikke færre end 284.000 kroner ind til fremme af den danske laks.
En del af pengene vil helt naturligt gå til det fortsatte opkøb af de nordatlantiske laksekvoter – en anden del tiltænkes brugt på et opkøb af de garnrettigheder, der er tilbage i de vestjyske fjorde efter implementeringen af laksehandlingsplanen.
Alt i alt kan vi således konkludere, at baglandet er ved at være klar til en genskabelse af de danske laksebestande i de vestjyske åer!
Varde Å, som udmunder i Vadehavet ved Ho Bugt, blev årets vestjyske laksevandløb par excellence. Mens de fleste andre vandløb våndede sig i sommervarmen, kunne man fra Varde Å melde om sand laksefeber. Trods en rekordtør og rekordvarm sommer med minimal vandføring spurtede et stort antal laks fra Ho Bugt op i Varde Å, hvor de udløste et laksefiskeri uden lige. Således kunne lokale fiskere berette om dagsfangster på indtil flere flotte laks!
Hvorfor netop Varde Å skulle blive årets topscorer i det vestjyske, er der ingen sikker forklaring på. Også her har man nemlig store garnproblemer at slås med – i Ho Bugt, som ganske vist ikke er så lukket et område som Ringkøbing og Nissum Fjorde, men alligevel.
Laksefangster i Østjylland
Også ved den østvendte Gudenå, hvor der blev gået meget stille med dørene blandt de lokale, kunne man melde om et fornemt fiskeri. Et forsigtigt skøn siger, at der ialt blev landet omkring 1.000 laks i Gudenåen i 1994 – et imponerende antal, som kun skyldes de massive udsætninger fra Laksehallen i Brusgaard.
Man regner med, at omkring 10.000 voksne Gudenå-laks ialt er vendt tilbage til Danmark. Af dem er nogle nået helskindet op i Gudenåen – mange andre fanget i garn undervejs. Heriblandt to verificerede kæmper på henholdsvis 20 og 22 kg!
Men ikke kun Gudenåen har nydt godt af de massive udsætninger. Det har pudsigt nok også flere danske åer på østkysten. Allerede i 1993 blev således mere end et halvt hundrede laks – finneklippede fisk fra Gudenåen – landet i Vejle Å. I 1994 lå antallet omkring 100 stykker! Også den lille Kolding Å, som munder ud i Lillebælt lidt sydligere end Vejle Å, kunne melde om fangst af adskillige finneklippede Gudenå-laks.
Samtidig fangede man under elektrofiskeri i vinteren 1993/94 en halv snes Gudenå-laks i den lille Århus Å. Ganske vist smålaks på 2-3 kg, men en kæmpelaks på 12,3 kg blev siden fundet død samme sted. Trollingfiskere på Århus Bugt har ligeledes fået Brusgaard-laks i båden.
Ikke uventet blev der også fanget mange Gudenå-laks i Kolindsund-kanalerne, der udmunder i Grenå midt på Djursland og dermed ikke så langt fra Randers Fjord og Gudenåen. Men her er de lokale sportsfiskere ikke begejstrede. Man frygter nemlig, at de mange laks vil fortrænge den bestand af storvoksne havørreder, man har været mange år om at fremelske.
I Kolindsund-kanalerne er problemet, at antallet af egnede gydepladser er uhyre begrænset. Og samtidig har der i dette kunstige vandsystem – kanalerne er skabt til afvanding og forsynes konstant med oppumpet vand fra de omkringliggende marker – aldrig været laks. Den negetaive holdning til de “nye” laks synes derfor ganske velbegrundet.
Meget tyder således på, at de nye laks fra Gudenåen langt fra alle stikker nordpå, som man hidtil har troet. Eller at de i hvert fald på vejen hjem tager et smut sydover. Og at lystfiskere over det ganske land derfor får glæde af dem!
Der er idag flere laks i Danmark, end der har været i de sidste mange år. Men rigtig godt bliver det ikke, førend der igen er skabt grundlag for, at laksene kan gyde og dermed reproducere sig selv. Til det formål skal der være fri passage til egnede gydepladser.
Det må vi derfor give første prioritet i de kommende år. Vi må ikke glemme det midt i vrimmelen af hugvillige laks!
Steen Ulnits
Del denne artikel: